KONCERT // ANMELDELSE – Mere end et helt århundredes musikalske yderpoler blev forenet i ugens torsdagskoncert, som i tid rakte fra 1795 til 1898 og bød på klart maskulint klaverspil efterfulgt af gigantiske orkesterudfoldelser.
Beethovens 1. Klaverkoncert fra 1795 – der i streng kronologisk forstand rettelig er hans tredje af slagsen – var åbningsnummeret ved ugens torsdagskoncert.
Skrevet under komponistens første år i Wien er den med sin energiske og uforfærdede fremdrift særdeles egnet til netop at indlede en koncertaften som denne, der efter pausen afsluttedes med et ikke mindre energisk og pågående symfonisk digterværk: Richard Strauss’ Ein Heldenleben, som ligeledes blev komponeret i Wien, men da godt hundrede år senere, i 1898.
Pianisten så flere gange næsten ud, som var han i en tilstand af konstant forundring over den musikalske sprælskhed og fremdrift, der lægges for dagen
Alle digtere, malere og komponister skaber ud fra, hvad de har set og hørt, og både Beethoven og Strauss var ingen undtagelser. I Beethovens tilfælde får man dog alligevel indtrykket i hans 1. Klaverkoncert, at vi her står foran manden, der som næppe nogen før ham nærmest opfandt synkopen (de forrykkede accentueringer hen til ellers tryksvage taktslag) og de mange gentagne sforzandi (pludselige eftertryk på en enkelt akkord i løbet af sammenhængende akkordfølger).
Disse gennemsyrer i alle fald hans musik fra først til sidst – og ikke mindst i denne klaverkoncert, hvor hovedindtrykket bliver det, at komponisten vil rykke sin egen musik op med rode og kaste den ud foran sig under hele forløbet.
I selve koncertflyglets klangkasse
Den polske pianist Piotr Anderszewski forstår at give denne karakteristiske og pågående Beethovenske rytmik frit løb og former koncerten med en maskulin viljestyrke fra første til sidste sekvens, mens orkestret, anført af Fabio Luisi, følger ham tæt, som var de sammen med ham inde i selve koncertflyglets klangkasse.
Undervejs så pianisten flere gange næsten ud, som var han i en tilstand af konstant forundring over den musikalske sprælskhed og fremdrift, der lægges for dagen med hans egne tonefrembringelser, der slynges ud, som om han nærmest sigtede på at kaste dem op som bolde i luften. Og det er måske ikke nogen helt skæv forståelse af netop denne koncerts naturel, for det er, som om Beethoven her primært spiller på netop de skæve rytmer og deres overraskelsesmomenter og dermed vil have tilhøreren til nærmest at gætte sig frem til, hvad der på ethvert givent tidspunkt vil følge.
Denne musikalske uforudsigelighed er måske det mest prægnante ved hans 1. Klaverkoncert – og som sådan står den derfor stadig lige frisk og fin med sin frembusende koncerterende virkning.
En helt anderledes fysisk og musikalsk tilgang viste Anderszewski med den lille hviskende Sarabande-sats fra Bachs 1. Partita, der som et indfølt ekstranummer udstillede en meditativ og tyst ømhed, der næsten fik større og stærkere virkning end Beethovens inciterende, men undertiden også lidt vel insisterende, udfarende og rondoagtige klaverpassager.
Sat over for Bachs henførte hvisken og søgen i den lille, afklarede og stille dansesats bliver Beethoven næsten en brutal musiker, der partout vil påvirke sine tilhørere – og det gør han særdeles overbevisende fra første til sidste node.
Strauss’ selvbiografiske skildring
At påvirke den lyttende må man så sandelig også sige, at Richard Strauss formår med sin næsten timelange symfoniske digtning i seks fortløbende dele, Ein Heldenleben, hvori han skildrer sit hidtidige liv og virke som udøvende kunstner, ægtemand – og især offer for musikkritikkens bestandige angreb.
At han her kommer rundt om både sine private følelser i samlivet med hustruen og sine offentlige kampe med den musikkritiske modstand, han mødte især i sine unge år som komponist, resulterer i en kraftudladning for det helt store orkester, hvor det både syder og bobler af skrigen og vrælen. Der slås her hårdt mod hårdt, og det med en decibel, der når højder, hvor selv DR Koncerthuset kun lige akkurat synes at kunne rumme værkets voldsomme volumenudsving.
Luisi kender hver mindste detalje, og orkestret har, med fuld tillid til hans direktion, lagt musikken helt i hans hænder og følger hvert mindste vink til fulde
Ikke desto mindre bliver man mærkværdigvis aldrig rigtig ør af at påhøre disse udladninger – måske især fordi Strauss i sin orkestrering, hvor han jo nok var sin egen tids største mester, er så differentieret og afvekslende, at han tillige nærmest giver plads for, at en hel soloviolinkoncert kan udfolde sig, såvel midtvejs som hen imod slutningens apoteose.
Luisi kender hver mindste detalje, og orkestret har, med fuld tillid til hans direktion, lagt musikken helt i hans hænder og følger hvert mindste vink til fulde. Ein Heldenleben bliver man overbevist om efter at have gennemlevet Strauss’ selvbiografiske skildring. Og så skulle der endda komme adskillige hovedværker til fra hans hånd under de følgende to årtier af det 20. århundrede.
Man må derfor sige, at komponistens heltegerninger var kommet godt i vej, allerede inden 1800-tallet var bragt til ende. Og det fik DR Symfoniorkestret, med koncertmester Ludvig Gudim – og ikke mindst Fabio Luisi – sat eftertrykkeligt trumf på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og