Tobias Praetorius i Jiri Kylians Silk and Knife. Fotograf: Henrik Stenberg.

Tobias Praetorius: Det er teatrets magi, jeg er forelsket i

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #6 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Tobias Praetorius, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemme?

– Det gør jeg bestemt. Jeg savner teatret, mine venner, kollegaer og den levende musik, vi er så heldige at få lov at danse til hver dag. Det er underligt men også tankevækkende pludselig at blive sendt hjem og ikke få lov til at gøre det, man elsker. Det bekræfter mig dog i, at jeg virkelig har mit drømmejob – hvis man overhovedet kan kalde det et job. Jeg prøver at udnytte denne mærkelige tid til at få nye kreative idéer, som jeg ikke ville have haft mulighed for under normale omstændigheder.

Jeg holder mig i form hjemme i min lejlighed ved at træne om morgenen via Teams sammen med de andre dansere fra Det Kongelige Teater. Det er med køkkenbordet som balletbarre.

Jeg laver også en masse yoga og løber ture. Det er både godt for mig fysisk og mentalt.

Finder du andre måder at være kreativ på? 

Jeg er så heldig at have forskellige koreografiske projekter for tiden. Det er rart, når jeg ikke kan danse på Det Kongelige Teater, at jeg så kan fokusere og forberede mig på min koreografi.

Jeg skal bl.a. skabe en ny Pixi Ballet til september på Det Kongelige Teater. Det bliver en eventyrballet til børn, som jeg glæder mig utroligt meget til.

View this post on Instagram

#dance #kglxtra

A post shared by Tobias Praetorius (@tobiaspraetorius) on

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Jeg har ballet i blodet med en mor, som dansede ved John Neumeiers Hamburg Ballet, en storesøster som også danser ved Den Kongelige Ballet og en lillebror som danser ved Bayerisches Staatsballett i München.

Jeg husker, at jeg var med til en ”se på” dag på Det Kgl. Teater, da jeg var meget lille, hvor vi var inde og se min storesøster Ida danse. Jeg spillede selv fodbold på det tidspunkt, og husker egentlig, at jeg syntes ballettræningen var utroligt kedelig.

Men det var at gå på Det Kongelige Teaters magiske gange, der gjorde, at jeg forelskede mig i det. Det var ligesom at være med i Harry Potter-universet Hogwarts Slot. At gå forbi skræddersalen med alle de svævende skørter i loftet, hår- og makeupafdelingen med alle de uhyggelige masker og parykker, og balletstudier med spejle, der kan åbnes, hvor en hemmelig dør bagved kommer til syne. Så magisk! Det er den teatermagi, som jeg stadig er forelsket i.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Det er et svært spørgsmål. Det er altid nemmere, når andre skal beskrive en, men jeg håber, at når publikum eller mine venner og kollegaer ser mig danse, så tænker de om mig, at jeg har et flow i min dans, at jeg er en musikalsk danser og vigtigst af alt, at jeg kan fortælle en historie med min dans.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Ja, jeg er ambitiøs. Jeg har en kæmpe respekt for kunstarten. Jeg synes, jeg har et ansvar overfor mig selv, at jeg skal gøre den forberedelse, der skal til, så jeg kan være så fri så muligt, når jeg står på scenen og ‘glemme’ Tobias og bare være tilstede i historien, musikken og dansen.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft? Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

En af de mest udfordrende, og nok også mest betydningsfulde, rolle, jeg har haft, må nok være rollen som Hermann i Liam Scarletts Spar Dame. Det var noget særligt at være en del af kreationen af denne ballet. Det er en kæmpe teknisk men især emotionel rejse, man er på. Jeg vil også nævne Akram Khans Vertical Road.

Tobias Praetorius i Akram Khans Vertical Road. Foto: Costin Radu.
Tobias Praetorius i Akram Khans Vertical Road. Foto: Costin Radu.

En anden rolle, som også er spændende og udfordrende for mig, er rollen som koreograf. Jeg lærer utroligt meget af at være på den anden side af scenen. Jeg har fået en kæmpe respekt for alle de mange ‘trin’, en forestilling skal igennem, og alle de mennesker den involverer, inden et værk kan komme på scenen foran et publikum. Det er en ret fantastisk teatersamarbejdsmaskine

Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Det er svært at sige. Balletten Cacti af Alexander Ekman var min første moderne ballet, og første gang jeg blev castet af en udefra kommende koreograf. En skøn ballet.

Hvad er din drømmerolle?

Jeg drømmer om at danse rollen som den sindssyge balletlærer i Flemming Flindts Enetime. Det er en af mine favoritballetter, og det ville være fantastisk, at få mulighed for at give mit bud på karakteren.

Jeg vil meget gerne være del af flere nye kreationer af andre koreografer og har også en drøm om selv at skabe en helaftensballet i fremtiden.

Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?

Min familie er kæmpe forbilleder for mig, de inspirerer og giver mig en ubetinget støtte. Jeg elsker dem utroligt højt.

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

Jeg elsker at danse trin som har et flow, f.eks. en vals. Trin, jeg synes mindre om, er trin som er akavede. 

Nævn de tre smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?

Første gang på scenen jeg var på scenen. Det var i August Bournonvilles Et Folkesagn som lygtemandstrold. Jeg skulle gå ind og bukke og så kravle op i en rebstige og lyse scenen op sammen med min bedste ven, som også var lygtemand. Vi to syvårige ballademagere, som sad deroppe på en rebstige tre meter over Gamle Scene og kunne kigge ned på de voksne balletidoler og ud på auditoriet fuld af drømmere.

John Neumeiers Romeo og Julie. Min søster Ida dansede Julie, og jeg selv dansede en af rollerne i korpset den aften. Forestillingen var slut, og der var fremkaldelser, da Nikolaj Hübbe overraskende kom på scenen for at udnævne Ida til solodanser. At stå på scenen med auditoriet som baggrund, og være vidne til at Idas drøm gik i opfyldelse var en ubeskrivelig glædesfølelse for mig.  

Slutscenen som Hermann i Liam Scarletts Spar Dame. Det var ubeskrivelige følelser, jeg oplevede i den ballet. Tre fulde akter og en krævende vanvidsscene. I sidste scene er jeg alene på scenen, på knæ, på kanten af orkestergraven, fuldstændig drænet både fysisk og mentalt, sveden drypper ned i mine øjne, så jeg knap nok kan se publikum. Den sidste frase af Tjajkovskijs musik bliver spillet af hele Den Kongelige Kapels sublime musikere, spillekortene falder fra loftet, jeg samler et kort op, kigger ud på publikum med et sidste blik.

Tobias Praetorius i Liam Scarletts Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg.
Tobias Praetorius i Liam Scarletts Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg.

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt? Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Den Kgl. Ballets force er at kunne fortælle historier. Tak til August Bournonville som selv var en fænomenal trinskaber og historiefortæller. Det særlige som balletelev på Den Kongelige Teaters Balletskole er, at man får mulighed for at være med som barn i mange af Bournonvilles balletter. Det gør, at man vokser op med en naturlighed i scenerummet. Og at man ikke er bange for at drømme sig væk i karaktererne, om det er en trold i Et Folkesagn, en fiskerdreng i Napoli eller en skotsk dreng i Sylfiden, også selvom det er foran en sal fuld af mennesker, der kigger på.

Det er også noget helt særligt, at man så som barn får lov til at være på scenen sammen med de voksne professionelle dansere, lære af dem og blive inspireret af sine idoler. Jeg husker, hvor meget jeg så op til Mads Blangstrup, Thomas Lund og Morten Eggert, da jeg var dreng på balletskolen.

Jeg elsker musikaliteten og den måde at spille skuespil på i Bournonvilles balletter. Der er en naturlighed i hans udtryksspil. Det gør, at man kan være fri i dansen og figuren. 

Han har bestemt en fremtid. Bournonvilles balletter og måde at danse/være på er baseret på følelser, der er evige.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Klassisk ballet er aktuel i 2020, så længe historierne og de klassiske kunstnere på scenen og i orkestergraven har en fortælling til publikum.

Så længe fokus ikke er på den fysiske kunnen, altså den klassiske ballets virtuositet, så længe det ikke bliver en cirkusforestilling, hvor det handler om at holde balancen eller dreje så mange pirouetter som muligt. Det kan man se på YouTube igen og igen.

Vi må holde fast i den levende kunst, det rene musikalske og historiefortællende udtryk, der kan gå op i en højere enhed.

Hvad adskiller/kendetegner ballet i forhold til andre kunstarter?

Egentlig er alle kunstarter ens. Alle prøver at fortælle med deres udtryksform. Det særlige ved ballet er, at det er kroppens fortællesprog. Kroppens fortællesprog er universelt, alle kan forstå dans og musik.

Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvad gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?

Jiri Kylians Petite Mort. Det helt særlige ved denne ballet, synes jeg, er de meget simple, men meget udtryksfulde musikalske bevægelser, han har skabt til Mozarts smukke musik, inspireret af elementerne sværd og silke. Et mesterværk.

John Neumeier’s Death in Venice. Dette klip viser, hvor skøn en koreograf og trinskaber Neumeier er. Hans måde at skifte retning i sin koreografi, samtidig med at han holder et flow i den meget musikalske dans.

https://www.youtube.com/watch?v=oA9hnmL7F94&list=FLRIUcABE7Pb03ZVHD-y2e3Q&index=79

Heksescenen fra Bournonvilles Sylfiden. Her med Sorella Englund. Hun er en særlig inspiration for mig, og jeg var så heldig at få mulighed for at arbejde med hende på denne scene, da jeg selv skulle lave den i New York sidste sommer.

Flemming Flindts Enetime. Her danset af Johan Kobborg som den sindssyge balletlærer og Gudrun Bojesen som Eleven. Den meget dramatiske slutscene! God fornøjelse!


BENCHED PRINCIPALS #6 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Tobias Praetorius, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

I definitely do. I miss the theatre, my friends and colleagues and the live music, we’re fortunate enough to dance to every day. It’s very strange but it also makes you mindful to be sent home and be unable to do, what you love doing. However, it confirms to me that I’ve got my dream job – if you can call living your dream a job. I try to make the most of this special time to have new creative ideas, which I wouldn’t have been able to under normal circumstances.

I keep in shape at home, in my flat, by taking morning class via Teams with the other dancers from the Royal Theatre. My kitchen counter serves as my barre.

I also do a lot of yoga and go for runs. That’s good for me, physically and mentally.

What about your creativity and artistry? 

I’m lucky to be involved with several choreographic projects at the moment. While I’m unable to perform at the Royal Theatre, it’s nice to be able to focus on and prepare my choreography. Among other things, I’m creating a Pixi Ballet for The Royal Theatre for September. A fairytale ballet for kids, which I’m looking very much forward to.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

Ballet is in my blood, my mother danced with John Neumeier’s Hamburg Ballet, my big sister is a dancer with the Royal Danish Ballet and my younger brother dances with Bayerisches Staatsballett in Munich.

I remember coming along to a visitors’ day at the Royal Theatre, when I was very small, to see my big sister Ida dance. I played football at the time, and I remember I found the ballet training itself incredibly boring. But walking the halls and corridors of the The Royal Theatre is what made me fall in love. It was like a Harry Potter universe, Hogwart’s Castle. Walking past the costume department with the tutus hanging in the air, the hair and make-up department full of scary masks and wigs, and the ballet studios with mirrors that opened up and secret doors appeared. It was magical, and I’m still in love with that theatre magic.

How would you describe yourself as a dancer?

It’s a hard question. It’s always easier, when others describe you, but my hope is that when the audience or my friends or colleagues see me dance they think of me that my dance has flow, that I am a musical dancer and, most importantly, that I can tell a story with my dance.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

Yes, I am ambitious. I have huge respect for the art form. I feel I have a responsibility to myself, that I must prepare myself to be as free as possible when I am on stage and able to “forget” Tobias and just be present, in the story, the music and the dancing.

What is the most challenging role you’ve had? Which role has fulfilled you the most?

One of the most challenging, probably my most important, roles, I’ve had would have to be the role of Hermann in Liam Scarlett’s Queen of Spades. Being part of the creation of this ballet was very special. You’re on a huge technical but especially emotional journey. I would also like to mention Akram Khan’s Vertical Road.

Another role, which I find exciting and challenging, is the role of choreographer. I learn an incredibly amount from being on the other side of the stage. I’ve got enormous respect for all the many “steps” a production goes through, and all the people involved, before a work goes on stage in front of an audience. It’s a pretty fantastic theatrical machine. 

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

Hard to say. The ballet Cacti, by Alexander Ekman, was the first contemporary piece I was in and the first time a visiting choreographer cast me in a role. A wonderful ballet. 

What’s your dream role?

I dream of dancing the role of the mad ballet teacher in Flemming Flindt’s The Lesson. It’s one of my favourite ballets and having the possibility to present my interpretation of the character would be amazing.

I would very much like to be part of more new creations by other choreographers and dream of creating a full-length ballet myself one day.

Do you have role models? Who and why?

My family are incredible role models, they inspire me and give unconditional support. I love them very much

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

I love doing steps that have flow, like a waltz. I like awkward movements less.

Name the three beautiful moments in ballet that have made the greatest impression on you.

My first time on stage. August Bournonville’s A Folk Tale. I was a will-o’-the-wisp along with my best friend. I had to go on stage, bow, and then climb a rope ladder and shine a light on the stage. The two of us, two troublemakers, sitting on a rope ladder, three meters above The Old Stage, looking down at our ballet idols and an auditorium full of dreamers.

John Neumeier’s Romeo and Juliet. My sister Ida did Juliet, and I was in the corps de ballet that night. The performance was over, the company was taking curtain calls, when Nikolaj Hübbe unexpectedly came on stage and appointed Ida a principal dancer. Being on stage, witnessing Ida’s dream come true was indescribably joyful for me.

Hermann’s final scene in Liam Scarlett’s Queen of Spades. The feelings I experienced in that ballet were indescribable. Three full acts and a demanding mad scene. In those final moments I’m alone on stage, on my knees, on the edge of the orchestra pit, totally drained physically and emotionally, the sweat dripping in my eyes so that I can hardly see the audience. The last phrase of Tchaikovsky’s music played by the sublime musicians of the Royal Danish Chapel, the playing cards dropping from the Gods, I pick up one card and look out at the audience, one last time.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different? Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

The great strength of the Royal Danish Ballet is storytelling. Thank you, August Bournonville for being such a phenomenal creator of steps and stories. What’s unique about growing up at the Royal Danish Ballet School is the opportunities you get to appear in so many of Bournonville’s ballets as a child. This makes you grow naturally on stage. You’re not afraid of dreaming and becoming the characters, be they a troll in A Folk Tale, a fisherman’s boy in Napoli, or a Scottish boy in La Sylphide, even in front of a full house of people looking.

Being on stage with the grown-up, professional dancers as a child is also something very special, learning from them and being inspired by them. I clearly remember how much I admired Mads Blangstrup, Thomas Lund and Morten Eggert, when I was a student at the ballet school.

I love the musicality and the dramatic expression that is unique to Bournonville’s ballets. His expression has a naturalness that allows you to be free in your dancing and in your character. 

He definitely has a future. Bournonville’s ballets and his way of dancing and being are based on feelings, that are everlasting.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

Classical ballet will remain relevant as long as the stories and the classical artists on stage and in the orchestra pit have a message for the audience.

As long as focus isn’t just on physical ability, meaning the virtuosity of classical ballet, as long as it’s not a circus where the aim is to maintain balance or do as many pirouettes as possible. You can find that very easily on YouTube.

We must keep art alive, pure musical and storytelling forms that are elevated as one.

How is ballet different from other art forms?

Ultimately all art forms are similar. Everyone tries to communicate in their way. What’s special about ballet is the expression of the body. That is universal, everyone can understand dance and music. 

Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?

Jiri Kylian’s Petite Mort. What’s special about this ballet, in my opinion, are the very expressive musical movements, he’s created to the beautiful music of Mozart inspired by the elements, knife and silk. A masterpiece.  

John Neumeier’s Death in Venice. This excerpt shows what a beautiful choreographer and creator of steps, Neumeier is. His way of changing direction, while keeping the flow of the dancing, which is very musical.

The witch’s scene from Bournonville’s La Sylphide. This is Sorella Englund, who’s a very special inspiration to me. I was lucky to have the opportunity to work with her on this scene before doing it in New York City last summer.

This excerpt is from Flemming Flindt’s The Lesson. Johan Kobborg is the mad ballet teacher and Gudrun Bojesen is The Student. This is the dramatic final scene! Enjoy.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ ARTIKLER PÅ POV HER.


Top photo: Tobias Praetorius i Jiri Kylians Silk and Knife. Fotograf: Henrik Stenberg.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.