Den kroatiske fodboldklub Dinamo Zagreb forsøger at bo i sine navne

af i Historie/Politik & Samfund/Sport

HISTORIE // SPORT – Det kroatiske fodboldhold Dinamo Zagreb skifter navn tre gange i løbet af 1990’erne. Svarene på navneubeslutsomheden skal blandt andet findes i Jugoslaviens opløsning og det nye Kroatiens iver efter at brande sig som nation.

Et klubnavn er ikke blot et navn. Navnet skal synges af fansene, det fortæller om fortiden, skaber identitet i nutiden og peger på fremtiden. Derfor går det ikke altid lige let, når kommercielle interesser og ønsket om øget brandværdi dikterer fodboldklubbers navneændringer.

Eksempler på kampen mellem markedskræfter og klubkærlighed er legio: Nok fik den østrigske klub SV Austria Salzburg økonomisk medvind og vinger, da man blev opkøbt af energidrik-franchisen Red Bull og kom til at hedde Red Bull Salzburg. Men det medførte store protester, da Red Bull fik dikteret at ændre klubbens fødeår, som betød, at man lavede en ny udbryderklub.

Rykker vi over på den anden side af den engelske kanal, har rige asiatiske investorer også måttet trække forslag tilbage om at ændre fodboldklubbers navne, hvad de ellers havde til hensigt at gøre for at styrke klubbernes kommercielle potentiale: Fodboldklubben Hull City var på nippet til at hedde Hull Tigers og Cardiff City F.C. kom på grund af massive fanprotester lige akkurat ikke til at hedde Cardiff Dragons, hvad der ellers var planen.

Det Jugoslavien, der brød sammen i begyndelsen af 1990’erne, var en føderation af delrepublikker, heriblandt Kroatien, hvor klubben Dinamo Zagreb har hjemme

Tilbage i 1990’ernes Kroatien der skulle finde sig selv som nation, efter landet løsrev sig fra Jugoslavien, var det imidlertid ikke kræfter udefra med kommercielle hensigter, der fik fodboldklubben Dinamo Zagreb til at skifte navn tre gange på blot ni år. Det var i højere grad et internt anliggende og en kamp om klubbens forankring i fortiden. Først ændrede man navn til Hašk-Građanski over Croatia før man sluttede cirklen og vendte tilbage til at hedde Dinamo Zagreb i år 2000.

Den kommunistiske fortid sendes i bad

Det Jugoslavien, der brød sammen i begyndelsen af 1990’erne, var en føderation af delrepublikker, heriblandt Kroatien, hvor klubben Dinamo Zagreb har hjemme. Jugoslavien opstod efter 1. Verdenskrig som et skrøbeligt demokrati under navnet Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, men kom efter 1945 under det kommunistiske jugoslaviske fællesskab ledet af den karismatiske tidligere modstandsmand Tito.

Sammenbruddet i 1990’erne havde været længe undervejs. Historikere peger på, at Jugoslavien allerede begyndte at bryde sammen, da Tito døde i 1980, men det var også afledt af Sovjetunionens økonomiske forfald i 1980’erne og den svækkede supermagts senere opløsning.

I 1991 foretager Dinamo Zagreb sit første af tre navneskift på bare ni år. Det sker umiddelbart efter Kroatien løsriver sig fra Jugoslavien. Klubben kommer nu til at hedde Hašk-Građanski, som er samme navn på en klub, der senere blev overtaget af Dinamo Zagreb, inden det kommunistiske jugoslaviske fællesskab i 1945 forbyder Hašk-Građanski at eksistere. Hašk-Građanski betyder groft oversat: den kroatisk-akademiske sportsklub for civile.

I 1991 foretager Dinamo Zagreb sit første af tre navneskift på bare ni år. Det sker umiddelbart efter Kroatien løsriver sig fra Jugoslavien.

Nu ville man i sin iver efter at distancere sig fra det kommunistiske Jugoslavien i højere grad identificere sig med perioden før og mellem de to verdenskrige. Dinamo havde for mange socialistiske konnotationer. Det mener Tea Sindbæk Andersen, der er lektor, ph.d. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, og har forsket i postjugoslaviske fodboldklubbers måder at erindre på.

Det nye navn peger altså på, at kun dele af fortiden var brugbar for klubbens identitetsskabelse efter Jugoslaviens opløsning, nemlig begyndelsen af 1900-tallet da Kroatien var en del af det Østrig-ungarske rige og under mellemkrigstiden. “Tilbage til det borgerlige Kroatien”, som Sindbæk Andersen formulerer det. Dinamo Zagrebs navneubeslutsomhed skal ifølge Sindbæk Andersen ses i relation til den officielle historiepolitik i Kroatien: “Den kroatiske stat har haft meget travlt med at placere en stor del af den kommunistiske arv i Beograd (den daværende hovedstad i Jugoslavien, der nu er hovedstad i Serbien, red.) og fortælle en historie om, at Kroatien altid var voldsomt forfordelt, blev behandlet dårligt, tømt for ressourcer og snydt i det jugoslaviske fællesskab.”

“Den kroatiske stat har haft meget travlt med at placere en stor del af den kommunistiske arv i Beograd (den daværende hovedstad i Jugoslavien, der nu er hovedstad i Serbien, red.) og fortælle en historie om, at Kroatien altid var voldsomt forfordelt, blev behandlet dårligt, tømt for ressourcer og snydt i det jugoslaviske fællesskab.”

Det nye navn kommer dog aldrig rigtig i kridthuset eller ind i klubhuset. Fansene kan ikke forstå, hvorfor man skal kalde Dinamo Zagreb for Hašk-Građanski, og det medfører protester og kritik. “Fansene gider ikke heppe på holdet, så længe de hedder Hašk-Građanski, og man kan ikke udtale navnet i slagsange,” siger Sindbæk Andersen. Det er dog ikke alle tilhængere, der ønsker at distancere sig fra kommunismen, som særligt de ældre tilhængere mener ligger indlejret i navnet Dinamo Zagreb. Derfor kan man ifølge Sindbæk Andersen tale om stærkt opdelte erindringsfællesskaber mellem ældre og yngre fans.

Et sociologisk studie viser eksempelvis, at unge kroater under 25 ikke forbinder navnet Dinamo Zagreb med Jugoslaviens kommunistiske fortid. De ser kun deres fodboldklub for sig, når de hører navnet.

Et sociologisk studie viser, at unge kroater under 25 ikke forbinder navnet Dinamo Zagreb med Jugoslaviens kommunistiske fortid. De ser kun deres fodboldklub for sig, når de hører navnet.

Tuđmans nationalistiske projekt

Den stigende utilfredshed med navnet Hašk-Građanski får klubben til at skifte navn igen i 1993. Nu vil man skabe en anden identitet, der skal pege fremad. Denne gang til det for en dansker mere mundrette Croatia. Sindbæk Andersen mener, at det skal “knytte klubben tættere til en kroatisk identitet og lave nation-branding og på den måde lave et kroatisk landshold nummer to.” Det er den kroatisk-nationalistiske præsident Franjo Tuđman og hans inderkreds, der står for det nye navn Croatia.

Tuđman var i høj grad med til at skræmme det serbiske mindretal i Kroatien ved at bruge symboler fra Ustaša-bevægelsen, en nationalistisk-kroatisk bevægelse, der styrede Kroatien under 2. Verdenskrig med støtte fra blandt andet Nazityskland og det fascistiske Italien. Det er veldokumenteret, at den fascistiske Ustaša-bevægelse begik folkedrab på blandt andet serbere under 2. Verdenskrig.

Tuđman forsøgte blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved antallet af døde serbere i koncentrationslejre oprettet af Kroatien under 2. Verdenskrig. Han bliver senere ærespræsident for klubben og fortæller i et interview i klubbladet, hvorfor Croatia nu er det rigtige navn: det skal promovere nationen Kroatien ude i verden. Den fanatiske fanfraktion Bad Blue Boys er dog stærkt knyttet til navnet Dinamo Zagreb og kan ikke acceptere navneskiftet til Croatia. Det leder til boykot af kampe og afbrænding af VIP-området på stadion – Tuđman svarer igen med politivold.

Konflikten mellem klubledelsen og Tuđman på den ene side og fansene på den anden side er, om Tuđman og klubledelsen har ret til at spænde Dinamo Zagreb for en kroatisk-nationalistisk dagsorden. “Tuđman dummer sig ved at sige, at hvis man ikke forstår det navneskift, så er man ikke en god patriot,” siger Sindbæk Andersen. Det var hooligans fra Dinamo Zagreb, der var de første paramilitære grupper, som kæmpede mod de serbiske paramilitære grupper. Så at sige, at de ikke er rigtige patrioter, er blot at kaste mere benzin på bålet.

Sindbæk Andersen mener, at der også i denne navneændring er en generationskonflikt på spil i forhold til erindringen. De unge fans bryder sig ikke om navnet Croatia. “For dem er det et angreb på deres klub. For dem er klubben lig med Zagrebs klub” og dermed ikke et nationalt promoveringsprojekt. Tuđman dør i 1999, og i 2000 skifter man tilbage til navnet Dinamo Zagreb. Herefter begynder en mere europæisk orienteret periode for klubben, der dog kommer ud i nye problemer i form af korruption og stadigt stigende utilfredshed.

På den måde har Dinamo Zagreb fortsat med at have sig selv som egen værste fjende ind i det nye årtusinde –  selv om der også er andre ganske seriøse konkurrenter til den titel. Hadet til de serbiske klubber er en selvfølge, men arvefjendefornemmelsen findes så afgjort også inden for Kroatiens grænser i form af Hajduk Split.


Foto: Wikimedia Commons

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Seneste artikler om Historie