KOMMENTAR – I fremtiden er det slut med at klæde sig ud som indianer til en temafest på København Universitet eller at fortælle en sjofel vittighed til en medstuderende. Det kan man vælge at trække på smilebåndet over, og man kan samtidig undre sig såre over, at den hysteriske amerikanske krænkelseskultur nu skal til at vinde indpas på danske universiteter, skriver Nikolaj Bøgh. Bag de nye regler ligger en farlig tendens til selvcensur, som truer med at undergrave universiteternes kultur og bidrage til at skabe et samfund med mindre frem for mere tolerance over for forskelligheder
Den 25. juni underskrev Københavns Universitets rektor Henrik C. Wegener et nyt sæt sproglige retningslinjer, der forbyder sprog som rummer ”uvelkomne hentydninger med seksuelle undertoner, fx. sjofle historier, vittigheder, kommentarer om udseende og grove mundtlige overfald”.
Og på universitetets juridiske fakultet har ledelsen forbudt planlagte udklædningsfester i forbindelse med studiestart, som man mener tager udgangspunkt i ”stereotyper” om ”etnicitet, seksualitet, religion med videre”.
Amerikansk kulturimport af den uheldige slags
Det er så vidt vides første gang i Danmark, at vi så markant oplever den strømning, der kendes fra amerikanske universiteter med etablering af ”safe spaces” og diverse andre eksempler på en vidtgående krænkelseskultur, hvor forskellige grupperinger konstant har antennerne ude for at spotte mulige fornærmelser, melde deres medstuderende for sproglige overgreb, forsøge at få fjernet talere, hvis holdninger man ikke bryder sig om, fjerne gamle statuer med angivelige racistiske undertoner og meget andet.
Indtil videre har den almindelige danske pragmatiske, mangel på selvhøjtidelighed og ganske almindelig sund fornuft været en effektiv vaccine mod import af den type af identitetspolitik, men noget tyder altså på, at det så småt er ved at være en saga blot
Der er tale om en Pandoras Æske, der også omfatter fænomener som ”trigger warnings”, ”mikroagressioner”, ”cultural appropriation” m.m., der alle udspringer af et land med helt andre traditioner for raceopdeling og konflikter mellem befolkningsgrupper med forskellige kulturelle udgangspunkter. De nævnte fanomener er i de senere år blevet rendyrket som en del af en identitetspolitisk praksis, der har skabt dybe skel i amerikansk samfundsliv og politik – stik imod hensigten, som angiveligt skulle være at fremme et mere rummeligt og tolerant samfund.
Indtil videre har den almindelige danske pragmatiske, mangel på selvhøjtidelighed og ganske almindelig sund fornuft været en effektiv vaccine mod import af den type af identitetspolitik, men noget tyder altså på, at det så småt er ved at være en saga blot.
Det er naturligvis i udgangspunktet et sympatisk formål at forhindre, at studerende føler sig krænkede på deres uddannelsesinstitution og sikre, at der er plads til alle mennesker, uanset deres etniske baggrund, seksuelle orientering m.m. Og sexchikane eller det der ligner, kan selvfølgelig aldrig være i orden.
Men at opstille uklare regler for sproglig adfærd er et betydeligt skråplan og en enorm misforståelse af, hvad et universitet er eller skal være.
Subjektive krænkelser
Overskrider man de i grunden ganske tydelige kulturelle normer for, hvad der er sexchikane og hvad der ikke er, så skal det naturligvis håndteres, og her gør et diffust regelsæt formentlig hverken fra eller til.
Krænker man kvinder – eller mænd, for den sags skyld – gør man det givetvis, uanset at der står i retningslinjerne fra ledelsen, at man ikke må. Og i grunden er risikoen sikkert ganske nærliggende for, at man i virkeligheden snarere relativerer og trivialiserer ”rigtige” sexuelle overgreb, når disse blandes sammen med frække vittigheder og almindeligt frisprog.
Næppe, hvad sprogrøgterne på KU egentlig havde i tankerne.
Hvorvidt en fræk vittighed eller en kæk bemærkning er acceptabel i omgangen mellem voksne mennesker, det er altså nu op til den enkeltes subjektive vurdering, og en mulig krænkelse vil altid kunne indberettes til ledelsen .. Tanken om den konstante krænkelsesparathed bryder med universitetets traditionelle rolle som hjemsted for den kritiske tanke
Der, hvor kæden for alvor hopper af, er således i det diffuse sproglige regelsæt. At lave regler for sproglig adfærd mellem studerende er mildt sagt en vanskelig opgave, og derfor rummer det nye regelsæt også en slags ”omvendt bevisbyrde”, hvor det afgørende er den enkelte studerendes oplevelse af at være blevet krænket – ikke den intention, som ligger bag det mulige udsagn eller opfattelsen af, hvad der er sædvanlig adfærd i givne situationer.
Hvorvidt en fræk vittighed eller en kæk bemærkning er acceptabel i omgangen mellem voksne mennesker, det er altså nu op til den enkeltes subjektive vurdering, og en mulig krænkelse vil altid kunne indberettes til ledelsen.
Som Joan Lykkeaa, der er fællestillidsrepræsentant for HK-laboranterne på KU og har været medlem af udvalget, som har formuleret de nye retningslinjer siger, så skal du fremover ”tænke dig grundigt om, inden du fyrer en ’festlig’ bemærkning af.” Og ifølge Lisbeth Møller, vicedirektør for HR på KU, har ledelsen pligt til at reagere, når den får kendskab til sager, hvor personer på universitetet føler sig krænkede, også hvis de hører om det på tredje hånd.
Dermed risikerer man at indlede en bølge af selvcensur, hvor man skal tænke sig ekstra godt om, hver gang man er i kontakt med en medstuderende, der er ”anderledes” end en selv og hvor man hver gang skal gennemtænke en temafest for mulige krænkelser – for hvilken udklædning er i grunden ikke en sterotypificering, når det kommer til stykket?
Den øjner det himmelske lys – eller gør den?
Tanken om den konstante krænkelsesparathed bryder med universitetets traditionelle rolle som hjemsted for den kritiske tanke.
Et universitet er og skal være et sted, hvor forskellige opfattelser og argumenter konstant brydes. Hvor man bliver udfordret og modsagt og netop ikke strøget med hårene og talt efter munden. Al god forskning og al sand erkendelse begynder med modsigelsen.
At gå på et universitet handler derfor i høj grad om at få opbygget sin kritiske sans og at lære at reflektere over forskellige opfattelser af sandheden. Det kræver mental modstandskraft – ikke at man konstant bliver bekræftet i sit eget verdensbillede og udstyret med magtmidler til at gennemtvinge dette.
Hvad bliver det næste? Bliver det også på Københavns Universitet – som i USA – fremover almindeligt at studerende kræver talere fjernede fra arrangementer, fordi de er uenige i deres holdninger eller verdensbillede? … ånden flyver lavt, hvis den hele tiden skal se sig over skulderen efter vrede og fornærmelse
Hvis man lægger låg på uenigheder og forskellige opfattelser og begynder at beskytte de studerende mod alt hvad der kan krænke deres identitet og verdensbillede, risikerer man at skabe en kultur, der er præget af selvcensur, og det kommer let til at skade det akademiske miljø.
Hvis ”forkerte synspunkter” er udelukket og man altid skal tænke grundigt over, hvorvidt man nu kan komme til at krænke andre, så går det ud over den frie debat. Den laveste fællesnævner bliver styrende, netop fordi reglerne er uklare, men stærkt truende i deres form.
Og hvad bliver det næste? Bliver det også på Københavns Universitet – som i USA – fremover almindeligt at studerende kræver talere fjernede fra arrangementer, fordi de er uenige i deres holdninger eller verdensbillede? “Coelestem adspicit lucem” – ørnen over universitetets hovedindgang øjner det himmelske lys.
Men ånden flyver lavt, hvis den hele tiden skal se sig over skulderen efter vrede og fornærmelse.
Et mere intolerant samfund lurer i horisonten
Argumentationen bag de nye regler er, at Københavns Universitet gennem de senere år er blevet et mere mangfoldigt og multikulturelt sted, hvilket ”nødvendiggør klare spilleregler for, hvordan de ansatte omgås hinanden”, som Joan Lykkeaa udtrykker det.
Hun siger også: ”Vi har forskellige måder at begå os på i det offentlige rum, alt efter hvilket land vi kommer fra. Vi har nok haft en friere tone i Danmark førhen, men vi skal nok til at lægge lidt bånd på os selv, da vi mennesker har forskellige grænser – også på det område.”
Det er nok et meget stort spørgsmål, om tolerancen mellem forskellige befolkningsgrupper – på universitetet eller andre steder – bliver fremmet af, at man skal gå rundt og vurdere, om ens identitet bliver krænket eller ej.
Med stor sandsynlighed fører tiltaget snarere til mere fremmedgjorthed og mindre interaktion mellem befolkningsgrupper med forskellige baggrunde end det modsatte. Usikkerheden om, hvad man må eller ikke må og knæsætningen af, at alle minoriteter har ret til at have deres verdensbillede intakt – uanset hovedkulturens normer – fremmer næppe den nødvendige integration.
Krænkelsen – udfordringen af egne normer – er ikke bare uundgåelig, den er også nødvendig, hvis vi ønsker et samfund, der hænger sammen på tværs af tilgang af forskellige etniciteter og kulturer.
Et samfund, hvor vi er alle er opdelt i hver vores specifikke kultur og verdensbillede og bliver bange for at overskride hinandens grænser, bliver et mere intolerant samfund – ikke et mere tolerant. Det er de tolerantes intolerance, og det hører ikke hjemme her.
Topfoto: Københavns Universitet, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
