BAGGRUND – Med den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Mike Flynns erkendte løgne overfor FBI er undersøgelsen af Ruslands mulige ulovlige indflydelse på Donald Trumps valgkampagne rykket tættere på Det Hvide Hus. I hovedstadens kulisser spekuleres der i, om Trumps overlevelsesinstinkt kunne føre til, at hans datter og svigersøn må ofre sig og forlade regeringsskuden.
WASHINGTON D.C – Der var absolut intet aftalt spil mellem Rusland og Donald Trumps valgkampagne. Og Trump er ikke det mindste bekymret over, hvad hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver og nære ven, general Mike Flynn, måtte fortælle den særlige chefundersøger Robert Mueller. Faktisk er Trump svært tilfreds.
Eller som præsidenten siger det:
”And what has been shown is no collusion, no collusion. There’s been absolutely, there’s been absolutely no collusion. So we’re very happy”.
Ja, sådan lød det fra præsident Donald Trump, efter at flere journalister råbte spørgsmål til ham, mens han var på vej ud af Det Hvide Hus lørdag – en teknik, som reportere nu rutinemæssigt anvender overfor præsidenten, der har notorisk svært ved at tie stille, men tværtimod elsker at give hurtige svar og skyde fra hoften (modsat de fleste forgængere på præsidentposten, der fortrak sikkerheden ved planlagte pressemøder med et begrænset antal spørgsmål).
Spørgsmålene, der regnede ned over Trump, blev stillet efter, at Mike Flynn fredag erklærede sig skyldig i at have løjet over for FBI om et møde med Ruslands ambassadør, Sergei Kislyak.
Flynns tilståelse, der blev afgivet overfor en dommer i Washington, er en del af den igangværende særlige efterforskning af et muligt aftalt og ulovligt samarbejde mellem Rusland og Trumps valgkampagneteam. Efterforskningen foretages med den tidligere chef for FBI, Robert Mueller, i spidsen.
Ifølge både NBC og MSNBC er Det Hvide Hus ”blændet af chok” over den tidligere generals beslutning om at ”samarbejde fuldt ud” med Mueller
Og uanset Trumps forsikringer står det klart, at med Flynns indrømmelse af at have løjet for forbundspolitiet – en kriminel handling i sig selv, der kan udløse år i fængsel, om end det antages, at Flynn netop har indrømmet og nu samarbejder med Muellers team for at undgå fængselsstraf både for sig selv og for sin søn, der også er inddraget i undersøgelsen – så er Ruslandsundersøgelsen med ét rykket langt tættere på både hjertet af valgkampen og på det nuværende Hvide Hus.
Chok og forfærdelse i Det Hvide Hus
Ifølge både NBC og MSNBC er Det Hvide Hus da også ”blændet af chok” over den tidligere generals beslutning om at ”samarbejde fuldt ud” med Mueller.
Netmediet The Hill skriver, at nyheden om Flynns samarbejde med Mueller var chokerende og har udløst en “dyb krise” og forfærdelse i Det Hvide Hus:
“President Trump was pitched into a deepening crisis on Friday as his former national security adviser Michael Flynn pleaded guilty to lying to the FBI and announced that he was cooperating with the team of investigators spearheaded by special counsel Robert Mueller. “Terrible,” was the verdict of one source close to Trump, speaking on condition of anonymity. The source added that Mueller’s success in getting Flynn to flip was “very dangerous” for the president.”
Men intet viser måske mere, hvor alvorlig nyheden er for Trump & co., end en lille stump fra Fox News’ morgennyheder samme dag.
Det kan måske lyde mærkeligt i danske ører, men på den konservative kabel-tv-station gør man mestendels sit allerbedste for at stille regeringen og Trump i et positivt lys.
At det ikke er muligt, ses her, hvor reporteren på sagen først rapporterer om udfaldet af Flynns aftale med Mueller og derefter afviser en paneldeltagers ledende spørgsmål om, hvorvidt Flynns rolle egentlig ikke blot handler om nogle få dage i starten af Trumps embedsperiode og ikke om valgkampen.
Næste slag mod Det Hvide Hus – Jared Kushner stod bag kontakten til Rusland
Kort tid efter nyheden om Flynns tilståelse kom så næste slag mod Trumps indercirkel samme aften.
Her kom det nemlig frem, at det var ingen ringere end Trumps svigersøn, Jared Kushner – der i dag arbejder i Det Hvide Hus som rådgiver for præsidenten – som var den ”højtstående person i Trumps overgangsteam”, der bad Flynn om at tage kontakt med russerne i december 2016. Den anden Trump-rådgiver, Flynn søgte råd hos, var K.T. McFarland, som havde titel af deputy national security adviser i fem måneder og som pt. er udpeget af Trump til posten som ny amerikansk ambassadør i Singapore.
Kushner kan blive “den næste dominobrik, der falder”
Som Bloomberg News formulerer det, kan Kushner dermed blive “den næste dominobrik, der falder.” Og uanset om der var tale om “collusion” – samarbejde – mellem Trumps kampagne og Rusland eller ej, så kan Flynns løgne i sidste ende blive “enough to take out not only Flynn, but also the man who married the president’s daughter“.
“Lock who up”?
Derudover var Flynn heller ikke blot national sikkerhedsrådgiver – tre uger og tre dage blev det til – han var også en af Trumps få fortrolige og nærmeste medarbejdere under valgkampen.
Videostumpen, hvor Flynn under den republikanske partikongres leder koret af delegerede, der råber ”lock her up” om Hillary Clinton, er weekenden over blevet vist igen og igen på amerikansk TV.
Omkvædet om ‘lock her up’ og Flynns rolle i det hele taget er ikke gået de satiriske programmers næse forbi. Heller ikke at det nu kan ende med at være Flynn, der havner bag tremmer.
Således så det berømte lørdags-satiriske program, Saturday Night Live, på sagen – med inspiration fra Charles Dickens‘ “A Christmas Carol”, hvor hovedrolleindehaveren, gnieren Scrooge, bliver besøgt af spøgelser fra sin fortid.
I parodien er præsidentens spøgelser en fængslet Flynn iført lænker, Vladimir Putin, Hillary Clinton og Billy Bush, der var studieværten fra det berygtede Access Hollywood-videobånd:
Det var heller ikke blot selve mødet med den russiske ambassadør, som Flynn løj om. For det var også løgn, da Flynn til FBI fortalte, at han ikke havde bedt den russiske ambassadør om, at Moskva holdt sig tilbage med gengældelsesaktioner, efter Obama-regeringen sidst i december 2016 havde indført yderligere sanktioner mod Rusland.
For det var netop det, den daværende kampagnemedarbejder og rådgiver bad ambassadøren om at formidle videre til Moskva, og da Ruslands præsident Vladimir Putin derefter – meget usædvanligt – netop ikke gengældte det amerikanske skridt med en hævnaktion, roste Trump Putin med et tweet 30. december, der sagde, at han altid havde vidst, at den russiske præsident var en ”smart fyr”:
https://twitter.com/realdonaldtrump/status/814919370711461890?lang=en
Trump ændrer forklaring om fyring af Flynn
Løgnene, som Flynn fortalte FBI, faldt blot få dage efter, at Trump var blevet indsat som præsident i januar 2017. Flynn blev fyret 13. februar. Ifølge Det Hvide Hus skete det, fordi han havde løjet overfor vicepræsident Mike Pence ved ikke at fortælle denne sandheden om mødet med den russiske ambassadør.
Men Trump postede et opsigtsvækkende tweet lørdag, hvor han siger, at Flynn også blev fyret, fordi han havde løjet overfor FBI:
“I had to fire General Flynn because he lied to the Vice President and the FBI. He has pled guilty to those lies. It is a shame because his actions during the transition were lawful. There was nothing to hide!”
Det må dog være en efterrationalisering, medmindre der er tale om en ”Freudian slip of the tongue”, eftersom Trump netop ifølge egne udsagn intet vidste om, at Flynn havde løjet overfor andre end Pence på tidspunktet for sikkerhedsrådgiverens fyring. Det var i øvrigt Washington Post, der afslørede, at Flynn havde løjet overfor FBI. Det skrev avisen tre dage efter, at Trump havde fyret Flynn.
NBC skriver om Trumps kovending:
“President Donald Trump suggested for the first time that he knew National Security Adviser Michael Flynn had lied to the FBI — a felony — at the time Flynn was fired. … “Trump fired Flynn on Feb. 13, saying Flynn had lied to the vice president, and shortly after, Trump asked FBI Director James Comey to shut down the investigation into Flynn, according to the director’s testimony before Congress in June.”
Flere anklagede
Flynn er ikke den eneste af Trumps ledende kampagnefolk, der står anklaget.
Den unge, udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos var den første, der gik til bekendelse og fortalte, at han ikke havde fortalt sandheden om forbindelser til Rusland, og han samarbejder nu med anklagemyndigheden og undersøgelsesholdet, ligesom han ifølge amerikanske medier har samarbejdet aktivt for at indhente bevismateriale ved at holde møder med andre tidligere medlemmer af Trumps kampagneteam, mens han har båret en mikrofon.
Det bliver nu sværere for Trump at se Muellers undersøgelse som en politisk drevet heksejagt og et svindelnummer fra politiske modstandere
De to andre anklagede er Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort og dennes forretningspartner Rick Gates.
Flynns tilståelse gør det imidlertid langt sværere for Trump at affærdige Muellers efterforskning som en politisk drevet heksejagt og et svindelnummer fra hans politiske modstandere – ”a democratic hoax” – de to foretrukne termer, Trump anvender om undersøgelsen.
Det kan derudover også blive umuligt for præsidenten at blive ved med at forsvare Flynn som en personlig ven og en ”basically good guy” fremover, noget som præsidenten ellers har understreget ved flere lejligheder. Da Trump lørdag morgen blev spurgt, om han fortsat ville forsvare Flynn, tøvede han – ukarakteristisk for ham – og gav et undvigende svar: ”We’ll see what happens,” lød det.
Vil Trump ofre Ivanka og Jared på det politiske alter?
Så hvad vil Trump gøre?
Det venter hele Washington på nu, og en af teorierne, som overtegnede hørte i denne weekend i magtens kulisser, var, at Trump overvejer, om hans ellers højtelskede datter Ivanka og dennes mand er blevet for stor en politisk belastning for ham.
Som nævnt tidligere var det Kushner, der formelt rådede Flynn til at tage mødet med ambassadøren, så det ville være muligt for Trump at bruge sin svigersøn som ”fall guy”.
Derudover nævner flere medier, at Trump er både forbløffet og vred over, at Ivanka Trump har udtalt sin uforbeholdne støtte til de kvinder, der er trådt frem i staten Alabama med anklager mod den republikanske kandidat til Senatet, Roy Moore.
Ivanka Trump gik tidligt ud og sagde, at hun fandt kvinderne troværdige, og at der var et særligt sted i helvede for mænd, der forulemper børn seksuelt
Moore er kandidat ved en såkaldt special election til et tomt sæde i Senatet efter justitsminister Jeff Sessions, der tidligere var valgt til pladsen.
Valget finder sted om ni dage og Moore, der var storfavorit til at vinde valget i den dybt republikanske stat, har været ude i et enormt stormvejr, efter at en lang række kvinder har stillet sig frem og anklaget ham for at forulempe dem seksuelt, da de var mellem 14-19 år gamle og da Moore var i 30’erne – og district attorney, anklager, i staten.
Ivanka Trump gik tidligt ud og sagde, at hun fandt kvinderne troværdige, og at der var ‘et særligt sted i helvede for mænd, der forulemper børn seksuelt’ (et udsagn som Moores demokratiske modkandidat har brugt i en valgvideo i Alabama for nylig).
Trump holdt sig i et stykke tid tilbage fra at sige noget, men er nu kommet ud med en besked om, at han ”ikke vil se en liberal demokrat” i senatet:
Hermed er far og datter i modstrid, hvilket langt fra huer Trump, der er vant til, at hans datter – der er betydelig mere moderat og liberal end han selv er – retter ind efter ham.
Om denne uoverensstemmelse og Kushners mulige direkte indblanding i #Russiagate vil være nok for præsidenten til at sende Ivanka og Jared tilbage til deres gamle glamourøse liv som en del af jet-settet i New York – som de efter flere sladderblades mening desperat savner – vil vi få at se i begyndelsen af 2018.
Der sker næppe nogen forvisning på denne side af jul.
Ydermere er der blot halvanden uge tilbage af lovgivningsåret, før julefreden i teorien bør sænke sig over Washington D.C. Repræsentanternes Hus har sidste arbejdsdag 14. december, og Senatet tager på juleferie 15. december.
Men før det sker, skal der vedtages en lov – hvor demokraterne skal med om bord – for at undgå, at den offentlige pengekasse smækker i, en såkaldt government shutdown. Nok det allermest upopulære en regering ville kunne foretage sig lige før jul.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du synes om Annegrethe Rasmussens journalistik fra USA, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, for den danske mobiltelefon befinder sig – modsat hende – i Danmark, men hun læser alle beskeder, der følger med donationerne og bliver vældig glad.
Topillustration: Kollage – LunaPicEditor. Orginalbillede fra Politico video.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her