POV SPORT // KOMMENTAR – Om homofobi og forbilleder i sport og nødvendigheden i fortsat at bære et regnbuefarvet anførerbind. Og et let besynderligt interviewforløb med DR i samme anledning. Eller det blev det til.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I ny og næ, når jeg er i nærheden, eller det er et emne, jeg føler, jeg ved tilpas nok om til at udbrede mig yderligere om, stiller jeg gerne gratis op i public service-sammenhæng for at give mit besyv med. Ikke som ekspert over i genren af Tine Scheuer, Michael Mortensen eller Peter Bastiansen, når det gælder tennis.
I det hele taget var hans opførsel et tema, da tingene gik Holger Rune imod i hans største kamp til dato
Jeg er til den journalistiske historie og analyse. Og uddannet som sådan, selvom jeg selvfølgelig gerne, som enhver anden mandagstræner også formaster mig til at kommentere indholdet af underholdningsværdien. Fortrinsvis i fodbold, håndbold, tennis og idrætspolitik. Således hev jeg et par timer ud af min dayjob-kalender for at deltage i ´”4. divison” på P1 et par gange i løbet af den seneste måned.
Om Boris Beckers fængselsdom og Rune Holgers kvartfinaleplads ved French Open. Man bliver gerne tilbudt en taxabon til og fra, hvis det er ubelejligt, men metroen passede mig i begge tilfælde bedre. Da jeg så 2. pinsedag blev kontaktet af redaktionen på Genstart for at deltage i et program om Holger Rune, sagde jeg også ja tak.
No go for forbilleder
Det krævede lidt mere forberedelse, så jeg sad og læste nogle interviews med hans mor, Aneke Rune, aftenen inden, fordi hun selv var blevet gjort til genstand for Holgers temperament, der råbte ”forlad, forlad, forlad” ud mod boksen, hvor hun sad sammen med hans storesøster og træner.
I det hele taget var hans opførsel et tema, da tingene gik Holger Rune imod i hans største kamp til dato. Hans dårlige taber-attitude i sin tak for kampen-gestikulation. Den slags, som temperamentsspillere kæmper med og mod, når de former sig og andre hjælper til med at forme.
Mor Aneke kan sagtens håndtere det, fordi de har et meget tæt og åbenhjertigt forhold, men det gør sig bare ikke godt på den store forbilledescene, når man hen over natten bliver landskendt og genstand for sort-hvid pressedækning.
Det vender jeg tilbage til. Og for et komme med et svar på overskriften, så bliver det til et rungende nej. Selvfølgelig skal højt eksponerede sportsstjerner være ekstra opmærksomme på deres offentlige fremtræden. Vi andre skal også vare vores mund på togperronen eller på cafeen.
Jeg havde en gang en polemisk direktør, der insisterede på at sige negerbolle eller stille det retoriske spørgsmål i frokoststuen, så han gav sig selv lov til at rable løs i sin langt-ude-argumentation over temaet.
Langt over stregen
Og nej, man må heller ikke kalde sin modstander eller sig selv for ”en bøsserøv”, som den nationale gennembrudsspiller i tennis, Holger Rune, gjorde for et år siden under en semifinale i en challenger-turnering i Italien.
”Din kussespiller, mand. Du kan kraftedeme ikke noget selv. Du går bare og spiller bøsserøv,” som banekameraerne fangede hans frustrationsudbrud. Da han så kom succesfuldt videre til næste bold, var han der igen: ”Allez, bøsserøv”.
Jeg har kun læst om episoden og ikke set den før. Det var langt over stregen. Også selvom det måtte være henvendt mod ham selv. Den førnævnte polemiske direktør ville så have spurgt igen: Hvorfor må man ikke sige det? Nogle gange fristes man til at svare: ”Bare fordi,” for netop at undgå polemikken.
Andre skal have det ind med staveplade: ”Du sårer mennesker ved at sige det. En stor gruppe, en minoritet. Det er ligegyldigt. Det er racistisk og homofobisk, og du gør andre end dig selv kede af det.” Vi er ikke over i afdelingen for kagepersonkrænkelser.
Tilbage til podcasten. Jeg havde forberedt mig tilpas grundigt. Udseendet er på min side til formatet, og jeg kan da også godt finde ud at formulere mig nogenlunde i mundtlig forstand. Mener jeg i al forfængelighed selv.
Jeg har den dybeste respekt for programmet, også for værten, Anna Ingrisch. Om end jeg aldrig har tænkt synderligt over, at Genstart rent faktisk er montage, altså redigeret, så man kan lægge lydeffekter og indslag ind for det mere komplette lydbillede.
Ingrish havde som det første understreget, at tennis nok ikke lige var hendes spidskompetence, så hun holdt rundown eller manus op som rettesnor for interviewets forløb. Fint nok. Jeg havde så ikke forberedt mig på, at jeg skulle forklare, hvad en Grand Slam er for en størrelse, men gav den et skud fra hoften, for det er også et bredt format med mange forudsætningsløse lyttere.
Forklædt som voksen
Og så var temperamentsdelen i sagens natur et omdrejningspunkt for portrættet af Holger Rune. Også hans ”bøsserøv”-udtalelse for et år tilbage. Den blev Anna Ingrish ved med at bore i, og når jeg forsøgte at nedtone den en smule eller perspektivere den, insisterede hun: ”Jamen, han er jo en voksen mand?”. Jo, såmænd, stemmeret har han da, men voksen, ikke sådan helt, nej.
Pludselig hørte jeg mig selv stå og nærmest nuancere ”bøsserøv”-udbruddet til endnu flere vinkler. Tog igen klart afstand, sagde noget i retning af, at det var så Holger Runes #Metoo-moment, og det havde han forhåbentlig lært af. Jeg forsøgte også at brede problemet ud ved at adressere kulturen i mænds omklædningsrum, kvinders kender jeg ikke så indgående.
Og brugte det seneste større eksempel fra sportens verden om den tabuiserede homoseksualitet og en gennemslagskraftig journalistisk historie, da den første mand i 22 år stod offentligt frem som homoseksuel i engelsk fodbold. Det siger lidt om, hvilke kræfter ensomme, homoseksuelle mænd i det miljø må føle sig oppe imod.
Både den homofobiske sprogbrug og tabuet hersker fremdeles i sportsverdenen, og det skal man til livs. Med Holger Runes eksempel som afskrækkende eksempel. Omvendt skal det heller ikke definere hele hans karriere. Som han udtalte til TV2 Sport dengang:
”Det var på ingen måde for at såre nogen. Jeg har fuld respekt for homoseksuelle. Jeg vil aldrig nogensinde sige sådan nogle ting igen. Personligt er jeg ked af min opførsel, for jeg har ikke lyst til at være en type, der går rundt og siger sådan nogle ting.”
Vil du sige undskyld til dem, der måtte føle sig stødt?
”Ja, 100 procent. Jeg elsker forskelligheder. Jeg har ingenting imod bøsser og lesbiske. Ingenting. Det var bare lige i momentet. Jeg kunne lige så godt have sagt tissemyre, vasketøj, pis eller noget helt andet. Det var slet ikke for at såre ham eller såre nogen overhovedet.”
Selvom det var var afterspin, kan man da kalde det at lægge sig fladt ned. At han slap med en bøde fra spillerorganisationen ATP var for lidt. Nogle kampes karantæne eller fratagelse af verdensranglistepoint havde været mere på sin plads.
Som eksempelvis Lyngby-spilleren André Riel, der i sidste sæson fik skærpet først to spilledages karantæne til fem dage for i en superligakamp at udbryde til en Sønderjyske-spiller, der lå og ømmede sig: ”Rejs dig op, din fucking homo,” som dommeren heldigvis overhørte og reagerede resolut på.
Riel tog ikke specielt meget ved lære af den dom, da han demonstrativt svarede med et provokerende billede på Instagram, selvom han i officielle klubvendinger beklagede sin handling:
Jeg skal ikke stå og forsvare en ”bøsserøv”-udtalelse til pindebrænde som en anden homofob i en populær podcast i 25 minutter. Om end jeg havde fornemmelsen af, at der var nok andet at tage af også til at redigere programmet færdig.
Det udbrud var centralt for udsendelsen, som jeg fik som en af forklaringerne efterfølgende, da jeg nævnte det for Anna Ingrisch, og det er jeg helt med på. Både den homofobiske sprogbrug og tabuet hersker fremdeles i sportsverdenen, og det skal man til livs.
Et par dage efter udsendelsen fik jeg så en Messenger-besked fra programmets såkaldte upliner:
”Kære Kurt. Nu skal du høre, der er sket det forfærdelige, at min redaktør lige har skrottet Holger Rune-programmet af redaktionelle årsager. Der er simpelthen ikke nogen god undskyldning for det, vi skulle ha’ koordineret bedre på redaktionen. Er virkelig ked af, at vi har brugt af din sparsomme tid! Alt godt.”
Pænt nej tak
Jeg brokkede mig tilbage og ville have en begrundelse:
”Fortællingen står ikke klart, scenerne er ikke komplette og historien føles nedtonet. Jeg er fandeme ked af det. Kan spørge efter et freelancehonorar på 2000 kr. som et plaster på såret.”
Det takkede jeg pænt nej tak til. Og jo i og for sig fair nok med en redaktionel beslutning, om end lettere lunken begrundelse, fordi jeg egentlig følte mig velforberedt, men også følte mig trukket i en retning, der var sværere og sværere at stå inde for som præmis for hele fortællingen om Holger Rune som person og tennisspiller.
Stakkels mand. Lidt som at skælde en receptionist i et kafkask firma ud over nogle mobilregninger, man ikke kan komme igennem slusen til den rette person for at brokke sig over
”Vil meget gerne sende dig videre til chefen, hvis du vil klage af formelle veje”, og så en mailadresse. ”Jeg er fandeme ked af at have trukket dig igennem den omgang. Forstår godt din vrede og irritation.”
Stakkels mand. Lidt som at skælde en receptionist i et kafkask firma ud over nogle mobilregninger, man ikke kan komme igennem slusen til den rette person for at brokke sig over.
Nå, men den gamle tennis-boomer skruer nok lidt ned for velvilligheden fremover og priser mig i stedet lykkelig over, at jeg ikke endte som uforvarende DR-satire. Alt imens Holger Rune, forhåbentlig har lært sin lektie og bruger sit temperament konstruktivt.
Der hviler et større ansvar på sportsforbilleder, fordi der er kamera og lyd på, og de har enorm indflydelse på yngre udgaver af dem selv. Både på banen og i omklædningsrum…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her