SØREN ULRIK THOMSEN // ESSAY – Søren Ulrik Thomsens runde fødselsdag har sendt Hans Henrik Schwab på erindringsjagt: tilbage til arabesker, makulerede omslag og kunsten at redigere et manuskript, der næsten ikke kunne forbedres.
Søren Ulrik Thomsen har just rundet de 70 år, hvilket sender mine tanker præcis 30 år tilbage – til foråret 1996, hvor jeg op til hans 40-års dag havde den ære at samarbejde med ham om et par vigtige udgivelser.
I min studietid i firserne var jeg – som de fleste af mine venner i miljøet omkring Aarhus Universitet – levende optaget af Søren Ulrik Thomsens tidlige forfatterskab, herunder poetikken MIT LYS BRÆNDER (1985).
Når jeg lyttede til Lars H.U.G.s vokale fortolkning af digtet ”Afsked” på dennes kongeniale tonesætning af Thomsens debutdigte CITY SLANG, kunne jeg fundere længe over, hvordan det med den indledende verslinje ”Snart maser nattens gletcher” var lykkedes Thomsen på bare fire ord (tre, hvis vi fraregner det indledende adverbium) at skabe både en besjæling, en metafor og et poetisk paradoks (en gletcher er som bekendt hvid)!
Måske kunne vi unge studerende spejle os i disse digte fra CITY SLANG (1981), fordi de fleste af os – ligesom Thomsen selv – var flyttet fra provinsen til storbyen og der, i hvert fald i starten, oplevede en ny ensomhed; og Thomsen kunne som ingen anden dansk digter fremmane ensomheden som eksistensvilkår i urbaniteten og moderniteten: ”Vi venter på nogen”.
Med andre ord: Det moderne – eller måske ligefrem ’det postmoderne’, som det hed med tidens buzzword – var endelig i midtfirserne ankommet til senmarxismens slaraffenland på Aarhus Universitet!
Jeg mindes således en seance, hvor S.U.T. drøftede politik og æstetik med Tor Nørretranders og afviste dennes fordring om at stille politiske krav til kunsten, idet Thomsen vittigt argumenterede med, at skulle man stille det samme krav – den ’æstetiske fordring’ – til politik, ville det svare til at forlange, man til politiske demonstrationer ikke blot gik på en smuk måde, men måske ligefrem – med krav om kunstnerisk originalitet – på en måde, ingen før havde gået!
Da vi makulerede Søren Ulrik Thomsens bøger
Firserne blev til halvfemserne, og i det herrens år 1990 blev jeg ansat som lyrikredaktør på Borgens Forlag: forlaget, der om noget havde udgivet firsernes store navne i dansk lyrik – med en enkelt markant undtagelse: Søren Ulrik Thomsen, der i 1981 var debuteret på Erik Vagn Jensens Vindrose, som imidlertid i mellemtiden var blevet opkøbt af Borgens Forlag.
Erik Vagn Jensen residerede derfor på samme forlagsgang som mig, og det skete mere end en gang, når Erik Vagn og jeg på hans kontor drøftede diverse spørgsmål, at Erik Vagn greb telefonen og ringede Thomsen op med ordene: ”Søren, du som er katolik, kan du ikke forklare os …”
Nu var Thomsens selvsagt ikke katolik, men som han i 1995 skrev i sin smukke nekrolog om Erik Vagn, rummede udsagnet måske alligevel en poetisk sandhed.
Selv oplevede jeg ved en enkelt lejlighed Søren Ulriks ’katolske strenghed’: På Borgen bestyrede jeg således forlagets paperbackserien Café Borgen – lyrikbilligbøgerne med de tidstypiske pink omslag og Peder Bundgaards Café-logo – og hvor vi bl.a. genudgav hele Michael Strunges forfatterskab (”Strunge til unge punge”, som vi vittigt kaldte det) samt Pia Tafdrups digtsamlinger.
Det forekom derfor nærliggende at inkludere Søren Ulrik Thomsen i denne serie. Sagen var, at hans første to digtsamlinger, CITY SLANG (1981) og UKENDT UNDER DEN SAMME MÅNE (1982), allerede var udkommet i en samlet paperbackudgave (1987), og den fjerde samling, HJEMFALDEN (1991), var kun lige udkommet, så pilen pegede på den tredje, NYE DIGTE fra 1987, hvorfor jeg der i 1992 fik udarbejdet en Café Borgen-forside i seriens ny babyblå design.
Men jeg havde i farten ikke taget Thomsen i ed og derfor overset hans litterære løfte: at han aldrig – i hvert fald ikke så længe Erik Vagn levede – ville udsende bøger under andet forlagsnavn end Vindrose, så Café-omslaget med titlen NYE DIGTE måtte makuleres – farvel til det blå omslag! – hvorefter samlingen udkom i en ordinær paperbackudgave med det originale omslag – og Vindrose-navnet på forsiden.
Thomsens arabesker
Desværre døde Erik Vagn kun 59 år gammel i starten af 1995, og jeg blev derfor betroet det ærefulde hverv at overtage rollen som redaktør af Thomsens udgivelser – der stadig skulle udkomme under Vindrose-flaget.
Vores samarbejde startede med en markant dobbeltudgivelse i foråret 1996: digtsamlingen DET SKABTES VAKLEN og prosabogen EN DANS PÅ GLOSER, som blev udgivet i samarbejde med Glyptoteket.
Digtene i DET SKABTES VAKLEN var såkaldte arabesker – en genre jeg kendte fra en af mine absolutte favoritklassikere: J.P. Jacobsen – og med denne digtgenres lange slyngede sætninger (grammatisk i form af hypotakse) kom jeg som redaktør på arbejde for at finde bare én regulær rettelse.
Som det fremgik af EN DANS PÅ GLOSER, skrev Thomsen bogstavelig talt sine digte igennem flere hundrede gange, således at der ikke var meget at komme efter som redaktør.
Jeg tror således kun, det lykkedes mig at finde en enkelt eller to passager, hvor man kunne diskutere, om der var tale om anakoluti. DET SKABTES VAKLEN er – sagt uden overdrivelse – nok det tætteste, jeg har været på at redigere det perfekte, fejlfri manuskript. En født lyrikklassiker.
Under arbejdet med denne samling ankom Thomsen en dag til forlaget sammen med sin ven, filosoffen Frederik Stjernfelt, for at de sammen kunne vurdere omslaget. De var, som havde det været digteren Oehlenschläger og filosoffen Steffens i romantikken, vandret til fods hele vejen fra Indre By ud til Borgens Forlag i Valby.
Jeg forlod Borgen/Vindrose blot en uge inden Søren Ulriks runde dag – hvorfor forlader man et job som redaktør for ham, Pia Tafdrup og en hel generation af unge lyrikere? spørger jeg den dag i dag mig selv
Jeg ved dog ikke, om de to venner på vejen til Valby over Carlsbergbroen ligefrem gik på en måde, ingen andre før havde gået! Men omslaget til DET SKABTES VAKLEN blev i hvert fald kreeret uden vaklen, og det enkle typografiske omslag, hvis strenghed kontrasterede indholdets arabesker, blev da også krediteret forfatteren selv. (Kuriøst nok er omslaget til NYE DIGTE mere arabeskagtigt).
EN DANS PÅ GLOSER bestod af tre essays. Det indledende ”En dans på gloser” pegede med sine poetologiske refleksioner i en vis forstand tilbage til MIT LYS BRÆNDER, mens de to mere erindrende essays, ”Farvel til det blå rum” og ”Vejen mellem to skoler”, der deler temaet ”den tabte tid” med titelessayet, i nok så høj grad foregreb personligt erindrende essayistiske prosabøger som EN HÅRNÅL KLEMT INDE BAG PANELET (2016) og den mesterlige STORE KONGENSGADE 23 (2021).
I det perspektiv var bogen en ganske vigtig udgivelse i forfatterskabet og viste, at Thomsen i den grad også mestrede prosaen.
Kort efter denne dobbeltudgivelse fyldte Søren Ulrik 40, og jeg valgte med et glimt i øjet at bruge et af de gamle kasserede Café-omslag som fødselsdagskort! Det kunne han godt se morskaben i. Man skal således ikke tage fejl af Thomsens humoristiske sans, jf. hans ovenfor citerede replik til Tor Nørretranders.
Engang betroede han mig da også til min overraskelse, at han med glæde læste Finn Søeborg velturnerede vittige noveller! (Det var vist i forbindelse med, at jeg havde udtrykt min undren over bogtitlen SAMLEDE SØEBORG, der tydeligvis var inspireret af ’vores egen’ og noget anderledes SAMLEDE STRUNGE).
Thomsen på Gyldendal
Jeg forlod Borgen/Vindrose blot en uge inden Søren Ulriks runde dag – hvorfor forlader man et job som redaktør for ham, Pia Tafdrup og en hel generation af unge lyrikere? spørger jeg den dag i dag mig selv – men heldigvis har vi på mit nye forlag, forlaget Forlaget Alhambra, ved flere lejligheder haft fornøjelse af Søren Ulrik, senest da han på Bogforum interviewede sin og ovennævnte Stjernfelts ’mutual friend’, Jens-Martin Eriksen, om dennes kritikerroste roman LIVET I PARADIS.
I 2010 valgte Thomsen langt om længe også at forlade Vindrose – til fordel for Gyldendal – fordi hans sidste trofaste støtte på Vindrose, den gode redaktør Jens Christiansen, måtte stoppe – og selv om Gyldendal kort efter opkøbte Borgen, herunder Vindrose (der sjovt nok i sin tid var startet som et datterforlag under Gyldendal og nu vendte tilbage til Klareboderne), udkommer Thomsens bøger i dag under forlagsnavnet Gyldendal. Det tror jeg begge parter er godt tilfredse med.
Tillykke til Thomsen med den runde dag – og med den i dagens anledning udgivne og af ham selv kuraterede samling UDVALGTE DIGTE. Omslaget på dette nye udvalg er i øvrigt … lyseblåt!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og