TV 2 har med denne udsendelse kun formået at grave en dybere grøft imellem samfundets forskellige medborgere…” Sjældent skaber dansk tv så meget debat, som TV2’s aktuelle programmer om islam, moskeer, menneskerettigheder og integration i Danmark.
Den kritiske kommentar om TV 2 og danske medier, skrevet af Qasam Ijaz – dansker og muslim – fortsætter nedenfor. Her baggrunden:
Torsdag aften sendte TV 2 sit andet program ud af fire i dokumentarserien Moskeerne bag sløret. I udsendelsen ser man, hvordan en kvinde, der udsættes for grov vold af sin ægtemand og søger rådgivning i danske moskeer/koranskoler, blandt andet frarådes at involvere politiet i hustruvolden – og desuden får beskeden: “lad være med at gå til danskerne” samt “bed til Allah”. I en ud af fire moskeer/koranskoler, hvor TV 2’s muslimske kvindelige undercover-journalist søger råd og svar, lyder det dog, at “hun har ret til at gå til politiet”, hvis hun ønsker det.
På POV International har læge, debattør Haifaa Awad kommenteret TV 2’s første nyheder om emnet forud for udsendelsen af første afsnit, der blev sendt 1. marts: ”Svar til mørkemænd…” – ligesom skuespiller, debattør Sara Al Naser, også kend som ”Latifah” kendt fra blandt andet DR2-satireprogrammet ”Det slører stadig”, kommenterede umiddelbart efter første afsnit.
Første afsnit kan ses hér.
Sent onsdag aften i denne uge modtog jeg herefter en venneanmodning på Facebook fra Qasam Ijaz – og læste i den forbindelse på hans Facebook-profil hans kritiske kommentarer: ikke så meget omkring TV 2-programmernes afsløringer, men mere hans kritik af TV2 og andre danske mediers journalistiske behandling af islam og muslimer i Danmark.
Qasam Ijaz har et CV, der blandt andet lyder: BA, risiko-håndtering, projektleder. Særlige kompetencer: håndtering af ekstrem eller normbrydende adfærd, debattør og oplægsholder om radikalisering, hadforbrydelser, og ekskluderende mekanismer blandt etniske minoriteter.
Jeg kontaktede Qasam Ijaz – der arbejder som projektansvarlig for blandt andet AnmeldHad.dk, er bestyrelsesformand i Center for Forebyggelse af Eksklusion, www.cfe.dk, er mentor i Kriminalforsorgen samt er frivillig nødhjælpsarbejder, mm. Han har også udtalt sig kritisk om TV2’s programmer til TV2 Nyhederne og TV2 News.
“Men jeg har meget mere at sige, end der er plads til i TV2,” siger han, og derfor var han allerede begyndt på at skrive en længere kommentar, som han nu har valgt at sende til POV International.
…
Af Qasam Ijaz
Hvorfor er TV 2’s ‘Moskeerne bag sløret’ problematisk?
Præmissen
Hvis præmissen for TV2 udsendelse er at være med til at fremme integrationen ved at synliggøre de benspænd som der kan være herfor, har de med denne udseendelse kun formået at grave en dybere grøft imellem samfundets forskellige medborgere. Selvom at det har en vis berettigelse at italesætte nogle af de udfordringer, der er i muslimske miljøer, er det svært at se forbi at denne udseendelse er endnu en i rækken, som portrætterer potentielle problemstillinger fra etniske miljøer på en unuanceret, ureflekterede og ensidig måde. Ikke fordi TV2 hermed har gjort noget nyt, men udsendelsen er ikke desto mindre ligeså problematisk som resten af den praksis, som den samlede danske presse har stået for igennem de sidste årtier.
”Efter min opfattelse bør fokus ikke være på forhold, som skader integrationen, da hele begrebet om integration fortsat er en diffus og relativ størrelse. Fokus bør være på forhold, som skader samfundet og dets sammenhængskraft”
Når TV 2 i introen til denne udseendelse præciserer, at de beskæftiger sig med otte af de største og mest toneangivende moskeer, gør TV 2 repræsentanter for disse moskeer repræsentative for den samlede muslimske minoritet set gennem majoritetens briller. Når TV2 yderligere benytter sig af profiler som Ahmed Akkari – som har forladt islam og har et negativt syn på sin tidligere religion – Ahmad Mahmood – som qua sin opvækst har set dystre sider af blandt andet ghettokulturen og derfor fremlægger en relativ og forsimplet version af sandheden – og endelig benytter sig af en tvivlsom ekspert som tv-stationens sandhedsvidner, ja så bliver det tydeligt, at sammensætningen af medvirkende er ensidig og unuanceret. Dermed får hele udsendelsen også en stigmatiserende effekt.
Eksempelvis udtaler den såkaldte ekspert Tina Magaard at, ”islam handler ikke om fortolkning men hvilken lovgivning der er.” Enhver med perifert kendskab til trosretningen vil vide at den udmelding er så faktuelt forkert som overhovedet muligt. Hvis formålet med udsendelsen har været at sprede had blandt samfundets borgere, må TV 2s målsætning antages at være opnået – også selv om jeg har svært ved at tro, at dette bevidst har været meningen fra TV2’s side.
Proportioner
Derudover vil jeg nævne den proportionsforvrængning, som udsendelsen repræsenterer. TV 2’s hensigt skulle efter sigende være at medvirke til at fremme integrationen. Men de otte moskeer, udsendelsen ser på, har blot et par tusinde moskegængere tilsammen. Det nærmiljø som potentielt bliver påvirket af, hvad der bliver prædiket i disse moskeer på godt og ondt er med andre ord beskedent. Målt op mod den skade som denne udsendelse allerede har gjort, og fortsat vil gøre fremover, har TV 2 gjort større skade på sammenhængskraften i Danmark end de otte moskeer magter at gøre. Hvordan det? Jo fordi udsendelsen f.eks. i den grad har medvirket til at slippe den indre svinehund løs på de sociale medier, den har givet anledning til misforståelser, svækket medborgerskabsfølelsen, udfordret fællesskaber, styrket højreekstremismen og potentielt givet yderligere fremgang til Dansk Folkeparti. For blot at nævne de mest åbenlyse følger af programmet.
Forsimplingen
Udseendelsen forsimpler herudover også en kompleks problemstilling uden at forsøge at komme med andre legitime nuancer.
- Rammen er et udfordrende og socialt belastet boligområde med en befolkningssammensætning som til en vis grad er homogen, målt på kultur, social status, tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelsesniveau etc. Men udsendelsen inddrager ikke hverken sociologiske, antropologiske eller lignende perspektiver men udpeger udelukkende årsagsforklaringer, der baserer sig på religion.
Når man reducerer en verdensreligion med 1,7 mia. følgere til kun at omhandle de omtalte konflikter gør man sig skyldig i lige så grov en forsimpling og fejlslutning, som når de internationale medier portrætterer Lars Løkke Rasmussen som nazist.
”Når man forsimpler italesættelsen af større samfundsmæssige problemstillinger og fjerner fokus fra essensen i et emne – essensen som består af de reelle, mulige udforinger som kan være i en minoritetsgruppe – reducerer man diskussionen til en uintelligent, stigmatiserende og skadelig debat og og forhindrer samtidig netop den saglige og løsningsorienterede udveksling af synspunkter.
Når den mandlige muldvarp eksempelvis nævner (i del 1, sendt 1.marts 2016), at boligområdets (Gellerupparkens) geografiske placering i det vestlige samfund ikke skinner igennem, skulle man i sammenhængen have inkluderet oplysninger om, at rammen for udseendelsen er et socialt udsat boligområde, med en befolkningssammensætning hvor en etnicitet, en kultur og bestemte socioøkonomiske betingelser og kultur dominerer. For det har jo betydning for integrationen, og de forhold, kan man ikke tillægge imamerne ansvaret for, men derimod nok skiftende regeringers forfejlede tilgang til konceptet om ’integration,’ der har mange facetter, således også økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale – og ikke blot religiøse.
Det journalistiske ansvar og dilemma
Hver gang der bringes en negativ og unuanceret historie om muslimer efterlader det mig med en betydelig undren. Og det er ikke fordi jeg ikke mener, at muslimers gerninger, islam, forkyndelser af islam eller problemstillinger relateret til denne minoritetsgruppe ikke skal italesættes eller kritiseres. For selvfølgelig skal de det. Men fordi det undrer mig, at den samlede danske presse vælger at bringe den ene historie efter den anden ud fra den samme negative og stigmatiserede vinkel.
Hvem bestemmer egentlig, hvilke programmer som produceres og hvilken vinkel en historie skal angribes fra? Modsat historier om anden dansk politik, hvor der dog er en vis forskel i journalistisk vinkling og tilgang, virker det som om der er bred enighed omkring hvordan man skal portrættere muslimske medborgere, deres religion og de religiøse tekster, deres traditioner, normer kultur og værdier i den samlede danske presse. Min hypotese er, at det må være svært at være den formidlende journalist nogen gange, når man på forhånd synes at vide, at det man formidler, er kritisabelt. Det må gøre ondt på mange journalisters integritet og svarer vel til den skade, der sker på eksempelvis forskeres integritet når andre, selvbestaltede, eksperter misrepræsenterer det de har dedikeret store dele af deres professionelle virke til og forskerne så ikke siger disse selvbestaltede og måske populistiske eksperter imod.
Min hypotese er, at flere i den samlede danske presse enten har mistet deres integritet – eller at journalisterne sidder tilbage med en dårlig smag i munden.
Dramaturgiens skabelon
Det er tydeligt, hvordan TV2 benytter sig af en art dramatisk, kunstnerisk skabelon for hele iscenesættelse af udsendelsen. Alt fra musikken til de visuelle billeder, italesættelsen, kameravinklen, statisterne, måden udseendelse er klippet på over til hvordan dele af den arabiske prædiken gengives til største udmærkelse – hvis formålet altså er at lave en gyser.
Hvis formålet derimod har været at tage en saglig debat omkring nogle faktiske problemstillinger, som bestemt er relevant at italesætte, har denne udseendelse fejlet stort.
Diskursen som en sikkerhedsrisiko
Erfaringer dokumenterer, at mediernes diskurs – i det om omfang denne opfattes som stigmatisering af en hel minoritetsgruppe – i høj grad er med til at svække følelsen af medborgerskab og styrke mistilliden til mainstream-medierne. Samtidig rangerer disse medier selv højt på listen som en af de stærkeste faktorer der medvirker til at ekskludere minoriteten fra det store fællesskab.
Dobbeltmoral der bunder i økonomisk gevinst
Med afsæt i udseendelsens del et har der været stærke reaktioner på den teologiske og teoretiske accept af stening blandt visse muslimer. Nogle ytrer modstand mod en barbarisk form for dødstraf og andre mod selve konceptet omkring dødsstraf. I den brede befolkning ser man en kraftig afstandtagen fra personer, dogmer og institutioner som accepterer legitimiteten af denne form for straf – omend accepten har en teoretisk karakter. På den baggrund virker det for mig paradoksalt, at den danske udenrigsminister sammen med kronprinsen og kronprinsessen, på samme tidspunkt som denne debat udspiller sig i Danmark, er på besøg i et land som Saudi Arabien, som alene i sidste måned har henrettet over 50 individer ved halshugning. I den vestlige verden er der bred konsensus om at mene, at netop Saudi Arabien ikke overholder menneskerettighederne og de beskyttende konventioner. Forklaringen på dette paradoks må være – ligesom konklusionen på mediernes hetz mod muslimer igennem årtier – at økonomiske gevinster, enten i form af bilaterale samhandelsaftaler eller i form af seertal, overdeterminerer hvad der af samfundet opfattes som værende moralsk anstændigt.
Teoretiske strafformer og tvang i islam.
Strafformer som stening stammer fra dengang, de monoteistiske religioner blev dannet. Det er en accepteret strafform i islam, men langt de fleste muslimer mener, at straffen i nutiden er teoretisk og alene bruges til at pointere hvor alvorlig eksempelvis en synden som utroskab er. Derfor er det undergravende for muslimske medborgeres følelse af medborgerskab når dette teoretiske eksempel danner præcedens for problematisering af en religion. Det er i samme åndedrag nødvendigt at pointere, at koranen sammen med profetens sædvaner dækker alle aspekter af livet. Det er med andre ord ikke de religiøse skrifter som taler, men snarere et spørgsmål om den tilgang læseren vælger at have til den. Leder man efter krigsvers og vers omhandlende straf, finder man det – leder man efter barmhjertighed, empati, verdensforståelse og deslige, finder man det.
Ligeledes skal det nævnes at der ingen tvang er i islam – ingen tvang overfor indtræden eller fratrædelse af religionen, ingen tvang over for ægtefæller som afviser at dyrke sex, ingen tvang om at følge en bestemt imam eller en bestemt udlægning og så videre.
”Når generaliseringen, stigmatiseringen, diskursen, den simplificerede debat og deslige er italesat, så skal vi med oplysningens arbejde, uddannelse, den sunde fornuft, progressive kræfter inden for og uden for minoritetsmiljøet, udfordre narrativer hvor kvinder ikke må være på arbejdsmarkedet efter eget ønske, hvor mænd uretmæssigt dominerer kvinder, hvor tvang og vold retfærdiggøres eller hvor der opfordres til at lægge afstand til andre borgere i samfundet.”
Det har desværre ikke været muligt for mig at se udsendelse nr. to, hvorfor nogle problemstillinger i den udsendelse kan være oversete.
# POV International: Uanset om du er enig eller ej, så del gerne dette og/eller andre POV-indlæg på Facebook og Twitter (du kan også bare trykke direkte på Facebook-/Twitter-knapperne herunder). POV International hylder og “lever” af det frie ord – og lever indtil videre kun af at blive læst, debatteret, citeret og delt frit på blandt andet sociale medier samt i andre medier og i det øvrige offentlige rum.
Topfoto: Qasam Iljaz (privat)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
