MUSIK // ANALYSE – Der er dem, der mener, at mordet på John F. Kennedy er et afgørende omdrejningspunkt i Bob Dylans karriere. Nu har Dylan udsendt sin hidtil længste sang, en 17 minutter lang ballade, der handler om netop den begivenhed i november 1963.
I aftes udsendte Dylan pludselig sangen “Murder Most Foul” (Det mest lumpne mord) med en hilsen til sine fans:
“Greetings to my fans and followers with gratitude for all your support and loyalty across the years. This is an unreleased song we recorded a while back that you might find interesting. Stay safe, stay observant and may God be with you.”
Sangen er tydeligvis ikke helt ny og den har ikke i sig selv noget med coronakrisen at gøre. Det kan dog meget vel tænkes, at den er ment som et plaster på såret i forhold til de aflyste koncerter her i foråret, hvor Dylan skulle til Japan.
Hvordan var situationen på den tid, den lange sang fortæller om og reflekterer over? Kennedy blev myrdet i november 1963. Bob Dylan havde indspillet sit første mesterværk i det tidlige efterår 1963, albummet The Times They Are a-Changing, der består af nogenlunde lige dele poetiske protestsange og Brecht-inspirerede fortællinger om uretfærdighed og undertrykkelse med udgangspunkt i avishistorier. Albummet skulle udsendes i begyndelsen af det nye år.
I modsætning til de andre, meget lange sange, Dylan har skrevet, virker “Murder Most Foul” fuldstændig tidløs. Den varer kun et øjeblik og står tydeligt og klart ud som en af Dylans mest vellykkede kompositioner, hvor kun et par af sangene på Tempest er med i den pulje
Kort efter mordet på Kennedy, lavede Dylan sin karrieres største skandale ved i en mindre sammenhæng at holde en helt kikset og respektløs prismodtagertale, som Jonas Eika ikke kunne have gjort værre. Senere forstår man, at mordet på Kennedy udløste en gryende desperation hos Dylan over erkendelsen af, at folkemusikbevægelsen med Pete Seeger og hans venner i islandsk striktrøje i spidsen, aldrig ville kunne forandre samfundet, som de alle havde troet, når den amerikanske præsident kan blive skudt og alting ramle sammen på et øjeblik.
En strømmende talesang
Derefter forlod Dylan gradvist folkemusikken, mærkbart allerede i det kommende album fra senere i 1964, med den bevidste titel Another Side of Bob Dylan, blottet for politik, men ikke for samfundskritik, og med en ny surrealistiske udtryksform, som ikke havde været gangbar i folkemusikken, hvor der var et krav om at man skulle skrive, så masserne kunne være med.
Nu har Dylan så udsendt sin hidtil længste sang, en strømmende talesang, båret af hans eget klaverspil og i en løs akkordfølge, der har blues-rundgangens træk (I-IV-I-V-I). Man hører hans band med de karakteristiske akustiske instrumenter mere eller mindre i baggrunden, med violinen som det mest fremtrædende instrument ved siden af klaveret, indtil nogle underlige rullende trommer langsomt viser sig henad vejen.
Den begynder med det faktuelle:
Twas a dark day in Dallas, November ’63
A day that will live on in infamy
President Kennedy was a-ridin’ high
Good day to be livin’ and a good day to die
Men straks begynder de symbollag at vise sig, der har præget Dylans forfatterskab stærkere og stærkere siden genoplivelsen af det med mesterværket “Oh Mercy” (1989). Hvor stammer versets sidste linje fra? Ja, indtil andre har vist et bedre referencepunkt, vil jeg mene at det er en hentydning til filmen A Good Day To Die (Dustin Hoffmann), baseret på bogen Little Big Man af Thomas Berger. Hvornår er den udgivet? I oktober 1964. Den er altså skrevet på den tid, da Kennedy blev myrdet og handler om en indiansk høvdings liv og undergang. En sand leder af landets død. Hvad har det med noget at gøre? Ja, lidt senere kaldes præsident Kennedy konge:
The day they blew out the brains of the king
Thousands were watching; no one saw a thing
It happened so quickly, so quick, by surprise
Right there in front of everyone’s eyes
Kongetemaet hænger sammen med sangens titel, “Murder Most Foul”, der er et Shakespeare-citat fra Hamlets 1. akt, hvor et genfærd møder Hamlet med budskabet om, hvordan hans fars er død: “Murder most foul, as in the best it is. But this most foul, strange and unnatural.” (Hamlet, 1. akt, 5. scene). I Niels Brunses nye oversættelse (Samlede Skuespil, bind 4) lyder det sådan her:
Et mord så hæsligt som det altid er,
men dette fælt, fordærvet, unaturligt.
Senere kommer nye henvisninger til Shakespeare – og lumpne mord. Men inden da trækker Dylan et andet af sine grundtemaer frem, temaet med den gammeltestamentlige ofring, som han har brugt helt tilbage til “Highway 61 Revisited” (1966) (“God said to Abraham/ kill me a son …”). Her lyder det:
Being led to the slaughter like a sacrificial lamb
He said, “Wait a minute, boys, you know who I am?”
“Of course we do. We know who you are.”
Then they blew off his head while he was still in the car
Man kunne tolke på replikken, “ved du hvem jeg er” på samme måde som på motiv-legen med den sande leder i en amerikansk historisk sammenhæng, høvding, konge og præsident i de forrige linjer. Men hvis det med lammet, der føres til slagtning er en gammeltestamentlig hentydning, så rummer spørgsmålet om, hvem han er, også en bibelsk hentydning. Udtrykket “et lam, der føres til slagtning” er hentet fra Esajas Bog 53,7 og bruges mindst to gange i Det ny Testamente om Jesus Kristus (Johannesevangeliet 1,29 og Første Brev til Korintherne 5,7. Det er netop Jesus af Nazareth, der er i diskussion om hvem han er med den romerske embedsmand Pilatus, kort før sin henrettelse. At sangen udsendes kort før påske, kunne ikke passe bedre.
Skyldsspørgsmålet
Alt det er typisk Dylan, der igen og igen bruger ord, begreber og sammenhænge, der kan genfindes i de bibelske skrifter. Længere inde i den lange tekst arbejder Dylan med skyldsspørgsmålet, ikke mindre symbolsk:
What is the truth, and where did it go?
Ask Oswald and Ruby; they oughta know
“Shut your mouth,” said the wise old owl
Business is business, and it’s a murder most foul
Man ved som bekendt, hvem der myrdede Kennedy, men ikke rigtig hvorfor, eftersom morderen Lee Harvey Oswald (u)belejligt blev skudt inden retssagen.
Hvis jeg ikke vidste bedre, hvad jeg faktisk ikke gør, selvom det er rent gætværk, ville jeg sige, at sangen har været i spil som afslutningsnummer til Dylans forrige album, Tempest (2012). Det nummer, “Roll on John”, handler som bekendt om John Lennons tidlige liv og tidlige død. Der er lignede fraser i denne sang, der også i sin flydende udformning har ligheder med “Roll On John”:
Hush, little children. You’ll understand
The Beatles are comin’; they’re gonna hold your hand
Slide down the banister, go get your coat
Ferry ‘cross the Mersey and go for the throat
Sangen inden “Roll on John” er imidlertid en 12 minutter lang sang om en anden undergang end Kennedys, nemlig Titanics forlis, og i den sammenhæng forstår man, hvis Dylan har valgt den kortere, flydende Lennon-tekst, selvom jeg aldrig rigtig har set, hvad han egentlig ville med den, ironisk, mærkelig afstandtagende, som den er.
Den mystiske påkaldelse
Senere i “Murder Most Foul” påkalder Dylans sig resten af 1960’erne i en symbolsk, historisk fortælling, med både alle festivalers moder Woodstock, nyreligiøsiteten i Vandmandens tidsalder og den frygtelige hændelse under Stones-koncerten i Altamont, hvor en tilskuer blev hugget ned af en rocker, der skulle være sikkerhedsvagt for øjnene af bandet under en sang. Denne hændelse har naturligvis symbolsk sammenhæng med Dylans sang:
I’m going to Woodstock; it’s the Aquarian Age
Then I’ll go to Altamont and sit near the stage
Put your head out the window; let the good times roll
There’s a party going on behind the Grassy Knoll
Sangen slutter med en behersket rablende opremsning af en lang række sange, musikere og musikstykker:
Play Art Pepper, Thelonious Monk
Charlie Parker and all that junk
All that junk and “All That Jazz”
Play something for the Birdman of Alcatraz
Play Buster Keaton, play Harold Lloyd
Play Bugsy Siegel, play Pretty Boy Floyd
Play the numbers, play the odds
Det er ordmagikeren Dylan i topform. Flowet fortsætter længe endnu. Tidsskriftet Rolling Stone, der hurtigt har skrevet en kort artikel om “Murder Most Foul”, gør opmærksom på, at det moment, “spil det og det”, “spil det og det”, “spil det og det,” minder om Van Morrison, og det har de også ret i, det minder om nogle af de lange, strømmende sange, særligt på Common One. Men mere end det er de begge inspireret af en anden sammensmeltning med det mystiske univers, nemlig ritualsangen, hvor man påkalder sig noget af åndelig karakter.
Hvad betyder det, at Dylan længste sang med udgangspunkt i en begivenhed, der fik afgørende betydning for ikke bare ham selv, men for alle amerikanere og for verdenshistorien, slutter med en ganske vist bittersød, påkaldelse af stort set alle kunstarter, som her Shakespeare, som vi møder igen:
Play “Merchant to Venice”, play “Merchants of Death”
Play “Stella by Starlight” for Lady Macbeth
Det betyder, at Dylan gentager det valg, han dengang tog, at give sit liv til selve kunsten og ikke en politisk begrænsning af den, som han oplevede, at folkemusikken var blevet for ham. Det betyder, at den modne Dylan endnu engang gentager sin bekendelse til det evige i tilværelsen, der står over det der sker i øjeblikket. Når tiden er til det, skal det blive uhyre spændende at gå i dybden med alle de flere dusin af symbolske henvisninger, sangen bringer til slut.
Den tidløse musik
I modsætning til de andre, meget lange sange, Dylan har skrevet, virker denne her fuldstændig tidløs. Den varer kun et øjeblik og står tydeligt og klart ud som en af Dylans mest vellykkede kompositioner, hvor kun et par af sangene på Tempest er med i den pulje. “Murder Most Foul” lægger sig naturligt i forlængelse af den rygrad af overdådige sange i krydsfeltet mellem politisk historie og mytisk poesi, som Dylan har kastet sig ud i med jævne mellemrum i mere end 50 år:
Det er “A Hard Rain’s A-Gonna Fall” (1963), “Chimes of Freedom” (1964), “Desolation Row” (1966), “Stuck Inside of Mobile With The Memphis Blues Again” og “Sad Eyes Lady Of the Lowlands” (1966), flere sange på Desire (1976), “Changing Of The Guards” (1978), “Jokerman” (1983), “Brownsville Girl” (1986), den første flydende, mere end rytmisk betonede lange sang, Dylan har lavet og “Highlands” (1997), den hidtil længste Dylansang og den tidligere nævnte Titanic-sang, titelsangen på albummet Tempest (2012).
Der er en pragtfuld anekdote med cheferne på CBS-pladeselskabet, der spurgte, om Dylan ikke kunne finde en kortere version af den 16 minutter lange “Highlands” om en mand, der møder en servitrice på en café. “Det er den korte version,” sagde Dylan. Hvis det her også er den korte, så gad jeg godt høre den lange.
Læs om Bob Dylans tekster og flere af de nævnte temaer i Jakob Brønnums bog Sange ved himlens port
Tak til Carsten Lang-Jensen for Hamlet-henvisningen. Opdateret 27. marts, kl. 20.00 med den /jb
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her