POV SPORT // KLUMME – Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenter søndag deres sidste to håndboldkampe sammen. De har været med hele vejen i herrernes guldalder og kvindernes kamp om at komme tilbage. Ej at forglemme i begge ligaer.
I mange år talte man om ”Lyden af sommer”, når TV2 slog over i Tour de France, og Jørgen Leth småsludrede én hen i verdens længste eftermiddagslur på en pandekageflad etape uden den mindste sportslige betydning overhovedet.
Såmænd, det var faglig kompetent, men mere anekdotisk, poetisk og en monitorformidling i en blanding af fransk geografi, historie og topografi iblandet lidt Fausto Coppi og Eddy Merckx, Fignon, Greg Lemond og de otte sekunder imellem dem. Den slags. Riis og danske ryttere. Ufarligt, nasalt genkendeligt og altså til tider decideret søvndyssende.
Stemmer forsvinder
Hans stemme er ligesom forsvundet, som den gør hos os alle en dag. Men i dag, denne søndag vil jeg være lidt ligeglad med, om de danske håndboldherrer spiller finale eller bronzekamp. De gør ærgerligt nok det sidste, men jeg vil også være lidt ligeglad med, om de vinder. De har vundet så meget de sidste 20 år, hvor jeg selv stod på herretoget efter at have rejst med de forgyldte jernhårde ladies i et årti.
Det var i det år, Danmarks håndboldmænd vandt de første medaljer for første gang i 35 år i 2002 i Sverige. Jeg mindes, at Bent Nyegaard var med som ekspert, men er ikke helt sikker og slet ikke i selve kommentatorboksen. Flemming Toft måske eller Morten Stig. Anders Dahl var der også. Ulrik Wilbek.
Eller Thomas havde jeg nu kendt helt tilbage fra begyndelsen af 90’erne, da jeg skrev på JydskeVestkysten og Thomas kommenterede på Radio Victor. Fodbold, håndbold og masser ishockey
De var i hvert fald begge med året efter i Portugal. Bent Nyegaard stadig som ekspert på sidelinjen, som jeg erindrer det. Og Thomas Kristensen var også stødt til, og han og Nyegaard begyndte at kommentere kampe, men ikke de danske.
Jeg var udsendt for Berlingske, og vi boede som oftest på samme hotel, så vi lærte hinanden at kende ad den vej. Eller Thomas havde jeg nu kendt helt tilbage fra begyndelsen af 90’erne, da jeg skrev på JydskeVestkysten og Thomas kommenterede på Radio Victor. Fodbold, håndbold og masser ishockey.
Jeg lærte fornemmelsen af at være et stort hold afsted på slutrundetur op igennem 90’erne. Mest kvindehåndbold, senere landsholdsture igennem fem fodboldslutrunder og også herreudgaven i håndbold. Også selvom jeg ofte var udsendt alene, så boede vi som oftest på de samme hoteller, snakkede på stadion eller i hallen før, under og efter kampene. En helt særlig følelse af frihed ikke at skulle koncentrere sig om andet end lige netop slutrundens sportslige logik og logistik. Ingen andre forpligtelser.
Jeg mærkede Bent Nyegaards vrede ved et par af slutrunderne, når vi spillede kort om aften, og han rejste sig op råbte af raseri over et forkert udspil i whist. Thomas var ikke med. Han forberedte sig velsagtens til næste dag, eller sad ovre i hjørne og talte med nogle andre og gnæggede lidt over sin makkers iltre temperament, eller også havde han fået nok af Nyegaards dosis for denne dag.
TV2-holdarbejdets betydning
Tomrummets tilbagevenden til hverdagen var altid lidt svær at vænne sig til efter tre ugers sportsspejderlejr. Og den med det store holds betydning, fællesskabet og samarbejdets nødvendighed, ingen var over holdet, som man også siger i sport, om end der kunne brede sig en drilsk og også halvhård tone de udsendte imellem, når man var sammen i så lang tid. Den fik jeg endnu mere ind under huden, da jeg igennem et par år som chef på DR Sporten skulle sætte hold sammen eller tilbringe turen sammen med dem.
Jeg kan huske, at jeg ligefrem var en smule ked af ikke at være en del af TV2’s hold, da jeg stod for DR’s tv-dækning i Beijing ved OL i 2008. Ikke, at jeg ikke nød det af hele mit sportshjerte, for DR-holdet var spækket af kompetente, entusiastiske og sjove kolleger, men jeg savnede også Thomas, Nyegaard og Tofts selskab i den modsatte lejr. Det var faktisk først deromkring, Thomas Kristensen og Bent Nyegaard var begyndt at kommentere som fast makkerpar. Eller de havde også gjort det året forinden til VM i Tyskland og kvindernes slutrunde året før det.
Af gode grunde hørte jeg ikke deres kommentator-stemmer, da jeg selv sad på pressepladserne i de år, men det kom jeg til, da jeg stoppede på DR et par måneder efter OL og stort set har set enhver landskamp og slutrunde med dem ved kommentatorbordet lige siden. Også i ligakampe, indtil Thomas Kristensen stoppede med at kommentere dem efter 1656 af slagsen dagen før nytårsaften.
Selvfølgelig sammen med Bent Nyegaard, og så endda i Gudmehallerne, hvor Nyegaard igennem så mange år også har gjort sig som succesfuld træner. For både herrerne og kvinderne. Også for Nikolaj Jacobsen. De to har også arbejdet sammen under slutrunder i årevis på TV2. Bent Nyegaard er ikke bange for at gå til landstræneren, men han synes også, at han er så vanvittig dygtig, at han har svært ved at snige ham under et 4-tal på en 6’er-skala, når han har uddelt karakterer.
Jeg har ikke haft så meget med dem at gør, siden jeg gik freelance i 2008. Eller jo, jeg føler, de har været der hele tiden. ”Tættere på”, som et af TV2’s slogans også har lydt. Deres stemmer flød jo ud i min stue i en uendelighed, året rundt. Det var ikke lyden af sommer, det var lyden af håndbold, og den har jeg altid holdt umådelig meget af.
De elskede deres fælles job, deres metier, deres tv-station, deres sportsgren
Specielt med de to, fordi de altid har været velforberedte, kendte hinandens små svagheder og særheder, og synergien af faglighed mellem de to, kan man ikke sætte en finger på. Også selvom man som mandagstræner måtte hade dem som pesten. For det er der altid nogle, der gør. Og som man siger: ”Haters gonna hate”.
De har aldrig holdt sig tilbage for at gå i falset, når det gik Danmark godt. ”SåDanmark” og i den dur. De elskede deres fælles job, deres metier, deres tv-station, deres sportsgren. Og de har med garanti haft deres ture. Bygget på et fundament af respekt for hinanden, som ingen kunne få til at krakelere.
Nyegaards raseri
Jeg har også mærket Bent Nyegaards raseri. Eksempelvis for en ti år siden, da jeg skrev Anders Dahls selvbiografi, og jeg citerede Nyegaard for at udtale sig kritisk om Ulrik Wilbek. Han havde haft kapitlet liggende til gennemlæsning i ugevis, og jeg tog hans manglende tilbagemelding som udtryk for, at det var ok at gå i trykken. Det var det så ikke, skulle jeg få at vide bagefter. I vendinger, der ikke gør sig på skrift.
Han har det svært med indrømmelser, og han står garanteret den dag i dag på sin ret. Vi taler ikke om det. Og vi taler ikke ret tit sammen. Men han hjalp mig med at skrive biografien om Nikolaj Jacobsen under en lang samtale på Kvægtorvet i Odense. Naturligvis begyndende med Nyegaard, der demonstrativt pegede med en finger på sit ur: ”Du kommer for sent”. Og ja, det gjorde jeg, et par minutter, fordi jeg ikke lige kunne finde rundt blandt virvaret af bygninger i TV2-hovedkvarteret.
Bent Nyegaard læser tit det, jeg skriver. Jeg læser også ham, fordi han både skriver godt, og fordi han ved, hvad han skriver om. Han har altid holdt fast i sin integritet. Når han under det nu næsten afsluttede EM siger, at det er skandale, og at det ikke burde være færdigafviklet, da coronakaosset stod på sit højeste midtvejs, mente han det. Og stod ved det. Også selvom de håndboldbegejstrede kolleger mente, det vist var noget af en overreaktion.
For Bent Nyegaard er også journalist, og end ikke den mest positive håndboldekspert, der lever og ånder for at kommentere sin sport, er han parat til at rykke sig en centimeter i forhold til. Så står journalisten i ham fast.
Jeg kender ikke hans fremtid, men forhåbentlig holder TV2 fast i ham i en håndbold-rolle, indtil han ikke længere kan sætte to stavelser sammen
Nu skal Thomas Kristensen skifte spor. Over til fodbolden, som TV2 har købt masser af rettigheder til. Et slags karriereskifte omkring de 50. Jo et godt tidspunkt, hvis man gerne vil prøve noget andet. Ikke nyt, for Kristensen har været fodboldkommentator i årevis.
Bent Nyegaard rundede 70 under deres forrige slutrunde, kvindernes VM. Jeg kender ikke hans fremtid, men forhåbentlig holder TV2 fast i ham i en håndbold-rolle, indtil han ikke længere kan sætte to stavelser sammen.
Man skal til gengæld holde ham langt væk fra fodbold, så går han i konstant SoMe-selvsving over Brøndby og Tottenham, om end han har undgået en stor del af ærgrelserne for begge hold, fordi han heldigvis for eget blodtryks skyld ofte har siddet ved en mikrofon i en håndboldhal i stedet.
Bent Nyegaard er en blød og i faglig forstand hård mand, der altid har skåret ind til benet. Som træner og som ekspertkommentator. Men da jeg så det billede, Thomas Kristensen lagde op på Facebook lørdag aften, zoomede jeg så langt ind, jeg kunne.
Det var afskedsmiddagen for HOLDET, og jeg kunne se det i alvorsminen i ansigtet på Morten Ankerdal, hvis far i øvrigt var min første københavnerchef i branchen. Kæft, de ligner mere og mere hinanden. Jeg kunne ikke komme tæt nok på Bent Nyegaard til helt at afkode det, men der var ikke meget hård hund over det.
I eftermiddag og aften vil jeg se, men først og fremmest lytte til Bent Nyegaard og Thomas Kristensen i deres to sidste landskampe sammen ved mikrofonen. Bronze eller ej. Og så finalen. Som Thomas Kristensen skrev som det eneste ord under billedet på Facebook lørdag aften: ”Tak”
Det er os, der siger tak…
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
