POV SPORT // ANALYSE – Årets Tour de France ender igen i år med et stort dansk fortegn. Og et polemisk doping-kommentarspor på SoMe.
De pisker hen over de sidste bjerge i Vogeserne dernede i Touren. Måske med en fjerde dansk etapesejr, måske én på Champs Elysees, når feltet rammer Byernes By søndag. Endnu et dansk triumftog med den samlede Tour de France-sejr til Jonas Vingegaard for andet år i træk i verdens største cykelløb.
Den nye gyldne generation har de seneste år sat et aftryk i international cykelsport, så det efterhånden må være endegyldigt slut med fællesreference, bogudgivelser og røverhistorier fra 90’er- og 00’er-generationens dopingslæng udi at snakke udenom og foregive, at alle var på et eller andet, så det var en kamp mellem ligemænd.
Sport eller wrestling
Hvis vi stadig vælger at betragte Tour de France som en stor sportsbegivenhed og ikke et årligt tilbagevendende markedsføringsprojekt, Le Grand Spectacle, på linje med show-wrestling, så er doping stadig snyd. I en udholdenhedssport til det ekstreme endnu mere udtalt, fordi tiden og ikke mindst tabet af den er alt om at gøre.
Som da Tadej Pogacar smed 1.38 minut til Jonas Vingegaard i tirsdagens 22 kilometer lange enkeltstart og i løbet af det døgn reelt tabte Touren, for næste dag gik førsteudfordreren til Vingegaards Tour-trone kold på kongeetapen mod Col de la Loze med beskeden over holdradioen: ”Jeg er færdig. Jeg er død.” Og kunne opgøre det samlede tidstab til mere end syv et halvt minut.
Allerede efter enkeltstarten gik især de franske medier i selvsving i mistænkeliggørelsens vanlige og historisk betingede skær. Ikke mindst sportsavisen L’Equipe med en forside, som helt enkeltstående kunne læses som en gigantisk hyldest til vinderen, Jonas Vingegaard i gult, malet ud over hele fladen med overskriften: ”D’une autre planète” – Fra en anden planet.
Igennem danske briller kæmper vi med næb og klør for at overbevise omverdenen om det modsatte, og Jonas Vingegaard lader forstå, at han aldrig kunne finde på at hive noget som helst indenbords, han ikke ville proppe i sin toårige datter
Hvis man i stedet valgte at læse den anderledes og som subtil reference til nogenlunde samme ordlyd på forsiden, da Lance Armstrong i 1999 kørte det hele i smadder og vandt sin første af syv Tour de France-papirtigersejre, er det nok mere i den kontekst forsideteksten skal læses. Og SoMe-kommentarerne til online-udgaven lod da heller ikke meget tvivl tilbage om den tiltagende franske og udenlandske skepsis i forhold til Glyngøre-gladiatorens fiskemel i posen: Det var urent.
Igennem danske briller kæmper vi med næb og klør for at overbevise omverdenen om det modsatte, og Jonas Vingegaard lader forstå, at han aldrig kunne finde på at hive noget som helst indenbords, han ikke ville proppe i sin toårige datter. Mens storholdet Jumbo-Vismas boss, Richard Plugge, til L’Equipe afviser enhver form for dopingmisbrug på holdet. At Vingegaard sågar har det skidt med at tage paracetamol. Altså, et par Panodiler, hvis han har lidt ondt.
Automatreaktionen og mistænkeliggørelsen kan ikke komme bag på nogen. Den er alene historisk bestemt, og end ikke en påtaget eller bundærlig åbenhed omkring doping hos Vingegaard og den nye gyldne generation er nok til at lukke polemikken og mistanken ned. Som i overhovedet.
Den kritiske sportsjournalistik har trange kår. Og nej, det er ikke den kritiske udgave af disciplinen at stikke en mikrofon frem og stille de halvforbudte spørgsmål, der kaster pinlig tavshed af sig til pressemøder og vrængende eller indøvede automatsvar af sig. Den slags slap Lance Armstrong afsted med under sit lange retoriske terrorregime. Såmænd også Bjarne Riis, der brugte 12 år på at komme fri af: ”Jeg er aldrig testet positiv.” Ej at forglemme ”Rolf er ren”-omkvædets levedygtighed.
Hvis man vil den kritiske journalistik, skal man på jagt efter dokumentation, som DR-journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Chr. Jung gjorde det i al skæg og blå briller-hemmelighed igennem års research, inden de forelagde den for et fortsat modvilligt publikum. Party-spoilere.
Kritisk Tour-fallit
Eller som Weekendavisens politiske analytiker og journalist Hans Mortensen skrev i et Facebook-opslag forleden:
”Kritisk journalistik bygger på research samt kritisk vurdering af oplysninger og kilder. Når man har fast grundlag, begynder man at spørge de involverede. Det er ikke kritisk journalistik, at man dagligt møder op til pressemøde og insinuerer, at en cykelrytter er dopet uden at have andet end fornemmelse og noget med, at nogle andre i samme sport var dopet engang. Det er bare alibi og dovenskab. Skaf noget dokumentation eller find på noget andet.”
Den slags er der næppe ressourcer til i dansk sportsjournalistik. Berlingske har ingen sportsredaktion, Sjællandske Medier har skåret sin sportsredaktion fra 12 til fire journalister, B.T. er til korte og hårdtslående klik. DR laver ikke sportsnyheder på flow-TV, og for TV2 er Touren af gode grunde først og fremmest en businesscase, og den er god. Danskerne elsker Lyden af Sommer. TV2 summen på bundlinjen.
Jeg aner det ikke. Om feltet er så rent, som det selv siger, om det har fundet andre metoder end epo-klistrede blodårer og køleskabsposer med eget blod klar til en tur i slyngen.
Ekstra-Bladet slår lidt slag i bolledejen med cykelmiljøets paria, tavshedens lovbryder og intet-at-tabe-Michael Rasmussen, der blev smidt ud af Touren i 2007 kort før, han kunne køre ind til millioner af kroner iført gul trøje på brostenenes grandiose allé. Den sag var jeg selv med til at researche en lille del af.
Her 15 år senere ved jeg kun én ting: At jeg hverken kan påstå det ene eller andet, for jeg aner det ikke. Om feltet er så rent, som det selv siger, om det har fundet andre metoder end epo-klistrede blodårer og køleskabsposer med eget blod klar til en tur i slyngen.
Mikrodoping, forbudte marginal gains eller blot et nyt vidundermiddel, videnskaben og dopingjægerne endnu ikke kender til eksistensen af, kan man ikke ud af det blå afskrive. Og hvem skal i så fald afsløre det. I international sammenhæng har en af verdens største aviser og online-medier, New York Times, netop nedlagt sin sportsredaktion og flyttet 35 mand til andre gøremål i organisationen.
Den skrift havde en af de dygtigste og mest erfarne tennisjournalister, Christopher Clarey, set på væggen i så tilpas god tid, at han gik solo med egen blog og varemærke. Han havde råd til det på bagkant af en succesfuld biografi med Roger Federer, men at han skulle bevæge sig ud i den slags dokumentariske projekter at afsløre en hel sportsgren for eventuelt urent trav, synes ikke en gangbar model for en enmandsbutik.
Med til historien om New York Times hører naturligvis, at man brugte en lille sjat på at købe online-sportsmagasinet The Athletic til den beskedne sum af 400 millioner dollars. For at ændre strategi fra begivenhedsbaseret, daglig referat- og klummebaseret sportsjournalistik til baggrunds-ditto hængt op på Athletics formel, som man også vil benytte sig af i selve avisen.
De fysiologiske udlægninger og begrundelser for Pogacars sammenbrud er på sin vis åbenlyse med et vanvittigt hårdt forårsprogram i klassikerne og en pause dikteret af et brækket håndled op til Touren, mens Jumbo-Visma har pakket deres gule guldfugl ind i lyserødt sky-vat med det ene formål at vinde Tour de France igen i år.
Vingegaards fysiske data tilsiger ligeledes en grimpeur extraordinaire. Tilsat en nedkørsels fartpilot af teknisk verdensklasse. Nå ja, han kan også køre ligeud. Akkurat som de øvrige par håndfulde af danske kometer i cykelfeltet. Begynd bare med Mads P., Kasper Asgreen og fortsæt selv navneopråbet.
Jonas vinder Touren i år
Sidste års udgave var dansk fra start til slut med Le Grand Depart i København og på tværs af landet, fire etapesejre og Vingegaard i gult i Paris. I år næsten identisk, fraregnet den hammerdyre Depart-regning.
Proportionelt helt H.C. Andersensk taget størrelse og geografi i betragtning, om end vi dog er et gennemsyret cyklende folkefærd. Også i mellemlederlycra og selvindbildt semiprofessionalisme, når friværdierne skal omsættes i dyrekøbt gear og lir.
Vi er godt vant, og som Anne Dorte Michelsen ville istemme: ”Vinder Jonas Touren i år…”
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
