
POLITIK // JULEKALENDER – Når den såkaldte ”overdragelsesforretning” med champagne og sjove gaver er overstået, venter arbejdet allerede, og her kan det være fornuftigt at starte roligt og forsigtigt, fortæller to tidligere ministre i dagens afsnit af anekdotejulekalenderen.
At blive udnævnt til minister er som regel en glædelig begivenhed, fyldt med pomp og pragt på Amalienborg, hvor man bliver kørt til og fra i store, mørke biler. Men man skal være på dupperne med det samme, fortæller to tidligere ministre med erfaring i flere ministerposter. For når den såkaldte ”overdragelsesforretning” med champagne og sjove gaver er overstået, venter arbejdet allerede.
Den nye minister starter typisk med et møde med departementschefen og eventuelt nogle nøglemedarbejdere.
Knud Enggaard fra Venstre har prøvet det flere gange. På sit CV kan han blandt andet skrive energiminister, indenrigsminister, økonomiminister, forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.
Jeg spurgte ham engang, hvad man især skal være opmærksom på som ny minister.
”Træf aldrig beslutninger de første 14 dage. Du risikerer, at embedsmændene kommer med hastesager, som de ikke har kunnet få igennem hos den tidligere minister. Det kan være ting som nedlæggelse af apoteker i ministerens valgkreds eller lignende,” lød hans råd.
Socialdemokraten Henrik Dam Kristensen har også en betydelig erfaring som tidligere landbrugsminister, fødevareminister, socialminister, transportminister og beskæftigelsesminister.
Hans råd, som han ofte har givet til nye ministre, er på linje med Knud Enggaards:
”Start med at stole på ministeriets embedsmænd. De vil dig det kun godt. Men når de kommer med stakken af aktuelle sager, så bed dem om at dele dem op i tre bunker: reelt hastende sager, sager, der skal klares inden for rimelig tid, og sager, som vi kan tage os af hen ad vejen. Og så tilføjer jeg altid: ’Jeg opdager det, hvis der bliver lagt en ikke-hastende sag i bunken med reelt hastende sager.’”
Så hvis du, kære læser, en dag bliver udnævnt til minister, så start roligt og forsigtigt.
Politikere bruger mange ord til at foreslå, forklare og bortforklare.
I 35 år har Michael Stuhr indsamlet nyheder og reportager på Christiansborgs gange og i nærmeste omegn. På hans vej rundt i den gamle bygning er han også stødt på pudsige ordvekslinger, citater og begivenheder, som han samlet til bunke.
Bob Katznelson er illustrator og bladtegner. Han har tegnet til Randers Amtsavis, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt som fastansat siden midten af firserne.
Freelance fra 1997 for Aktuelt, Politiken, Information og en række fagblade og magasiner. Har løst scenografiopgaver sammen med instruktør Stig Fogh Andersen på operaerne ’Kain og Abel’, ’Ragnarok’ og ’Tristan og Isolde’.
Har illustreret og lavet omslag til børnebøger, fagbøger og skønlitterære udgivelser. Tegnet plakater, lavet vægmalerier og alt muligt andet indenfor tegnefaget.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.