KOSOVO // ANALYSE – Valget i Kosovo efterlod ingen klare vindere. Mens vælgerne sendte et signal om voksende utilfredshed med den politiske klasse, står det nye parlament over for den vanskelige opgave at vælge en præsident og genoprette fungerende institutioner. Samtidig synes vejen mod EU lang.
Det tredje parlamentsvalg i Kosovo på knap 18 måneder blev afviklet 7. juni 2026. Stemmerne er stort set optalt. Et mindre antal stemmer, afgivet af borgere i udlandet, mangler dog stadig, men det ventes ikke at kunne rykke fundamentalt ved resultatet.
Som landet ligger nu, har vælgerne fordelt den parlamentariske mandat-lagkage i næsten lige store stykker. Den markante undtagelse er den fungerende premierminister Albin Kurtis Vetëvendosje-parti, der har fået 42 % af stemmerne, hvilket i grove træk er cirka 20 procentpoint mere end de øvrige partier, der har klaret sig bedst.
Det ser kort sagt ud, som om Kosovo er på vej ind i en ondskabsfuld dobbeltsporet rundkørsel, hvor alle afkørsler gradvist er ved at blive lukket
Det er imidlertid ikke nogen ren succes for Vetëvendosje, da vælgerne samtidig har kommet malurt i sejrsbægret ved det faktum, at resultatet er en nedbarbering af stemmetallet med 10 %, set i forhold til parlamentsvalget i december 2025.
Et bekymrende aspekt ved valget er, at valgdeltagelsen er rutsjet ned fra 45 % ved decembervalget til 36,8 % ved dette valg. Der er to mulige forklaringer. Den ene er, at decembervalget lå mellem jul og nytår, hvor betydelige dele af Kosovos diaspora var hjemme på ferie.
Diasporaen har tendens til at stemme på Vetëvendosje, og ingen er i tvivl om, at det var en del af Albin Kurtis kalkule, da datoen dengang skulle fastlægges. Diasporaen var ikke hjemme nu, og derfor stemte færre.
Valgets tale er et wake-up call
Donika Emini fra universitetet i Graz udlægger den anden mulige forklaring i en udtalelse til European Western Balkans, og dette ser i høj grad ud til at være et bud på valgets tale:
”Vælgerne er ikke blot i gang med at skifte tilhørsforhold. Mange trækker sig fra processen, hvilket signalerer en mere fundamental skuffelse over politik, som ligger ud over et enkelt parti og en enkelt valgcyklus.”
Politisk analytiker Dritero Arifi udtaler sig i samme toneart i en kommentar til Prishtina Insight, men synes endnu mere direkte:
”Det er et wake-up call til de politiske partier om at blive mere seriøse med både de løfter, de afgiver, og deres implementering.”
I forhold til den aktuelle politiske situation i Kosovo er det vigtigt at være opmærksom på, at det er parlamentet, der af sin midte skal vælge, hvem der skal placeres på de mest centrale politiske embeder i Kosovo. Her ses parlamentets formand, premierminister med regering og ikke mindst republikkens præsident som de absolut afgørende.
Dritero Arifi understreger således, at der er behov for en ”stor koalitionsaftale”, der sikrer enighed om valg til netop de tre poster, så landets politiske institutioner igen kan komme til at fungere.
I betragtning af at intet politisk parti har absolut flertal, og at der til valget af præsident kræves to tredjedeles flertal, skal der indgås politisk kompromis for at komme videre i processen – og som alle med en smule langtidshukommelse har konstateret, så har de fleste politiske partier udvist en nærmest stålfast modvilje mod netop dette.
Ud fra valgresultatet er det, uanset hvad, Albin Kurti og Vetëvendosje, der måske ikke har serveretten, men i hvert fald servepligten. Det har han flere gange efter valget signaleret en villighed til at acceptere.
Grunden til at parlamentsvalget i juni 2026 blev udskrevet, var, at det ikke lykkedes parlamentet at vælge en ny præsident efter Vjosa Osmanis embedsperiode, der udløb i foråret. Det var en alliance mellem Osmani og Albin Kurti, der sikrede Osmani præsidentposten i 2021, men relationen mellem dem synes at være gået i stykker.
Nu er Osmani netop valgt ind i parlamentet for partiet LDK, hvilket på dansk vil svare til Demokratisk Liga for Kosovo, og hun er partiets præsidentkandidat. Den internationale diskussion af behov for parlamentarisk koalitionslyst synes dog ikke at have gjort synderligt indtryk på LDK’s politiske leder, Lumir Abdixhika, der for nylig udtalte:
”Vi har vores præsidentkandidat. Det vil være udgangspunktet i enhver samtale … Der vil ikke være noget kompromis.”
Det bliver med andre ord spændende at se, hvorvidt det nyvalgte parlament kan finde takten og nå til afklaring om besættelse af særligt præsidentposten. Man kan sige, at Albin Kurtis beslutning om at udskrive juni-valget ultimativt blev et politisk selvmål: Opgaven med at få samlet en koalition og den politiske to-do-liste er den samme, men nu skal det så gøres ud fra en mere svækket parlamentarisk position.
Drømmen om anerkendelse
Set fra et europæisk perspektiv kom Kaja Kallas, chefen for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, 8. juni 2026 på X med en uden tvivl oprigtigt ment, men klassisk todelt EU-retorisk figur: Lykønskninger med det netop afviklede valg.
Og en opfordring til hurtigt at få nedsat en regering, der underforstået kan fortsætte arbejdet med at reformere landet tættere på EU. Den anden del var så et ønske om en ”normalisering” af relationen til Serbien.
Selve idéen om serbisk anerkendelse af Kosovo inden for en overskuelig fremtid har for længst fortonet sig i de politiske Vestbalkan-tåger
Relationen mellem Kosovo og EU er på ingen måde meningsløs, men det er et fundamentalt problem, at flere EU-lande, herunder Grækenland, Rumænien og Spanien, af indenrigspolitiske årsager stadig ikke har anerkendt Kosovo, hvilket gør al reel snak om optagelse af Kosovo i EU-klubben noget speget.
I en nyligt udgivet analyse fra Kosovar Centre for Security Studies, ”Kosovo’s Three Non-recognisers from the EU: Greece, Romania and Spain”, konkluderer Ahmet Ilhan Kaplan, at selv om krigen i Ukraine har fået EU til at skrue op for udvidelsesambitionerne med Vestbalkan-landene, så har det ikke flyttet videre ved indstillingen hos de EU-lande, der p.t. ikke anerkender Kosovo. Særligt Spanien nævnes som standhaftigt i sin afvisning af Kosovo.
Kaplans noget deprimerende formodning er, at ”alle tre lande afventer den succesfulde konklusion på Bruxelles-dialogen mellem Serbien og Kosovo for at kunne anerkende Kosovo uden yderligere eskalering af deres hjemlige og geopolitiske begrænsninger”.
En ganske betydelig del af de Balkan-orienterede politiske krystalkuglelæsere kan blive enige om, at adskillige niveauer i det politiske Serbien i dag har en ikke ufarlig mangel på lyst til at komme Kosovo i møde på stort set alle punkter.
Med andre ord kommer Kosovo, ifølge Kaplan, først i hus med EU-anerkendelse, når Kosovo og Serbien får landet en anerkendelsesaftale, men der er intet, der tyder på, at Serbien er villig til at indgå en sådan aftale på nuværende tidspunkt – og den fascinerende facet er så også, at dialogen mellem de to lande samtidig skal køres af EU, hvis medlemmer, som sagt, ikke en bloc vil anerkende Kosovo.
Det ser kort sagt ud, som om Kosovo er på vej ind i en ondskabsfuld dobbeltsporet rundkørsel, hvor alle afkørsler gradvist er ved at blive lukket.
I det ene spor kører den indenrigspolitiske situation. Medmindre – og det må man vel håbe – det nyvalgte parlament hurtigt får bidt til bolle og valgt en ny præsident, så er landet i højrisikozonen for endnu et nyvalg, hvilket nemt kunne bidrage til en endnu mere udtalt nedslidning af vælgernes tillid til den politiske proces.
I det andet spor kører den efterhånden noget fastlåste relation til Serbien i cirkler. Det er efterhånden de færreste, der kan se, hvordan relationen kan vendes til noget mere positivt, og selve idéen om serbisk anerkendelse af Kosovo inden for en overskuelig fremtid har for længst fortonet sig i de politiske Vestbalkan-tåger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og