Dansk Folkeparti kræver, at der bliver afsat 600.000 kroner på næste års finanslov til at lave en fremskrivning af, hvor mange indvandrere, efterkommere og børn af efterkommere der befinder sig i Danmark i 2060 – gerne i op til fjerde, femte eller sjette generation. Det handler reelt om at tælle muslimer, så hvor er det center, man kan melde sig og bede om en halvmåne, som kan blive syet på tøjet, spørger Elmas Berke.
KOMMENTAR – En praktiserende muslim, der beder 5 gange om dagen, en kulturmuslim, en agnostiker, en ateist, en feng shui praktiserende, en shinto-, en kungfutse-, en zoroastrianer-, en law-of-attraction tilhænger, en pisse-ligeglad-men-tror-alligevel-der-er-noget-mellem-himmel-og-jord plus en masse andet godtfolk derimellem.
Alle disse er mennesker af kød og blod, som jeg kender. Én af dem er mig selv. Umiddelbart ser de ud til at være vidt forskellige af overbevisning og levevis, udover det, de selv betegner som”det samlende danske i dem”. Det er de nu også. Vidt forskellige. Men, de stammer alle fra et muslimsk land. Afstamningen. Det kollektive ansvar. Det er dét, der er vigtigt og tæller her. Ikke så meget “det samlende danske i dem”. Hvem kan i øvrigt bruge det “danske i dem” til noget som helst?
Fælles for disse mennesker er nu også, at DF vil registrere os som muslimer – eller som de siger, “efterkommere” i op til tredje og gerne også fjerde, femte eller sjette generation.
Efterkommere.
Jeg kan ikke tilnærmelsesvis komme i nærheden af at kunne beskrive min foragt for det ord, men, vi lader det stå et øjeblik, mens vi analyserer videre på, om fejlslagen integration er spørgsmålet om hønen og ægget om igen?
Eller med andre ord: Har DF været med til at skabe integrationsproblemerne eller har integrationsproblemerne skabt DF?
Det er også bedøvende ligegyldigt, for nu skal vi have gang i folketællingen og det koster 600.000 kroner. Det er det beløb, Danmarks Statistik, ifølge Dagbladet Information, behøver for at lave en befolkningsfremskrivning, der tæller indvandrere (selvom vi alle ved, det er muslimer, der er tale om), efterkommere og børn af efterkommere i Danmark år 2060.
Et folketingsflertal opfordrede tidligere på året til, at der bliver lavet en sådan prognose, hvor tredje generation af indvandrere ikke tæller med som danskere, som det er tilfældet i dag.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at en sådan tælling er ”både fagligt relevant og hensigtsmæssig” og formanden for Folketingets integrationsudvalg, Martin Henriksen (DF), er selvfølgelig enig.
Martin Henriksen undrer sig imidlertid over, at ministeren ikke nævner noget om at finde pengene til formålet.
Men hvis integrationsministeren ikke vil finde pengene, gør Dansk Folkeparti det gerne for hende. Så hvis det af en eller anden årsag ikke er muligt at finde pengene på Inger Støjbergs budget i år, vil Dansk Folkeparti tage forslaget op under forhandlingerne om næste års finanslov, siger Henriksen til Information.
For vores skyld kan man godt gå til fjerde, fem eller sjette generation. Men hvis vi kan starte med tredje generation, er det en god begyndelse – Martin Henriksen (DF)
Han føler sig også sikker på, at når nu Inger Støjberg er enig, så skal hun nok være hurtig på aftrækkeren politisk til næste år.
Og for lige at være helt sikker på, at han nu også har signaleret, hvor han og dermed DF står, så tilføjer han til samme dagblad, at “Når vi har folk, der jo indlysende føler et større loyalitetsforhold til andre kulturer end den danske, så er det faktisk relevant at opgøre efterkommere og børn af efterkommere og for den sags skyld også børnebørn. For vores skyld kan man godt gå til fjerde, femte eller sjette generation. Men hvis vi kan starte med tredje generation, er det en god begyndelse.”
Skal vi melde os selv eller kommer de og banker på døren?
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man helt konkret kvalificerer sig til at blive medtaget i sådan en tælling?
Og dog.
Jeg er godt klar over, at kalenderen ikke viser 1939, og at registrering ikke vil foregå med pen og papir. Det vil formentlig foregå elektronisk.
Big Brother er alligevel over os og vi lader os velvilligt registrere og overvåge i alle mulige sammenhænge.
Vi har jo ikke noget at skjule og hvad fanden er retten til privatliv og personlig frihed, også fra religion, nu for noget?
Bevares, vi har jo ikke noget at skjule og hvad fanden er retten til privatliv og personlig frihed, også fra religion, nu for noget?
Men, jeg har et andet presserende spørgsmål. Jeg kunne godt tænke mig at få svar på, hvordan vi forholder os frem til optællingen? Er der et center, vi selv retter henvendelse til for at lade os registrere eller skal vi blot afvente, at de kommer og banker på vores dør?
Og hvis de kommer til vores dør, skal vi så regne med, at de på et tidspunkt også er elskværdige nok til at medbringe en stjerne…, øh, jeg mener, halvmåne, halvmåne, naturligvis, til os?
Jeg mener, nu, hvor vi alligevel er i gang …
#detstartermedendehumanisering
Topillustration: Charlotte Salomon (1917–1943), from Leben? oder Theater? Ein singspiel, (formentlig 1940-42), gouache on paper. The painting depicts the Kristallnacht, a series of coordinated attacks against Jews throughout Nazi Germany and parts of Austria on 9–10 November 1938. The gouache preceding depicts an edition of Der Angriff (a Nazi newspaper) dealing with the pretext for the attacks, the murder of a German diplomat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her