Jeg fejler næsten alt

af i Liv & Mennesker/Satire/Sundhed

SATIRE – Jeg har symptomer på de fleste sygdomme. Det er alt sammen noget alvorligt, men heldigvis har det meste vist sig at være godartet. Nogenlunde godartet. Jeg er ikke altid enig med dr. Jørgensen om diagnosticeringen. Symptomerne står i kø. De melder sig på alle tider af døgnet, særligt, når jeg googler om symptomer.

Gennem årene har det betydet, at dr. Jørgensen og jeg har udviklet et særligt forhold, ja venskab, simpelthen, fordi vi har mødtes så ofte. Ikke så ofte, da jeg var ung, men som årene er gået, er besøgene taget til.

Ved sidste besøg sad jeg på min sædvanlige stol og beskrev nogle morgensymptomer. Stivhed i led og muskler, aftagende op ad formiddagen.”Her må jeg trække dåbsattesten,” sagde han. Jeg lod det fare. Vi kan allesammen komme med en uoverlagt bemærkning. Dr. Jørgensens venteværelse har ikke ændret sig siden begyndelsen af halvfjerdserne.
Belysningen kommer fra pærerne under de vietnamesiske pilefletflethatte, sofaernes armlæn er af naturtræ, og hynderne er betrukket med brun- og beigestribet stof.

Nu traf det sig engang for mange år siden, da jeg endnu var ungkarl, at jeg havde en rigtig sød borddame ved et middagsselskab. Hun var osse single, viste det sig, og faktisk rigtig charmerende

På bordene ligger en stak af magasinerne Havenyt og Skalk, hvor man kan studere ny viden om udgravninger og historiske opdagelser, mens man venter på at blive kaldt ind og få de – måske skæbnesvangre resultater fra de nyeste prøver. På væggen hænger Sikker-Hansens ammende mor. Blodprøver har man leveret i rå mængder. De er vældig dygtige og søde, bioanalytikerne derovre, og vi får os altid en god snak, mens de tapper. Det plejer at blive til ganske mange af de små reagensglas. Dr. Jørgensen sætter som regel mange krydser i laboratoriebestillingen.

“Har du meget med harer at gøre,” spurgte bioanalytikeren sidst.

Forleden gik endnu en nat med symptomgoogling. Jeg kunne genkende langt de fleste.
Men kålbrok og krybe-herpes? Forleden var det Polymyalgi eller muskelgigt, mistanken faldt på. “Kæmpecellebetændelse” kan det osse hedde på dansk, men det synes jeg ikke lyder særlig dystert, når man skal fortælle andre om det.
Og det skal man. Jeg pakker ikke tingene ind eller står og small talker om alt muligt sådan overfladisk. Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det, så er jeg ærlig og siger det uden omsvøb.

Hvis man nu er til et middagsselskab og samtalen med borddamen- eller herren går lidt trægt, så byder jeg ind. By the way, så var jeg heldig at få en læge til bords sidste år. Så benytter man jo lejligheden til at blive klogere! Det var  spændende. Hvor gang han vendte sig mod andre ved bordet, lagde jeg hånden, ganske let, på hans arm, så jeg fastholdt hans opmærksomhed.

Nu traf det sig engang for mange år siden, da jeg endnu var ungkarl, at jeg havde en rigtig sød borddame ved et middagsselskab. Hun var osse single, viste det sig, og faktisk rigtig charmerende. Efter middagen skulle der være dans og fest, og jeg nåede da at tænke, at der måske kunne åbne sig nogle perspektiver der.

Mange år senere, hvor min kone sad i sofaen og så Netflix på fladskærmen, stillede jeg mig i døren med en helt ny og frisk indlægsseddel og begyndte, som jeg plejer, at læse op af bivirkningsafsnittet

Vi kom i gang med at tale om sygdomme. Eller jeg gjorde. Jeg beskrev symptomerne ved kæmpecellebetændelse og fødevarers gang gennem fordøjelsessystemet.

Det faldt ikke i god jord. Hurtigt blev hun mut, og sad og stak til maden. Og forsøgte at kontakte andre gæster ved bordet. Det charmerende glimt, jeg havde set i hendes øjne, var slukket. Det handlede om at få den gode stemning igen, så jeg lænede mig tilbage og studerede hendes bare ryg i den udringede kjole. Jeg fandt endda mine briller frem for eventuelt at finde tegn på en hudsygdom, vi SÅ kunne snakke om. Det skulle jo ikke handle om mig hele tiden.

Vi kom ikke videre, og hold dog op, hvor hun dansede med de andre. Så sad man der som bænkevarmer med begyndende symptomer på manglende udligning af det eustakiske tryk i øreregionen. Det kan afstedkomme temporær hørenedsættelse.

Jeg måtte foretage Vasalvas Manøvre, altså klemme til om næsen og blæse alt, jeg kunne indtil trykket i øret igen var normalt og jeg kunne høre igen. Men ok, det kan da se lidt voldsomt ud, og jeg lagde da osse mærke til, at min tidligere borddame stirrede på mig. Hun stod med en gruppe mennesker. Da hun pegede på mig, kiggede de allesammen på mig, netop som min trykudligning var på sit højeste. Jeg bliver altid højrød i hovedet og ligner en trompetist, der tar’ en høj, krævende tone.

Mange år senere, hvor min kone sad i sofaen og så Netflix på fladskærmen, stillede jeg mig i døren med en helt ny og frisk indlægsseddel og begyndte, som jeg plejer, at læse op af bivirkningsafsnittet. Så skete der det, at hun snuppede fjernbetjeningen, rettede den mod mig og trykkede på den røde afbryderknap.

Jeg blev målløs. Kunne ikke sige et ord.
“Den virker sgu,” sagde hun.
“Aij, helt ærligt! Hvor er vi henne?” sagde jeg.

Så svarede hun med at opgive vores nøjagtige adresse, gade, husnummer, etage og postnummer. “Bliv lige stående, ” sagde hun og trykkede på en anden knap. Nu begyndte jeg at tale som Clement, mens jeg vandrede rundt i stuen. Nu trykkede hun på endnu en knap. Jeg stillede mig op ad døren og lavede nogle cirkelbevægelser foran den, mens jeg sagde: “Der er et højtryk på vej til os over Nordsøen, og vi kan forvente dagtemperaturer op til 18 grader, lidt lavere ved kysterne…”

By the way, så var jeg heldig at få en læge til bords sidste år. Så benytter man jo lejligheden til at blive klogere!

Så trykkede hun på den røde knap, og jeg blev tavs igen. “Bare jeg havde vidst det for længe siden,” sagde hun. Nu har jeg netop været oppe hos min rare, gamle læge, dr. Jørgensen. Jeg havde netop fornemmet nogle nye, alvorlige symptomer. Bagefter så han på mig og sagde: “Jeg tror, du er hypokonder.” Ja, ja, ja. Det skal han jo ha’ lov at synes, dr. Jørgensen. Han er ved at blive gammel. Alene det “jeg tror, du er hypokonder” taler jo lissom for sig selv.


Illustration: Louis Wain, The Bachelor Party, 1939, Wikimedia Commons

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland.

Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika.
Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden.

Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv".

Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed.

I dag optræder han med et soloshow.

Portrætfoto af Anette Tinghus.

Seneste artikler om Liv & Mennesker