Troels Jørgensen: En budbringers livsbekræftende farvel til den ven, der valgte livet fra

Troels Jørgensen – årgang 1978 – er sanger, sangskriver og musiker, og Willing to Die er hans andet soloalbum. Tidligere har han været aktiv både herhjemme og i Berlin i bands som Uno Soul og Wonderland.  Willing to Die er tematisk bundet op omkring tabet af en ven, den tidligere bandkollega, Heinzz Henrik Malm, der i 2016 som 43-årig valgte af tage sit eget liv.

Albummet slutter med et kort instrumentalnummer, ”Hz” med lydspor af små samtaleklip mellem Troels Jørgensen og Heinzz.

Teksterne er mest af alt reflekterende og eftertænksomme historier, hvor det er tilladt at stille spørgsmål uden at forvente et svar.

 ”Musikken … det er vores gud – og der er et eller andet, der taler igennem os”, siger Heinzz blandt andet undervejs. Det rører og rammer – både som musikelsker og som menneske og ikke mindst, når man via seks af albummet syv andre skæringer kender noget af baggrunden og forhistorien.

Seks af albummets sange er nemlig Troels Jørgensens personlige greb om det savn og de tanker og følelser, der fulgte i kølvandet på den nære vens død. Således helt naturligt et både knugende, knuselskende og intenst album. Det bliver dog hurtigt klart, at det er et album, der rækker langt ud over privatsfæren og netop måske mest af alt er skabt på baggrund af deres fælles “religion” og kærlighed – musikken.

Willing to Die er nemlig skruet så godt sammen musikalsk, at det ikke i sig selv er et krav, at du som lytter går i dybden med teksterne for at få noget ud albummet. Teksterne er mest af alt reflekterende og eftertænksomme historier, hvor det er tilladt at stille spørgsmål uden at forvente et svar. Det bliver således aldrig “bare” sorgterapi for åbent tæppe. Med garanti ikke nogen let opgave at få til at lykkes, men det gør det rent faktisk for Troels Jørgensen på det godt 32 minutter lange album.

Fungerer som et hold

Den dygtige og erfarne musiker, Johan Lei Gellett, har produceret og spiller selv med på trommer og keys, mens Jeppe Thiesen tager sig af bassen, og Henrik Lysgaard Madsen er mand for steel guitar og elektrisk guitar, mens Troels Jørgensen selv synger og spiller akustisk og elektrisk guitar. De fungerer som et hold.

Der er tale om en god og stilsikker produktion, som i sit grund-DNA har en del britisk lyd over sig, selvom om der også sniger sig stilsikre fornemmelser for americana ind undervejs – ikke mindst på den dæmpede “farvelsang”, ”Time Out”. Nøgent, enkelt, og med nerverne helt ude i stemmelæberne og en pedal steel guitar, der spiller så nænsomt og næstekærligt, at det næsten gør ondt. Stærke sager, så er det sagt!

Men generelt er det nu hverken et mørkt eller sortsynet album, tværtimod. Musikalsk er albummet mest af alt et varieret og lysende bekendtskab trods det triste udgangspunkt.

Hvis ikke det har P3 eller P6 Beat potentiale, så det ikke nummeret der noget galt med, så er det hele Danmarks Radio den er gal med!

Troels Jørgensen har som sådan ikke en stor eller bemærkelsesværdig vokal, men den rummer en fængende formidlingsevne, og derfor kan man undervejs godt ærgre sig over, at han ikke er produceret lige en tand længere frem i lydbilledet – ikke mindst i åbningsnummeret ”As I Promised Myself”, der aldrig formår at spille sig helt ind under huden med sit sagte independent country udtryk.

Et enkelt nummer, ”Odie”, er ikke skrevet med udgangspunkt i Heinzz, men i sønnen med kælenavnet Futte. Oprindeligt skrevet som en vuggesang, men den endte i helt nye klæder, og det er der blevet en af årets mest melodiøse rock/popsange ud af med en næsten George Harrison klingende sound over sig.

Af de resterende seks numre skiller ”Soulmates” sig ud med snerrende guitararbejde pakket ind i glam rock stil. Dejligt råt og alligevel pænt og lækkert anrettet. Albummet længste nummer “We Felt in Love” – spiller sig ud over hele 7 minutter – og rummer så klædeligt både plads til roen, refleksionen, tvivlen og troen. Syv minutter, hvor der er tid til at miste, tid til at gå i stå og tid til at komme videre.

Nærværende og spændstigt

Et helt andet sted befinder albummet måske bedste nummer ”Down a Hole” sig. Et effektivt og flot produceret melodisk pop/rock nummer, der kunne minde om et møde mellem Paul Weller (The Jam) og Jeff Lynne (E.L.O), og hvor den effektfulde guitarsolo midtvejs nærmest fortæller en historie i sig selv. Hvis ikke det har P3 eller P6 Beat potentiale, så er det ikke nummeret, der noget galt med, så er det hele Danmarks Radio, den er gal med!

Men måske ”Down a Hole” med sine næsten 5 minutter alligevel er for lang til radio, og i så fald kan de omtalte radiostationer i stedet – som jeg – kaste deres kærlighed over det lidt over 3 minutter lange ”Turn into Something”, der har en herlig rustik 60’er vibe a la The Kinks over sig.

Samlet hørt aftvinger dette nærværende og alligevel spændstige album stor respekt for en budbringers livsbekræftende farvel til den ven, der valgte livet fra. Men også en ven der satte spor og fortsat gør det. Willing to Die vil stå som et af de markante.