KONCERT // ANMELDELSE – I Jukka-Pekka Sarastes velkalkulerede fortolkninger nåede Brahms og Mendelssohns orkestrale lydbilleder deres fulde udfoldelse og musikalske ret. To storværker fra romantikken i smuk forening.
En ren luksusanretning var det, bestående af en af romantikkens vægtigste violinkoncerter parret med en af det samme århundredes måske mest fuldstøbte symfonier: Først Mendelssohns storværk fra 1845 og dernæst Brahms 4. og sidste symfoni komponeret præcis fyrre år senere end violinkoncerten. Begge er de kardinalpunkter i datidens musik og med al god grund.
Mendelssohns koncert åbner som en drømmende udlængsel af soloviolinen, der bevæger sig fra mol til dur i en tæt leg med orkestret, hvor især træblæserne giver en formidabel akkompagnementsklangbund til soloinstrumentets sprøde ansatser.
Anden satsens dansante karakter har her nærmest karakter af ren balletmusik, ja rent faktisk var den en direkte inspiration for Giuseppe Verdi til dennes egen store adagiosats i balletdivertissementet til operaen Don Carlos. Drømmende dansant er Mendelssohn her om noget, og man kan kun tænke sig til, hvad han kunne havde skabt af store balletpartiturer.
Tredje sats er rent midsommernatskogleri, som igen kun Mendelssohn kan trylle frem og ud af orkestret i de mange sprudlende dialoger med solisten. ”Puk comes to show…” fristes man her til at tænke, hver gang denne finalesats spiller sig ud med sin overstadige musikalske trylleverden.
Med et fysisk greb om instrumentet, jeg næppe har set tidligere, holdt Goosby violinen hvilende naturligt ved sin hals og strubehoved, som var den en direkte forlængelse af hans egne stemmebånd, der sang direkte ud til os
Aftenens violinsolist, det amerikanske naturtalent Randall Goosby, følte sig tydeligvis i pagt med denne koncert og alle dens hjørner. Hans tone er slank og smidig, hvilket gør det muligt ubesværet at glide ind og ud af orkestrets ledsagende klangbunde.
Udførelsen blev derved et tætvævet samspil, hvor solisten gennem alle tre satser tog fintfølende bestik af orkesterets volumen og ikke blot indpassede sig, men snarere kreerede akustiske rum omkring sig, hvor alt hang organisk sammen.
Violinkoncerten er hørt spillet mange gange tidligere i både storladne og måske også lidt for overvirtuose fortolkninger. Den er egentlig ikke et blændende værk, men snarere et indadrettet spejlbillede af musikalsk intimitet, som langsomt spiller sig fri og kulminerer i en naturlig løssluppenhed af ren musikerlivsglæde.
Og det havde solisten til fulde. Med et fysisk greb om instrumentet, jeg næppe har set tidligere, holdt Goosby violinen hvilende naturligt ved sin hals og strubehoved, som var den en direkte forlængelse af hans egne stemmebånd, der sang direkte ud til os. Dette muliggør opnåelsen af stor musikalsk frihed, og forplantede sig da også til tilhørerne lige fra koncertens allerførste takter.
Det samme fænomen kom klart til udtryk i ekstranummeret – en Louisiana-blues – hvor violinistens spilletekniske frihed igen var eklatant. En fritsvævende ”Spillemand på en tagryg” var ligesom billedet, der her tonede frem.
Saraste er en udpræget koncis og stringent dirigent, der ikke tillader udenoms gestik, men derimod fokuserer strengt på musikkens egen formgivning
Efter pausen trådte finske Jukka-Pekka Saraste alene mand op foran orkestret og gennemførte en overordentlig afbalanceret udførelse af Brahms sidste og vel nok mest helstøbte 4. symfoni fra 1885. Saraste er en udpræget koncis og stringent dirigent, der ikke tillader udenoms gestik, men derimod fokuserer strengt på musikkens egen formgivning gennem præcise indikationer af dens rammer.
Dette kan virke lidt vel bundet ved allerførste øjekast, men hans direktionsteknik får samtidig musikkens eget iboende fokus til at træde allermest tydeligt frem. Parret med en fysisk spændstighed i hans direktions afmålthed forløser Saraste hermed orkestrets muligheder for at honorere de mange spændingskontraster, der fra Brahms’ side er nedlagt i denne symfoni.
Når man dertil lægger et tæt og fuldtonet klangbillede i såvel de tyste som de instrumentale mere brede passager, nåede Brahms’ – og før ham også Mendelssohns – orkestrale lydbillede til deres fulde udfoldelse og musikalske ret med Sarastes velkalkulerede fortolkninger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og