BØGER // ESSAY – Engang myldrede Lower East Side på Manhattan med jødiske immigranter. Dem er der ikke mange spor efter i dag. Men bøgerne, der blev skrevet i kvarteret, banede vej for en rig jødisk-amerikansk litteraturtradition. Tonny Vorm er gået i sporet den første af dem alle, Abraham Cahans 100 år gamle David Levinskys nye verden.
De fleste tromler gennem Lower East Side. Op mod 200.000 biler kører dagligt over de to broer, der hér krydser East River, og for langt de fleste bag rattet handler det om at komme hurtigt til eller fra arbejde andetsteds på Manhattan.
De få varevogne og taxier, der gør et kort stop midt i det hele, bliver mødt af råb fra åbne bilruder og lange tryk i hornet efterfulgt af hvinende accelerationer. Støjen er helt igennem infernalsk, og den myldrende trafik er dybt fascinerende at betragte. Særligt ved Manhattan Bridge, hvor gaderne spreder sig i en vifte omkring Five Points. Luften er tung af bilos, og der bliver kæmpet om hver eneste meter af asfalten.
Nu, hvor jeg atter er i New York, har jeg besluttet mig for at gå i sporene på forfatteren og hans hovedperson
Jeg har besøgt Lower East Side før, men som oftest har kvarteret også for mig været et hurtigt stop på vejen. I dag er anderledes. Da Abraham Cahans David Levinskys nye verden fyldte 100 år i 2017 genlæste jeg den, og nu, hvor jeg atter er i New York, har jeg besluttet mig for at gå i sporene på forfatteren og hans hovedperson.
Kort fortalt handler David Levinskys nye verden om en ung mand, der udvandrer til USA fra Litauen i det daværende Rusland. Levinsky slår sig ned på Lower East Side uden penge og uden kendskab til sit nye lands skikke eller sprog. Han starter som en ussel småhandlende på de trange gader og ender som en velhavende forretningsmand.
David Levinskys amerikanske drøm er for så vidt gået i opfyldelse, men i de erindringer, der former bogen, spørger han sig selv – og læseren – om ikke noget er mistet undervejs. Han finder i hvert fald aldrig kærligheden og værdierne hjemmefra; lærdom, religion og dannelse har han ligeledes måtte opgive. Det er prisen, »han måtte betale for at slippe sit gamle liv og blive amerikaner«, som Samuel Rachlin skriver i sit forord til den danske udgave af romanen, der udkom i 2006.
En by med selvtillid og energi
Enkelte har kaldt David Levinsky for en af de bedste immigrationshistorier om den amerikanske drøm, der er skrevet. Heri er jeg ikke enig. Handlingen er en tand for sentimental visse steder, og bogen savner litterær dybde, synes jeg. Men historiens drama er gribende, og desuden tegner Cahan et farverigt og stemningsfuldt portræt af den sprudlende, kyniske og kaotiske bydel, hvortil to millioner jøder strømmede fra Rusland og Østeuropa omkring forrige århundredeskifte.
Abraham Cahan (1860-1951) selv ankom til USA i 1882 efter at have flygtet fra Rusland og de antisemitiske pogromer, der fulgte mordet på zaren i 1881. Som så mange andre nyankomne jøder søgte den 22-årige Cahan mod Lower East Side, hvor han lejede et værelse hos en enke på Monroe Street.
“Fodgængernes rytme og skridt, gadehandlernes stemmer og optræden og 117 andre detaljer vidnede om langt mere selvtillid og energi, større ambitioner …”
Her er der i dag intet spor efter David Cahan. En skraldevogn spærrer den relativt stille gade, der som det meste af kvarteret i dag er en del af Chinatown. For hundrede år siden var Lower East Side derimod et mylder af jødiske gadehandlere og arbejdere, der knoklede ved klaprende symaskiner i de utallige små tekstilfabrikker – eller sweatshops – der havde hjemme i kældre og private lejligheder.
De jødiske indvandrere forvandlede ganske enkelt »bydelen til en sydende heksekedel af foretagsomhed, handel og kultur«, skriver Samuel Rachlin i sit forord til David Levinskys nye verden, hvori gadernes sjæl beskrives således af hovedpersonen selv:
»Trængslen og mængden af folk her var ikke blot overvældende voldsommere, både i styrke og intensitet, end i min hjemby; den var også af anden karakter. Fodgængernes rytme og skridt, gadehandlernes stemmer og optræden og 117 andre detaljer vidnede om langt mere selvtillid og energi, større ambitioner …«
Energi og ambitioner er forudsætninger, hvis immigranten vil begå sig i USA, sådan har det altid været, og Cahans beskrivelse er stadig rammende. Da jeg drejer til venstre mod East Broadway, bliver jeg igen mødt af et veritabelt kaos af støj og bevægelse. Fra små boder sælger kinesiske kvinder frugt i alverdens farver: citroner, appelsiner, bananer og æbler, der bliver fragtet frem og tilbage i kasser balancerende på små fikse sækkevogne.
Foran Xin Huas Convenience Store er en gaffeltruck ved at blive læsset af, og hos automekanikeren under Manhattan Bridge er tre kinesere i færd med at skrue på undervognen af en sort limousine. Lidt derfra taler en fyr i mobiltelefon. Hans mine virker anspændt, tonen er aggressiv. Den hektiske stemning forstærkes af en konstant metallisk dundren fra trafikken på broen over os.
Cahan gik forrest i klassekampen
Hjemmefra er David Levinsky blevet advaret »om ikke at forestille sig, at Amerika skulle være et land, der flød med mælk og honning«. Det samme erfarede Abraham Cahan hurtigt. Det gyldne land, som jøderne kaldte USA, var knap så gyldent, da det kom til stykket, og Cahan måtte derfor tage hyre på en tekstilfabrik. Hårdt og dårligt lønnet arbejde, der nærede det socialistiske engagement, han havde med hjemmefra, og tillige formede hans senere karriere som både forfatter og indflydelsesrig avisredaktør.
Allerede en måned efter sin ankomst holdt Cahan en tale på russisk for en gruppe jødiske socialister i Eisl’s Golden Rule Hall på Rivington Street. Heri sagde han, at jo, der skulle arbejdes for bedre kår på fabrikkerne, men samtidig understregede han, at jøderne i hjemlandet stadig blev forfulgt.
»Lad os samle penge ind til denne hellige sag. Og lad os hele tiden minde hinanden om de svære kampe i vores gamle verden,« sagde han og høstede stort bifald.
Abraham Cahan var fra begyndelsen én af dem, der gik forrest i klassekampen og i kampen for at blive assimileret. Hurtigt lærte han sig både engelsk og jiddisch og kunne derfor begå sig blandt de fleste på Lower East Side
De over hundrede mennesker i salen var næsten alle lærde og intellektuelle og havde desuden det tilfælles, at de arbejdede under urimelige vilkår i tekstilindustrien. Som Ronald Sanders udtrykker det i bogen The Downtown Jews (1969) var situationen ganske unik på disse arbejdspladser, der »bestod af proletariske intellektuelle, der bragte en velartikuleret klassebevidsthed med sig direkte ind på fabrikken«.
Abraham Cahan var fra begyndelsen én af dem, der gik forrest i klassekampen og i kampen for at blive assimileret. Hurtigt lærte han sig både engelsk og jiddisch og kunne derfor begå sig blandt de fleste på Lower East Side. Her var tonen skarp, når der blev opfordret til strejker og demonstrationer, men Cahan – der ved flere lejligheder optrådte som politisk agitator – var samtidig fascineret af sit nye land og manede derfor ofte til besindelse.
»Anarkisterne og selv socialisterne hævdede, at der ikke var mere frihed i Amerika end i Rusland. Men det var bare snak,« skrev han siden i sine erindringer og tilføjede: »Her var intet militærpoliti, ingen politiske spioner.«
Eisl’s Golden Rule Hall på Rivington Street er for længst forsvundet. Ligesom Orchard Street og Hester Street – hjertet af datidens jødiske samfund i New York – har gaden de seneste mange år gennemgået en større renovation, og selv om flere bygninger stadig ser nedslidte ud, huser de i dag stribevis af dyre gallerier, hippe cafeer, økologiske bagere og smarte butikker.
På Orchard Street ligger desuden det populære Tenement Museum. Her kan man få guidede rundvisninger, der giver et levende billede af, hvordan det engang var at bo i de små, støjende og sundhedsfarlige lejligheder uden toilet eller vand. Jeg har besøgt museet tidligere og nøjes denne gang med at runde deres lille fine bogafdeling.
Her finder jeg Cahans første kortroman – eller lange novelle – Yekl fra 1896 i en udgave, der dertil indeholder flere noveller, jeg ikke har læst tidligere.
På bagflappen hævdes det, at Yekl »sandsynligvis« er den første engelsksprogede roman, der udspiller sig blandt immigranterne på New Yorks East Side. Det er værd at bemærke. Datidens såkaldte sweatshop poets anført af lyrikeren Morris Rosenfeld opnåede en vis succes med deres beskrivelser af kvarteret og dets jødiske tilflyttere, men de skrev alle på jiddisch.
Abraham Cahan skrev som den første jødiske indvandrer litteratur på engelsk, og det blev bemærket, blandt andet af den indflydelsesrige forfatter William Dean Howells, der i sin anmeldelse af Yekl kaldte Cahan for »realismens nye stjerne«. Et venskab udviklede sig siden mellem de to, og mange læser titlen The Rise of David Levinsky som en direkte hyldest til Howells’ romanklassiker The Rise of Silas Lapham (1885), hvis handling er skåret efter samme rags-to-riches-skabelon.
Zionisme på hovedgaden
På Strauss Square finder jeg endelig et spor efter Abraham Cahan. I 1897 blev avisen Forverts, eller Forward, stiftet af Cahan og en kollega. Cahan blev tillige redaktør for det socialistiske dagblad, som han frem til sin død i 1951 – med kun en enkelt afstikker – havde det redaktionelle ansvar for.
For at ramme det store publikum, der endnu ikke kunne læse engelsk, valgte Cahan hér at udtrykke sig på jiddisch. Men avisens indhold havde ofte fokus på det samme som litteraturen, nemlig den kvælende længsel efter hjemlandet og de barske udfordringer ved den nye verden. Hvordan begår man sig som et åndeligt væsen i en materiel verden?
Cahan holdt fast ved den jødiske arv, men insisterede samtidig på, at immigranterne skulle opdrage deres børn som amerikanere. Som resultat heraf opfordrede avisen forældre til at sende deres børn på college for at få en boglig uddannelse, ligesom den lagde spalteplads til en jiddisch oversættelse af de ærkeamerikanske baseballregler.
Forverts udkommer i dag digitalt en gang om måneden (forward.com), men var på et tidspunkt verdens største og mest toneangivende jiddischsprogede avis. I kolofonen optrådte udover Cahan tillige prominente navne som nobelpristageren Isaac Bashevis Singer og såmænd også Leon Trotskj.
»Forward Building« står der på facaden af bygningen, der i dag er omdannet til velhaverboliger. Af samme grund er døren låst, og det er den også i den store jødiske synagoge på Eldridge Street lidt derfra. Min guidebog fortæller mig ellers, at synagogen både huser et museum og afholder bryllupper og gudstjenester hver eneste weekend. Den er bygget i 1897 og er Lower East Sides første ortodokse synagoge. Inden da samledes folk i private stuer eller kælderlokaler for at bede eller læse og diskutere Talmud.
The Eldridge Street Synagoge, der allerede et par år efter opførelsen samlede mere end tusinde mennesker på helligdagene, blev af mange set som symbolet på, at jøderne var kommet for at blive. USA var nu deres verden, og den kom de i høj grad til at præge.
Det gælder ikke mindst David Levinskys nye verden, der, som Samuel Rachlin skriver i forordet, er »den første store jødiske roman i amerikansk litteratur, og den lægger grunden til en rig tradition, som Cahans efterfølgere har bygget videre på helt op til vores egen tid som for eksempel i Philip Roths bøger«.
Da jøderne havde tjent penge nok, flyttede de videre for at blive amerikanere; til Brooklyn, som Abraham Cahan selv, til Miami og til resten af Manhattan
Den jødisk-amerikanske litteratur kulminerede i 1950’erne, hvor Saul Bellow, Bernard Malamud og nævnte Roth groft sagt satte den litterære dagsorden. »Zion as Main Street,« kaldte litteraturkritikeren Leslie Fiedler perioden og antydede dermed, at den jødiske erfaring fra at være marginaliseret nu tronede på hovedgaden i det amerikanske samfund.
Og det er i overført betydning selvfølgelig også her, vi i dag skal kigge efter den jødisk-amerikanske kultur. Ikke i det slidte Lower East Side, der allerede i 1930’erne blev overtaget af immigranter fra andre lande. Da jøderne havde tjent penge nok, flyttede de videre for at blive amerikanere; til Brooklyn, som Abraham Cahan selv, til Miami og til resten af Manhattan, hvor næsten hvert eneste gadehjørne i dag dufter at salte pretzels, og de jødiske delier er blandt byens mest populære cafeterier.
På vej tilbage til mit hotel runder jeg en af de bedste og mest berømte, Katz’ Deli, der har ligget på Houston Street siden 1888. Utallige film er blevet optaget herinde, hvilket man forstår. Vægge fyldt med indrammede berømtheder, snorlige rækker af borde med hver en flaske Heinz’, kokke med hvide hatte ved grillen under det neonbøjede slogan, som Katz’ blev kendt for under Anden Verdenskrig: »Send a salami to your boy in the army.«
Jeg bestiller en pastramisandwich, der vist skulle være New Yorks bedste, og fisker min nye bog frem. Da sandwichen kommer, er jeg allerede begravet i Abraham Cahans noveller, der alle foregår i det gamle Lower East Side.
Fakta
Den første bølge af jødisk-amerikansk litteratur blev skrevet i Lower East Side i et socialrealistisk anslag.
Tre titler skiller sig særligt ud, nemlig Anzia Yezierskas Bread Givers (1925, ikke oversat), Michael Golds Jøder uden penge (1930) og Abraham Cahans David Levinskys nye verden (1917). Alle skildrer de immigrantens møde med den amerikanske virkelighed. Undertitlen på Yezierskas roman er ’En kamp mellem en far fra Den gamle verden og en datter fra Den ny’, hvilket antyder den generationskonflikt, der i mange år kendetegnede jødisk-amerikansk litteratur. Det gælder også den fjerde og mest ambitiøse og litterære roman fra den første bølge, Henry Roths Kald det søvn (1934), om den nervøse dreng David Schearl, hvis far har svært ved at finde sin identitet i storbyen New York.
Illustration: Wikipedia, Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
