POV SPORT // ANALYSE – Danmark holdt sig i gang med en slags træningskamp ved EM, da mandagens kamp ikke havde nogen resultatmæssig betydning for det videre forløb i turneringen. Det holdt nu ikke reserveudgaven af landsholdet tilbage. Efter at have været bagud med 4-0 bankede de Nordmakedonien med 10 mål, 31-21.
En af EM-slutrundens allerbedste kampe indtil videre udspillede sig søndag aften i Budapest mellem Island og Holland. 29-28 i islandsk favør og en tidligere danske landstræner i skikkelse af Gudmundur Gudmundson helt oppe i det hårrivende, røde felt, efter islændingene havde været foran med fem midt i anden halvleg, men hollænderne blev ved med at æde sig tilbage helt frem til den tætte afslutning.
Holland slog sensationelt værtsnationen i sin første gruppekamp med hele tre mål, og med en sejr tirsdag over Portugal, kan de blive en Danmarks modstandere i mellemrunden. Sammen med Ungarn eller Island. Et nederlag til Portugal og gruppen er helt åben for lommeregnerens matematik for at finde de to hold, der skal videre fra gruppe B sammen med Danmark og Montenegro, der næsten lige så sensationelt slog Slovenien om at komme med fra danskernes gruppe B.
De to øvrige modstandere for Danmark ligger fast: Frankrig og Kroatien. Men for lige at vende tilbage til Island mod Holland i søndags, så var det næsten et helt andet spil, end Danmark er vant til fra sine værste konkurrenter, fordi hollænderne spiller i en lynende kontrafart, har flere spiller, 1.70 m-højden og dyrker også ”hurtig midte” ved at give bolden op, næsten inden en scoring er noteret i deres egen ende.
De spiller duelspil, gennembrudsspil og finurlige indspilninger til stregen, og på den vis minder de om Danmark i nyeste, stærkeste opstilling med først og fremmest Mathias Gidsel som udtrykket for den nye tendens i international håndbold med mindre, adrætte, snedige og tekniske gennembrudsspillere på backerne til at lirke sig igennem bastante, fysiske forsvar. Håndboldens svar på lynskak.
Men at Nikolaj Jacobsen også kan stille op i dobbeltforklædning, beviste han i allerhøjeste grad mandag aften. I den lidt mere traditionelle huggerudgave på backerne med en kreativ playmaker i skikkelse af Jacob Holm til at sætte skytterne op.
Pause til en håndfuld
Niclas Kirkeløkke fik lige prøvet skudarmen af i lørdagens storsejr over Slovenien med et enkelt hug fra distancen. Den virkede. Mandag gjaldt det så Nordmakedonien, som resultatmæssig var uden betydning, og derfor kastede pause af sig til Niklas Landin, Magnus Saugstrup, Rasmus Lauge, Lasse Svan, næsten Mads Mensah, Mikkel Hansen nøjedes med straffekast, mens Mathias Gidsel plejede sit smertefulde tryk i ribbenene Slovenien-kampen på tribunen.
Dermed kunne Niclas Kirkeløkke, der har haft sine begyndervanskeligheder i Rhein-Neckar Löwen på højre back, hvortil Nicolaj Jacobsen selv hentede den unge GOG-back for et par år siden, få chancen. Først og fremmest selvtilliden har det knebet med i det tyske.
I hvert fald hvis man gør sig ansigtslæsning, når en frustreret Kirkeløkke enten har set til fra bænken eller løbet derud efter endnu et brændt forsøg. Lige så stille har han ædt sig ind på det tyske storhold, og efter skader og formnedgang, har Nikolaj Jacobsen nu set nok til igen at hive ham ind i landsholdsvarmen.
Kirkeløkke fik Jacobsens tålmodighed og benefit of the doubt at gøre godt med
Fluks var han på vej ud i kulden igen. Vurderet efter godt otte minutters spil i Debrechen mandag aften. Danmark var bagud 4-0. Niclas Kirkeløkke havde forsøgt sig tre gange i den periode med afbrændere i stillingens natur som det gentagende resultat.
Landstræneren er ikke altid så hurtig på aftrækkeren, når han ved, han har sendt kvalitet på banen i sin, hvad man kunne titulere reserve-start-7’er. Kirkeløkke fik Jacobsens tålmodighed og benefit of the doubt at gøre godt med. Da kampen var forbi, havde danskerne vendt det hele rundt, vundet med 10, 31-21, og Niclas Kirkeløkke havde eksekveret på måltavlen ni gange på de efterfølgende ni forsøg efter de første tre afbrændere. Og blev kåret som kampens bedste spiller.
Mikkel Målhjælp
Undervejs var Kirkeløkke en enkelt gang blevet kaldt ud til bænken af Mikkel Hansen til lidt holdkammeratlig rådgivning, og derfra var der ingen slinger i valsen. Både Hansen og landstræneren kunne konstatere, at det danske landshold simpelthen spiller i dobbeltforklædning eller i to vidt forskellige udgaver. Lynskak eller huggermodellen, for det kan Lasse Andersson også ovre fra venstrebacken.
Eller en blanding. Det kunne man godt forestille sig, Nikolaj Jacobsen pønser på til mellemrunden. Altid bedre at have to strenge at spille på, hvis de endda kan filtres lidt sammen, så de kan blive til tre eller fire strenge.
Venstre fløj Emil Jakobsen spiller kun på én streng. Eller sporenstregs. Lige på og skudafvikling som perler på en snor. Den unge Flensburg-fløj har nu scoret på historiske 32 afslutninger på stribe i rødt og hvidt. Lad det være godnatudgangen på denne mandag…
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her