POV SPORT // BASKETBALL – I weekenden kom den største nyhed nogensinde i dansk basket. Den første danske spiller skal spille i NBA. Men hvem er den danske stjernespiller, Gabriel ‘Iffe’ Lundberg, og hvad vil det betyde for dansk basket?
Ungdomsspillerne, som går og skyder nede i gården, børnene, som igen og igen forsøger at få bolden op til nettet, de unge talenter, som bruger hele deres fritid på basket, men som har lært, at de ingen fremtid har i sporten, ingen penge at tjene, ingen muligheder – de får nu et nyt håb, en ny rollemodel. Man kan godt nå til NBA som dansker, man kan godt leve af sin sport. Gabriel ‘Iffe’ Lundberg har åbnet døren.
Gabriel ‘Iffe’ Lundberg er reelt den første dansker i NBA. Lars Erik Hansen, der i 1978 debuterede for Seattle SuperSonics, blev født i København, men familien flyttede til Canada som 2-årig. Han er canadisk statsborger og har spillet landskampe for Canada, og betragtes derfor ikke som den første dansker i NBA.
Iffe er blevet kaldt den bedste internationale spiller på markedet, og han er ikke kommet sovende til succesen. Han har arbejdet målrettet mod NBA i mange år og var tæt på at underskrive en kontrakt sidste år, men endte i stedet på Euroleague-topholdet CSKA Moskva.
Mentalt overskud
Men kan Iffe følge med? Det er der meget, der tyder på. Sport på topniveau og især i NBA kræver et mindset ud over det sædvanlige, og han har igen og igen bevist, at han kan hæve barren, hver gang han skal et niveau højere op.
Han fik sin start i Falcon på Frederiksberg på deres talentfulde 94’er årgang. Inden han rykkede udenlands, spillede han på flere af de bedste hold i den danske liga. Hver gang han skulle op på et nyt og højere niveau, har han vist, at han både har formatet, arbejdsmoralen og det mentale overskud, der kræves.
Iffe Lundberg besidder også den specielle egenskab i Danmark, at han tror på sig selv. Hver gang nogen siger, han ikke kan, vil han bevise det modsatte
Det er ikke tilfældigt, at det er netop Iffe, der har fået chancen. For han arbejder hele tiden på sine svagheder – et godt eksempel på hans arbejdsmoral er det arbejde, han har lagt i sit skud, der er gået fra akavet til virkelig godt de sidste år.
Efter sigende er det hans kone, Camilla, som også spiller basket og er en bedre skytte end ham, der sagde til ham, at det skulle forbedres, hvis han skulle videre. Og det arbejdede Iffe så på, indtil det sad. Og det sidder, hans skud, skal jeg hilse og sige. Han har skudt 34% fra 3’eren i 24 kampe i Euroleague – det er på niveau med de bedste i NBA.
Iffe Lundberg besidder også den specielle egenskab i Danmark, at han tror på sig selv. Hver gang nogen siger, han ikke kan, vil han bevise det modsatte. Og han har selv troet på det fra starten.
Selv da han blev fortalt, at ingen danskere kan spille i NBA – det kan ikke lade sig gøre. Selv da han som ungdomsspiller ikke kom på landsholdet. Selv da hans skud ikke sad, troede Iffe alligevel på det, og hvor resten af generationen gik til fest, arbejdede han på sine handles, sit skud og sin disciplin.
Det er lige nøjagtig det slags mindset, de største stjerner i NBA har. Jo mere, der er imod dem, jo bedre spiller de. Jo mere, de skal bevise, jo bedre gør de det. Her kan Iffe være med, og han kan vise sig at passe godt ind i kulturen.
Gabriel ‘Iffe’ Lundbergs karriere
- 2014–2015: Copenhagen Wolfpack
- 2015–2017: Horsens
- 2017–2019: Manresa (Spanien)
- 2019–2020: Canarias (Spanien)
- 2020–2021: Zielona Góra (Polen)
- 2021–2022: CSKA Moscow (Rusland)
- 2022-: Phoenix Suns (USA)
Fysisk på NBA-niveau
Efter Ukrainekrigen brød ud sidst i februar, tog Iffe og familien hjem til Danmark, og efter sigende købte han sig efterfølgende ud af sin kontrakt med CSKA Moskva. Det efterlod ham pludselig som en mulighed for NBA, og topholdet the Suns slog til.
Lørdag skrev han så under på en two-way-contract, som betyder, at han både kan spille i NBA og i ligaen under, G league. Det betyder i teorien, at Iffe ikke forventes at få en masse minutter fra start, men der er flere ting, der peger i retning af, at han kan ende med at få muligheden.
De kan nu følge Iffe og vide, at selvom man ikke har det bedste skud som ungdomsspiller, bliver forbigået på landsholdet eller at ens trænere fortæller en, at man ikke har nogen chance, så kan man nå langt, hvis man tror på det
Iffe Lundberg er nemlig en erfaren spiller på 27 år, og med flere år på topniveau fra Euroleague, som efterhånden leverer en del spillere til NBA hvert år, har han bevist, at han kan spille med de bedste. Som guard og playmaker, og med sine 193 cm, 92 kg og et enormt vingefang på 205 cm, der kan hjælpe ham i både forsvaret og med skuddet, er han fysisk helt på niveau med selv de bedste NBA-spillere.
Dertil skal det tilføjes, at Phoenix Suns er ved at forberede sig til at spille slutspil, hvor de forventes at spille en hovedrolle. Det er derfor virkelig vigtige kampe, der venter for Suns, og når deres første guard, Chris Paul (CP3), er ude med en skade for tiden, er der lige pludselig et vindue, der åbner sig for Iffe. De ting kombineret kan betyde, at Iffe kan få chancen hurtigere, end man normalt vil forvente.
Baner vejen for fremtidige danske spillere
Men hvad kommer det til at betyde for dansk basket? Siden Christian Drejer missede chancen for at få en plads på et NBA-hold i 2004 på grund af en skade, har der reelt ikke været muligheder for en dansker i NBA før nu. Og det kan ikke undervurderes, hvor meget det vil gøre for sporten i Danmark.
Det vil uden tvivl give et kæmpe boost til dansk basket og interessen for sporten i Danmark generelt. Både på spillerplan, ungdomsbasket og interessen i at følge både NBA og dansk basket.
Attituden om, at danskere ikke kan leve af at spille basket, at det ikke er en mulighed at komme til NBA, vil forhåbentlig nu ændres. Ungdomsspillerne, der lever og ånder for sporten, har fået deres rollemodel.
De kan nu følge Iffe og vide, at selvom man ikke har det bedste skud som ungdomsspiller, bliver forbigået på landsholdet, eller at ens trænere fortæller en, at man ikke har nogen chance, så kan man nå langt, hvis man tror på det. Han tog den snørklede vej, men han gjorde det. Og han gav aldrig op.
Mere opmærksomhed
Allerede i dagene efter nyheden kom ud lørdag, er fokus på basket i danske medier eksploderet. Man kan nemt forestille sig, at den danske interessere for at begynde at følge NBA og Suns tættere, nu hvor en dansker har chancen, vil stige.
Det samme så, man da Morten Andersen spillede i NFL i bl.a. New Orleans Saints og Altlanta Falcons, og hvis tilstedeværelse i NFL i sig selv gjorde, at interessen for amerikansk fodbold herhjemme eksploderede. Det viste sig, at flere lokale klubber skød op rundt omkring i landet, nok som en direkte følge af det.
For alle dem, der måske ikke kender særlig meget til sporten, kan Iffe Lundbergs optræden i NBA være et trækplaster og måske en øjenåbner
Dansk basket har dog allerede været godt organiseret i mange år og med en lang række dygtige hold på et højt niveau, der kan følge med blandt de bedste i Europa. Sporten har været i Danmark længe, og den er en del af populærkulturen.
Men for alle dem, der måske ikke kender særlig meget til sporten, kan Iffe Lundbergs optræden i NBA være et trækplaster og måske en øjenåbner. Basketball er verdens måske mest tilskuervenlige sport – og vi har et hav af gode, lokale hold.
Så lad os sprede ordet og sporten: Vi har fået os en dansker i NBA!
Følg mig på @M_Robertson100
Se med her: TV2 Sport
Læs med her: Fullcourt.dk
Lyt med her: Buzzer Beater, Radio4
Spil med her: Find den nærmeste basketball-klub
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her