VÅBENHVILE // ANALYSE – Fire timer efter våbenhvilens start lød luftalarmen igen i Israel. Netanyahu lod straks vide, at enhver krænkelse af våbenhvilen vil blive gengældt med hård hånd, og selv om den slags krydsfægtninger ofte forekommer i forbindelse med en våbenhvile, er det nok særlig farligt her, hvor konflikten er så dybt indlejret hos alle parter.
TEL AVIV – Tirsdag morgen vågnede Israel til nye luftalarmer, da seks bølger af iranske missiler var på vej ind over landet. Flere nåede deres mål, og mindst fire mennesker omkom, da en boligblok i det sydlige Israel blev ramt. Imens rettede israelske jagerfly nye angreb på Iran, hvor ni mennesker mistede livet i den nordlige det af landet.
De krigsførende parter fulgte den sædvanlige drejebog umiddelbart før en våbenhvile: Det er nærmest en naturlov, at begge sider af konflikten lige skal affyre en sidste salve inden deadline, for at markere at man stadig er der, og at modparten ikke skal vide sig alt for sikker – våbenhvile eller ej.
Sådan forløb denne tirsdag morgen også. Klokken 7:30 Teheran-tid og klokken 7:20 Jerusalem-tid sænkede en forsigtig og afmålt ro sig over fronten efter ti dages dramatiske angreb og modangreb, og så melder det store spørgsmål sig, om det er en holdbar våbenhvile. Og ikke mindst om den viser frem mod noget som helst.
Meget tyder på at Netanyahu accepterede ideen som følge af pres fra både vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio og ikke mindst USA’s særlige mellemøstudsending, Steve Witkoff. Disse skal have givet Israel en garanti om, at der ikke vil komme yderligere angreb fra Iran
For Donald Trump begynder det at ligne en markant udenrigspolitisk sejr. Efter at han gav grønt lys for det store angreb, hvor B2-fly tidligt søndag morgen kastede såkaldte bunker busters og efter alt at dømme anrettede meget stor skade på tre af iranernes vigtigste atomanlæg, så det ud til, at USA nu havde kastet sig ud i en ny krig i regionen.
Iranerne svarede da også igen ved at sende 12 ballistiske missiler mod Al-Odeid, den enorme amerikanske flybase i Qatar, og et 13. som havde kurs mod Irak. Men dette modsvar var så spagt, at det nok mere havde symbolsk betydning og kunne ses som en kapitulation uden at være det.
Så mens Trump i sædvanlig stil hånede iranerne, truede han med død og ødelæggelse, og dette forløb har tilsyneladende bidraget til, at styret i Teheran accepterede en våbenhvile.
Men inden dette havde den israelske leder Benyamin Netanyahu rent faktisk indvilget i at gå ind på Trumps plan.
Dette er måske en smule overraskende, men meget tyder på, at Netanyahu accepterede ideen som følge af pres fra både vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio og ikke mindst USA’s særlige mellemøstudsending, Steve Witkoff. Disse skal have givet Israel en garanti om, at der ikke vil komme yderligere angreb fra Iran.
Dette lyder for så vidt plausibelt, men spørgsmålet er nu, om dette virkelig er en ”komplet og total” våbenhvile, som det lyder i Trumps formulering, eller om det blot er endnu en våbenhvile af den mellemøstlige variant. Altså noget, der når som helst kan bryde sammen.
Tre faser frem mod våbenhvile
I planens første fase skal iranerne afholde sig fra nye angreb i de første 12 timer. Derefter skal Israel med udløbet af de næste 12 timer på samme vis have holdt sig totalt på måtten. Det vil man i princippet nå frem til indenfor 24 timer, altså onsdag morgen klokken seks dansk tid, hvorpå man går ind i våbenhvilens tredje fase, som kommer til at bestå i aftalens nærmere bestemmelser.
Navnlig den tredje fase kan vise sig at blive vanskelig, for her er der tale om masser af national stolthed og politikere med et stort behov for personlige resultater.
Succeskriteriet er i højere grad en deal, end det er et resultat på de sædvanlige diplomatiske betingelser
Det er klart, at Trump her øjner et markant resultat, som han ikke ønsker at lade glide af hænde. Vi så noget tilsvarende, da han den 19. januar i år, altså dagen før indsættelsen i præsidentembedet, fik tvunget Netanyahu og Hamas i Gaza til at indgå en våbenhvile. På nogle få dage udrettede han, hvad forgængeren Joe Biden havde forsøgt at skabe gennem de sædvanlige diplomatiske kanaler, og helt uden resultat. Men, som mange på det tidspunkt forudså, faldt denne våbenhvile sammen et par måneder senere, da parterne havde humpet sig igennem aftalens første fase.
I denne omgang vil Trump gør alt for at undgå en kedelig gentagelse, og derfor vil tiden vise, hvordan han vil bære sig ad med at få det til at lykkes. Givet er det, at han vil benytte den efterhånden velkendte teknik, som består af trusler og ultimative krav, fordi succeskriteriet i højere grad er en deal, end det er et resultat på de sædvanlige diplomatiske betingelser. Overfor sig har han en israelsk leder, der har nøjagtig det samme behov for at kunne fremvise ultimative resultater, men på en noget anden led.
Netanyahus “totale sejr”
Lige siden Gazakrigen, der startede efter Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober forrige år, har Netanyahu haft ”den totale sejr” som sit personlige mål. Det er en næsten trumpsk formulering, som er vanskelig at definere.
I de første mange måneders krig stod den totale eliminering af Hamas som et muligt mål i denne vægtklasse. Men det står i dag klart, at dette ikke er lykkedes, og at det nok heller ikke vil kunne lade sig gøre i nogen nær fremtid.
Det er på denne baggrund at Netanyahu – udover alle de strategiske og sikkerhedspolitiske omstændigheder – har set en åbenlys gevinst i at angribe Iran. Gennem hele sin lange politiske karriere har Netanyahu talt om ”den iranske trussel”, ligesom Trump også i mange år har fastholdt det synspunkt, at Iran efter hans opfattelse slet ikke skal have noget atomprogram.
Denne opfattelse deler de to ledere fortsat, men her skilles vejene måske, hvilket kan blive en af våbenhvilens store udfordringer.
Den iranske trussel vil fortsat være latent til stede, og her er det, at parallellen til Hamas i Gaza bliver relevant, hvis man skal forstå tænkningen hos Netanyahu
Trump har helt tydeligt ikke skrinlagt sine ambitioner om at tvinge iranerne tilbage til forhandlingsbordet. Krigen og bombningen vil efter hans opfattelse kunne stå som et håndfast middel til at få dette til at ske, og det vil være forhandlinger på helt andre betingelser end det var tilfældet, da forhandlingerne var kørt fast umiddelbart inden Israels første angreb på Iran fredag den 13. juni.
I denne omgang vil der ikke på nogen måde være tale om et atomprogram, for det skal fjernes totalt. Men Trump vil kunne friste den iranske ledelse med ophævelse af de lammende sanktioner, hvilket i et vist omfang vil kunne normalisere Irans forhold til resten af verden.
Det er nok her, Netanyahu vil gøre indsigelser. Den israelske leder vil naturligvis se det som et resultat, at atomprogrammerne bliver lukket ned, men set fra hans skrivebord vil det ikke være tilstrækkeligt.
Den iranske trussel vil fortsat være latent til stede, og her er det, at parallellen til Hamas i Gaza bliver relevant, hvis man skal forstå tænkningen hos Netanyahu.
Da Trumps våbenhvile af 19. januar trådte i kraft, benyttede Hamas den relative ro til at omstrukturere og til at hverve nye soldater, som blev sat ind, da krigshandlingerne tog fat igen i marts måned.
I Netanyahus optik kan noget lignende ske i tilfældet Iran. Selv om Trump efter søndagens angreb mod tre af de vigtigste anlæg i de iranske atomprogrammer, Natanz, Isfahan og ikke mindst det store og særdeles velbeskyttede Fordo, i næsten overstadige toner lod vide, at den iranske atomprogrammer nu var eliminerede, er der ingen garanti for dette.
Eksempelvis spekuleres der i, at iranerne forud for angrebet muligvis kan have haft tid til at flytte materialet fra Fordo til et nyt hemmeligt opbevaringssted, dybt under jorden.
Overlever præstestyret?
Det er grunden til, at Netanyahu hele tiden har sat sig et mål, der går endnu videre end Trumps.
Meget tyder på, at hans våde drøm er et iransk regimeskifte, og dette er i de seneste dage blevet bakket heftigt op af Reza Pahlavi. Han omtales ofte som iransk kronprins, og har levet i eksil siden hans far Muhammed Reza Pahlavis styre faldt som følge af den iranske revolution i 1979.
Pahlavi erklærer, at han ikke har ambitioner om at indtræde i rollen som shah, men at han betragter sig som en vigtig talsmand for de mange iranere, som ser frem til præstestyrets fald. Det er helt tydeligt, at der er en meget stor opposition mod styret internt i Iran, og det er netop dette segment israelerne også prøver at mobilisere.
Der hersker en stor vrede mod den øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei
Det kan således ses som den nærliggende forklaring på, at israelske jagerfly mandag bombede det store Evin-fængsel i Teheran. Her sidder tusinder af politiske fanger indespærret, og bombningen af fængslets hovedport kan kun være et forsøg på at lukke disse mange fjender af styret ud i friheden for på den måde at styrke oppositionen.
Også i selve styret er der tilsyneladende tegn på uro. Der hersker en stor vrede mod den øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, der gennem hele forløbet har insisteret på at fortsætte krigen, til trods for at landets forsvar er blevet voldsomt decimeret, og at chancerne for at komme gennem det her med en sejr er noget nær nul.
Men her er det tydeligt, at det drejer sig om national stolthed, hvilket atomprogrammerne har været en integreret del af. Derfor er der også klare formodninger om, at en slags kup i den iranske inderkreds er på vej, eller måske allerede er sket, mens disse linjer læses.
Der er en gruppe ledere, med et mere pragmatisk syn på tingene, som efter alt at dømme vil være i stand til at tage magten, og der er sandsynligvis også pres fra denne gruppe, der har fået Khamenei til at acceptere våbenhvilen.
Fire timer efter våbenhvilens start lød luftalarmen igen i Israel. Myndighederne oplyste, at en mindre bølge iranske missiler havde kurs mod Galilæa, altså de nordlige dele af landet. Alle blev skudt ned inden de nåede deres mål, men at det hele skete, understreger kun våbenhvilens enorme skrøbelighed.
Netanyahu lod straks vide, at enhver krænkelse af våbenhvilen vil blive gengældt med hård hånd, og selv om den slags krydsfægtninger ofte forekommer i forbindelse med en våbenhvile, er det nok særlig farligt her, hvor konflikten er så dybt indlejret hos alle parter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og