
OPDATERING. Region Midtjylland oplyser, at de har set artiklen og har taget kontakt til PentaBase for at få mere viden omkring deres produkt. Se brev nederst i artiklen (red).
CORONAVIRUS // DEBAT – Søren Kenner er målløs efter at have læst et opråb fra direktøren for den danske virksomhed, PentaBase. Firmaet stiller udstyr og produkter, der kan fremstille flere tests for COVID-19 til rådighed for myndighederne – men kan ikke komme igennem bureaukratiet.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ulf Bech Christensen driver virksomheden PentaBase. De har 14 maskiner, der kan teste for Covid-19, hvor sundhedsvæsnet i alt har 5. De har også de reagenser hospitalerne mangler for at kunne teste og de kan fremstille mere, hvis der er brug for det.
Han henvender sig til regionerne og tilbyder at hjælpe med både tests, reagenser og for den sags skyld også private tests, hvis sundhedsstyrelsen vil godkende det.
Svaret? Fra Stephanie Lose fra regionerne: “Vi har sendt din besked videre,” og fra Sundhedsstyrelsen “hvis dit spørgsmål er corona-relateret er svartiden længere end normalt”.
Seriously? Har I fuldstændig tabt sutten?
Vi har 14 real-time PCR-maskiner, som de så fint hedder, i vores laboratorier, som kunne bruges til formålet. De er sat op og bruges dagligt til vores forskning. Real-time PCR er den metode, WHO anbefaler man benytter til Coronavirus-screening
WHO understreger igen og igen og igen, hvor vigtig test er for at nedkæmpe virus. Og sundhedsvæsnet har ikke mange test tilbage.
Her er en, der henvender sig og tilbyder test, og så bliver han ignoreret.
Er bureaukratiet fuldstændig tilsandet, eller hvad i hede hule helvede sker lige her?
Del gerne denne artikel – og hvis du som læser kender journalister eller folk i administrationen, der kan tage affære her, så synes jeg du skulle se, om ikke vi kan få mobiliseret noget handling her.
Her er, hvad direktøren for Penta skrev på sin egen post under titlen, “Input fra en træt mand”:
“Har lige her kl. 3:00 hørt i radioavisen, at danske fabrikanter af for eksempel hospitalssprit og mundbind blev henstillet til at prioritere danske sygehuse først. Det var ikke et påbud, men en henstilling fra lægemiddelstyrelsen.”
“Det lyder jo rigtigt, dejligt nationalistisk, lad os rykke sammen. På samme måde som da alt indkøb til diagnostikken og behandlingen af coronavirus blev samlet, og man for at øge testkapaciteten lige har annonceret, at man har købt tre nye store maskiner– fra udlandet!”
“Det er nok sådanne indkøb, der har gjort, at hverken sundhedsstyrelsen eller sygehusene har haft tid til at svare os på vores henvendelse, om de havde brug for assistance. Det skal siges, at Stephanie Lose har svaret, at hun har videresendt beskeden.”
“Vi har 14 real-time PCR-maskiner, som de så fint hedder, i vores laboratorier, som kunne bruges til formålet. De er sat op og bruges dagligt til vores forskning. Real-time PCR er den metode WHO anbefaler, man benytter til coronavirus screening.”
“Jeg har heldigvis altid haft den evne at ansætte folk, som var klogere end mig – onde tunger vil sige, at det også er svært andet.”
“Sammen har vi fokuseret på og kaldt os specialister af real-time PCR de sidste næsten 14 år, hvor PentaBase har eksisteret. Og inklusiv de fem studerende vi har i øjeblikket, er vi 18 forskere, som jeg har stillet til rådighed, hvis sundhedsvæsenet ønsker det.”
Læs hele Facebook-posten fra direktøren for PentaBase:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=2943875342338699&id=100001487866021
Altinget skriver følgende om købet af diagnostikudstyret på deres hjemmeside:
”Sundhedsministeren holdt i går møde med verdenssundhedsorganisationen, WHO, som opfordrede til at teste mere. Det er en af grundene til, at vi har indkøbt testmaskinerne, sagde Magnus Heunicke.
Allan Randrup Thomsen, der er professor ved Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, ser indkøbet af de nye testmaskiner som ”rettidig omhu” fra myndighedernes side.
Han gør dog opmærksom på, at maskinerne kun kan bruges, hvis man også har nok reagenser, som er det udstyr, man skal bruge, hver gang man tager en prøve.”
Lad os se, om de tætte samarbejdspartnere den danske stat har fået gennem SKI aftaler med de store, udenlandske leverandører også begynder at fokusere på deres ”egne borgere”. Så kan det være lægemiddelstyrelsen ringer.Indtil vi får svar, så sender vi vores fantastiske produkter til vores fantastiske udenlandske kunder
Direktøren for PentaBase siger også:
“Nå, nu har jeg holdt en lang nok pause fra produktionen. Jeg skal tilbage og producere reagenser til detektion af coronavirus, som vi også gør. Siden torsdag har vi kørt i døgndrift og mine fantastiske medarbejdere knokler en vis del ud af bukserne med lange arbejdsdage. ”
“Så isolerer jeg mig selv i laboratoriet om natten og holder maskinerne i gang. Vi skal ikke bare levere diagnostik til coronavirus. Vi skal levere en diagnostik, som er mere følsom, mere sikker, hurtigere og kan tilpasses, hvis virusset muterer, end den standarddiagnostik, som i dag bruges.”
“Det gør vi selvfølgelig gerne til danske patienter. Men lad os se, om de tætte samarbejdspartnere den danske stat har fået gennem SKI aftaler med de store, udenlandske leverandører også begynder at fokusere på deres ”egne borgere”. Så kan det være lægemiddelstyrelsen ringer. Indtil da, så sender vi vores fantastiske produkter til vores fantastiske udenlandske kunder.”
“Har du behov for at blive testet, men kan ikke blive det? Jeg kan ikke tilbyde det endnu. Jeg har spurgt i mine emails til systemet, om man fra offentligt hold havde en holdning til at vi, mod betaling, kunne tilbyde at teste de patienter, som de ikke selv tilbyder at teste.”‘
“Fik et auto-svar tilbage fra Sundhedsstyrelsen, at hvis mit spørgsmål var corona-relateret, kunne jeg forvente længere end normal svartid.”
POV har bedt Sundhedsstyrelsens pressetjeneste om et svar på Søren Kenners indlæg. Her er hvad Pressetjenesten fremsendte til POV:
Kære POV / Annegrethe Rasmussen,
Tak for din mail.
Jeg sender her det svar, som direktør Søren Brostrøm har skrevet i dag til PentaBase, hvis I vil have det med i jeres artikel.
Med venlig hilsen
Lotte Bælum
Lotte Bælum
Presserådgiver
Kære Ulf Bech Christensen,
Jeg kan se at du er skuffet over manglende svar fra mig på nedenstående mail. Det forstår jeg godt, og jeg kan kun beklage hvis du ikke har fået rettidigt og præcist svar fra Sundhedsstyrelsen på din mail. Under den aktuelle situation med COVID-19 får jeg et helt ekstremt stort antal mails i min indbakke, og jeg prøver løbende at svare personligt på så mange som muligt, men jeg gør alt hvad jeg kan for at få andre mails sendt videre til relevante, både andre steder i Sundhedsstyrelsen, og hos andre myndigheder og organisationer.
Vedr. denne mail, så har jeg ikke svaret dig personligt, da jeg kunne se at den var sendt til vores institutionspostkasse, som skal sørge for relevant videresendelse. Jeg vil selvfølgelig konkret undersøge hvad der kan være sket, så vi kan lære af det, og forbedre vores processer.
Jeg skal beklage hvis du ikke har fået svar. Jeg kan i øvrigt ikke se at du har sendt rykker til mig.
Vedr. selve substansen i din mail, så er det ikke Sundhedsstyrelsen du skal have fat i, for vi godkender og overvåger ikke medicinsk udstyr (det er vores kolleger i Lægemiddelstyrelsen), og vi ejer og driver heller ikke sygehuse, herunder klinisk mikrobiologiske afdelinger, det gør de fem regioner. Vedr. leverance af nationale referenceprøver m.v., så er det Statens Serum Institut som er nationalt referencelaboratorium. Så jeg vil foreslå at du kontakter Lægemiddelstyrelsen, Danske Regioner og Statens Serum Institut med din forespørgsel, du må endelig sige til hvis vi skal hjælpe med at formidle kontakt.
Kontakt gerne covidsundhed@sst.dk for fremadrettede forespørgsler til Sundhedsstyrelsen.
Mange hilsner,
Søren
____________________
Søren Brostrøm
Direktør
Topfoto: PentaBase – fra hjemmesiden.
LÆS ANDRE INDLÆG AF SØREN KENNER HER.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.