Jeg er ikke psykisk syg – jeg havde det bare svært som barn

af i Klumme/Liv & Mennesker/Sundhed

DAGENS POV // SAMFUND – For godt og vel et år siden skrev jeg en kronik i Jyllands-Posten. Kronikken handlede om min tid på børnehjem, og om, hvordan jeg kom videre og blev en af de mønsterbrydere, som har et godt liv. En dag ringede min telefon. Det var en potentiel arbejdsgiver, der spurgte om jeg var psykisk syg.

Et af grundelementerne i journalistik er, at man altid skal skrive det vigtigste først. Det undlader jeg i den her klumme. Også selvom jeg måske risikerer, at du, kære læser, ikke får pointen med.

Måske står du af lige om lidt. Måske læser du videre.

Men følgende lille anekdote er et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke skriver det vigtigste først.

Psykisk syg eller svær barndom

Uden at jeg har kastet den, rammer boomerangen, da min mobiltelefon en eftermiddag brummer i min lomme. Jeg tager telefonen, og efter et par indledende sætninger får jeg spørgsmålet:

”Chili. Jeg bliver nødt til at vide, om du er psykisk syg.”

Spørgsmålet får jeg af en potentiel arbejdsgiver, efter at pågældende har researchet lidt om mig og fundet frem til min kronik i Jyllands-Posten. Kronikken var en del af en kronikserie, hvor opgaven var at skrive et brev til sit 13-årige jeg.

Jeg skrev et brev til mig selv, en pige på 13 år, der var anbragt på et børnehjem. Og mest af alt en pige, der havde svært ved at se lyset for enden af tunnellen.

Vi kender alle en, der har været ramt af psykisk sygdom. Alligevel er det sjældent noget, vi taler om. Det er privat, og det er tabu

Før jeg når at svare på spørgsmålet, får jeg at vide, at pågældende har læst min kronik, hvor der står, at jeg har boet på et børnehjem, der hed BUC.

”Chili, min research viser, at BUC er et Børne – og Ungdomspsykiatrisk Center. Et behandlingshjem.”

Forvirret over samtalen og ikke mindst spørgsmålet rømmer jeg mig og svarer – nok med en stemme, der har svært ved at skjule min irritation over det stigma, som den pågældende sætter på mig grundet min kronik:

”Måske burde du have researchet lidt mere, inden du ringer og foretager sådan et opkald. I 1990’erne stod BUC for Børne- og UngdomsCentret. BUC var ikke en behandlingsinstitution.”

Jeg trækker vejret helt ned i maven og fortsætter:

”Hvis du læser min kronik en gang til, vil du finde ud af, at jeg var anbragt, fordi mine forældre ikke kunne tage vare på mig. I mit barndomshjem stod menuen på omsorgssvigt til morgenmad, middagsmad, aftensmad og dessert.  Og ja, jeg fik anoreksi som ung, og jeg er rask i dag. Jeg har endda holdt foredrag om det.”

I et behov for at få det hele sagt inden stemmen afbryder mig snakker jeg hurtigt videre:

”Jeg havde nogle udfordringer, som de fleste omsorgssvigtede børn har. Men hvis du har læst min kronik til ende, så ved du også, at jeg i dag er uddannet pædagog med en overbygning i musik- og bevægelsespædagogik. Jeg er uddannet psykoterapeut, og så jeg er ved at læse til journalist.”

Allerede i en tidlig alder var jeg bevidst om, at hvis jeg skulle ”blive til noget”, så var det mig selv, der skulle kæmpe for det

Stemmen i den anden ende er helt stille, og efter en tung indånding siger den:

”Chili, jeg ringer bare for at finde ud af, om du har været psykisk syg som barn, og om du eventuelt har nogle udfordringer i dit voksenliv. Jeg troede, at BUC var forkortelsen på et psykiatrisk behandlingscenter for børn og unge.”

Jeg svarer:

”Jeg ser min barndom som nogle hårde omstændigheder i mit liv, der har givet mig nogle kompetencer, jeg i den grad bruger konstruktivt i mit voksenliv. Min barndom har gjort mig stærk, og jeg er modstandsdygtig overfor udfordringer, hvor nogle hurtigt ville knække nakken.”

Stemmen svarer:

”Tak for dit svar, og fordi du er så ærlig, Chili. Jeg kan godt forstå, at du synes det totalt langt ude at få sådan et opkald. ”

Efter lidt grin og smalltalk om, hvor langt ude det er at blive ringet op omkring sådan et emne, afsluttes samtalen.

Og hvad så hvis jeg havde været psykisk syg?

Efter samtalen kører mine tanker rundt i hovedet på mig – en klassisk følelse, der kan opstå efter en samtale, hvor man føler, at man er blevet taget med bukserne nede, popper op.

Fik jeg sagt alt? Hvorfor var det, at jeg ikke fik spurgt stemmen i den anden ende, om det at jeg har været anbragt vitterligt gør mig mindre værd og måske endda uarbejdsdygtig som journalist af den eneste grund, at jeg som barn har boet på et børnehjem?

Følelsen af at føle sig anderledes begynder at fylde, mens jeg står med min telefon i hånden. En følelse som tit var present i min barndom.

Som barn vidste jeg, at mine livsomstændigheder var anderledes. Allerede i en tidlig alder var jeg bevidst om, at hvis jeg skulle ”blive til noget”, var det mig selv, der skulle kæmpe for det.

Jeg var modbydeligt meget bevidst om, at ingen nødvendigvis ville hjælpe mig eller tro på, at jeg kunne blive til noget. Noget jeg som voksen har fået bekræftet af flere lærere fra den skole, jeg gik på i mine tidlige år.

Og tænk hvis jeg havde været psykisk syg som voksen – og var blevet rask – skulle det så forfølge mig?

Men hvad hvis jeg havde boet på et behandlingshjem som barn?

Og tænk hvis jeg havde været psykisk syg som voksen – og var blevet rask – skulle det så forfølge mig?

Jeg giver slip på følelsen af at være anderledes, da den hører barndommen til, og tænker for mig selv, at den her samtale en dag må blive til en artikel om stigmatisering.

Tabuet

Vi kender alle en, der har været ramt af psykisk sygdom. Alligevel er det sjældent noget, vi taler om. Det er privat, og det er tabu. Også selvom mange af os kan se, at dem vi kender, rent faktisk får det bedre med de rette behandlinger.

Og det gælder, hvad enten behandlingen er psykologisk, socialt betinget, gennem healing, medicinsk eller en fin kombination, så kender mange af os rent faktisk nogen, der er blevet raske. Raske.

Alligevel er det som om, at mange frygter, at den psykiske sygdom bryder ud igen. En latent frygt for, at der kan prikkes hul i såret, så den psykiske sygdom siver ud – eller måske snarere ind i den tidligere psykisk syge, og gør pågældende syg igen.

Mette Frederiksens udmelding er vigtig i forhold til at bryde tabuet omkring tidligere psykisk syge og deres arbejdsevne. Et skridt ad gangen

Jeg kender det fra min anoreksi. Selvom jeg ved, at jeg er rask og har været det længe, frygter jeg, at anoreksien bryder ud igen.

Jeg er bange for at blive syg, og for at løbeturen i Frederiksberg Have tager overhånd og bliver en daglig anorektisk mare, der rider mig.  Lidt ligesom kræftpatienten der frygter, at kræften kommer igen som en snigende tiger på savannen.

25 procent kommer sig helt efter en psykiatrisk diagnose

Da jeg læste til psykoterapeut, arbejdede jeg som pædagogvikar i psykiatrien. I psykiatrien er Recovery-metoden det nye sort. Tankegangen bag Recovery er – kort fortalt – at alle psykisk syge kan få det bedre og i mange tilfælde også blive raske.

I den periode læste jeg en bog af en norsk psykolog, der hedder Arnhild Lauveng. Bogen hed I morgen var jeg altid en løve, og den handlede kort fortalt om unge Arnhild Lauveng, der var indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun var skizofren, bæltefikseret og medicineret op over begge ører. Og ingen troede, at hun ville blive rask.

Men det blev hun. Og i dag er hun cand.psych. ved universitetet i Oslo, specialist i klinisk samfundspsykologi og arbejder som forsker ved Nationalt Center for erfaringskompetence indenfor psykisk helse i Norge.

I Socialstyrelsens rapport Mennesker med psykiske vanskeligheder – Sociale indsatser fra 2013 står der, at ”international forskning har dokumenteret, at ”omkring 25 pct. kommer sig helt fra svære psykiske vanskeligheder.” 25 procent.

I 2018 spurgte Psykiatrifonden 4.000 personer om deres kendskab til psykisk sygdom. Cirka 20 procent svarede, at de ikke vidste, om man kunne blive helbredt for en psykisk sygdom.

Afstigmatisering af tidligere psykisk syge

Spørgsmålet om de 20 procents manglende viden om helbredelse af psykiske sygdomme, og deres dertilhørende stigmatisering af psykisk syge, har en betydning for helbredelsesfrekvensen, er svært at svare på.

En ting er dog sikker: Arnhild Lauvengs tidligere psykiske sygdom stigmatiserer hende. Hun udtaler flere steder, at hun ofte blandt psykologkollegaer bliver mødt med, at hun er fejldiagnosticeret som værende skizofren, eller at hun er inde i en god fase af sin skizofreni.

I et interview med Politiken fortæller Henrik Sass Larsen d. 23. februar, at han har haft en depression.

Og i et Facebook opslag dagen efter, d. 24. februar 2019 slår formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen fast: “Jeg er tryg ved, at Henrik kan bestride en ministerpost. At man har været syg, psykisk eller fysisk, skal efter min mening ikke bestemme, om man kan bestride et politisk embede.”:

Henrik står i dag frem og fortæller om den depression, der ramte ham i efteråret. Jeg håber, du vil læse interviewet….

Опубліковано Mette Frederiksen Неділя, 24 лютого 2019 р.

Det eneste jeg ved er, at jeg selv i den her skriveproces er blevet klogere på helbredelse af psykisk sygdom. Og det håber jeg også du, kære læser, er

Mette Frederiksens udmelding er vigtig i forhold til at bryde tabuet omkring tidligere psykisk syge og deres arbejdsevne. Et skridt af gangen.

Hvordan man får de 20 procent, der ikke ved, at man kan blive helbredt for en psykisk sygdom, til at falde, er heldigvis ikke min opgave.

Dog kan jeg gøre mit. Blandt andet ved at skrive denne klumme. Også selvom den i bund og grund er foranlediget af min egen frygt for stigmatisering på grund af en kronik, jeg skrev for et år siden.

By the way. Jeg fik ikke jobbet.

Om det var fordi pågældende troede, at udfordringerne fra min tid på børnehjemmet stadig spøgte i mit sind, skal jeg ikke kunne svare på. Det eneste jeg ved er, at jeg selv i den her skriveproces er blevet klogere på helbredelse af psykisk sygdom. Og det håber jeg også du, kære læser, er.


Topfoto: Pixabay

H.C. Andersen sagde: ”At rejse er at leve.” Jeg siger: ”At skrive er at leve.”

Mit navn er Chili Djurhuus. Ord har altid været en stor del af mit liv, og da jeg bliver nødt til at få flere ord i mit liv, er jeg i en alder af 41 år ved at sadle om fagligt. I maj 2019 kan jeg kalde mig fagjournalist. Jeg er derudover uddannet pædagog med speciale i musik og bevægelse samt psykoterapeut.

Jeg interesserer mig for pædagogik, psykologi, politik - også har jeg en svaghed for melankolsk musik.

Seneste artikler om Klumme