PROPAGANDA // LONGREAD – “East StratCom”. Navnet smager af en farverig Tom Clancy-militærroman. Og det er ikke så sært, at konspirationsteorierne fræser derudaf. Navnet dækker over EU’s udenrigstjenestes forsøg på at håndtere russisk propaganda, og i de seneste uger har initiativet bragt sindene i kog hos danske politikere, medier, debattører og helt almindelige mennesker. Der advares om overgreb på ytringsfriheden med totalitære EU-registre og unødvendig fjendtlighed over for Rusland. Forvirringen hersker. Men hvad foregår der egentlig? Morten Skovgaard er hoppet ned i kaninhullet i et forsøg på at forstå de bagvedliggende problemstillinger. Hvad er propaganda i dag? Og er det så stort et problem, at vi ligefrem skal have EU til at beskytte os mod det? Efter at have talt med to tidligere udenrigsministre, en militærforsker og en sociolog er han – måske – blevet en lille smule klogere på verden. Det handler dette longread om.
Vi er i krig.
Jeg sidder og tygger lidt på tanken i nogle sekunder, mens dramatiske Hollywood-agtige billeder af krigsskibe med bragende kanoner i Østersøen, landsætning af soldater på Amager og specialstyrker i vild ildkamp på Christiansborg flimrer rundt i udkanten af min alt for aktive fantasi.
Scenerne står i skærende kontrast til den ellers ganske fredelige og ubekymrede cykeltur på en frostklar fredag morgen langs banelegemet ved Svanemøllen Station i København ti minutter tidligere. Lidt længere fremme ligger Svanemøllens Kaserne, som i dag huser Forsvarsakademiet. Her uddanner man ledere til Forsvaret og forsker i blandt andet militære operationer og strategier. Flere gange undervejs når jeg at tænke over, hvad det egentlig er, jeg foretager mig, mens jeg triller ind på terrænet – men jeg er pludselig blevet en mand med en mission.
Grunden til min insisterende tankerække opstod for nogle uger siden, da jeg ved et rent tilfælde blev gjort bekendt med EU’s East StratCom-taskforce, der er oprettet for at bekæmpe russisk misinformation. Marie Krarup (DF) aftvang i Folketingssalen udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) et svar på det rimelige i, at den danske debattør Iben Thranholm optræder i et EU-register over udvalgte debattører (se boks). Samuelsen erklærede på Udenrigsministeriets vegne sin fulde støtte til initiativet i sit svar.
Min første tanke var, at det da ikke kunne passe, at vi i et vestligt liberalt demokrati nu er begyndt at sortliste kontroversielle debattører. Det lyder på overfladen som noget, der kan føre til virkelig ubehagelige tendenser a la dem, George Orwell og Franz Kafka har skrevet dystopisk litteratur om. Jeg kunne især ikke forstå, hvordan en mand som Anders Samuelsen, der er kendt for at hylde friheden i alle dens afskygninger, kunne sige god for noget, der lød så totalitært og frihedsberøvende.
Min første tanke var, at det da ikke kunne passe, at vi i et vestligt liberalt demokrati nu er begyndt at sortliste kontroversielle debattører. Det lyder på overfladen som noget, der kan føre til virkelig ubehagelige tendenser a la dem, George Orwell og Franz Kafka har skrevet dystopisk litteratur om.
Men det var ikke svært at finde frem til sagens kerne og korrigere fortællingen om, hvad der rent faktisk var sket, hvilket førte til den artikel på POV International, som man kan læse, hvis man klikker på linket.
Den efterfølgende debat var imidlertid stadig forvirrende og utydelig. Selv efter at en lang række parter hen over nogle dage havde udtalt sig både for og imod EU’s forsøg på at bekæmpe truslen fra Rusland, stod de overordnede problemstillinger ikke klart optegnet for mig.
Hvorfor talte kritikerne stort set kun om et overgreb på ytringsfriheden? Hvorfor blev alt konstant reduceret til et angreb på islam-modstandere? Hvilken rolle spiller Danmark i oprettelsen af taskforcen? Er decideret propaganda et stort problem i dag? Er et tiltag som East StratCom virkelig nødvendigt, når vi i forvejen har både militær og efterretningstjenester på plads til at varetage vores interesser og beskytte os? Skal vi bare uden videre acceptere EU’s mulige overgreb på vores frihed? Og hvorfor kan Danmark ikke bare gøre noget selv i stedet for at lade et uigennemsigtigt overstatsligt organ handle for os?
Krig på nye fronter
Spørgsmålene forfulgte mig i dagevis, mens jeg snublede rundt i en form for ideologisk ingenmandsland og forsøgte at skabe mig et nøgternt overblik over EU’s initiativ. Ved henvendelse direkte til East StratCom fik jeg at vide, at de ikke ønsker at deltage i interviews, idet de foretrækker at lade deres materiale tale for sig selv. Gennemsigtigheden i deres arbejde er da også umiddelbart fin, og deres mandat er heller ikke hemmeligt. Ikke desto mindre virker tanken om sådan en taskforce som en optrapning, hvis man er af den overbevisning, at alt ånder fred og ro mellem Rusland og Europa.
Derfor endte jeg hos Thomas Elkjer Nissen. Han forsker bl.a. i “hybrid krigsførelse”, og inde i en af den gamle kasernes røde murstensbygninger har han netop ridset den aktuelle sikkerhedssituation op for mig. Han siger, at vi er i krig. Blot ikke traditionel krig, som vi kender den, for vores sikkerhedssituation og trusselsbillede anno 2017 er mere komplekst. Kampen om den sande fortælling kan måske virke relativt harmløs og blot som en kamp om og på ord, men informationskrigen er i dag en af de vigtigste fronter i en langvarig og skjult konflikt i Europa. Hvis man vil forstå grundlaget for East StratCom-taskforcen, er det med andre ord væsentligt at forstå den indflydelse, et land som Rusland udøver, og hvorfor det er et problem, forklarer han.
For Thomas Elkjer Nissen står det hævet over enhver tvivl, at Rusland aktivt udfører handlinger, der har til formål at destabilisere og svække både den europæiske union og de enkelte medlemslande:
“Når man ser på artikler fra generalstabscheferne i Rusland, handler de i høj grad om, at man har udvisket grænserne mellem krig og fred. Man befinder sig så at sige i en konstant konflikt. Det virker verdensfjernt for et Europa, som har oplevet relativ fred i 70 år,” indleder han og fortsætter:
”Vi har haft indsat styrker i konflikter uden for Europa, men samfundet og det politiske establishment føler ikke, at vi er i krig. Det ligger os i det hele taget fjernt, at man kan befinde sig i en sådan konflikt, for man er ikke i en decideret krigssituation, men befinder sig snarere i et kontinuum mellem egentlig fred og egentlig konflikt, der bølger frem og tilbage i intensitet”.
Thomas Elkjer Nissen opererer med en mere detaljeret forståelse af forholdet mellem Rusland og Europa end de fleste og i forklaringen af, hvorfor vores krig med Rusland ikke er en traditionel krig, peger han blandt andet på, at moderne russisk krigsteori og debatter i russiske akademiske militærcirkler handler meget om, hvordan moderne krigsførelse ser ud.
Non-linear warfare og new generation warfare er de nogle af de begreber, Rusland anvender, når magthaverne samordner effekterne af militær, diplomati, økonomisk pres osv. for at opnå de resultater, man ønsker sig i Moskva.
Den rutinerede forsker, der har arbejdet med krigsstrategier, propaganda og cyberkonflikter i årevis, peger på, at vi står i en situation, hvor der gennemføres political warfare i form af tvangsdiplomati, vildledning og talrige andre elementer for at opnå forskellige mål – for eksempel en ’sikkerhedsliggørelse’ af energipolitikken i Ruslands tilfælde. Helt generelt peger han på Ruslands væsentligt hårdere fremfærd end den, man normalt ser lande udvise under eksempelvis internationale forhandlinger om toldbarrierer og offentligt diplomati.
En skævvredet samfundsdebat
Mit oprindelige udgangspunkt for at opsøge Thomas Elkjer Nissen var at opnå et nærmere indblik i propagandaens væsen og et overblik over, hvad der foregår mellem stormagterne. Men først og fremmest handler det om at få en fornemmelse af de overordnede problemstillinger, der let fortaber sig i den meget polariserede debat om beskyttelse af ytringsfriheden og modstanden mod islams indflydelse på Europa.
Informationskrigen er i dag en af de vigtigste fronter i en langvarig og skjult konflikt i Europa.
Thomas Elkjer Nissen mener, at diskussionen bør løftes et niveau op over spørgsmålene om Rusland, ytringsfrihed og indvandring. Han henviser til diskussionen om Islamisk Stat, antiradikalisering og forhindring af rekruttering og ekstremisme, hvor der ikke er nogen berøringsangst for at tale om mennesker, der søger at øve indflydelse på det danske samfund. I hans øjne er diskussionerne præget af manglende fokus på de reelle problemstillinger:
“Samfundsdebatten stopper meget hurtigt, hvis der ikke er en fællesnævner, som at vi relativt bredt hen over det politiske spektrum kan blive enige om, at for eksempel rekruttering til voldelig ekstremisme ikke er i orden i det danske samfund. ”
”Hvis debatten i stedet baserer sig på stærke politiske følelser, som trækker tråde tilbage til Den kolde krig, bliver den svær og ekstremt reduktionistisk. Der foregår en nedkogning af problemstillinger, og kompleksiteten bliver skåret ind til enkeltemner og noget, alle kan følge med i og have en stærk holdning til,” lægger han ud med og uddyber:
”Her passer emner som migration, ytringsfrihed og islamkritik fint ind. Man ender med en situation, hvor det er et spørgsmål om følelser og ikke fakta – binære kortslutninger. Alt bliver kogt ned til falske modsætninger: Enten er du for Rusland og mod islam, eller også er du islam-elsker og hader Rusland.”
”Ingen af delene er rigtige. Dét er problemstillingen med samfundsdebatten, når den bliver påvirket af propagandateknikker, og metodikken er genkendelig som en af de teknikker, der vil blive anvendt.”
Thomas Elkjer Nissen mener med andre ord, at diskussionen om bl.a. East StratCom og Rusland er synligt præget af russisk indflydelse. Jeg prøver at lukke ned for de mest James Bond-agtige forestillinger om hemmelige agenter og spioner og spørger ham, om man fra militært hold vil fastslå, at der rent faktisk finder russisk påvirkning sted i Danmark.
Han ønsker ikke at pege på specifikke personer, medier eller organisationer, men bekræfter dog, at det er tilfældet:
“Du vil kunne finde ikke-statslige organisationer, der kalder sig for ‘interesseorganisationer’, og som råt for usødet viderebringer ting, der ordret er taget ud af officielle russiske ting, i den danske samfundsdebat. Der er folk, der dukker op til offentlige arrangementer og stiller spørgsmål, som er ordret taget ud af russisk budskabsformulering. Eksperter, der udtaler sig i medierne, får henvendelser fra ‘bekymrede borgere’ om deres udtalelser, og ‘beviserne’ på, at de tager fejl, har ofte deres oprindelse i Russia Todays In The Now og Russia Beyond The Headlines.”
Tanken om russiske sympatisører, der ligefrem spreder propaganda indefra i det danske samfund, virker for mig umiddelbart bizar. Tankerne springer uvægerligt tilbage til Den kolde krig. De direkte paralleller til verden anno 2017 er på den anden side til at få øje på: Terror, buldrende nationalisme og destabilisering af internationale sammenslutninger vædet i idéer om at samle og lukke den kristne vestlige verden bag stærke ledere og bekæmpe truslen fra islam.
Det er letantændeligt materiale, og idéen om et Europa, der åbner sig over for politisk islam og træffer overstatslige beslutninger om, hvem der må sige noget, og hvem der ikke må, er dermed en verbal flammende molotovcocktail kastet direkte ind i det hele.
Det er det moderne trusselsbillede, militæret arbejder med, og det synes dermed at være noget, vi ikke kan tillade os at ignorere. Men hvor meget kan enkelte mindre lande som Danmark stille op mod denne digitale offensiv hver for sig? Ikke ret meget, hvis man spørger både Thomas Elkjer Nissen og andre med forstand på emnet. Det var noget, der stod klart efter særligt Krim-konflikten i 2014.
Alt bliver kogt ned til falske modsætninger: Enten er du for Rusland og mod islam, eller også er du islam-elsker og hader Rusland.
Her kombinerede Rusland ordkrigen med en militæroperation på Krim med det formål at overtage den ukrainske del af halvøen. Man overtrådte herved adskillige traktater, hvilket førte til bred fordømmelse fra en række internationale sammenslutninger og verdensledere, og det resulterede efterfølgende i sanktioner mod landet. Og det var ikke mindst et højtråbende wake-up call til Europa, som følte sig nødsaget til at reagere på denne helt nye og uforudsigelige adfærd. Sikkerhedssituationen havde med ét ændret sig markant. Hvad skulle EU stille op?
Bred enighed om truslen fra Rusland – men ikke om Europas modtræk
EU’s East StratCom-initiativ blev oprettet i 2015 på baggrund af utvetydige militære efterretninger om, at der eksisterer en trussel fra Rusland, som der bør reageres på. Men hvad var helt præcist udgangspunktet for oprettelsen af taskforcen?
Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) var i 2014 en af initiativtagerne til projektet, og han fortæller følgende til POV International om forløbet:
“Det kom i forlængelse af Ruslands invasion af Krim og hele den eksplosion af begivenheder, der fulgte i kølvandet på den. Da det begyndte at sprede sig ind i Østukraine, og det malaysiske fly blev skudt ned, gik det op for os, at der kom systematisk misinformation fra Ruslands side i en kaliber, vi ikke havde oplevet før,” indleder han og uddyber:
”Noget af det var virkeligt grimt – såsom at den ukrainske hær slog børn ihjel – og der indløb stadigt flere efterretninger om, hvor mange millioner mennesker i Vesten, som ser Russia Today, der er skruet sammen som ‘CNN classic’ og virker utroligt troværdigt. Det gjorde et kæmpestort indtryk på mig, fordi kanalen dels var åbenlyst manipulerende over for store dele af den russiske befolkning, som ikke har adgang til andet end tv og radio, og dels fordi Russia Today vises på mange vestlige hotelværelser.”
Alle europæiske parter erkendte ifølge Martin Lidegaard på dette tidspunkt, at der var et problem. Ingen i EU hævdede, at der ikke eksisterede russisk propaganda – men der var forskellige vurderinger af, hvad man skulle gøre ved det.
Efterfølgende diskuterede Martin Lidegaard problemet og mulige reaktioner med sine kolleger i Ministerrådet. Han tog tog det også op, da Danmark havde formandskabet i Nordisk Ministerråd, med nordiske og baltiske kolleger. Herefter fulgte konferencer i København og Riga med professionelt input fra efterretningstjenester samt indbudte journalister og mediefolk, der deltog i en åben diskussion om, hvordan problemet skulle håndteres. “Hvordan modgår man propaganda uden selv at blive propagandist?”, spørger den tidligere udenrigsminister i telefonen. “Kan én stat overhovedet begynde at sortere i en anden stats propaganda på fornuftig vis?”
Martin Lidegaard forklarer, at det var spørgsmål som disse, der inspirerede politikerne til et samarbejde på tværs af EU-landene. Her opstod idéen om at oprette en instans, der på et strengt faktuelt grundlag kunne faktatjekke de nyheder, der kommer “over grænsen” fra Rusland:
“Det er en hårfin balance. Men omvendt følte vi, at det havde nået et omfang, der gjorde, at vi var nødt til at lave et faktuelt tilbageslag. Deraf kom hele tanken om et sekretariat, der kunne arbejde i armslængde fra kommissionen og politik generelt.”
Demokratiet kræver faktatjek
Indledningsvis var det Martin Lidegaards personlige ambition – som han delte med sine baltiske kolleger – at lave et russisktalende medie, der kunne nå bredt ud. Det strandede imidlertid på grund af de astronomiske udgifter, det ville kræve at hamle op med Russia Today, som ifølge Martin Lidegaard har et budget på tæt på en milliard kroner om året.
Herudover vurderede man også, at det ville blive alt for svært at opfylde målet. For hvordan laver man en uafhængig tv-station, hvis formål er at imødegå russisk propaganda, uden at den selv bliver styret af netop dette formål?
“Jeg mener helt personligt, at man bare kunne oprette en uafhængig redaktion,” påpeger Martin Lidegaard, “men hvem skulle udpege og finansiere den? Man kan altid blive beskyldt for modpropaganda, og det er ikke noget trivielt spørgsmål – det er en vigtig bekymring.”
Han fastholder imidlertid stadig i dag vigtigheden af at gøre noget:
“Det, vi oplever i USA i øjeblikket, hvor man fuldstændigt systematisk benægter fakta, begynder at ligne en tendens. Populistisk drevne styrer omgås ikke bare sandheden meget lemfældigt – de forsøger også systematisk at fortrænge og forvrænge virkeligheden.”
”For Putins vedkommende har det nået et omfang, der er virkeligt farligt, fordi han også blander sig åbenlyst i frie valg i Vesten. Det gør, at vi befinder os i en meget alvorlig situation. Denne trussel er langt mere overhængende og nærværende end en traditionel russisk invasion af et naboland.”
”Der finder både cyberkrige og meget voldsom propaganda sted, og det er der, vi er nødt til at vende blikket hen og prøve at finde et svar. Demokratier er altid skrøbelige, og det bedste vi kan gøre, er at sige åbent og ærligt, at det [at skabe et modtræk] er et spørgsmål om balance – men vi kan ikke bare sætte os ned og lade det være op til Putin at styre vores verdensbillede.”
Meget lidt propaganda bygger på noget, der er fuldstændigt forkert. Det tager ofte udgangspunkt i en hændelse, som folk kan blive enige om er foregået, og som kan tales ind i folks følelser og forudindtagethed. Propagandaen virker bedst i kanterne af det faktuelle og bedst i forhold til følelser og forudindtagede holdninger
Det er Martin Lidegaards vurdering, at East StratCom i dag i det store og hele fungerer efter hensigten, selvom initiativet ikke på nogen måde kan hamle op med Russia Today i styrke og gennemslagskraft.
Men er man et medie, der er i tvivl om noget, har man i kraft af East StratCom et sted at gå hen for at få faktatjekket de oplysninger, der kommer fra Rusland, mener han. Han synes dog samtidig at der gøres for lidt, og han så gerne en styrket indsats især over for de russiske mindretal i Europa, men erkender, at East StratComs arbejde er en virkelig svær balancegang.
Han fortryder imidlertid på ingen måde, at han var med til at søsætte initiativet i første omgang. “Det, at der bliver reageret på det fra både Putins og Marie Krarups side, viser jo, at taskforcens arbejde har en effekt,” fastslår han.
Grænsen for Ruslands aggressioner er nået – og overskredet
Martin Lidegaard peger på konflikten i Krim som startskuddet til et nyt trusselsbillede fra Rusland. Det udløser spørgsmålet om, hvordan billedet så ud før da, og hvordan det har ændret sig siden Murens fald og frem til i dag.
Uffe Ellemann-Jensen (tidl. V) optræder i dag som debattør og politisk kommentator for TV2 og beskæftigede sig i sin tid som udenrigsminister (1982-1993) indgående med Rusland. Han mener, at situationen har ændret sig dramatisk:
“Dengang var der en vis forudsigelighed. De elementer af uforudsigelighed, som der altid vil være, lå inden for nogle rammer, som var betingede af den helt overordnede strategi – kendt som ‘mutual assured destruction’. Man vidste bare, at der var nogle grænser, der ikke ville blive overskredet.”
”Men så kom Krim og Østukraine, som var et helt eklatant brud på de aftalte spilleregler efter Den kolde krigs ophør og Helsingfors-processen. Meget vigtige internationale aftaler om Ukraines sikkerhed og ukrænkelighed blev brudt, og vi så et fuldstændigt åbenlyst element af løgnagtighed og propagandakrigsførelse. Der røg masken fuldstændigt,” fortæller Uffe Ellemann-Jensen til POV.
Han er især bekymret for den snigende destabilisering af de internationale systemer, der blev sat i kraft efter 2. verdenskrig for at skabe en fredeligere verden. “Vi har hidtil kunnet regne med den indiskutable alliance og automatiske musketér-ed, som blev indgået efter 2. verdenskrig. Men nu har Trump sået tvivl om NATO, og det er noget nyt og farligt, der kan sætte forkerte idéer i hovedet på folk,” påpeger han:
”Særligt de baltiske lande befinder sig nu i en meget udsat position. Vi har hidtil sagt, at de er sikre på grund af musketér-eden og den fælles forsvarsforpligtelse, men det er man nødt til at revurdere nu. Risikoen for, at der kan ske noget i retning af det, der er sket i Ukraine – lokal uro sat i gang udefra, hvor man i Moskva vil benægte og lyve om enhver tilknytning til det – er pludselig blevet nærværende.”
Åbne provokationer mod Polen, Sverige – og Danmark
Uffe Ellemann-Jensen forklarer, at der med til det nye trusselsbillede hører, at vi i de seneste par år har oplevet nogle særdeles aggressive russiske provokationer. For eksempel simulerede atomangreb på Warszawa og Stockholm, simulerede angreb på militære mål – og sågar også angreb på Bornholm.
Under folkemødet i 2014 opdagede man russiske kampfly på vej mod Bornholm, som først drejede af i sidste øjeblik, da de blev interceptet af F16-kampfly. Det er en udvikling, der bekymrer Uffe Ellemann-Jensen, fortæller han. Men han er til gengæld glad for, at der nu bliver der nu reageret på de aggressive tiltag, især i Finland og Sverige: I 2015 fandt en stor NATO-øvelse sted i farvandene omkring Bornholm og Østersølandene, deriblandt Sverige og Finland, hvor også amerikanske B-52-bombefly deltog for at træne nedkastning af miner langs Sveriges farvand for at beskytte svenskerne mod en russisk landsætning.
“For at finde noget lignende skal du helt tilbage til dengang, hvor jeg selv var soldat i begyndelsen af 60’erne, hvor vi oplevede Murens opførelse og blev sendt ud med skarp ammunition for at beskytte depoter på Sjælland. Eller Cuba-krisen, hvor jeg var reserveofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste.”
”Alt er anderledes i dag, end det var under Den kolde krig – det er en meget vigtig pointe. Men dengang var der kun ganske enkelte situationer, hvor man bevægede sig tæt på grænsen. Rusland har under Putin demonstreret, at man er parat til at overskride denne grænse, hvis man tror, at man kan slippe af sted med det. Det fik vi den første advarsel om i Georgien i 2008, men i Vesten prøvede vi hurtigt at glemme det. Det så man i Europa og i Hillary Clintons efterfølgende ‘Reset’-farce.”
Putin er KGB Classic
Uffe Ellemann-Jensen påpeger videre, at der er et meget stort clash mellem det, vi gerne vil tro om Rusland, og det, vi rent faktisk møder:
“I 90’erne tænkte man ‘Wauw, nu går det virkelig den rigtige vej’. I de første år, hvor Putin var kommet til, gik jeg også og tænkte på fornyelse og mine positive indtryk, da jeg selv mødte ham i 1992. Dengang var han viceborgmester i Skt. Petersborg og skulle vise mig rundt i byen.”
”Vi talte udmærket sammen på tysk, og da jeg på et tidspunkt skulle til Ladoga-søen og se på jord til de danske landbrug, der skulle bygges der, sagde han til mig: ‘Lad være med at tage en af vores militærhelikoptere – de er så dårligt vedligeholdt, at de er livsfarlige’. Her tænkte jeg, at det da var en åben mand, der var til at tale med – men det gik efterhånden op for mig, at han er styret af traditionel KGB-tankegang. Han er ved at opbygge et Rusland, der skaber magt for sig selv og position ved at tyrannisere sine naboer og forsvare sig mod indbildte trusler.”
God journalistik er vejen frem
Uffe Ellemann-Jensen mener med sin erfaring som udenrigsminister, at et initiativ som East StratCom er uhyre nødvendigt – og at det i sin nuværende form er alt for spinkelt finansieret og bør have endnu større budgetter:
“Jeg synes, at det er et fortrinligt instrument. Vi ville jo ikke kunne gøre det på andre måder. Man er nødt til at samle eksperter, og dem har vi desværre ikke så mange af, for vi stoppede desværre for længe siden med at uddanne sprogofficerer, hvilket skabte et hul i talentmassen.”
Vi er vokset op med nogle journalistiske traditioner, hvor der hele tiden skal afbalanceres. Hører du den ene side, skal du også høre den anden. Her indbygger du automatisk en forestilling om, at der er balance mellem to ting, men når den ene ting er systematisk løgnagtig, er det virkeligt svært. Der er ikke andet at gøre end at fremme god og professionel journalistik.
Den tidligere udenrigsminister er imidlertid opmærksom på det indbyggede dilemma i East StratComs arbejde med at udpege misinformation og påpeger et væsentligt problem:
“Vi er vokset op med nogle journalistiske traditioner, hvor der hele tiden skal afbalanceres. Hører du den ene side, skal du også høre den anden. Her indbygger du automatisk en forestilling om, at der er balance mellem to ting, men når den ene ting er systematisk løgnagtig, er det virkeligt svært. Der er ikke andet at gøre end at fremme god og professionel journalistik. Fremkomsten af sociale og nye medier gør, at de traditionelle medier er ved at blive udsultet, så det er godt med et initiativ som det her.”
Ellemann-Jensen: Sandheden er det stærkeste våben
”Det bedste middel mod myter er kendsgerninger. Jeg har for eksempel i årevis talt for, at man burde give både offentlig støtte og EU- og Nordisk Råd-støtte til i de baltiske lande til at lave russiske tv-nyhedskanaler som alternativ til de propagandamaskiner, der bliver fyldt flere millioner kroner i. Ikke propagandakanaler, men nyhedskanaler, hvor man giver en god og ordentlig journalistisk beskrivelse af, hvordan verden ser ud, kombineret med public service og underholdning for at få folk til at se det.”
Uffe Ellemann-Jensen berører noget væsentligt ved propagandaens natur – afbalanceringen af forskellige informationssæt med det formål at få dem til at fremstå ligeværdige.
Lidt som når Donald Trumps pressechef Sean Spicer ganske åbenlyst og påviseligt lyver for et fuldt pressekorps om størrelsen på det publikum, der var troppet op til den nye amerikanske præsidents indsættelse, og Trumps rådgiver Kellyanne Conway efterfølgende erklærer, at administrationen ligger inde med “alternative fakta”. Det burde lyde som kaglende vanvid i alles ører.
Men det gør det bare ikke. Hvorfor?
Propagandaens anatomi
Vi skal tilbage til Thomas Elkjer Nissens arbejde for at finde et svar på dette spørgsmål. Faktaresistens og proportionsforstyrrelser er synlige resultater af den ellers så usynlige informationskrig, der lige nu raser overalt i verden, og som skaber eksistensgrundlaget for et initiativ som East StratCom.
Han forklarer, at Forsvarsakademiet undersøger propaganda som et særligt indsatsområde for forskning, og at interessen især gennem de seneste ti år er blevet større og større i takt med, at de militære dele af konflikterne bliver mindre og mindre.
Der foregår fysiske kampe på landjorden, som selvfølgelig bliver dækket af medierne – men der er også de sideløbende kampe, hvor der er en strid eller konkurrence mellem historiefortællingerne om, hvad der egentlig foregår på stederne. Folk kan generelt set godt blive enige om de fysiske handlinger, der har fundet sted.
Men hvad er fakta, hvem er skurken, og hvem er helten? Her begynder informationskrigen. For “propaganda” er et stærkt ladet ord, som hurtigt kan få debatter til at gå i hårdknude, og man kan spørge, om det ikke er forældet i nutidens informationslandskab.
Det mener Thomas Elkjer Nissen ikke – han peger på, at det snarere har fået tilknyttet nogle særlige konnotationer:
Det bedste middel mod myter er kendsgerninger.
“Historisk har propagandabegrebet fået en negativ klang, fordi folk automatisk får en association til, at det indeholder løgn,” forklarer han, og fortsætter:
“Men meget lidt propaganda bygger på noget, der er fuldstændigt forkert. Det tager ofte udgangspunkt i en hændelse, som folk kan blive enige om er foregået, og som kan tales ind i folks følelser og forudindtagethed. Propagandaen virker bedst i kanterne af det faktuelle og bedst i forhold til følelser og forudindtagede holdninger. Bagved ligger der et decideret håndværk, der handler om, hvordan man kildeangiver tingene, hvem man bruger som sandhedsvidner, og hvordan man underbygger sine argumenter med pseudofakta.”
Ekkokamre, følelser og virkelighedsskred
Thomas Elkjer Nissen opfatter den gradvise ændring af den offentlige opinion som det helt store problem: At der bliver ændret på den almindeligt holdte sandhed. Problemstillingen er for ham ikke så meget, om vi i mediemiljøet møder en påstand, der er så langt ude, at vi kan sige, at det er en “stor, fed løgn”. Det er i højere grad det, at vi ikke opdager det, fordi det ifølge ham handler om på sigt at dreje den generelle opfattelse af, hvem der er den “rigtige” part.
Og hvis man ikke kan gøre det, handler det i stedet om at mudre billedet så meget, at folk til sidst ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. På den måde kommer debatterne i stedet til at handle om, hvad der føles rigtigt. Truthiness, som den amerikanske komiker Stephen Colbert kaldte det, da han tilbage i 2005 kritiserede måden, hvorpå USA’s Bush-regering udnyttede store dele af befolkningens trang til at holde sig til den sandhed, de gerne ville tro på.
Sense-making – meningsfrembringelse – er ifølge Thomas Elkjer Nissen det, der opstår, når manglen på konkrete udmeldinger fra autoriteter gør, at andre historier får lov til at florere og bide sig fast:
“I dette vakuum ser man propaganda virke bedst, fordi det er her er nemmest at skabe den følelsesmæssige holdningsdannelse. East Stratcom står på den måde med et dilemma, men man må også kigge bagved på beslutningsprocesserne.”
”Initiativet udspringer af EAAS og er noget, samtlige EU-lande skulle blive enige om. Hvis man for eksempel kigger på en bred palet over NATO-landene, er der ikke enighed om, hvad problemstillingerne er. I Sydeuropa er hovedtemaerne for eksempel migration, Mellemøsten og Islamisk Stat, og Rusland opfattes ikke som et problem. I Nordeuropa er Rusland derimod den store faktor, mens flygtningekrisen i højere grad er en indenrigspolitisk debat, mens der er et mere lige forhold mellem begge problemstillinger i Centraleuropa.”
Under folkemødet i 2014 opdagede man russiske kampfly på vej mod Bornholm, som først drejede af i sidste øjeblik, da de blev interceptet af F16-kampfly.
”Der er således tre store klumper inden for de store internationale organisationer. EU-kommissionen kan skabe enighed om, at vi står med den problemstilling, at russisk kontrollerede medier forsøger at påvirke europæisk opinion og journalistik. Men ikke alle er tilstrækkeligt enige til det til at smide større budgetter efter det. Det er en problemstilling, der skal gøres noget ved.”
Sociolog: Pas på med definitionerne
Carsten Bagge Laustsen er lektor i politisk sociologi på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og har i mange år forsket i terror, ideologier og propaganda. Han har igennem de seneste uger engagereret sig kraftigt i diskussionen om East StratCom og peger ligesom Thomas Elkjer Nissen på, at noget ikke behøver at være decideret falsk for at blive brugt som propaganda:
“Man ser ofte artikler fra vestlige meningsdannere blive brugt til at skabe et bestemt billede af opinionen i Vesten. Man lader perspektiver, som på ingen måde er mainstream, fremtræde som holdninger, der deles af mange.”
”I det gamle DDR anvendte man eksempelvis også dissidenter for at sprede et indtryk af, at der var massiv utilfredshed med livet i Vesten.. Det er vigtigt at huske på, at noget sagtens kan være propaganda, selvom personen ikke gør det i ond tro.”
”I det aktuelle tilfælde bør spørgsmålet ikke handle så meget om Iben Thranholm men mere om, hvor hendes indlæg er publiceret, hvilket publikum det er rettet mod og med hvilket ønske om en given og specifik effekt fra mediets side. Hun kan sagtens have været brugt af systemet uden selv at have intention om at pleje russiske interesser – og det er her, hvor den klassiske propagandadefinition er lidt simpel og gammeldags.”
I den klassiske propagandaforståelse taler man om en bevidst fordrejning og en kraftig intention fra afsenderens side, men sådan fungerer det ikke i dag, mener Carsten Bagge Laustsen.
Klassiske propagandastudier handler ifølge ham om, hvordan for eksempel Goebbels, Rosenberg og deres ministerier fabrikerede historier under 2. verdenskrig. I dag er det blevet mere autonomt og decentraliseret – men det har i vid udstrækning samme effekt.
Det handler i høj grad i dag om at få spredt noget, som andre har skrevet (og gerne folk fra “fjendelejren”), og på en måde, hvor forbindelsen til den interesserede part er så utydelig som mulig.
At det bliver vanskeligt at sondre mellem propaganda og specifikke politiske holdninger, satire eller akademiske dissidentstemmer er et af målene. Propagandaen bliver endvidere i dag også ofte blandet op med ting, som er korrekte og/eller alment accepterede. Man er ret langt fra f.eks. nazismens propagandafilm, hvor jøder blev fremstillet som rotter, som folk med lommerne fulde af guld og diamanter eller som helt grønne i hovedet. Det er i dag betydeligt mere subtilt.
“Det kræver derfor i dag meget at afklare, om noget er propaganda,” siger Carsten Bagge Laustsen, “og her er jeg lidt kritisk over for East StratComs arbejde, for der er for lidt kontekstualisering i eksemplerne.”
”Det er let at sætte tingene ind i et regneark, men er de kritiske nok over for de oplysninger, som de får fra deres partnere? Giver det mening at viderebringe dem i mere eller mindre ufortolket og uanalyseret form? Hvilken betydning har for eksempel afsendermediet for tolkningen af budskabet, og hvem er det givne medies målgruppe? Samtidig står vi også med det mere sprogteoretiske spørgsmål om, hvornår noget er en holdning, og hvornår det er faktuelt baseret. Det kræver rigtigt meget at svare på disse spørgsmål.”
Ensidighed, enkelttilfælde og systematisk bias
”Meget af debatten om Thranholms indlæg i Russia Insider har kørt på, at det er et holdningsstykke. I artiklen tales om en uhellig alliance, som står bag et forsøg på at udradere den kristne civilisation. De 28 underskrivere bag opråbet i Berlingske Tidende vil måske forsvare dette med, at skal læses metaforisk og som en holdningstilkendegivelse. Men der er stadig noget i det, der ikke er rigtigt. Det er en faktuelt forkert påstand, at der er en alliance mellem Islamisk Stat og europæiske magter om at eliminere kristendommen.”
Her mener Carsten Bagge Laustsen, at East StratCom lægger sig “midt imellem” med relativt mild kritik: De tager ikke stilling til, om Thranholms indlæg er sandt eller falsk. De siger, at det er en fortælling, som flugter rigtig godt med Kremls fortælling – og så er det op til os andre at afgøre, hvad vi vil stille op med en dansk skribent, der i et russisk medie repræsenterer et russisk perspektiv.
Han fastholder samtidig, at man står med et troværdighedsproblem, hvis man påkalder sig titlen som journalist og laver meget ensidige fremstillinger.
“Som journalist må man forvente krav om saglighed og nuancering. Hvis man bag en facade som neutral og objektiv iagttager bringer nogle meget stærke og ensidige holdninger til torvs, er det problematisk. Vi må altså kigge på udsigelsespositionen: Legitimerer man sine holdninger og vurderinger med baggrund i, at man er journalist eller forsker, så kan der stilles særlige krav til lødighed. Så for disse grupper handler det ikke kun om, om noget kan kritiseres som værende falsk. Det stærkt vinklede og ensidige er også et problem.”
Et af de store problemer, man ifølge Carsten Bagge Laustsen oplever med netop “den russiske sag” er, at mange af de folk, der engagerer sig i den med sympati for Rusland, har en klar tendens til at finde artikler, links og dokumentation og bombardere kritikerne med dem for at kapre debatten – de “bekymrede borgere”, Thomas Elkjer Nissen nævnte tidligere. Målet med denne normalisering og skabelse af jævnbyrdighed er at få debatten til at fremstå som en ligeværdig udveksling mellem politiske opponenter.
Vi ser lignende dynamikker inden for videnskabens verden. Her har videnskabelig konsensus længe været udsat for en decideret kommunikationskrig ført af benægtere, der af forskellige årsager ikke vil acceptere forskningens konklusioner om alt fra klimaforandringer til HPV-vacciner.
En hyppigt anvendt retorisk strategi er at skabe tvivl i det offentlige rum ved at præsentere kritik baseret på udvælgelse af enkeltstudier, der strider mod hovedparten af de videnskabelige konklusioner. Målet er at udnytte lægfolks manglende viden om videnskabelig praksis og teori og ophæve de udvalgte ikke-efterprøvede eller ikke-fagfællebedømte enkeltstudier til samme status som det eksisterende korpus af videnskabeligt verificeret viden for at kunne sige, “der må jo være noget om snakken!”.
Det handler for benægtere om konstant at holde vinduet åbent og lukke tvivlen og mistroen ind, for hvis først offentligheden accepterer en videnskabelig “sandhed”, og vinduet lukker helt i, kan det være uhyre vanskeligt at få vristet det op igen. Det er misvisende at kalde dette for “kritik” eller “skepsis”, for begge disse begreber forudsætter et rationelt og metodisk udgangspunkt.
Det er i stedet en målrettet proportionsforvrængningstaktik rettet mod at opdyrke uvished og svække videnskabens legitimitet i det offentlige rum. Det gælder typisk for modstandere om at (over)belaste det etablerede system ved at så tvivl, splid og mistro og sikre, at vedvarende usikkerhed og debat forsinker politiske beslutninger. Og det virker over al forventning.
Har vi råd til ikke at gøre noget?
Det store dilemma ved East StratCom er, at selve taskforcen bliver genstand for politiske signaler. EU opfører sig som aktør i det hele: En overstatslig organisation, hvis love og forordninger kan have direkte juridisk effekt i medlemslandene. Det har East StratCom imidlertid ikke.
Den eksisterer som en entitet i EU’s udenrigstjeneste og er et forsøg på at afsløre, hvad der foregår. EU ville med andre ord aldrig få lov til at lave deciderede “sortlister” over hverken debattører eller medier – men de kan ikke desto mindre påpege, at en række medier ofte opfører sig, som om de videreformidler et vist holdningssæt, og viderebringer stærkt fordrejede informationer.
Det er en udfordring på steroider at bedrive kildekritik i forhold til sociale teknologier og medier i dag.
East StratComs arbejde rummer selvsagt risikoen for, at der begås fejl. “Men hvad er legitimiteten i bare at lægge sig på ryggen og gøre ingenting?”, spørger Thomas Elkjer Nissen:
“Man kan spørge, hvad formålet er med den indflydelse, der sker mod Europa. Meget langt hen ad vejen er det er spørgsmål om at bryde enigheden og skabe kiler mellem samarbejdspartnere og staterne i det europæiske samarbejde.”
”Det er nemt at gøre, hvis man kun har at gøre med enkeltlande, der selv skal stå for at imødegå den slags ting, for det er langt fra alle nationer, der har ressourcer til at akkumulere data og skabe samlede billeder af, hvad der foregår. Det eneste sted, hvor det kan lade sig gøre, er gennem et multinationalt samarbejde, og EU er lige nu et af det eneste steder, hvor det kan ske lige nu.”
”Hvis man overlod opgaven til de enkelte lande, ville man let risikere at overse ting på grund af forskellige politiske prioriteringer, og det ville give modstanderen alt for let adgang.”
Thomas Elkjer Nissen peger ligesom Uffe Ellemann-Jensen på vigtigheden af at støtte og opdyrke den gode journalistik og generelt opdyrke en større grad af media literacy, da han mener, at kritisk tænkning er en mangelvare i dansk journalistik i dag. Ikke så meget, fordi vi ikke har dygtige redaktioner og journalister til at udføre det vigtige arbejde, men fordi det ganske enkelt er virkeligt svært for medierne at verificere information, når langt de fleste større aktører anvender sociale medier så strategisk, som de gør:
“Det er en udfordring på steroider at bedrive kildekritik i forhold til sociale teknologier og medier i dag,” som han siger. Det kan undertegnede i dén grad bekræfte.
Information er et våben
Tanken om, at vi alle sammen bare sidder i vores små bekræftelsesbobler på Facebook og foretrækker at læse de ting, der støtter vores synspunkter frem for at udfordre dem, er ikke ny.
Men det er spændende at sætte den ind i en kontekst, hvor stormagter arbejder målrettet og systematisk på at ændre vores virkelighedsforståelse og rykke ved sandhedens fundament – uanset om det sker gennem Putins proportionsforvrængende internetbrigader – eller “troldehære” – eller via Trumps “alternative” pressefolk.
Informationen er “våbengjort”, som den russiskfødte britiske journalist Peter Pomerantsev meget præcist beskriver det i sin rapport “The Menace of Unreality”.
Vi bliver udsat for en massiv indoktrinering, der ikke blot kan fejes bort som en del af den generelle uregerlighed og hårde tone på de sociale medier. Vores tanker og handlingsmønstre bliver kontrolleret – men som oftest ikke på den måde, vi går og tror.
Helt tilbage i 60’erne arbejdede sovjetiske militærtænkere for eksempel med idéen om “refleksiv kontrol”. Her forskede man på militærakademier i, hvordan man matematisk kunne beregne, hvad en modstanders reaktion ville være på bestemte stimuli, så man kunne skabe en bestemt adfærd.
I dag er denne refleksive kontrol blevet mere kognitiv og psykologisk orienteret: Hvad kan en aktør i en konflikt udrette på baggrund af sin viden om beslutningsprocesser i for eksempel EU og de enkelte stater? Hvad styres folk af i forhold til den offentlige opinion? Og hvordan kan man levere skræddersyede informationer og dermed påvirke beslutningstagere i en retning, så man opnår en relativ sikkerhed for udfaldet af påvirkningen? Og ikke mindst: Hvordan forsvarer man sig effektivt mod sådanne strategier?
Den offentlige samtale er i opløsning
Vi ser effekterne overalt omkring os. Det offentlige rum er under langsom opløsning. Rationel argumentation drukner i raseri og tilsvininger. Tilliden til politikere og myndigheder eroderes bort. Empiri og verifikation afløses af tro og følelser. Det store, åbne diskussionsrum, hvor vi i fred og ro kan møde hinanden på midten, rives midt over og afløses af fløjkrige mellem folk, der sidder i små, lukkede ekkokamre og foretrækker bekræftelse af deres synspunkter frem for ny viden.
Denne beklagelige udvikling et let bare at tilskrive de nye sociale medier og den afstand og manglende empati, digitaliseringen af debatter skaber mellem mennesker. Hvis man spørger eksperterne, tyder meget imidlertid på, at der er andre og større kræfter på spil. Kræfter, der med fuldt overlæg forsøger at udnytte vores liberale demokratis indbyggede skrøbelighed ved at kontaminere det med plantede oplysninger og historier for at forvirre, vildlede og undergrave offentlige debatter og beslutningsprocesser.
East StratCom er et forsøg på at bremse strømmen af misinformation fra Rusland. Det er ikke det perfekte forsvar, for hvordan bekæmper man misinformation uden selv at risikere at blive til netop det, man forsvarer sig mod? Hvordan skal en spinkelt finansieret specialistgruppe på blot 11 mand på nogen mulig måde kunne udgøre et effektivt bolværk mod et fremmed informationsapparat med nærmest uendelige ressourcer i ryggen?
Det handler for benægtere om konstant at holde vinduet åbent og lukke tvivlen og mistroen ind, for hvis først offentligheden accepterer en videnskabelig “sandhed”, og vinduet lukker helt i, kan det være uhyre vanskeligt at få vristet det op igen.
Nogle mener, at East StratCom for længst burde have været udvidet og styrket. Andre mener, at initiativet ikke hører nogen steder hjemme i frie vestlige demokratier. Men når den demokratiske debat mister sin uskyld, står vi med et stort problem. Når både politikere, medier og almindelige mennesker mister fokus på nøgterne, afbalancerede beskrivelser og forståelser af verden, bliver vores beslutningskraft og handlekraft slidt op. East StratCom-projektet er en klar politisk signalering af, at vi ikke selv kan håndtere situationen uden hjælp, og dét i sig selv bør alle forholde sig kritisk til.
Det store spørgsmål er, om vores demokrati i sidste ende kan holde til den slags forsøg på at påvirke det.
Med ovenstående problemstillinger i baghovedet er det mindst lige så vigtige spørgsmål imidlertid, om det kan holde til, at vi lader være?
BOKS:
Udgør Rusland en trussel mod Europas sikkerhed? Det er et af de helt grundlæggende spørgsmål, der udgør understrømmen for de hjemlige debatter om ytringsfrihed og overvågning, der præger både politik, medier og den offentlige opinion i disse uger.
Den aktuelle diskussion om EU’s modsvar mod det russiske “informationspres”, East StratCom-taskforcen, tager udgangspunkt i spørgsmål til danske udenrigsministre om initiativet. Europaudvalget spurgte på vegne af Marie Krarup (DF) den 5. september sidste år udenrigsminister Kristian Jensen (V), “om han har læst East Stratcom disinformationsbulletiner, om ministeren er tilfreds med niveauet, om ministeren vurderer, at formålet med East StratComs disinformationsarbejde er opnået samt om ministeren mener, at Stratcoms disinformationsarbejde er pengene værd.”
Europaudvalget modtog den 27. september 2016 følgende svar fra udenrigsministeren: “Jeg er fuldt bekendt med det fine og vigtige arbejde, som East StratCom Task Forcen gør for at imødegå misinformation. Jeg er også særdeles tilfreds med den vigtige oplysningsvirksomhed om EU og den konkrete støtte til frie medier og uafhængige røster i EU’s østlige nabolande, som udgør de øvrige dele af Task Forcens virke (…) Med sine trods alt begrænsede ressourcer leverer Task Forcen et vigtigt bidrag til at rette fokus på og aflive misinformation og mytedannelse. Det er også vigtigt, at Task Forcen – ligesom Danmark i øvrigt gør det gennem Naboskabsprogrammet – bidrager til at medier i de østlige nabolande får kapacitet til at bedrive fri og uafhængig nyhedsformidling ud fra klassiske journalistiske kriterier.”
Efterfølgende bragte Marie Krarup via Udenrigsudvalget yderligere spørgsmål op i to samråd den 1. december 2016. Her blev den nyslåede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bedt om at “redegøre for sanktionspolitikken over for Rusland samt forklare, hvordan ministeren mener, at sanktionspolitikken over for Rusland gavner Danmarks interesser.” og “gøre rede for formålet med EU’s East StratCom Task Forces’ arbejde, for Danmarks interesser i det og for, om ministeren mener, at dette arbejde bør støttes af Danmark.”.
Af udenrigsministerens ganske udførlige svar fremgår det, at han er enig i sin forgængers svar på lignende spørgsmål fra Europaudvalget: “At der fra Rusland udgår systematisk brug af misinformation i form af løgne – det vil sige påviselige og bevidste usandheder – som spredes i ond tro og med et ønske om en skadelig virkning, er ikke et nyt fænomen. Ruslands handlinger i Ukraine som et element, der har skabt en “ny og større dimension” for landets systematiske brug af misinformation. Der peges på, at Ruslands misinformationskampagne som reaktion på EU’s indførelse sanktioner i højere grad blev vendt mod EU, og at EU manglede et modtræk – East StratCom, der fungerer som en “mytedræber”. I slutningen af sin forklaring af taskforcens arbejde medgiver udenrigsministeren, at “der findes ikke nogen snuptagsløsninger eller fejlfri vidundermidler i kampen mod russisk misinformation.”
Marie Krarup bragte spørgsmålet på banen igen for nylig, da hun under Folketingets spørgetime den 11. januar spurgte Anders Samuelsen om det rimelige i, at den danske debattør Iben Thranholm optrådte på “EU-taskforcen East StratComs liste vedrørende russisk misinformation” – noget, POINT OF VIEW International allerede har dækket her. Krarup baserede her sin henvendelse på fremlagt materiale i form af to rapporter fra privatpersoner, som kritiserer East StratCom og taskforcens “Disinformation Review”-nyhedsbrev.
Herefter bed temaet sig fast i den offentlige debat, hvor diskussionerne med udgangspunkt i ytringsfriheden bølgede frem og tilbage. Ganske bemærkelsesværdigt valgte 28 personer at skrive under på en kommentar i Berlingske Tidende om “EU’s sorte register”. Heri kritiseres East StratCom blandt andet for “ved hjælp af propagandalignende beretninger forklædt som sandhedssøgen at skabe en fælleseuropæisk fortælling, hvor kritik af islam og indvandring er udtryk for russiske løgne. Problemerne findes åbenbart ikke i virkeligheden; man vil hellere opvigle til konflikt med autokraten Putin end tage den åbne debat herhjemme.” Underskriverne fastholder i kommentaren i Berlingske, at der foregår “en form for sovjetisering af indvandringsdebatten på kontinentet – de totalitære undertoner er ikke til at tage fejl af, og perspektiverne for denne tilgang til den frie debat er mildest talt forstemmende. Det kan kaldes meget, men liberalt er det ikke. Demokratisk er det vel knapt.”
De 28 underskrivere udgør den største gruppe af markante kritikere af East StratCom-initiativet. De mener dels, at deres ret til at udtrykke sig frit uden at blive stemplet som propagandaspredere, bliver krænket, og dels, at EU’s udenrigsministerium, European External Action Service (EEAS), med EU-udenrigsminister Federica Mogherini i spidsen er alt for islam-venlige. Her henvises direkte til Mogherinis tale under EU-konferencen “Call to Europe V: Islam in Europe om politisk islams vigtighed for Europa:
“Idéen om et sammenstød mellem islam og ‘Vesten’ – et ord, hvori alt blandes sammen og forvirres – har vildlet vores politikker og vores fortællinger. Islam har en plads i vores vestlige samfund. Islam hører til i Europa. Den har en plads i Europas historie, i vores kultur, i vores mad og – vigtigst af alt – i Europas nutid og fremtid. Nogle folk forsøger lige nu at overbevise os om, at en muslim ikke kan være en god europæisk borger, og at flere muslimer i Europa vil betyde Europas endeligt. Disse folk tager ikke blot fejl angående muslimer: Disse folk tager fejl angående Europa og har ingen idé om, hvad Europa og den europæiske identitet er.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
