Gummibegreber – strøtanker om parallelsamfund og social kontrol

af i Danmark/Kultur/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Advarslerne mod brug af termer som ghetto, parallelsamfund og social kontrol udspringer af et ønske om at undgå yderligere stigmatisering, men resultatet bliver det modsatte, mener Freddy Hagen. Når forskere og kritikere taler udenom, så ender de med at svigte dem, der er kommet i klemme. Akademiseringen af reelle problemer er ødelæggende for det, der skal forbedres.

I disse tider er mange forskere kritiske overfor brugen af termer som parallelsamfund og social kontrol, som de mener er dubiøse og med til at stigmatisere enkelte grupperinger fremfor at sætte fokus på indholdet af sådanne termer.

De mener simpelthen, at hvis disse termer tages for pålydende, vil de kunne referere til mange flere grupperinger end blot etniske og religiøse samfund med anderledes kriterier og regler end i normsamfundet.

Jeg er slet ikke uenig i disse kritikpunkter. Det er jo evident, at der eksisterer parallelsamfund og social kontrol mange steder.

Giver kritikken af termbrugen overhovedet mening? Og husker forskerne at problematisere det, der fra begyndelsen var hensigten med at opfinde disse termer?

Ghetto, omskæring, opdragelsesrejser

Det samme gør sig gældende med brugen af termen “ghetto”. Mange kritikere og forskere mener, at ghetto slet ikke kan anvendes på noget dansk, eftersom ghettoisering er meget mere grelt og problematisk i andre lande såsom Frankrig og Storbritannien.

Men husker disse kritikere at give svar på tiltale omkring de faktiske problematikker, man har forsøgt at sætte ord på?

Man bør altså ikke tale om de få, der kommer i klemme, for at beskytte de mange der kan komme i klemme

Det samme med omskæringsdebatten. Her har ledende professorer i Etisk Råd givet udtryk for, at kritik af omskæring er problematisk: de frygter, at en sådan kritik vil ramme muslimer og jøder. De mener derfor, at man slet ikke kan tale om dette problem, fordi det kun skader en forsvindende lille del af dem, der udsættes for det, men samtidig kommer til at stigmatisere et flertal, der allerede er udsat for hetz.

Man bør altså ikke tale om de få, der kommer i klemme, for at beskytte de mange der kan komme i klemme.

Det er det samme hele vejen igennem. Man kritiserer termerne, fordi de er gummibegreber, der i virkeligheden kan betyde meget mere, end hvad de anvendes til at kritikerne.

Kritikerne advarer imod brugen af disse termer, og de ender med helt at afvise, at termne har noget indhold. Resultatet bliver, at man slet ikke omtaler eller problematiserer det, der forsøges at tales om, alene fordi disse problematikker ses andre steder, og fordi majoriteten i minoriteten stigmatiseres.

Det samme med brugen af termen “opdragelsesrejser”. Journalist Charlotte Sylvestersen skriver på POV en stærkt relativerende artikel om sine egne erfaringer med at blive sendt på opdragelseslejr på en religiøs skole i Danmark, og latterliggør derved brugen af termen som den anvendes imod etniske minoriteter, hvor nogle sendes afsted til deres oprindelseslande for at blive afrettet – for eksempel hvis de tages i at bedrive homoseksualitet.

Og vi mangler ikke evidens og eksempler. Dem kan man læse om i aviserne hver eneste dag. Men Charlotte Sylvestersen nævner slet ikke disse historier. Hun er nemlig mere bekymret for, hvorledes termen bruges til at udgrænse og stigmatisere en minoritet.

En ødelæggende akademisering

Alle disse afvisninger vidner om, at kritikerne og forskerne slet ikke vil tænke med, men derimod udelukkende er interesseret i at bremse nogle tendenser, som de mener er langt mere farlige og langt mere problematiske, end at nogle få bliver udsat for frihedsberøvelse i parallelsamfund, nogle få udsættes for social kontrol, nogle tager skade ved omskæring og nogle sendes på afrettelsesrejser, fordi de bliver for “vestlige”.

Men har disse kritikere og forskere egentlig ret, og har deres mange afhandlinger og kritik af majoritetens diskurser den intenderede effekt, at vi får bremset stigmatiseringen og den krybende racisme, som de grundlæggende frygter?

Er det en tilgang, der virker efter hensigten, og vil tilgangen få flere og flere til at indse, at det skærpede fokus på disse udsatte grupper blot er afledningsmanøvrer, der forøger ulighed, forøger hetz og mindsker muligheden for fredelig sameksistens, øget tolerance og skærpet respekt for forskellighed?

Jeg tvivler.

Disse forskere og kritikere taler udenom, at de svigter dem, der er kommet i klemme, og at deres akademisering er ødelæggende for det, der skal forbedres

Hvis man vedblivende nægter at tale direkte om problemerne, som kritikerne af disse minoritetsgrupperinger udspyr, og alene vedbliver med at pege på, at alle former for undertrykkelse er identiske og ligeså grove og utilstedelige, som det der forsøges at tales om ved brugen af disse gummitermer, så vil det uvægerligt ende med, at flere og flere føler, at disse forskere og kritikere taler udenom; at de svigter dem, der er kommet i klemme, og at deres akademisering er ødelæggende for det, der skal forbedres.

Det er en taberdiskurs, som i den grad med til at underminere en klar og stærk venstrefløj, der gerne vil tage ansvar, som gerne vil bekæmpe verdens onder og som ikke finder sig i undertrykkelse, i ulighed og i øget polarisering.

For hvis man ikke vil se på dem, der er allermest ilde stedt alene på grund af strukturelle former. Og ikke indser, at det ikke nødvendigvis er fordi nogle ønsker dem ondt – og man heller ikke vil se på dem, der er skyld i, at disse undertrykkelsesformer finder sted, så har venstrefløjen ikke meget at bidrage med.

Det er beskæmmende. Og det er uhyggeligt at bevidne, hvordan disse forskere og kritikere i en blind kamp imod stigmatisering langsomt men sikkert taber sympati i befolkningen, samtidig med at bevisbyrden bliver større og større, hver gang en ny historie om et offer i parallelsamfundet, der udsættes for social kontrol, står at læse i medierne.

Foto: POV International og CC.

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris.
Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje.
I dag arbejder han som fiskehandler, men skriver stadigvæk og debatterer værdier og konflikter.
Hvis du vil bidrage til Freddy Hagens arbejde på POV kan du donere direkte til ham på hans Mobile Pay: 25389541

Seneste artikler om Danmark