KUNSTUDSTILLING – Udstillingen er “en fest for øjnene og man lader sig velvilligt drukne i drømmebilleder. Når det er sagt kunne denne skribent godt have ønsket sig lidt flere og lidt mere udførlige forklarende tekster undervejs”, skriver Amalie Keren Maarbjerg, der har ladet sig forføre af Kunstforeningen Gammel Strands nye udstilling ‘VOGUE Like a Painting’, der giver “et interessant glimt ind i en excentrisk verden bygget af store egoer med store ambitioner, og er et levende eksempel på, hvordan hverken mode eller kunst kan forstås isoleret fra sin samtid”.
Som mange andre unge kvinder nærer jeg et had-kærlighedsforhold til magasinet og fænomenet VOGUE.
Vogue var magasinet jeg – opfyldt af lige dele skam og længsel – cyklede hele vejen ind til Københavns Hovedbanegård med mellemrum efter i mine ulideligt usikre teenageår.
Skam fordi magasinet var så ukristelig dyrt og kommercielt og fordi min hemmelige fascination af de alt for tynde modeller jo var udtryk for alt andet end det sunde kvindeideal, vi piger ellers påstod overfor hinanden, vi dyrkede. At blive set med et Vogue under armen, var således lig med at blive afsløret på stedet som hykler. Oh rædsel!
Fascination fordi….Det var VOGUE goddammit. Her var alt hvad min æstetiske sjæl længtes efter; en drømmeverden af farver, stil og luksus, en verden med drama, ekstravagance og high fashion.
Det var derfor med både nostalgi og blandede følelser, jeg forleden besøgte Kunstforeningen Gammel Strands nye udstilling VOGUE Like a Painting. Udstillingen kommer i kølvandet på magasinets 125 års fødselsdag, og udforsker hvordan dets mange forskellige fotografer lige siden 1930erne, har arbejdet i spændingsfeltet mellem kunst og mode.
Blandt navnene er Annie Leibowitz, Cecil Beaton og Sheila Metzner og Horst P. Horst, og stilarterne der leges med er mangfoldige. Mens nogle af billederne er fortolkninger af specifikke historiske malerier, er andre inspirerede af hele genrer indenfor malerkunsten.
Vaseline og flydende blomster
I førstnævnte gruppe finder vi bl.a. fotografen Michael Thompsons fortolkning fra 2000 af den spanske barokmaler Zurbarán´s portræt af Den hellige Elisabeth af Portugal. Thompson har placeret supermodellen Carmen Kass i hovedrollen og resultatet er dramatisk og farvemættet på en technicolor-agtig måde, der på forunderlig vis skaber associationer til Elizabeth Taylor i Ivanhoe fra 1952.
Interessant er også Erwind Olafs fortolkning af Vermeers berømte pige med perleørering; i Olafs udgave (se top-foto) er hovedtørklædet skiftet ud med en hvid strikhue – uden at det dog på nogen måde ødelægger noget. Bemærk også en anden interessant detalje: Modellens ansigt er dækket af en Vaseline-agtig substans, hvilket på finurlig vis øger ligheden med det oprindelige oliemaleri.
Det er i de tilfælde, hvor kunsteren/fotografen ikke alene leger med motiv og historiske referencer, men også bryder med mediet, at VOGUE Like a Painting er mest interessant
Det er godt tænkt, og det er da også i de tilfælde, hvor kunsteren/fotografen ikke alene leger med motiv og historiske referencer, men også bryder med mediet, at VOGUE Like a Painting er mest interessant. Som når Nick Knights svulstige blomsterbuket – en hyldest til stillebenet – smelter nedover lærredet og udviskes langs kanterne (se billede herunder), som var et den akvarel, og når leg med papirstrukturer og trykketeknikker skaber nye associationer og sammenhænge.
Det trykte Louvre
VOGUE blev født i USA i 1892. Efter Condé Montrose Nást’s opkøb af butikken i 1905 fik modefotografiet for alvor luft under vingerne, og stille og roligt fik man etableret sig som markant fortolker af modens luner og tidens strømninger.
I 1916 kom magasinet til England, siden Frankrig og i dag kan det købes i ikke mindre end 24 lande – herunder Tyrkiet, Indien og Kina. Og der er stor forskel på lokale udgaver. Redaktører i de forskellige lande har ret så forskellige tilgange til magasinets overordnede linje, og det betyder at de lokale udgaver helt frem til i dag bærer deres egne karateristika. Italiensk VOGUE har eksempelvis ry for at være meget avantgardistisk i sin modefortolkning. Kulturelle forskelle mellem landende har naturligvis også betydning.
Kendte billedkunstnere og illustratorer har bidraget til udgivelsen i tidens løb – herunder Salvador Dali, der nåede at kreere intet mindre end tre forsideillustrationer
Magasinet har som sagt kombineret kunst med kommercielt fotografi siden 1930 érne og det var da også i denne periode VOGUE ansatte fotografer som netop Cecil Beaton og Edward Steichen. Og ambitionerne var høje.
Sidstnævnte, der på dette tidspunkt var én af Amerikas største modernistiske fotografer, gik endda så langt som til at proklamere, at VOGUE skulle blive ”et Louvre”. Kunst har imidlertid spillet en central rolle for magasinet helt fra begyndelsen. Kendte billedkunstnere og illustratorer har bidraget til udgivelsen i tidens løb – herunder Salvador Dali, der nåede at kreere intet mindre end tre forsideillustrationer.
At lide for kunsten
Når fænomenet VOGUE, den dag i dag, stadig er forbundet med stor fascination, hænger det naturligvis sammen med magasinets lange historie, plads i modehistorien og de mange koryfæer der gennem tiden har investeret deres talent i magasinet.
Men det har også at gøre med den kompromisløse skaberånd, der har hersket her – internt i den lukkede, ekslusive modeverden. Beretninger og interviews fra ikoner som Grace Coddington mfl. bærer vidnesbyrd om en tidslomme i modeverdenen hvor verden var én stor legeplads og alt kunne lade sig gøre. En tid der på mange måder ikke eksisterer længere.
Før Photoshop var tilblivelsen af kreativt modefotografi desuden ofte en risikofyldt affære, og alle involverede forventedes at være klar til at bringe ofre for kunsten. Det fremgår bl.a. af den film, der vises i udstillingens biograf. Her hører vi om modellen der poserede nøgen med en slange, hende der blev bidt i benet af en hund, samt hende der måtte lade en bi kravle rundt på sine fyldige, malede læber til ære for fotografen. Tak for kaffe.
Udstillingen giver et interessant glimt ind i en excentrisk verden, bygget af store egoer med store ambitioner og er et levende eksempel på, hvordan hverken mode eller kunst kan forstås isoleret fra sin samtid
VOGUE Like a Painting er en fest for øjnene og man lader sig velvilligt drukne i drømmebilleder. Når det er sagt kunne denne skribent godt have ønsket sig lidt flere og lidt mere udførlige forklarende tekster undervejs.
Det bliver en smule indforstået og akademisk, og mange beskrivelser forudsætter at den besøgende har solid viden om kunsthistorie at trække på i forvejen– hvilket er særlig ærgerligt for en udstilling, der har så bred en appel. Ligeledes kunne man med fordel have vist de værker, nogle af fotografierne er specifikke fortolkninger af, så man som besøgende har mulighed for ved selvsyn at spotte forskelle og ligheder.
Ikke desto mindre giver udstillingen et interessant glimt ind i en excentrisk verden bygget af store egoer med store ambitioner, og er et levende eksempel på, hvordan hverken mode eller kunst kan forstås isoleret fra sin samtid.
Peter Lindbergh: One enchanted evening (Aymeline Valade, Bette Franke, Elza Liujedijk and Zuzanna Bijoch). 2012, 90x 130cm. Charcoal based mineral pigments on fine arts acid free paper on forex. Copyright Peter Lindbergh Studio/Gargosian Gallery
Topfoto: Erwind Olaf, VOGUE NL 06,2013. 130 x 100 cm. Charcoal based mineral pigments on fine art acid free paper on forex. Copyright Erwind Olaf/Kong Gallery Copyright Gallery Espacio Minimo
Udstillingen VOGUE Like a Painting kan ses i Kunstforeningen Gl. Strands lokaler til og med 2.september 2018
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her