POV SPORT // ANALYSE – Danmark er klar til semifinalen ved EM i håndbold. På et fordelagtigt tidligt tidspunkt, fordi øvrige resultater magede sig sådan, at danskernes sidste mellemrundekamp mod Frankrig på onsdag er ligegyldig.
Om de så havde spillet i de velkendte hollandske træsko eller for den sags skyld i den danske udgave med eller uden hælkappe, havde Danmark vundet den landskamp.
De hollandske hurtigløbere, ikke på skøjter, men i håndbold, havde ganske enkelt ikke en jordisk chance for også at overraske mod de regerende verdensmestre i mellemrundens næstsidste kamp.
Og da slet ikke mod et dansk mandskab i stærkeste opstilling, om end landstræner Nikolaj Jacobsen ikke nødvendigvis stillede med den start-7’er, der også kommer til at begynde på banen i semifinalen med tre valgmuligheder: Sverige, Norge eller Spanien.
Kringlehumør
For semifinalen er Danmark allerede sikker på inden onsdagens nu ligegyldige opgør mod de olympiske overmænd i finalen fra i sommer, Frankrig, og dermed endnu en ren træningskamp inden de afgørende medaljekampe, som det også var tilfældet inden sidste gruppekamp mod Nordmakedonien. Den kamp vandt danskerne med ti, 31-21.
Holland blev sendt ud af medaljemulighederne med 12 mål, 35-23, og der var i sagens natur aldrig den mindste tvivl om kampens udfald. Specielt ikke med Mathias Gidsel i kringle- og gennembrudshumør på højre back.
Mens danskerne kunne stille med alle mand, havde Holland hele otte spillere ude, deriblandt turneringens topscorer, Kim Smits, der sad i isolation med en positiv coronaprøve.
Det samme gjorde holdets islandske cheftræner, Erlingur Richardsson, og dermed var farcen egentlig total, for alt for mange kampe under denne slutrunde har været ramt af den ujævne fordeling af smittetilfælde, der også har gjort modstanden og forberedelse tilfældig, fordi ingen kender resultatet af morgendagens test. Hverken på eller uden for banen.
Danmark har indtil nu kun været ramt af keeper Jannick Greens positive test op til og i begyndelsen af turneringen, og han var i forvejen tredjemålmand, mens også højrefløjen Hans Lindberg er blevet smittet undervejs, og han var kaldt ned som reserve for en småskadet Johan Hansen.
Supersprederkamp
Så danskerne har ingenlunde været så medtaget som andre mandskaber, deriblandt Kroatien, Island, Tyskland og nu Holland. For Holland og Islands vedkommende tyder deres indbyrdes opgør i gruppespillet for en uges tid siden på at have været noget af en supersprederkamp, da hele 23 spillere og en dommer ifølge TV2 efterfølgende har testet positive for Covid-19 ved den lejlighed.
Det kunne den hollandske, i herrehåndboldsammenhæng, lilleputnation slet ikke bære i bredden. Man hentede blandt andre en målmand ned fra den upåagtede belgiske liga, der var på job som ingeniør, og han havde computeren under armen, da han ankom, hvis det nu skulle brænde på hjemme på arbejdspladsen.
Selv i tredje og fjerde geled ville Danmark være i stand til at sætte et konkurrencedygtigt mandskab sammen af udelukkende fuldtidsprofessionelle spillere. Og det blev på sin vis også Islands skæbne med de mange folk ude i isolation, selvom de har lidt mere håndboldkultur at trække på oppe i Nordatlanten.
Den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson gjorde ellers, hvad han kunne med skak- og taktikbrættet i kampens hektisk anden halvleg
Godt nok havde de også otte ukampdygtige nøglespillere ude mod Danmark, som de så også tabte til med et fire mål, hvorefter de i samme situation fuldstændigt sensationelt gennembankede Frankrig med ni kasser. Men alligevel kunne de ikke stå distancen med en urutineret stamme, der naturligt nok svinger i kvalitet, og derfor ikke holdt til nervepresset i kampen umiddelbart inden Danmark-Holland mod Kroatien.
Den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson gjorde ellers, hvad han kunne med skak- og taktikbrættet i kampens hektiske anden halvleg. Islændingene havde været komfortabelt foran, men pludselig kom kroaterne med fynd og klem og bragte sig i front med fem mål.
Træskodans afgjort på forhånd
Den føring formåede de så heller ikke at holde i første omgang, da islændingene kom op igen og endda bragte sig foran. Som Nikolaj Jacobsens forklarede til TV2, slukkede han og holdet for fjernsynet, da Island kort før tid førte 22-21. Og dermed regnede den danske landstræner med, at Danmark skulle have noget med hjem mod Frankrig på onsdag, fordi islændingene med en sejr stadig var med i opløbet om semifinalepladserne.
Kroatien udlignede, og Island brændte sin sidste åbne chance på en åbenlys gummiarm, så kroaterne kunne nå op i den anden ende og afgøre kampen til deres og Danmarks fordel, fordi danskerne med det resultat var sikker på semifinalepladsen med en sejr over Holland. Og som indledningsvis nævnt var den træskodans afgjort på forhånd.
Så de næste dage gælder det først og fremmest om at holde sig bag mundbindet og undgå positive testresultater inden fredagens semifinale. Bronzekampen er under alle omstændigheder hjemme, men at spille i sin tredje semifinale ved et stort mesterskab på stribe i løbet af godt 12 måneder, er godt nok imponerende.
Hockey-corona
Og apropos hurtigløb på skøjter, eller den lidt langsommere udgave med stav i hånden, så er det danske ishockeylandshold i forberedelserne til vinter-OL i Beijing om 14 dage hårdt ramt af coronasmitte. Således er i alt otte spillere ramt, fire i kvindernes og ditto i herrernes lejr. Deriblandt verdensstjernen og den danske fanebærer til vinterlegene, Frans Nielsen.
Det var et sidesving. På håndboldbanen holder de rød-hvide verdensmestre indtil videre EM-kursen …
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her