TIDENS SPOR – Jeg går, derfor er jeg. Jeg kan lide at gå og gerne langt. Meget langt. Det gør jeg flere gange om ugen; aldrig under 10 kilometer og gerne 15 eller længere.
Som regel går jeg ad den nedlagte jernbane mellem Næstved, Slagelse og Skælskør. Den åbnede i 1892. Det sidste tog kørte i 1971. Nu er skinnerne væk og svellerne fjernet. Strækningen er omdannet til en asfalteret sti, hvor de gamle kilometersten hist og her fortæller mig, at jeg har tilbagelagt 100 meter mere.
At gå giver ro. En gåtur stresser af. Med en gåtur lader jeg op. Ting falder på plads. Jeg vender døgnets tildragelser. Jeg går og glædes eller raser ud alt efter dagens hændelser. Ingen kan høre mig råbe og skrige eller grine og hyle derude på sporet. Jeg tænker så godt, når jeg går. En idé fostret langs sporet er lidt bedre og lidt mere kreativ, bilder jeg mig ind.
Jeg ser sommerens markblomster springe ud og blomstre af. Jeg kender de gode brombærhegn og hindbærkrattene med de sødeste bær. Jeg ved, hvor der gror spansk kørvel, timian og mynte. Jeg ved, hvor de bedste æbletræer står, og jeg har smagt på dem alle
For et århundrede siden var jernbanerne samfundets livsnerver. De bandt landet sammen og skabte stationsbyerne som trafikale og økonomiske knudepunkter. De skabte bedre tider på landet og holdt danskere fra at udvandre til Amerika.
Endnu ligger de små ledvogterhuse, der hvor en vej skærer sporet. Selv ved den mindste grusvej boede en ledvogter. Husene vidner om dengang, en mand kunne have sit udkomme ved at hæve og sænke en bom et par gange i timen, når et tog trukket af et osende damplokomotiv passerede.
Også de gamle stationsbygninger findes endnu. Nogle står og forfalder. Andre er omdannet til gallerier og private boliger. Stadig ser man både første og andenklasses ventesale, men nu er de blevet til pavilloner og udestuer.
Når jeg som en anden hobo går ad sporet gennem mark og skov og by, bevæger jeg mig langsomt gennem landskabets konturer.
Jeg ser de spor, mennesker har sat sig; kirkerne, de udflyttede gårde og markskellene fra landboreformernes tid.
Jeg ser stationsbyens nedlagte kroer, hoteller, købmandsgårde og småindustrier, som blomstrede, dengang bønderne kørte i hestevogn, og en Ford A var drømmen om en bil.
Jeg nyder vejrets luner og årstiderne. Forleden hørte jeg lærken synge. I går glødede solen og blæsten i fællesskab mit ansigt. Jo, foråret er derude.
Også de gamle stationsbygninger findes endnu. Nogle står og forfalder. Andre er omdannet til gallerier og private boliger. Stadig ser man både første og andenklasses ventesale, men nu er de blevet til pavilloner og udestuer.
Jeg ser sommerens markblomster springe ud og blomstre af. Jeg kender de gode brombærhegn og hindbærkrattene med de sødeste bær. Jeg ved, hvor der gror spansk kørvel, timian og mynte. Jeg ved, hvor de bedste æbletræer står, og jeg har smagt på dem alle.
En bekendt, som har kørt på strækningen som passager, fortalte mig, at toget i mirabelsæsonen af og til standsede, så kunne hun og andre passagerer springe af og fylde lommerne med blommer.
Da min hund Yucca levede og var yngre, gik hun med. Hun har gennemsnust hver en meter. Når vi får den næste hund, går den også med. Mand og hund, kilometer efter kilometer ad den gamle jernbane, der løber gennem landskabet som en grå blyantstreg trukket efter en lineal.
Om et par dage går jeg ad sporet igen.
Topillustration: Den gamle jernbane mellem stationsbyerne Hyllinge og Sandved. Foto: Henrik Schilling.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
