HANDELSKRIG // ANALYSE – Det er Trumps Amerika mod resten af verden. Sådan kunne det i hvert fald se ud, skriver USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, efter præsidentens eskalering i handelskrigen har ført til panik på aktiemarkederne og et fald i meningsmålingerne for Trump selv. Han mener til gengæld, at turbulensen blot er en overgang. USA’s erhvervsliv er uenigt og ønsker sig et kompromis hurtigst muligt.
PERTH (WA) – I en markant optrapning af en allerede intens handelskrig annoncerede præsident Donald Trump torsdag nye toldtrusler mod EU i form af en 200 % told på europæiske vine, champagne og spiritus som svar på EU’s planlagte 50 % told på amerikansk whisky, der træder i kraft den 1. april. EU’s told er til gengæld et modsvar på en amerikansk told på stål og aluminium, der trådte i kraft i denne uge.
Trumps trussel udløste friske chokbølger i de finansielle markeder, omfattende kursfald på det amerikanske aktiemarked og yderligere usikkerhed om USA’s økonomiske kurs.
Trumps popularitet har lidt et knæk. Flere amerikanere og erhvervsfolk udtrykker åbent deres bekymring over den økonomiske ustabilitet og den selvudnævnt uforudsigelige ”Chaos President”
En fordobling af den planlagte told på canadisk stål og aluminium til 50 % med henvisning til gengældelsesforanstaltninger fra Ontario blev til gengæld trukket tilbage, efter den sydlige canadiske provins’ premierminister Doug Ford trak et forslag om en afgift på elektricitet fra Canada til det nordøstlige USA tilbage.
De aggressive toldtiltag kombineret med regeringens uforudsigelige handelspolitik har ført til kraftige fald på de amerikanske aktiemarkeder, hvor investorer frygter de økonomiske konsekvenser af en eskalerende handelskrig. Trumps popularitet har også lidt et knæk, hvor flere amerikanere og erhvervsfolk åbenlyst er bekymrede både over den økonomiske ustabilitet og den selvudnævnt uforudsigelige Chaos President, der ikke har leveret de lovede faldende priser til sine vælgere. Konservative Wall Street Journal kaldte allerede i januar Trumps planer for ”den dummeste handelskrig nogensinde”.
Det nyeste offer i den eskalerende handelskrig mellem USA og EU? Trump truer med en 200 % told på europæiske vine, champagne og spiritus som svar på EU’s planlagte 50 % told på amerikansk whisky, der træder i kraft den 1. april. Foto: Pexels
En handelskrig, der er ude af kontrol?
De nye afgifter rettet mod alkohol fra EU kan beløbe sig til over 10 milliarder dollars i årlig import, alt afhængig af hvor bredt Trump vælger at indføre tolden, viser nylige amerikanske data. I 2024 importerede USA for omkring 5,4 milliarder dollars vin fra EU, herunder cirka 1,7 milliarder dollars i mousserende vine som champagne ifølge det amerikanske Census Bureau. USA importerede også for mere end 1 milliard dollars i øl og over 3,5 milliarder dollars i spiritus som vodka, gin og whisky.
I denne uge indførte Trump 25 % told på stål og aluminium fra EU og alle andre handelspartnere. EU anslår, at metalafgifterne vil påvirke omkring 28 milliarder dollars af unionens eksport til USA.
”Med 200 % told er der intet marked tilbage,” udtalte Gabriel Picard, der er formand for den franske eksportforening, torsdag og fremhævede de alvorlige konsekvenser for europæiske producenter, der er afhængige af det amerikanske marked
Som svar har EU meddelt, at unionen vil lægge told på en tilsvarende mængde amerikanske varer, herunder whisky, jeans, motorcykler og andre produkter. Det var dette modsvar, som udløste truslen om de 200 % told på alkohol fra EU.
Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har understreget, at EU foretrækker forhandlinger, men ikke vil tøve med at forsvare medlemslandenes økonomiske interesser.
Gabriel Picard, der er formand for den franske eksportforening for vin og spiritus, advarer om, at den europæiske vin- og spirituseksport til USA på en årlig værdi af over 4 milliarder dollars vil gå fuldstændig i stå, hvis Trumps 200 % told bliver en realitet:
”Med 200 % told er der intet marked tilbage,” udtalte Picard til franske medier torsdag og fremhævede de alvorlige konsekvenser for europæiske producenter, der er afhængige af det amerikanske marked. Spanske og italienske brancheforeninger sagde det samme.
Vinhandlere i USA’s storbyer advarer om, at de vil komme i store problemer med deres publikum, der har en forkærlighed for vin fra Europa
Trump hævder, at toldsatserne vil styrke den amerikanske vin- og spiritusindustri, men selv de hjemlige brancheeksperter er skeptiske, og vinhandlere i USA’s storbyer advarer om, at de vil komme i store problemer med deres publikum, der har en forkærlighed for vin fra Europa. Flere sagde i går, at de frygter nedlukning af deres butikker.
Andre advarer om, at en handelsnedgang med EU kan forstyrre de globale forsyningskæder, hæve forbrugerpriserne og dermed også ramme amerikanske forhandlere, som er afhængige af et bredt udvalg af importerede varer. Effekten er også asymmetrisk, da europæisk vin ikke fylder tilsvarende på USA’s vinmarked. Vin og spiritus fra de 27 EU-lande udgør 17 % af det samlede forbrug i USA ifølge IWSR, en global dataudbyder med speciale i alkohol. Af de 17 % tegner Italien sig for 7 % – hovedsageligt fra vin – mens fransk vin (inklusive champagne), cognac og vodka udgør 5 %
Trump truer Canada og vil indlemme landet i USA – canadierne er rasende
Torsdag meddelte premierministeren for den canadiske provins Ontario, Doug Ford, at han suspenderer en planlagt 25 % afgift på eksport af elektricitet til Michigan, New York og Minnesota. Trump svarede, at han derfor alligevel ikke ville fordoble tolden på canadisk stål og aluminium til 50 %, som han ellers havde truet med onsdag.
Men hvis nogen troede, at roen var genoprettet, tog de fejl. Under et møde med journalister senere på dagen gentog Trump sin tidligere opfordring til, at Canada skulle tilslutte sig USA: ”Canada burde ærligt talt blive vores 51. stat. Vi ville ikke have et problem med den nordlige grænse. Vi ville ikke have et toldproblem. Canada ville være fantastisk som vores kære 51. stat. I ville ikke have grænseproblemer,” lød det.
Der er sågar røster fremme om, at Canada burde blive medlem af EU, hvis Trumps fornærmelser og trusler fortsætter. Flere indflydelsesrige medier som canadiske The Toronto Star, CBC og National Post samt britiske The Economist har luftet tanken, og minister for innovation, videnskab og industri, François-Philippe Champagne, har for nyligt sagt, at Canada er “the most European country outside of Europe” med en henvisning til frihandelsaftalen mellem EU og Canada.
Under det nylige EU topmøde understregede EU’s udenrigschef, Kaja Kallas og Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock, at EU nok skal være der for Canada:
Indtil videre er tanken om Canada som EU’s 28. medlem dog cirka ligeså meget fremtidsmusik som projektet med at danne en EU-hær, omend sidstnævnte er vedtaget i princippet – også selvom der faktisk i en ny undersøgelse er et folkeligt flertal for Canada for tanken og en enorm velvilje overfor EU, hvorimod holdningen til USA er nede under gulvbrædderne.
Canada i EU er næppe en idé, der fylder op i Trumps kalender. Tidligere på ugen truede han i et langt opslag på sin Truth Social-konto med at ”lukke den canadiske bilsektor permanent”, og så skrev han også, at canadierne elsker tanken om at lade sig indlemme i USA:
Det gentagne mantra udløste i starten blot en rysten på hovedet, men canadierne er blevet urolige i stigende grad. Senest fordi Trump har gentaget en løs tanke om en genforhandling af selve grænsen mellem de to lande. ”Det er jo bare en kunstig streg på et kort,” lyder det, samtidig med, at retten over de store vandløb, der løber mellem de to lande, ifølge præsidenten også burde tages op til revision.
Ved sportskampe buher canadierne under den amerikanske nationalsang, og kæmpe folkebevægelser med slogans om ”Buy Canadian” er vokset frem i lynets fart
Grænsen mellem USA og Canada er fastlagt gennem traktater som Treaty of 1818 og Oregon Treaty of 1846 og er internationalt anerkendt. Vandressourcer mellem de to lande reguleres gennem aftaler som Boundary Waters Treaty of 1909.
De to lande har altid været tæt forbundne. Hele 75 % af Canadas eksport går til det store naboland, og Canada har traditionelt haft et venskabeligt forhold til USA, men det venskab er slut. Ved sportskampe buher canadierne under den amerikanske nationalsang, og kæmpe folkebevægelser med slogans om Buy Canadian er vokset frem med lynets hast.
Den nyvalgte leder af det liberale parti og mulige kommende premierminister i Canada Mark Carney svarede i sin sejrstale denne søndag: ”America is not Canada, and Canada never, ever, will be part of America in any way, shape or form. We didn’t ask for this fight, but Canadians are always ready when someone else drops the gloves.”
Ontarios bramfri premierminister Doug Ford har også fordømt Trumps tariffer. Ford er velkendt i USA fra mange optrædener i amerikanske nyhedsprogrammer og har just skrottet en millionkontrakt med Elon Musks Starlink. Canada eksporterer årligt for omkring 14 milliarder dollars af stål og aluminium til USA, og den nye toldtrussel på 25 % lægger et enormt pres på landets produktionssektor.
Trump: Jeg sidder med de bedste kort
Analysen i MAGA Land, når det gælder Canada, er imidlertid ganske ubarmhjertig:
”Forskellen mellem mig og Canada er, at jeg står fast, mens canadierne ender med at give sig,” lød det spydigt på X forleden fra det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus fra Kentucky, Thomas Massie, der ellers ikke er populær hos Trump, efter at han som eneste medlem stemte imod partiets forslag om at holde USA’s pengekasse åben. Men holdningen fra Massie om Canada deles af Det Hvide Hus, hvor man godt ved, hvem der har all the cards, som er en fast vending fra Trump, der også var i brug forrige fredag ved det kaotiske møde med Ukraines præsident Zelenskyj.
Canada eksporterer årligt omkring for 14 milliarder dollars af stål og aluminium til USA, og den nye toldtrussel lægger et enormt pres på landets produktionssektor
Og ifølge præsidenten er det altså ham, der sidder med trumferne – uanset hvad erhvervslivet, finansfolkene eller medierne måtte mene. Og uanset, at eksperter i stimer advarer om, at Trumps aggressive kurs kan ramme USA’s egne industrier hårdt, især bilsektoren, der er afhængig af canadiske metaller. Højere omkostninger kan føre til tab af jobs og forsyningsforstyrrelser og få vidtrækkende økonomiske konsekvenser.
Selv det ellers Trump-venlige Fox News vakler i opbakningen til præsidenten. Se en bid her, hvor den ellers meget Trump-venlige Steve Doocey tog fløjlshandskerne af over for Trumps pressetalsmand Caroline Leavitt:
Markedsuro og rystede finansmarkeder
De finansielle markeder har reageret konsekvent negativt på Trumps seneste eskalering af handelskrigen. De store amerikanske aktieindeks har lidt markante tab – Dow Jones er faldet med næsten 900 point i denne uge, mens S&P 500 dykkede 2,7 % alene mandag. Investorer, der i forvejen er bekymrede over Trumps uforudsigelighed, ser nu en øget risiko for en langvarig global handelskonflikt.
Økonomiske analytikere advarer også om, at Trumps protektionistiske politik kan føre til stigende inflation, højere forbrugerpriser og en generel økonomisk afmatning. Goldman Sachs har nedjusteret sin vækstprognose for USA fra 2,2 % til 1,7 %, mens tidligere finansminister Larry Summers vurderer, at der nu er ”50 % risiko for en recession”.
Den usikre handelsstrategi skaber også betydelige udfordringer for virksomheder. Mange firmaer – fra bilproducenter til drikkevareleverandører – advarer om, at præsidentens uforudsigelige handelspolitikker tvinger dem til at gentænke deres investeringsstrategier. Selv producenter, der tidligere støttede Trumps ”America First”-dagsorden, opfordrer ham nu til at forhandle handelsaftaler i stedet for at eskalere toldkrige.
Trump afviste også specifikt et spørgsmål om, hvorvidt en recession er på vej : ”Nej, overhovedet ikke,” lød det
Ved et møde med pressen sagde Trump onsdag til de forsamlede journalister, at det ikke rører ham:
”Nogle mennesker vil lave fantastiske handler ved at købe aktier og obligationer og alle de andre ting, de køber. Jeg tror, vi kommer til at få en økonomi, der er en reel økonomi, ikke en falsk økonomi.” Trump afviste også specifikt et spørgsmål om, hvorvidt en recession er på vej : ”Nej, overhovedet ikke,” lød hans svar. Se det her:
Folkelig modstand: Trumps popularitet daler, og Musks DOGE trækker præsidenten ned
Men Trumps økonomiske politik, som tidligere var et af hans stærkeste kort blandt vælgerne, møder nu også stigende kritik et helt nyt sted fra: de amerikanske vælgere. Mange af dem er pænt utilfredse med, at valgløftet om lavere priser lader vente på sig, og de omfattende massefyringer blandt føderalt ansatte (der for 80 procents vedkommende arbejder ude i delstaterne og ikke i Washington D.C.) er ikke populære, ligesom massefyringerne fra Elon Musks DOGE (Department of Government Efficiency) bestemt heller ikke er.
Se en gennemgang af alle de nyeste målinger her:
Alt dette har ført til en støt nedtur for præsidentens approval rating, som man kan se i klippet ovenfor. Og selv på økonomien, der altid har været hans stærkeste kort, er tallene nu i negativ. Og tallene for Elon Musk er direkte katastrofale og trækker Trump yderligere ned.
Alt i alt faldt den overordnede forbrugertillid med omkring 11% denne måned, og det er tredje måned i træk med tilbagegang – hvilket i øvrigt er det mest pessimistiske niveau blandt forbrugerne siden efteråret 2022, hvor inflationen under Biden stadig var høj. Faldet var godt nok størst blandt demokrater, hvis forventninger faldt med 24%, men hos republikanere faldt tilliden med 10%.
For alle Trumps vigende meningsmålinger gælder det, at vælgernes bekymring over økonomien er i front
Nye nedskæringer i horisonten på alt fra sygesikring til de fattigste, over hjælp til veteraner over til undervisningsministeriet (der især vil ramme de føderale programmer, som hjælper special needs kids) vækker heller ikke jubel, men derimod raseri, der har vist sig ved nylige town halls, hvor de lokale republikanske kongresmedlemmer står skoleret i deres valgkredse.
Og det går ikke stille af for sig – her fra et møde i byen Asheville i North Carolina:
Ifølge en ny måling fra Emerson College godkender kun 37 % af amerikanerne Trumps håndtering af økonomien, mens 48 % er utilfredse. Hans generelle opbakning er også faldet til 47 %, fra 49 % tidligere på året, og for alle de vigende meningsmålinger gælder det, at vælgernes bekymring over økonomien er i front.
Demokraterne vejrer morgenluft – men der er langt igen
Men måske ligger der også en mere dybtliggende bekymring bag de dårlige målinger – der går videre end den verserende handelskrig og priserne. Det ansete meningsmålingsinstitut Pew Research undersøgte op til Trumps nylige store tale til the Joint Session of Congress, hvilke grupper vælgerne tror vil vinde på hans præsidentskab.
Svarene taler deres eget sprog:
Vælgerne i målingen fra Emerson er splittede i spørgsmålet om toldsatser: 53 % mener, at Trumps politik vil skade økonomien, mens kun 28 % ser den som en fordel.
Trumps popularitet daler, og Demokraterne vejrer morgenluft. Men lige nu er partiet splittet og har problemer med at blive enige om svaret på en ny bevillingslov, som Speaker Mike Johson er ved at bakse igennem Kongressen
Med stigende inflation og et vigende aktiemarked kan handelsstrategien med andre ord vise sig at bidrage til at gøre økonomi og nedskæringer til en afgørende svaghed for Trump op til midtvejsvalget i 2026. Det ved Demokraterne udmærket, og flere af partiets kampagnestrateger forudser, at emnet vil blive altafgørende for partiets planer om at genvinde kontrollen med Kongressen. Det er dog stadig fremtidsdrømme, og lige nu er Demokraterne splittede og har større problemer med at finde et svar på en ny bevillingslov, som Speaker Mike Johson er ved at bakse igennem Kongressen.
Om præsident Trump vælger at skærpe den aktuelle handelskonflikt yderligere eller forsøger en diplomatisk løsning i sidste øjeblik – ikke ulig hans kovendinger i forhandlingerne om en fredsaftale i Ukraine – er stadig et åbent spørgsmål. En ting står dog klart: Handelskrigen er langtfra slut, og måske er den blot ved at begynde.
Vil du gerne følge analyser om amerikansk politik, der skærer igennem den evige støj af korte nyheder? Så følg vores USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, der har dækket Washington siden 2008.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.