USA2020 // REPORTAGE – Siden Hillary Clintons overraskende nederlag i 2016, har Demokraterne været dybt optaget af at finde en kandidat der kan slå Præsident Trump. Demokraterne står ved en skillevej mellem moderate og progressive kandidater. Anders Jørgensen fortæller efter at have deltaget i vælgermøder i Midtvesten.
Moderate kræfter som Joe Biden hævder at han har den nødvendige erfaring og drømmer om at genskabe et præ-Trump Amerika.
I den anden ende af hjørnet står de progressive krigere anført af Bernie Sanders og Elizabeth Warren der ønsker fundamentale forandringer af det amerikanske samfund, blandt andet ved inspiration hentet hos de nordiske velfærdssamfund.
Uncle Joe vs. Mayor Pete
Kampen om de moderates stemmer står på nuværende tidspunkt mellem Joe Biden, Obamas vicepræsident, og Peter Buttergieg, borgmesteren fra South Bend, Indiana. I kølvandet på Buttgiegs sejr i Iowa og med udsigten til nederlag i New Hampshire, offentliggjorde Biden-kampagnen en video hvori Biden og Buttgiegs politiske resultater sammenlignes.
Målet var selvfølgelig at udstille Buttgiegs manglende erfaring, da han kun har været borgmester for en by på størrelse med Aalborg, mens Biden har været vicepræsident for verdens største supermagt.
Videoen udstiller problemet med Biden meget præcist: Han er fanget af fortidens resultater, mens Buttergieg er fremtidens stemme. Han er ung og energisk, mens Biden vrøvler. Selvfølgelig er det en David mod Goliat-kamp med hensyn til erfaring mellem de to moderate kandidater, som videoen tydeligt gøre seeren opmærksom på.
Demokraterne står midt i en kamp mellem progressive og moderate, der hver har deres tilgang til løsninger på USA’s problemer. Er det ved at kræve fundamentale ændringer af det amerikanske samfund eller ved hjælp af løsninger fundet på midten?
Men erfaring afholdt ikke vælgere fra at stemme på Trump i 2016. Tværtimod var hans mangel på politisk erfaring et plus for mange vælgere, der ledte efter en outsiderkandidat. I en tid, hvor politikerleden er høj i USA, er en jordnær borgmester fra Midtvesten, med militær baggrund, et interessant bud på en udfordrer til præsidentembedet.
I baggrunden spøger selvfølgelig også den tidligere New York borgmester Mike Bloomberg, endnu en moderat kandidat, der satser alt på Super Tuesday-delstaterne. Vil han komme ind fra sidelinjen og ændrer hele magtforholdet hos de moderate? Derudover er der primærvalget i South Carolina, hvor Biden står utrolig stærkt, blandt andet pga. den store afrikansk-amerikanske befolkning i delstaten, der forbinder ham med Obama-æraen. Her står Buttergieg svagt i skrivende stund.
Feelin’ the Bern
Da jeg var i Des Moines i Iowa, mødte jeg progressive vælgere der var skeptiske overfor de moderates ”lappeløsninger” på de problemer der bekymrer dem. Problemer som hospitalsvæsenet, studiegæld og miljø. De mente at Demokraterne måtte opstille en kandidat, der turde havde større politiske visioner end ”bare” at slå Trump.
For dem er Biden legemliggørelsen af ’the establishment’ og ’sumpen’. De progressive ønsker et andet Amerika, som hverken Biden eller Buttergieg kan tilbyde dem.
For de progressive er venstrefløjskoryfæet Bernie Sanders løsningen på USA’s problemer. Han er manden der kan genskabe den amerikanske drøm.
Men kan en demokratisk socialist, der normalt ikke engang er medlemmer af Demokraterne, vinde i en nation som USA?
Sanders’ position udfordres af Elizabeth Warren, der også kæmper om de progressives gunst. Men Sanders skovler langt flere penge ind end Warren og har en stærk og loyal græsrodsbevægelse i ryggen.
Det bliver spændende at se om (eller hvornår) Warren falder fra. Hvis hun gør, vil mange af hendes stemmer højst sandsynlig gå til Sanders, hvilket vil styrke ham frem imod det demokratiske konvent.
Rustbæltets drømme
For Demokraterne er det nødvendigt at genvinde de delstater der vendte Clinton ryggen og tilsluttede sig Trump i 2016. Trump brudte igennem den ”blå væg” ved at vinde Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – alle rustbæltestater, der havde stemt demokratisk ved præsidentvalgene fra 1992 til 2012.
Mange indbyggere i disse delstater var og er globaliseringens tabere, der fik frataget deres stolthed og værdighed, da deres arbejdspladser forsvandt væk til fjerne lande.
Det er deres liv Bruce Springsteen beretter om i sit sangunivers, når han hylder arbejderklassens helte på ægte amerikansk maner.
Trump lovede en økonomisk opblomstring i 2016. Fabrikkerne ville vende talstærkt tilbage og lønningerne vil stige. Trumps løfter tippede bægeret og gav ham en yderst kneben sejr i Michigan, Pennsylvania og Wisconsin, hvilket sikrede hans sejr i 2016.
Målingerne tog fejl i 2016 – og hvem ved? Der er endnu langt tid til valget og meget, f.eks. økonomien, kan nå at ændrer sig
Men hvordan får demokraterne disse Trump-demokrater tilbage i folden?
Demokraterne står midt i en kamp mellem progressive og moderate, der hver har deres tilgang til løsninger på USA’s problemer. Er det ved at kræve fundamentale ændringer af det amerikanske samfund eller ved hjælp af løsninger fundet på midten?
Republikanerne frygter i hvert fald Biden som Demokraternes kandidat og opfordrer republikanske vælgere til at stemme på Sanders i South Carolina for at sabotere Biden.
Ser man på målinger fra f.eks. Pennsylvania, indsamlet af Real Clear Politics, viser de en stensikker sejr til Biden imod Trump i et hypotetisk scenario. Men Bernie Sanders vinder faktisk også over Trump i dette hypotetiske set up. Dog er Sanders’ sejr i Pennsylvania ikke lige så markant som Bidens ifølge disse målinger.
Foto: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her