
19. ETAPE // POV SPORT – TV2-ekspert Chris Anker havde skrevet det rigtige manuskript for måneder siden til 19. etape. Mark Cavendishs drøm om et manuskript holdt ikke på 19. etape.
Den i denne signaturs øjne bedste danske Tour- og cykelkommentator, TV2’s Chris Anker Sørensen, har også skrevet i stationens optaktsmagasin, der blev udgivet nogle uger før Tour-starten. Blandt andet har Sørensen kigget på de enkelte ruter og har givet en vurdering af, hvordan etapen ville gå.
I dag er det indlysende nemt at stille spørgsmål til, hvorfor der kun skrives ganske få linjer om den øjeblikkelige og destinerede nummer to i årets løb, danske Jonas Vingegaard
Det er nådesløst at udgive den slags blade og magasiner, der skal kigge på en kommende begivenhed. Det er meget nemt at pege fingre af de redaktionelle valg, der i tilfælde som dette formentlig er blevet truffet i foråret eller meget tidligt på sommeren, fordi der er en vis produktionstid for redigering, opsætning, trykning og distribution af dette ”Danmarks eneste officielle Tour de France-magasin”, som det hedder på den gulfarvede forside.
I dag er det indlysende nemt at stille spørgsmål til, hvorfor der kun skrives ganske få linjer om den øjeblikkelige og destinerede nummer to i årets løb, danske Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) i et dansk magasin?
Det sker i et par bisætninger under hold-omtalen, hvor han får følgende beskrivelse med på vejen: ”I forårets løb har danske Jonas Vingegaard også vist overordentlig lovende takter. Han har virkelig bygget på sit høje niveau og taget nogle flotte sejre.”
Men der skal træffes valg, og ét af dem tog Chris Anker Sørensen, da han i omtalen af fredagens etape, 207 kilometer fra Mourenx til Libourne, skrev:
”Hvis etapen havde ligget i den første uge, ville jeg 100 % sikkert sige, at det bliver en massespurt. Men efter tre hårde dage i Pyrenæerne kan der være store spørgsmålstegn ved sprinternes og deres holds forfatning. [..] Nogen klassementskamp vi (..) ikke i dag, da fokus allerede er rettet imod den vigtige enkeltstart i morgen.”
Krystalkuglen på Kvægtorvet må have været usædvanlig blankpudset den dag, den tidligere pro-rytter Sørensen skulle skrive dette.
Kannibalens kindkys
Alle manualerne syntes ellers at være sporet ind på, at fredag skulle være dagen, hvor Mark Cavendish (England/Deceuninck Quick Step) skulle vinde sin 4. etapesejr i årets løb, og dermed nå op på 35 i alt.
Det ville være en forbedring af den hidtidige rekord for antallet af etapesejre gennem løbets historie, for belgiske Eddy Merckx vandt nemlig 34 gennem sin Tour-karriere. I modsætning til Mark Cavendish vandt den i dag 76-årige belgier også alt muligt andet i det franske løb end etaper og pointtrøjer.
Derfor var Eddy Merckx selvfølgelig også til stede før start, så han kunne hilse på Mark Cavendish
Alligevel er 35 etapesejre naturligvis en fantastisk præstation, og at nå til at have muligheden for at slette Merckx’ rekord vidner om en rytter på et usædvanligt højt niveau. Og så rummer Cavendish’ historie jo også fortællingen om det vidunderlige comeback i dette års løb, så en sejr på fredagens etape, og dermed en overtagelse af rekorden lå i luften.
🤩 From one legend to another. Respect!
🤩 D'une légende à une autre ! Respect !#TDF2021 pic.twitter.com/Jeuj13ZAmH
— Tour de France™ (@LeTour) July 16, 2021
Derfor var Eddy Merckx selvfølgelig også til stede før start, så han kunne hilse på Mark Cavendish, og billederne gik straks ud på telegrambureauerne, da Merckx iført mundbind kindkyssede med en ekstatisk Cavendish.
Som etapen udformede sig, kunne det godt ligne et dødskys til drømmene om en ny rekordholder. For Mark Cavendish og det blå Quick Step-tog fik på sin vis en rolig dag på kontoret, selv om de nok havde ønsket sig det anderledes.
Men det skyldes, at alt på etapen formede sig som spået i Chris Anker Sørensens krystalkugle.
3 plus 5 fra Slovenien
Det er, set i det taknemmelige bakspejl, indlysende, at for det belgisk funderede mandskab ville det blive for omkostningsfuldt at holde udbrud i kort snor, eller helt at afholde revolter på dagsordenen. Både UAE og Jumbo-Visma havde, med Pogacar (Slovenien) og Vingegaard i front, ingen interesse, og hvis man ser på sprinterholdene, så ville et udbrud kunne medføre, at hele opgøret om den grønne pointtrøje udsættes til High Noon på Champs-Élysées på søndag.
Der var med andre ord ikke den store interesse for at deles om ansvaret ved at holde udbrud i kort snor, så da først en gruppe – og senere endnu én – var kommet afsted, resignerede feltet. For nu at bruge en Jørn Mader-kliché.
De tog den i hvert fald så meget med ro, at man med øjet på tv-skærmen kunne forledes til at forveksle feltet med et motionsløb, så afslappet så det til tider ud – om end pedalleringerne bragte dem op på omkring 40 kilometer i timen, med tid til at småsnakke og veksle ord med bekendte i feltet.
Efter knap tre ugers slid på landevejene var flere af de 20 udbrydere tydeligt mærket og kom i sidste ende ikke med hjem
Oppe foran var det derimod en anden snak, for dagen igennem stod den på et vaskeægte væddeløb, hvor også to danskere tog del i skikkelse af Michael Valgren (EF Education-Nippon) og Casper Pedersen (Team DSM).
På den bakkede, klassiker-agtige rute ind mod Libourne blev der ”stukket i øst og vest”, og efter knap tre ugers slid på landevejene var flere af de 20 udbrydere tydeligt mærket og kom i sidste ende ikke med hjem.
Det gjorde faktisk kun én, og det var – igen: set i bakspejlet – ikke nogen sensation, at det var den slovenske mester Matej Mohoric (Bahrain Victorious), der kunne køre sejren hjem på knusende overbevisende facon. I et tilsyneladende meget stort gear sejlede han formelig væk fra resten af gruppen på et tidspunkt, hvor de ikke var fuldt opmærksomme på hans fremstød, og så udvidede han ellers afstanden frem til 1 kilometer fra stregen, hvor sejren var en given ting.
Lørdag venter enkeltstarten, som næppe bringer de store forandringer i toppen af klassementet
Derfra kunne én af dette års store Tour-opdagelser nyde vejen frem til mål i sikker vished om, at han for anden gang var vinder af en etape i Tour de France 2021. Mohoric vandt, faktisk på lignende vis, syvende etape i forrige uge. Det var dermed Sloveniens etapesejr nummer 5 i årets løb, da Tadej Pogacar jo har taget tre sejre allerede.
Lørdag venter enkeltstarten, som næppe bringer de store forandringer i toppen af klassementet, og søndag er der afslutning i Paris, med opløb på den bredeste boulevard af dem alle.
Mark Cavendish ønsker sig næppe besøg af Eddy Merkcx før starten på dén etape…
LÆS MERE I POV OM Tour de France HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF LARS WERGE HER
POV Sport følger den væsentligste historie i Tour de France hver dag.
Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.
Topillustration: På trods af et angiveligt dødskys fra Eddy Merckx fra morgenstunden, kom Mark Cavendish i mål med et smil på læben, selvom det ikke blev til rekordsejr nummer 35 og dermed én flere en Merckx på 19. etape. Drømmen hedder nok at nappe den i Byernes By på søndag. Foto: Getty Images
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her