BOGUDDRAG // POV SPORT – Mandag spiller det danske fodboldlandshold sin vind eller forsvind-kamp ved EM-turneringen EURO2020. Alt andet end en sejr over Rusland i Parken sender danskerne ud af turneringen. Tid til at træde i målmæssig karakter, mens anfører Simon Kjær – The Wolf of Horsens – har karakteren intakt som holdets og forsvarets general.
Den danske landsholdsanfører Simon Kjær markerer sig mere igennem sine handlinger end i ord. Passer sit hverv på de indre linjer, og binder truppen sammen. Som vi også så ham reagere så resolut forrige lørdag, da hans gode ven og holdkammerat Christian Eriksen faldt om med et hjertestop, og han spurtede en halv banelængde for at hjælpe ham.
Flere af spillerne tænkte: Det her er ikke noget, man kan gøre på alle hold. Vi har noget særligt sammen her. Vi har et helt specielt sammenhold. Fodbold hænger fast i traditioner, også de ligegyldige og negative, og her var en samling spillere, der havde overskud til at udfordre dem og bringe ny energi ind i truppen
Jeg mødte faktisk hans medierådgiver til en reception i Horsens forleden, hvor Simon Kjær er vokset op i den lille by Lund tæt på købstaden. Og spurgte naturligvis journalistisk nysgerrigt, om han ville sige noget om Simon Kjærs ageren i den seneste og aldeles hektiske EM-landsholdsuge. Det ville han i sagens natur ikke. Simon Kjær er varsom og sparsom med sine ord udadtil, men er en stærk anfører indadtil.
Det får man også indtrykket af, når man læser et par kortere kapitler med Simon Kjær som hovedperson i den nyligt udkomne bog ”Holdet”, som er skrevet af journalisten og forfatteren Kasper Steenbach, der sammen med fotografen Rasmus Weng Karlsen har fulgt landsholdet fra tætteste hold i fem år.
POV Sport har i optaktens anledning til Danmarks EM-knald-eller-fald-kamp mod Rusland i morgen fået lov til at bringe et uddrag og de to nævnte kapitler fra ”Holdet”, en fodboldbamse på 408 sider, der udkom på forlaget Gyldendal den 17. maj:
”The Wolf of Horsens
Horsens, 31. august 2016
Det er onsdag 31. august, og det er transfervinduets sidste åbningsdag i sommeren 2016. Mens det tidligere på aftenen stod klart, at det var lykkedes Liverpool at afhænde problembarnet Mario Balotelli på en fri transfer til Nice, og David Luiz’ overgang fra PSG til Chelsea ifølge de i dagens anledning liveopdaterende fodboldmedier ser ud til kun at være detaljer fra at falde på plads her en time inden deadline, er stemningen alt andet end hektisk i Horsens.
Danmark har netop pligtsejret 5-0 over Liechtenstein, nummer 182 på verdensranglisten, publikum har klappet af, og den stedlige stadioninspektør har smækket portene i omkring den bane, der engang hed Horsens Idrætspark, men i sponsorindtogets navn er blevet omdøbt til CASA Arena efter en dansk byggevirksomhed og i den moderniserede udgave nu kan huse begivenheder som aftenens.
Snart var resten af omklædningsrummet også engageret, selv om langtfra alle anede, præcis hvad de tog del i. Nogle råbte, andre grinede, men alle så en landstræner gå rundt i lokalet, mens han gentog: ”For fanden, det er fedt! For fanden, det er fedt!”
Der er ro på i den danske landsholdstrup, fordi kampen som den sidste test, inden Åge Hareide og spillerne indleder VM-kvalifikationsturneringen den følgende søndag med kampen mod Armenien i Parken, forløb fint og uden skader. Og der er ro på, fordi ingen af de danske spillere er involveret i sidsteøjeblikshandler. De spillere, der har savnet spilletid i deres klubber i den seneste sæson, har fundet nye klubber i god tid over sommeren.
Det gælder Viktor Fischer, som er blevet købt i Ajax af Premier League-oprykkeren Middlesbrough, og det indbefatter Pierre-Emile Højbjerg, som efter flere lejeophold i sin tid i Bayern München er skiftet permanent til Southampton. Andre spillere har så gode sæsoner bag sig, at de har bragt sig i spil til større klubber, men også i de tilfælde er aftalerne landet i god tid:
Feyenoord har købt Nicolai Jørgensen i FCK, Kasper Schmeichel har, efter talrige klubskifterygter, forlænget sin kontrakt med Leicester, og Thomas Delaneys skifte til Werder Bremen fra 1. januar 2017 er også en realitet. Hareide kan sende afklarede og veltrimmede spillere ind til den første opgave på vejen til VM-slutrunden i Rusland i 2018.
* * *
Aftenen inden kampen i Horsens var en gruppe spillere blevet hængende ved et af bordene efter aftensmaden på Hotel Opus nord for centrum og lige øst for byens tidligere statsfængsel. Lasse Schöne, anfører Simon Kjær, Thomas Delaney, Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Viktor Fischer havde snakket og vist hinanden videoer på telefonen, og Fischer havde budt ind med scenen fra The Wolf of Wall Street, hvor Matthew McConaugheys mentorfigur Mark Hanna brummenynner en melodi foran sin nyansatte børsmægler, Leonardo DiCaprios Jordan Belfort, mens han med en knytnæve banker sig på brystet.
”Keep the client on the Ferris Wheel, and it goes, the park is open twenty-four-seven, three-six-five. Every decade, every Goddamn century. That’s it. Name of the game,” messer Mark Hanna, inden han går i gang med sit nynneritual på en fuldt booket frokostrestaurant. ”Mmm … Mmmmmm … Mmm … Mmmmmm …”
Sangen er blevet døbt ’The Money Chant’, og Belfort tager den med sig videre i opbygningen af sin egen dubiøse milliardbusiness.
I en scene får han flere hundrede medarbejdere til at danse rundt til hymnen, inden de bliver så opildnede, at de begynder at skubbe til hinanden og kaste ting rundt i lokalet. ”Skal vi ikke gøre det inden kampen i morgen?” foreslog Viktor Fischer. Han var som sædvanlig meget entusiastisk, når han syntes, at han havde fået en god idé. De grinede og gik hver til sit.
Flere af spillerne tænkte: Det her er ikke noget, man kan gøre på alle hold. Vi har noget særligt sammen her
Da holdet aftenen efter gik i omklædningsrummet under CASA Arena efter endt opvarmning, holdt landstræner Åge Hareide sin afsluttende peptalk. Det var rutinen, ligesom det var rutinen, at spillerne derefter samlede sig i en rundkreds med armene om hinandens skuldre, og anføreren tog ordet.
Flere af spillerne havde været med, da Daniel Agger havde anførerhvervet, og de havde oplevet en spiller, der animerede sine holdkammerater med fyndige fagter og paroler, men Simon Kjær, Aggers afløser, havde en anden stil. Det foregik altid afdæmpet.
Klokken cirka 19.45 kunne spillere og stab pludselig høre, at deres anfører begyndte af nynne. ”Mmm … Mmmmmm … Mmm … Mmmmmm …” Det dæmrede for Schöne, Delaney, ’Zanka’ og Fischer, gruppen, der havde talt om scenen, så de istemte, mens de slog sig selv på brystkassen.
Snart var resten af omklædningsrummet også engageret, selv om langtfra alle anede, præcis hvad de tog del i. Nogle råbte, andre grinede, men alle så en landstræner gå rundt i lokalet, mens han gentog: ”For fanden, det er fedt! For fanden, det er fedt!”
Flere af spillerne tænkte: Det her er ikke noget, man kan gøre på alle hold. Vi har noget særligt sammen her. Vi har et helt specielt sammenhold. Fodbold hænger fast i traditioner, også de ligegyldige og negative, og her var en samling spillere, der havde overskud til at udfordre dem og bringe ny energi ind i truppen.”
”Den store blindesmagning
Bistro Boheme, København, 7. november 2016
Da Simon Kjær i slutningen af august 2011 skiftede fra Wolfsburg til AS Roma på en et år lang lejeaftale, var han 22 år, ugift og barnløs. Han havde god tid til at udforske den italienske hovedstads restaurantscene, og Hostaria Da Pietro mellem Piazza del Popolo og Den Spanske Trappe blev snart et spisested, danskeren vendte tilbage til. Igen og igen.
Trods sin eksklusive beliggenhed fremstod restauranten uprætentiøs, og ejeren Pietro Scotti, der havde stået i både kokke- og restauratørlære hos sin far, Giovanni, diverterede sine primært lokale gæster med blandt andet klassiske pastaretter som all’amatriciana og cacio e pepe. Værtskab, menukort og priser var i den imødekommende ende.
Godt fem år senere er forsvarsspilleren fra Lund ved Horsens blevet anfører for det danske fodboldlandshold. Kjær er af landstræner Åge Hareide blevet udpeget som spillernes talsmand og foregangsmand, som bindeleddet mellem spillerne og trænerteamet og mellem truppen og DBU, som lederen, der tager initiativ til at løse konflikter og løfte stemningen. Siden opholdet i Roma har landsholdskaptajnen fået to drenge med sin svenske kæreste Elina Gollert, han har været omkring Lille i Frankrig, inden han er landet i Istanbul-klubben Fenerbahçe, men han er ikke i tvivl om, at han skal rette blikket mod Rom, når han skal invitere venner på den bedste mad, han har smagt.
Det var efter landsholdets nedslående start på VM-kvalifikationsturneringen, at Simon Kjær ringede til sin gamle ven Pietro Scotti. Danmark havde planmæssigt vundet hjemme over Armenien, godt nok med beskedne 1-0, men siden tabt 2-3 til Polen i Warszawa efter at have været bagud 0-3, og, hvad værre var i forhold til forhåndsberegningerne, 0-1 til Montenegro i Parken. Tre kampe, tre point, og Åge Hareides projekt var kommet usikkert fra start.
På Bistro Boheme residerer landsholdets chefkok, Per Thøstesen. Han blev ellers sparet væk, da Morten Olsen stoppede som landstræner året inden
Mandag 7. november, fire dage inden holdets sidste betydende kamp i 2016, VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i Parken, inviterer Simon Kjær samtlige spillere og ledere til middag på Bistro Boheme på Esplanaden i København. Spillerne har små ti dage sammen, inden landsholdssæsonen afsluttes med en testkamp mod Tjekkiet i Mladá Boleslav 15. november, og det er en tradition, at der finder en eller anden form for adspredelse sted, når spillerne bliver kaldt til samling med landsholdet over længere tid. Under Morten Olsen havde truppen været på en sejltur til Hven med tilhørende fodboldgolf, talrige gange til standup og i biografen og meget andet.
I Hareides tid har det i højere grad været op til spillerne selv at arrangere den slags sociale aktiviteter.
På Bistro Boheme residerer landsholdets chefkok, Per Thøstesen.
Han blev ellers sparet væk, da Morten Olsen stoppede som landstræner året inden, men den skaldede kok, der har erfaring fra blandt andet Paul Bocuses trestjernede L’Auberge du Pont de Collonges i Lyon, er netop blevet kaldt tilbage i DBU’s tjeneste efter en række dårlige madoplevelser på udebaneturene. Ikke fordi spillerne forventer michelinmad til samlingerne, understreger de, men i Polen for en måned siden blev bunden nået med skamstegt kylling og udkogte grøntsager.
Den første del var utyggelig, den anden for tyggelig. Det var uspiseligt, og nogle af spillerne måtte bestille alternativer på roomservicekortet for ikke at skulle gå sultne i seng.
Med sig denne mandag har Thøstesen restaurantens sommelier Christian Gustafsson Cazón, blandt venner Cubaneren, og, som aftenens store overraskelse, to kokke fra Hostaria Da Pietro. Det er sæson for hvide trøfler, dem har romerne på Simon Kjærs opfordring bragt med, og hovedretten er en pasta med rigelige mængder af netop den italienske delikatesse.
Opvarmningen består af en blindsmagning – nævn årgang, druesort og område på én hvid- og to rødvine – og der er spillere, der ikke undlader at insinuere muligheden for aftalt spil, da Cubaneren har regnet på resultatet, og det står klart, at Åge Hareide vinder konkurrencen foran assistenttræner Jon Dahl Tomasson. Langt de fleste har dog realitetssansen i behold: Trænerteamet er kendt for ikke bare at snuppe et glas, men et godt glas efter kampene, og Hareide og Tomasson er klart dem i aftenens selskab, der ved mest om vin. Førstepladsen er lige så suveræn som andenpladsen, og de øvrige placeringer er hurtigt glemt.
Men i forbindelse med nederlagene mod Polen og Montenegro døde ceremonien ud, uden at det blev forklaret af nogen.
Selskabet på første etage af restauranten er ved godt mod. De har ikke grinet så meget sammen siden kampråbet, som Viktor Fischer med inspiration fra The Wolf of Wall Street ansporede til, og som Simon Kjær eksekverede før testkampen mod Liechtenstein to en halv måned tidligere.
Jo måske, da ritualet blev samlet op i den følgende kamp mod Armenien, ikke bare i omklædningsrummet inden kickoff, men også efter sejren, da Åge Hareide kaldte sine spillere til samling i midtercirklen. Da kredsen var sluttet, takkede landstræneren sit hold for et godt første skridt mod VM, inden han begyndte at slå sig på brystet, og alle smilede i sikker forvisning om, hvad det gik ud på…
Men i forbindelse med nederlagene mod Polen og Montenegro døde ceremonien ud, uden at det blev forklaret af nogen. Det var sådan set ikke, fordi den konkrete handling var uundværlig, men spørgsmålet var snarere, om det hele nu kunne skride. Det første skridt mod slutrunden i Rusland havde været sikkert, men derfra var der kun tale om tilbageskridt. Hvor stærkt er det sammenhold, som både spillere og ledere igen og igen har fremhævet som noget ganske særligt for dette landsholdskuld? Kan sammenholdet bære nederlag til de største konkurrenter i VM-kvalifikationsturneringen?
Det viser sig, at den frygt, stor som lille, er ubegrundet. Alle synes glade denne aften på Bistro Boheme. Da bussen kører forsamlingen retur til Hotel Marienlyst, slår en tanke ned i William Kvist: ”Det kan godt være, at vi ikke har lige så mange fantastiske spillere som Frankrig, Tyskland og England, men vi har eddermame hinanden.”
Åge Hareide er sikker på én ting: Han valgte rigtigt, da han under træningsturneringen i Japan tidligere på året gav Simon Kjær chancen som anfører.”
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport vil følge dagens væsentligste historie i EURO2020 hver dag under EM, og i sagens natur med fokus på det danske landsholds præstationer.
Følg resultater og stillinger i EM-turneringen her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med NENT Group/TV3
Topillustration: Den danske kaptajn, The Wolf fra Horsens, fører bolden frem i EM-kampen mod Belgien. Akkurat, som han fører sit hold sikkert frem, når det er under pres. Foto: Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her