
BØGER // ANMELDELSE – Teologen Niels Grønkjær ville skrive om Hannah Arendts kærlighedsbegreb, men hans bog handler rigtig, rigtig meget om, hvorfor Hegels forestillinger om kærligheden faktisk er bedre, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
Den sande kærlighed er altid en trehed bestående af: ”den elskende, det elskede, kærligheden. Resten er bare selvvisk begær”. Sådan skriver den berømte teolog og kirkefader fra senantikken Augustin, som Hannah Arendt skrev afhandling om i slutningen af 1920’erne.
Det er netop Arendt og hendes kærlighedsbegreb, teologen Niels Grønkjær har kastet sig over i bogen Hannah Arendt og kærligheden – en religionsfilosofisk kritik. I denne undersøger han kærlighedens væsen, og hvordan man i den sande kærlighed er både fri og forbundet.
Bogen kommer godt rundt om kærligheden og dens mange former: Venskabets, den erotiske – og Guds og næstekærlighedens, men handler mest om Arendts syn på kærlighed kontrasteret af Hegel.

Hvis pointen var at skrive en bog om Arendts kærlighedsbegreb, handler den dog, dette taget i betragtning, utrolig meget om Hegel, der da også er bogens indgang og ofte intellektuelle konklusion.
for Arendt er og bliver kærligheden apolitisk, og at kristendommen frisætter for politik er helt centralt for hende
For Arendt er kærligheden verdensløs, hvilket ikke synes at være en teologisk-filosofisk position, Grønkjær selv kan forene sig med. Eller, han er i hvert fald ikke enig, og hele vejen igennem bogen ligger der en kim, der siger, at Arendts kærlighedsbegreb havde stået stærkere, hvis bare hun havde ladet sig inspirere lidt af Hegel. For så kunne hendes abstrakte tanker blive mere konkrete, hvormed de kunne have slået rod i den verdslige, virkelige verden.
Men for Arendt er og bliver kærligheden apolitisk, og at kristendommen frisætter for politik er helt centralt for hende. Det betyder også, at hun ligesom Løgstrup ikke mener, at der findes en kristelig etik.

Man ville altså aldrig have hørt Arendt, heller ikke som flygtning, argumentere for en næstekærlig flygtningepolitik. Hun ville have ment, at flygtninge skulle hjælpes, men argumentet kunne aldrig blive med afsæt i næstekærligheden, men derimod det politiske argument om, at mennesker har ”ret til at have rettigheder”.
Mange har igennem tiderne yndet at tage Gud til indtægt for dette og hint. Så mener nogle, at man skal man sove med hænderne over dynen, fordi Gud kan ikke lide drifter, mens andre mener, at man skal arbejde for en mere ’human’ flygtningepolitik, fordi det havde nok været Guds vilje. Men Grønkjær slår fast, at en sådan tænkning er ufarbar:
For ”Gud er blevet et argument, retsligt, moralsk og politisk. Tavsheden er brudt, ofte på en meget larmende måde i rethaveri og i en utålelig og fraseagtig bedre-viden”. Med andre ord er Gud ikke et etisk argument og kan eller skal heller ikke reduceres som sådan.
Grønkjær fører os ikke kun ind i Arendt og Hegels kærlighedstænkning, men han kontrasterer dem og fører os igennem to forskellige måder at anskue kærligheden på teologisk såvel som filosofisk
Selvom Grønkjær gentagne gange pointerer, at Arendt i sin kærlighedsidé, ikke får forenet den kristne idé om lighed med en moderne, politisk idé om lighed, der udmønter sig i konkret handling i verden, ekspliciterer han dog, hvordan hendes liv og værk – som hos sande filosoffer – hænger sammen. Han bruger et kapitel på hendes kærlighedsforhold til filosoffen Martin Heidegger, og deres kærlighed var ikke ”af denne verden,” slås der fast, men helt og aldeles uden for det fælles.
Grønkjær fører os ikke kun ind i Arendt og Hegels kærlighedstænkning, men han kontrasterer dem og fører os igennem to forskellige måder at anskue kærligheden på teologisk såvel som filosofisk. Hos Hegel er kærligheden konkret; den er relationel og verdensvendt, og kærlighed er ikke noget, der bare er, men det er noget, der sker, opstår og bæres af og i relationen, som det tredje, der forbinder to individer.
Hvad stærkt er, pointeres der, hvordan forbundetheden med Gud i kærligheden, som det eneste kan frisætte mennesket fra egen identitet, og hvad der deraf kan følge af bekymringer og hårde domme over én selv. Hvordan den guddommelige kærlighed kan frisætte mennesket fra dets identitære bekymringer er et kærkomment budskab, der ikke kan gentages nok gange og siges højt nok, for hvis der er ét budskab, mennesker i verden har brug for at høre, så må det være netop dette.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.