OPERA // ANMELDELSE – Ikke blot står opførelsen stærkt i orkesterspillet, men sangerne bærer nærmest orkestret gennem hele forestillingen. Det er sjældent at se en så ægte gestik og naturlighed, ikke blot i den musikalske frasering, men i lige så høj grad i den fysiske gestaltning hos hver figur, som tilfældet er med denne iscenesættelse.
Wagners Mestersangerne i Nürnberg fra 1868 fik sin første danske opførelse kun fire år senere i 1872 og var allerede dengang en stor udfordring for Nationalscenen. Med sine 30 sangere, store kor og imposante orkesterbesætning forstår man meget vel, at den ikke er dagligdags kost herhjemme. Men når den så med flere årtiers mellemrum dukker op igen, er alle sejl sat af nødvendighed.
I en produktion indhentet fra Den Kongelige Opera i Madrid har vores hjemlige opera fået en storladen forestilling ud af anstrengelserne, op på benene og ned i struberne, og det med en sangerbesætning, der nærmer sig det ultimative ideal.
Den danske tenor Magnus Vigilius troner endelig herhjemme i sit personlige glansparti som junkeren
Ikke blot står opførelsen stærkt i orkesterspillet, men sangerne bærer nærmest orkestret gennem hele forestillingen – og ikke omvendt – gennem en naturlig hjemmevanthed i hver deres parti. Det er sjældent at se en så ægte gestik og naturlighed, ikke blot i den musikalske frasering, men i lige så høj grad i den fysiske gestaltning hos hver figur, som tilfældet er med denne iscenesættelse.
Handlingen i den knap seks timer lange forestilling – Wagners længste opera overhovedet – er egentlig såre enkel og ligefrem med sit hovedpar, junkeren Walther og guldsmedens datter Eva, der elsker hinanden, men kun kan forenes, hvis han består sangerprøven foran Nürnbergs strenge laugsformænd.
Han fejler under sin prøveforsyngning, men vinder til slut konkurrencen, efter at have modtaget vejledning af byens skomager og mestersanger. Denne forstår junkerens sande kunstneriske formåen og sørger for, at han styrer uden om de hæmmende bånd, som sangerkonkurrencens ubønhørlige konventioner dikterer.
Storladent sammentænkt
Et citat fra operaens 2. akt lyder: ”Hans synger, hvad han måtte, og måtte, hvad han kunne.” Det er centralt for hele forståelsen af værket, fordi det på én og samme tid afslører, hvordan værket er et komisk-virtuost og seriøst sangspil i Wagnersk forstand, hvormed komponisten gennem hele sit musikkompositoriske anlæg personligt ville vriste sig fri af operaens konventioner og ligefrem genføde kunstarten.
Som sindbillede på denne frigørelsesproces står Mestersangerne i Nürnberg derfor lysende klart i sit sigte.
Orkestret er en stor, kogende, sydende og boblende mikstur af strømhvirvler, der bevæger sig hid og did som et brusende undertæppe
Hvad man kan indvende – og det gjorde man allerede ved urpremieren – er, at Wagner ikke er en mand af få toner og nærmest af princip ikke kunne eller ville fatte sig i korthed. Sangdialogerne mellem personerne varer ofte hele kvarter eller sågar halve timer, hvorunder der i essensen egentlig bliver formidlet ganske få udvekslinger mellem de agerende.
Og orkestret er en stor, kogende, sydende og boblende mikstur af strømhvirvler, der bevæger sig hid og did som et brusende undertæppe med sine tætvævede instrumentale forløb. Kun undtagelsesvis og i yderst korte afsnit kommer komponisten ind på mere gennemsigtige, intime skildringer, inden vi igen kastes ned i orkestergravens tunge malstrøm.
Men storladent er det hele sammentænkt, og storladent bliver det afleveret i Operaens opsætning, hvor den danske tenor Magnus Vigilius endelig troner herhjemme i sit personlige glansparti som junkeren, sekunderet af barytonen Johan Reuter som skomageren og hans mentor, der fremmer den gode sag, som til slut forener det elskende par.
Disse to figurer passeres af en perlerække blandt operaens bedste sangere i handlingens mange øvrige roller, hvor jeg af pladshensyn alene vil fremhæve Tom Erik Lie i rollen som Beckmesser for denne sangers kongeniale præstation. Her står vi vokalt og scenisk over for den personificerede indpisker og censor af kunsten, men som fortjent til slut bliver et latterligt offer for sit eget spil i rollen som sangerreglernes tjener, dommer og ypperstepræst.
Ironisk, men først og fremmest tankevækkende
Jo, Wagner ville bryde med alt, hvad der kunne brydes med i sin egen samtid, og det lykkedes da også til fulde. Hvad hans umådelige trang til musikalsk bredde og storhed angår, så mangler der heller ikke noget i hans værk, hvor især kvintetten i 3. akt funkler som komponistens måske bedste vokale scene nogensinde takket være dens storladne sammensathed og harmoni. Også orkesterspillet mere end antyder, at Richard Strauss, der fulgte efter Wagner kun få årtier senere, tydeligvis erhvervede sin kunnen i at instrumentere takket være Wagners orkesterbehandling.
Scenografisk står forestillingens scenebilleder med de tre akters opbygninger højt oppe på en drejescene både skarpt og klart, men gennemgående måske også lidt for dystert og dunkelt i forhold til hele fortællingens skælmske grundtone.
Kostumemæssigt er alle forsynet med et temmelig diskret outfit, hvor der hverken forstyrres eller tillægges noget, som kunne fordreje eller fokusere blikket i nogen specifik retning, men blot udgiver sig for det, det er, uden at være opsigtsvækkende.
Godt for det, men også her savnes en lidt mere sprælsk påklædning, der ville kunne virke opløftende i forhold til de tydelige komiske aspekter ved operaen. Til gengæld er musikken og sangen både storladen og undertiden skærende ironisk, men først og fremmest tankevækkende i hele sit budskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og