
BØGER // ANMELDELSE – Hvor vender man blikket hen, hvis man som Sebastian Nathan har taget andedammen med storm med suverænt cruisende debutdigte om sommerregn og venner, der døser i parken? Mod mørket og himlen over Københavns Nordvestkvarter, der er fuld af engle, naturligvis. Engle afvæbner ethvert forbehold og løfter forfatteren op i de højere luftlag.
Vinteren synes uendelig i Sebastian Nathans anden digtsamling, Engle. Foråret lader vente på sig, faktisk virker det som om, at årstiderne er gået i stå. Scenen er stadig Nørrebro og København NV fra søerne ud mod Tagensvej, men hvor mørket i debuten Honey Moon (2021) lå som skygger i den lette sommerjakkes folder, står såret her åbent som en vinge.
Intet er, som det ser ud til, og så alligevel synes alt ganske simpelt: Jeget bevæger sig (stadigvæk) dvælende rundt gennem byen, til fods og på cykel. Men det er også et jeg, der netop har fået sin tredje diagnose, og som forsøger at leve i et psykisk sårbart sind.
Måden, han væver ord og motiver sammen, genbruger og forskyder, gør stemmen sikker og sårbar, er, som hvis B. S. Ingemann og Asta Olivia Nordenhof skrev graffititags med samme spraydåse
Lige så indlysende akut, Nathan præsenterede sig på poesiens himmel, lige så selvfølgeligt slentrer digterjeget ind og ud af OPUS (psykiatrisk ambulatorie), imens han trækker himmel og jord tættere på hinanden i et sprog, der på magisk vis føles både let og fuldt af tyngde. Jeget oplever et nærvær på trods af ensomhed og fremmedgørelse. Det er englene:
”tidlig morgen // på himlen er der engle og modstand”.
Englene bor i mørket. Jeget beder dem vise sig, og de kommer med regndråbernes sang, ”gør verden tungere og nemmere at mærke”. Sebastian Nathan er eminent til at finde og forløse ordenes særlige glans og give dem luft, så vi pludselig ser. Måden, han væver ord og motiver sammen, genbruger og forskyder, gør stemmen sikker og sårbar, er, som hvis B. S. Ingemann og Asta Olivia Nordenhof skrev graffititags med samme spraydåse.
Hihi, siger de
Englefiguren er moderator mellem adskilte sfærer, i kristen metaforik mellem himmel og jord. I Engle kan de også læses i dualiteten mellem konkrete hjælpere og som symbol for et eksistentielt fællesskab. Men hvor kulturhistoriens æteriske engle ofte har fremstået stumme og alvorlige, er de hos Nathan fyldt af en velgørende tyngde og uudgrundelig vilje, som når jeget flygtigt berøres, fragtes eller, nå ja, fnises af:
“englene / siger man // ved ofte ikke / om de vandrer / blandt levende eller døde // hihi / siger de”.
Hvor kommer denne latter fra? Det er ikke til at sige, om vi bliver pisset på eller fortalt noget vigtigt. Det lille ”hihi”, der bryder ud et par gange, har et ekko af oprør og ømhed. Det ophøjede punkteres og placerer englene i tiden som et nærvær i mørket; på næsten buddhistisk vis ler de med os – men også af os, når vi tror, vi har kontrol. De siger: Det er muligt at være lykkelig og desperat, hallucinerende og tilstede i sin sårbarhed, uudgrundelig og lallet på samme tid. De blinker og peger på, at mørket er noget, vi deler.
”jeg vil ikke være hemmelig / jeg vil gerne have lov til at være her // øjnene følger med / der er ligesom en hånd der skubber til mig når jeg cykler / jeg fragtes gennem byen / stolt som en pave / på parade / der er himmelsk sang”.

Ikke tom, men træt
Jeget længes efter at føle legemets tyngde, ikke blot være et billede bag en skærm: “jeg ser mig selv i vandpytten / et kor i spejlet har taget min stemme / gør kroppen til et billede”. At gå eller cykle gennem byen giver den modstand, som skal til for at bryde tankernes tomgang, uvirkeligheden (”englemad, filmmad”), og føle sig rørt af rigtige blikke, som når jeget får øjenkontakt med ræven (en anden gennemgående figur) og tænker “yes / nu har du set mig”.
Rørende er det, når Nathan skruer op for desperationen, og ensomheden udpensles efter englenes besøg, der “efterlader øjnene så fucking tomme.”
Jeg kommer til at tænke på et digt af svenske Tomas Tranströmer, der i Vermeer beskriver, hvordan nogen vender sig mod himlen, som er tømt for betydning, og retter en bøn til det tomme, der “vender sit ansigt mod os / og hvisker / “Jeg er ikke tom, jeg er åben””.
Med Engle har Sebastian Nathan åbnet en sprække i hverdagens og fornuftens sprog, og givet plads til en mystisk erfaring af fællesskab og ensomhed
I Sebastian Nathans digte er himlen ikke tom, men fuld af engle, der skrider og fniser; de er ikke blot vogtere af det åbne, men også det hudløst flossede sind. Fremmedgørelsen er ikke abstrakt teori, den er en kropslig følelse påvirket af psykoser og medicin: “i mine mareridt / er det kroppen der smiler til mig // øjnene følger med / de er ikke frie”.
Engle-motivet har været no-go i litteraturen siden Strunge, Tafdrup og resten af 80’er-digterne, der dyrkede neonnatten og faldets æstetik. Det ligner da også en gestus til Strunge, der på tragisk vis sprang ud fra 4. sal og tog sit eget liv (“væbnet med vinger”), når Nathan skriver: “Blikket bakser som en englevinge / jeg ved ikke om det er mig der flyver”.
Energien og sindets sårbarhed har de til fælles, men i Nathans digte findes en tidstypisk, næsten naiv tone, når jeget pludselig henvender sig direkte til væsnerne, han fornemmer, og spørger: “kan i være lige her” – eller som her: “stjernerne er kommet ned på jorden / det er englene der går // men venner / hvorhen”.
Ud over englene er der en række figurer, der går igen: Ræven, som lusker rundt omkring Bispebjerg, søerne og månen. Og ikke mindst træerne, der fortæller jeget, at han ikke er alene, “du er bare træt”.
Modstandens vindue
Helt forrygende bliver det, når Nathan tvister ordsprog og skaber nye billeder, som når hjertet sammenlignes med en coladåse, der nok er hård, men “ikke umuligt at ødelægge”. Eller når han i samme sekvens gør træerne til frontkæmpere i forårets stille oprør mod vinterens stilstand og mørke (og vækker Strunges engel i vindueskarmen): “hvis træerne springer ud er det et vindue / en mulighed for modstand”.
Med Engle har Sebastian Nathan åbnet en sprække i hverdagens og fornuftens sprog, og givet plads til en mystisk erfaring af fællesskab og ensomhed. “noget imellem os er spundet / der er en latter det kun er os der hører / jeg tror vi er lige ensomme”.
Eventuelle forbehold for den svære toer eller engle som tema fejer han lige så naturligt og uimodståeligt til side som bevidsthedens sidste rest af vinter ved synet af kirsebærtræets lyserøde blomstervinger, der folder sig ud.
Nathans stemme er afvæbnende i al sin menneskelighed, når han med havareret coolness slentrer ind og ud af digtets ambulatorie. Som læsere må vi bare stå klar til at tage imod, når ordene falder.
Med Engle cementerer Sebastian Nathan sin plads i poesihimlens akutmodtagelse.
Læs også Simon Lund Petersens anmeldelse “Askeviolet erindringskunst: Josefine Klougart genbesøger Mols med ny nødvendighed”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her