Militarisme eller Vergangenheits-bewältigung

af i Europa/Historie/Liv & Mennesker

KOMMENTAR – Søndag den 27. januar i sne og bitter kulde mindedes man i Sankt Petersborg 75-året for afslutningen af det nazistiske Tysklands 872 dage lange belejring af Leningrad, som byen dengang hed. Ruslands bombastiske markering af årsdagen har aktuelle politiske årsager, skriver Jakob Seerup, og står i kontrast til Tysklands Vergangenheitsbewältigung.

Det var en klassisk russisk parade med soldater opstillet i række og geled på den store Alexanderplads foran Vinterpaladsets imponerende facade.

Det vestlige militærdistrikts orkester spillede de kendte marcher fra Den Store Fædrelandskrig, som krigen stadig kaldes i Rusland. Hornblæserne måtte dække deres hænder med særlige isolerende dækkener for at kunne spille de rigtige toner.

Alexanderpladsen med den enorme granitsøjle i midten er den perfekte paradeplads, som zarerne udformede i 1800-tallet. En enorm flade, hvor selv store kolonner af soldater ser ud som legetøjsgeledder. Men ikke mange var mødt op for at overvære det imponerende skue. Måske var det vejret, der holdt folk hjemme? Måske var det noget andet?

I dagens Sankt Petersborg var der mange, der undrede sig over, at man pludselig skulle markere 75-året med en militærparade. En del fandt det ligefrem upassende. En ”dans på de dødes grave” blev det kaldt

Som POV’s læsere kunne læse i går, så var belejringen en frygtelig menneskelig tragedie med over en million døde i den belejrede storby. I dagens Sankt Petersborg var der mange, der undrede sig over, at man pludselig skulle markere 75-året med en militærparade. En del fandt det ligefrem upassende. En ”dans på de dødes grave” blev det kaldt. Der havde ikke været nogen militærparade ved 70-året eller 50-året eller nogen anden lignende anledning. Mindet om belejringen var et minde om en tragedie. Ikke noget at triumfere over.

Kritik fra tyske medier

Men nu stod de der så, de mange soldater med hagen stolt løftet og blikket rettet mod fanerne. Talerne kredsede om temaer som Ruslands kamp mod fascismen og ukuelighed i al slags modgang. Budskabet var, at russerne i fortid og nutid altid måtte stå sammen, når de blev overfaldet af fjender udefra.

I den tyske avis Süddeutsche Zeitung skrev kommentatoren Silke Bigalke indigneret om paraden. Hun påpegede, hvordan ikke blot den nazistiske hærs taktik om at udsulte byen var et ondskabsfuldt og forbryderisk folkemord, men også, hvordan Stalin i lige så høj grad havde ofret hundredetusinder af menneskeliv uden at blinke.

Det kan godt være, at det går den gale vej med russisk økonomi, og familierne ikke har så meget til privatforbrug, som de havde for ti år siden, men til gengæld har de militær storhed og flotte parader at glæde sig over

Det russiske statslige internationale medie, RT, greb grådigt lejligheden til at angribe tyskerne. Russiske politikere stod i kø for at komme med indignerede kommentarer. ”Tænk, at af alle, at en tysk journalist kunne finde på at kritisere den russiske mindehøjtidelighed”, udtalte næstformanden for det russiske senats forsvars- og sikkerhedsudvalg, Franz Klintsevich. Journalisten måtte enten være uvidende om historien eller mangle evnen til medfølelse, når hun kunne finde på at skrive sådan! En anden senator, Aleksej Pushkov fulgte op og kaldte Silke Bigalkes artikel for umoralsk og utilstedelig.

Erobringstogt eller terror mod civile

Det vil føre for vidt her at give en fuldstændig redegørelse for belejringens forløb. Men det skal nævnes, at den tyske journalists vinkel på belejringen er, at den mest gik ud på at udsulte befolkningen snarere end egentlig at indtage byen, mens den officielle russiske tolkning af historien er, at det var et erobringstogt, der heroisk blev afværget af Leningrads forsvarere.

Begge tolkninger kan man argumentere for og imod alt efter temperament. Men hvad man i hvert fald kan fastslå er, at det moderne Rusland drager den lære af 2. Verdenskrig, at militarisme betaler sig. Det kan godt være, at det går den gale vej med russisk økonomi, og familierne ikke har så meget til privatforbrug, som de havde for ti år siden, men til gengæld har de militær storhed og flotte parader at glæde sig over.

Denne glæde ved militære optrin genfinder man i Rusland også i de årlige 9. maj-parader på den Røde Plads og i Sankt Petersborg og mange andre byer. Her har man i de senere år skruet op for militarismen og paraderne. Disse parader var under den kolde krig alvorstunge begivenheder til minde om nærmest ufattelige nationale tab og lidelser, men er i dag transformeret om til en slags glade, folkelige festdage.

Synligt militær

Militæret er i det hele taget i dag en meget mere synlig del af den russiske politiske dagsorden end det har været før. Det falder fint i tråd med den aggressive fremfærd i Georgien, det østlige Ukraine og frem for alt på Krim-halvøen.  Budskabet om, at Rusland er omgivet af fjender, men at man nok skal klare den, bare man har et stort militær, passer også godt ind i samme dagsorden.

Ved en skæbnens tilfældighed falder årsdagen for ophøret af belejringen sammen med den internationale Auschwitz-mindedag. En dag hvor man især i Tyskland gør meget for at minde sig selv og hinanden om, hvor galt det kan gå, når demagogi, fascisme og militarisme går hånd i hånd. En dag til eftertanke og kransenedlægninger.

Det er, hvad man i Tyskland kalder Vergangenheitsbewältigung– et svært oversætteligt ord, der betyder, at man med skyldig ansvarlighed kommer overens med den problematiske tyske fortid. Det er bestemt ikke noget, man udfolder med militære parader.

Hvis man selv vil se den stemningsfulde parade fra Sankt Petersborg, så har de flinke folk på RT lagt den ud på youtube med engelsk tolkning:

Bemærk, hvor relativt få tilskuere, der er, og bemærk også, at mange bærer en gul og grøn sløjfe – det er båndet for leningradmedaljen, der blev tildelt dem, der var med til at forsvare byen.


Fotos: Kremlin.ru.

Jakob Seerup (født 1975) er kulturhistoriker, museumsinspektør og lejlighedsvis debattør. Han har skrevet bøger og artikler primært om flådehistorie og interesserer sig levende for kulturhistorien og hvordan den afspejler sig i vores samfund.

Seneste artikler om Europa