FILM – I anledning af 100-året for etableringen af staten Rumænien har Cinemateket kørt en serie rumænske film – en ellers overset filmnation. Karen Hammer skriver om sine erindringer fra en ungdomsrejse bag jerntæppet og om dagens film.
Når jeg tænker på Rumænien er det ikke just film, jeg tænker på. Rumænsk film var meget længe om at gøre sig bemærket, hvilket nok skyldes de meget urolige politiske forhold i 1900-tallet, hvor det moderne Rumænien blev skabt. Fra krige mod de gamle europæiske imperier, anden verdenskrig og den senere indlemmelse i Warszava-pagten.
Cinemateket spillede i september måned 2018 en rumænsk dokumentarfilm, The Autobiography of Nicolae Ceaușescu af Ujica Andrei, hvori man nøje kunne følge den berømte diktators vanvittige styre.
Filmen varede tre timer og var ikke noget mesterværk. Der var imidlertid udsolgt, for vi var mange, der følte, at vi måtte prøve at forstå, hvordan det var lykkedes for en så berømt, magtsyg og ødsel person at slippe af sted med at køre et land så effektivt ned uden, der egentlig var ret mange i udlandet, der anede uråd.
I sommeren 1962 var jeg med en gruppe zoologistuderende fra Københavns Universitet på studierejse i Rumænien. Det var en meget spændende tur, hvor vi kom godt rundt i landet: Op i Draculas bjerge mod nord og rundt i Donaudeltaets vidunderlige smukke natur, der vrimlede med fugle og vandbøfler. Det var før diktatoren Nicolae Ceaușescus tid, og deltaet var endnu ikke blevet katastrofalt forurenet som losseplads for fremmede landes atomaffald m.m.
Jeg husker også, hvordan vi blev generet af nysgerrige rumænere, der hev op i vores tøj for at kunne studere vores undertøj og anmode om at måtte købe det. Der var ikke den slags luksus i Rumæniens butikker
Bukarest var en smuk by, for man havde ikke endnu bulldozet en sjettedel af byen for at bygge Ceaușescus enorme præsidentpalads, som først stod færdigt i 1994 og i dag anses for at være verdens andenstørste offentlige bygningsværk, kun mindre end Pentagon i Washington D.C.
Der var fornemt statsbesøg, mens vi var der. Alle var blevet beordret til at stå langs byens hovedgade parat til at vinke, og der så jeg et glimt af Sovjetunionens præsident Nikita Sergejevitj Khrusjtjov, mens hans kortege hurtigt kørte forbi. Sådan noget husker man længe efter.
Jeg husker også, hvordan vi blev generet af nysgerrige rumænere, der hev op i vores tøj for at kunne studere vores undertøj og anmode om at måtte købe det. Der var ikke den slags luksus i Rumæniens butikker, og dollarbutikkerne var kun for udlændinge. Til gengæld måtte vi intet købe på markeder eller langs vejene. Regeringen skulle nok selv bestemme, hvilke souvenirs vi kunne tage med hjem.
Et fascinerende mesterværk
Man skal helt tæt på år 2000 for at finde rumænske film, der markerer sig internationalt. I 1994 deltog Lucian Pintilie i Cannes med Unforgetable Summer. Senere gjorde Mircea Daneliuc sig bemærket med Senator of the Snails, og Radu Gabrea lavede The Tragic Love Story of Rosenemil.
I 2001 vakte Sinisa Dragin stor opmærksomhed med den populære Every Day God Kisses Us On the Mouth – en dyster film om en seriemorder, og Cristi Puius udsendte sin første film, gyseren Stuff and Dough. Puiu har instrueret adskillige berømmede film som Aurora, 2010, hvor en familiefar gennem flere timer planløst plaffer tilfældige personer ned på sin vandring i Bukarests gader, og Hr. Lazarescus sidste rejse, 2005, som kom op i Grand-biografen som den første af Rumæniens nye filmbølge. Den viser hvor ekstremt dårligt det rumænske sygehusvæsen behandler en syg gammel mand, der af hensynsløse portører indtil døden sendes rundt mellem Bukarests hospitaler.
I Cinematekets nye serie finder vi atter en film af Puiu: Sieranevada, et tre timer langt, sort humoristisk drama, der foregår i en fireværelses lejlighed, hvor en større familie forsøger at afholde et begravelsesritual. Folk kommer og går rundt mellem de forskellige rum. Megen diskussion foregår i køkkenet, hvor man ihærdigt skændes og bander over, at præsten endnu ikke er kommet, for man kan jo ikke begynde at spise, før ceremonien er gennemført. I den lange ventetid er der al for god tid til sladder; familieskeletterne rasler ud af skabene, efterhånden som personerne bliver mere og mere sultne.
Filmen er et fascinerende mesterværk og har selvfølgelig været oppe i Grand i 2016.
En anden bemærkelsesværdig instruktør er Christian Mungiu, der i 2007 vandt De Gyldne Palmer i Cannes. Hans rystende 4 måneder, 3 uger og 2 dage kommenterer en ung kvindes desperation, mens hun kæmper sig igennem det illegale abortmarked i 1980’ernes Rumænien. I 2011 lavede han Tales From the Golden Age, i 2012 Beyond The Hills, der også blev prist i Cannes, og i 2016 Graduation, der samtidig med Cinematekets præsentation af nyere rumænske film, kunne ses i Grand.
Colin Peter Netzer vandt i 2013 Guldbjørnen i Berlin med Mor og Søn, der handler om moderkærlighed. En overfladisk, forkælet ung mand er kommet til at dræbe en fodgænger i trafikken; hans mor kæmper med alle tænkelige midler og god hjælp fra myndighederne i det korruptionsplagede Rumænien for at redde ham ud af problemerne. I 2017 vandt Netzer atter i Berlin, dog kun Sølvbjørnen, med Ana Mon Amour – en smuk kærlighedshistorie, hvor en psykisk svag kvinde gennem omgivelsernes modstand vokser i styrke.
Den blev vist i Cinematekets serie sammen med Orizont, 2015, af Marian Crisan, der tidligere i 2010 havde lavet Morgen. Orizont er en atmosfærefyldt thriller, der udspiller sig i et øde bjergområde, hvor Lucien og hans kone Anna har overtaget et lille hotel for at komme væk fra storbyens stress. De får imidlertid problemer med den korrupte ordensmagt og med gangsteren Zoli, der leder den lokale skovhugstmafia. Det er en meget uhyggelig film med Hitchcock-agtige effekter.
I 2017 blev Andrei Cretulecus debutfilm Charleston en stor succes i Rumænien. Den er en blanding af en komedie og en noget særpræget anvisning på et sorgarbejde. Enkemanden Alexandru opsøges kort efter sin kones død af en yngre mand, der forklarer, at han var konens elsker, og derfor mener at de to passende kunne sørge sammen. Alexandru starter med at slå elskeren ned, men overgiver sig så lidt efter lidt til den bizarre ide. De to store mænd presser sig sammen ind i Alexandrus lille knaldrøde Fiat 500 og tager ud for at besøge hendes grav. En charmerende og meget humoristisk film.
Filmseriens stærkeste film
Iulia Rugina lavede i 2017 en meget fin film om krisen i den moderne rumænske familie, Breaking News. Den fraskilte TV-fotograf Alex og hans journalistkollega Andrei er på arbejde, da de rammes af en fabrikseksplosion, hvor journalisten dræbes, mens Alex kun bliver lettere såret.
Han får nu til opgave at producere en mindeudsendelse om Andrei og rejser lige før jul ud til den lille by ved havet, hvorfra han kom. Men her er der ingen, der gider tale med ham. Andreis teenagedatter er helt utilbøjelig til at åbne sig for Alex; meget tyder på, at hun føler, at hendes far har svigtet hende ved at sætte arbejdet først, og hans forældre ser slet ikke ud til at sørge over ham. Andrei føler sig ramt og begynder at tænke over, hvor meget han egentlig kender til sin egen datters liv.
Denne film stod stærkere end nogen af de andre i Cinematekets lille serie, som blev præsenteret i anledning af 100-året for etableringen af staten Rumænien.
Hovedillustration: Breaking News, Transilvania Film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
