KONCERT // ANMELDELSE – Med torsdagskoncertens rene Beethoven-program kom vi tæt på såvel komponisten som pianisten og kunstneren, her fortolket og dirigeret af to musikere, der sammen med orkestret tog fat om hans værker med en forbilledlig robusthed, som på én gang var sprød og djærv i tilgangen til komponistens kraftfulde tonesprog.
Torsdagskoncert 30.4.2024 i DR Koncerthuset
Gentages 1.5. kl. 19.30 og genudsendes i P2 Koncerten 3.5. kl. 12.15
Dirigent: Antonello Manacorda
Solist: Leif Ove Andsnes
DR Symfoniorkestret
De skrev alle skuespilmusik, alle sammen, inklusive Beethoven, Mendelssohn-Bartholdy og Edvard Grieg. Og fremragende musik blev det tillige, som let kunne stå alene og også kom til det.
Til den østrigske dramatiker Heinrich Joseph von Collins tragedie Coriolan fra 1804 skrev Beethoven i 1807 en ouverture med samme titel. Stykket, der havde titelsammenfald med Shakespeares to århundreder tidligere tragedie Coriolanus, omhandler en romersk sagnhelt, der forvises fra Rom og søger hævn for dette. Med sin ouverture til Collins dramatiske behandling blev hele tragediens magt, stolthed og stærke loyalitetsfølelser ligesom kapslet inde af Beethoven i en slags musikalsk spændetrøje, hvor stykkets heftige handling forløses musikalsk over et otte minutters forløb med en vældig koncentreret dynamik.
Som åbningsnummer på ugens torsdagskoncert blev man derfor straks indfanget af Beethovens både iltre og rigt accentuerede tonesprog, hvor der ikke holdes noget tilbage i hidsige udbrud og voldsomt opblussende orkestereffekter. Ouverturen fik under italienske Antonello Manacordas pletfri direktion dermed orkestret op i fulde svingninger lige fra allerførste akkord, og dermed også hele koncerten, hvor vi forblev i Beethovens univers fra først til sidst.
Solist og orkester i et jævnbyrdigt spil
Herefter fulgte koncertens første hovedret i form af Beethovens 3. klaverkoncert, op. 37, som oprindeligt blev uropført med komponisten selv foran tangenterne i 1803. Ved torsdagskoncertens opførelse fik vi den præsenteret på et instrument, man nok kunne have undt komponisten selv at have rådet over. For her oplevede vi et intet mindre end perfekt kalibreret Steinway-koncertflygel af største model og med en enestående klangegalitet i alle tonelejer.
Det samme gjaldt for aftenens solist, Leif Ove Andsnes, der som musiker besidder et pianistisk anslag og en tilgang, der får det maksimale ud af instrumentet, og som med sin lyttende tilgang får alt til at kalibrere sig mellem ham, instrumentet og orkestret.
I klanglig og dynamisk henseende kom koncerten for undertegnede derfor i total ligevægt og balance, hvor partiturets talrige nærmest improvisatoriske passager falder ind og ud af orkestrets baggrundstæppe, som om noderne hentes ud af selve orkestret og bringes videre frem i lyset.
Beethoven selv havde knap nok nået at færdiggøre og nedskrive klaverstemmen inden koncertens uropførelse, så når den stadig har et næsten iboende improvisatorisk forløb for soliststemmens vedkommende, er dette nok kun en naturlig følge af dens tilblivelse, idet værket vitterlig kom til verden sådan lidt over stok og sten, hvilket musikalsk set nok har ligget fint til komponistens personlige naturel.
Det måske mest bærende ved koncerten var nok det stærke improvisatoriske element mellem solist og orkester som jævnbyrdige partnere og udfordrere af hinanden
At Leif Ove Andsnes tager musikken i sine hænder og former den med den samme grad af improvisatorisk direkthed, taler kun til hans fordel som fortolker og pianist.
Han behersker en sjælden grad af bevidsthed om såvel klang som anslagets dynamik set i relation til orkestrets og dirigentens valg af volumen og dynamik, hvilket resulterer i fuldendt egalitet og jævnbyrdighed de to partneruniverser imellem. Koncertens tre satser blev derfor alle til intenst fusionerede forløb, hvor klaverstemmen på en og samme tid konstant holdt sig frisk, robust og sprød, så det næsten knasede i såvel de enkelte akkorder som i tonerækkerne.
I sit foredrag af klaverets talrige triller har Andsnes tilsyneladende konsekvent valgt at udføre dem, så trillens øverste tone bærer hele lydbilledet igennem. Dette giver en vibrerende og skælvende fremdrift, der sjældent høres så musikalsk udført og samtidig rækker langt ud over det rent ornamentale, idet disse lange sekvenser nu alle fremstod som rene meningsbærende forløb i helheden.
Men det måske mest bærende ved koncerten i Andsnes’ og Manacordas fortolkning var nok det stærke improvisatoriske element mellem solist og orkester som jævnbyrdige partnere og udfordrere af hinanden.
Improvisatorisk af karakter blev ligeledes hovedindtrykket af det ekstranummer, Andsnes havde valgt, og hvor Chopins A-dur-Tarantella, op. 43, næsten blev til en naturlig fortsættelse af den fugaprægede Rondo-slutsats i Beethovens klaverkoncert og derved kom til at stå tilbage som den i sammenhængen mest oplagte improvisatoriske frie leg på tangenterne.
Skæbnesymfonien
Efter pausen fulgte Beethovens 5. symfoni fra 1808, som for altid bærer det noget fortærskede tilnavn Skæbnesymfonien. Dirigentens greb om musikken og orkestret trådte her måske allermest tydeligt frem gennem hans ofte meget dybe fremoverbøjninger, hvor han nærmest kropsligt lægger sig ind under musikerne foran sig og løfter deres instrumentale klangverden op med sine bærende bevægelser.
Parret med hans mange små ryk og stød i rygmuskulaturen markerer Manacorda tillige de mange accentuerende sforzandi, der er et så bærende musikalsk særkende i Beethovens kompositioner. Han formidler dermed ikke blot disse accenter ud til musikerne, men indpoder dem fysisk i deres instrumentbehandling, hvilket giver et vældigt swung og en fremdriftsstyrke, som får symfonien til nærmest at spille ved egen kraft.
Når den spilles og fortolkes så dynamisk, som den blev af Manacorda og DR Symfoniorkestret, åbenbarer symfonien tillige sit væld af mindre og sjældent belyste orkestrale muligheder og hemmeligheder
Ud over hans nærmest nådesløse fremdrift og mange pludselige dynamiske skift mestrer Manacorda tillige at forme et sammenhængende crescendo og diminuendo over få akkorder, så de klangmæssigt nærmest stiger til himmels, som var de fysiske balloner, der lige så sagte daler ned igen. Dertil kommer hans præcise pointeringer af partiturets mange individuelle instrumentale udtryk, eksempelvis i de skarpe og sylespidse effekter fra især fløjternes side.
Beethoven bringer hermed sin raffinerede orkesterbehandling til torvs længe før Mendelssohn-Bartholdy og Edvard Grieg, som begge langt senere følger hans eksempel gennem såvel deres brug af dynamiske effekter som i de pludseligt indtrædende lyriske passager, hvor vi fra de mest stormombruste afsnit igen pludselig kan trække vejret roligt og dybt, eller hvor vi fra de højstemte, hymneagtige passager helt uforventet bevæger os ned i de underjordiske riger, hvor trolde og dovregubber synes at befolke rummet som omvandrende, spøgelseslignende genfærd.
Den 5. symfoni omtales tit og ofte som musikhistoriens vel nok mest berømte orkesterværk alene takket være dens prægnante åbningsmotiv. Men når den spilles og fortolkes så dynamisk, som den blev af Manacorda og DR Symfoniorkestret, åbenbarer symfonien tillige sit væld af mindre og sjældent belyste orkestrale muligheder og hemmeligheder.
Ja, selv skæbnemotivet gik i denne opførelse af, som var det en serie luftige varselsskud rettet direkte mod en skydeskive, og det med en effekt, der mere end blot ruskede op i tilhøreren. I modsætning til den jordnære skæbnetragik, man oftest hører temaet udført med, gik man således opløftet fra koncerten uden den mindste følelse af at være blevet tynget ned af skæbnen eller det, som er større end os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og