Det er glædeligt, at Statens Museum for Kunst i København nu har valgt fremover at anvende ordene “afrikaner” eller “afroamerikaner” fremfor n-ordet og h-ordet i deres egenproducerede værktitler og beskrivelser.
Lad os lige slå fast: Statens Museum for Kunst ændrer ikke originaltitler, men ændrer de titler, som ansatte på museet selv har produceret i tidens løb. Så skulle det forhåbentlig være krystalklart for alle. Kunstnernes originaltitler består.
Statens Museum for Kunst ændrer ikke originaltitler, altså de titler, som kunstnere gennem tiderne selv har givet deres værker. Statens Museum for Kunst ændrer de titler, som ansatte på museet selv har produceret i tidens løb.
Som direktør ved Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, skrev tirsdag i en tråd på Facebook:
“Vi skelner mellem ‘originale’ titler eller ‘kunstnertitler’ på den ene side og museumstitler på den anden. De titler vi løbende justerer er museumstitlerne, som er dem, museumsfolk gennem tiderne har givet værker efterhånden som disse er gået ind i samlingen. For nylig er vores tre ‘nuditeter’ (sic!) blevet til ‘samlejescener’ – noget mere beskrivende, altså. Vi ændrer aldrig originaltitlerne.”
Så skulle det forhåbentlig være krystalklart for alle. Kunstnernes originaltitler består.
Kerneydelse
Statens Museum for Kunst er som bekendt en statslig museumsinstitution med den fornemme og forkromede opgave at indsamle, bevare, sikre og formidle kulturarven. Formidling udgør altså en af museets kerneydelser.
De værktitler og beskrivelser, som museets ansatte producerer, er formidling; formidling af de værker, som tildeles de egenproducerede titler.
Et statsligt og væsentligt museum som vort nationalgalleri bør naturligvis ikke anvende nedsættende og/eller diskriminerende sprogbrug overfor historisk set udstødte grupper i museets egenproducerede formidling af værker fra dets samling. Det er helt i analogi til, at andre af vore væsentlige officielle, statslige institutioner heller ikke bør anvende et nedsættende og/eller diskriminerende sprogbrug overfor historisk set udstødte grupper i forbindelse med leveringen af en af deres kerneydelser.
Vore universiteter bør eksempelvis ikke beskrive deres kvindelige ansatte eller deres kvindelige studerende ved brug af nedsættende ord om kvinder, hverken i studieordninger eller i forbindelse med eksaminationer osv. Det gør vore universiteter selvfølgelig heller ikke. Og det er der heller ingen, der forventer af dem.
Ligeledes med vore hospitaler. Her beskrives mandlige ansatte samt mandlige patienter heller ikke gennem anvendelsen af nedsættende termer, hverken i pjecer, på hjemmesider eller i journaler. Og sådan skal det naurligvis også være.
Kritik af museet
Statens Museum for Kunst har imidlertid mødt kritik for dets beslutning fra forskelligt hold. Og det er mildt sagt meget mærkeligt.
Søren Espersen er “fuld af foragt for Statens Museum for Kunst” grundet museets ændrede sprogbrug. Espersen mener, at man skal læse historien “ud fra datiden”, hvor kunstnere brugte n-ordet. Man skal ikke læse historien ud fra nutiden, mener Espersen.
Udover at det selvsagt er umuligt helt at anlægge fortidens perspektiver på noget, herunder et kunstværk, når man selv står plantet midt i en nutid – man kan ikke nogensinde smelte helt sammen med fortiden; man kan aldrig undslippe sin egen nutid helt – , så er det et ejendommeligt ideal for læsning og formidling af kunstværker og andre museumsgenstande, som Espersen gør sig til talsmand for.
For dét at læse og fortolke et kunstværk er ikke at gøre kunstneres eller tidligere tiders opfattelser til sine egne. Hvis man for eksempel gerne vil læse og forstå Leni Riefenstahls film “Triumph des Willens”, så er det ikke ensbetydende med, at man skal gøre de i filmen fremførte nazistiske standpunkter til sine egne.
Det at læse og fortolke et kunstværk er ikke at gøre kunstneres eller tidligere tiders opfattelser til sine egne.
Dét at Leni Riefenstahl hyldede nazistiske opfattelser betyder med andre ord ikke, at man selv skal læse hendes film ud fra en nazistisk opfattelse eller ud fra nazistiske perspektiver og videreformidle hendes film ved brug af nazistiske og antisemitiske termer, som man gør til sine egne, og selv kommer til at stå som afsender på. Tværtimod har man i læsningen af Leni Riefenstahls film “Triumph des Willens” al mulig grund til netop ikke at læse og formidle hendes film ud fra de perspektiver, der trivedes i 1930´ernes nazistiske Tyskland, forstået på den led, at man har alle gode grunde til ikke at gøre det nazistiske Tysklands og Riefenstahls standpunkter til sine egne. Der er for at sige det lige ud af posen alle gode grunde til at tage dybt afstand fra både Riefenstahls og det nazistiske Tysklands standpunkter i forbindelse med læsning og formidling af “Triumph des Willens”.
Forskel på værk og formidling
Det er helt afgørende at få fat på her, at der er forskel på kunstneres opfattelser, de titler, de giver deres værker og det indhold, der udsiges i deres værker på den ene side og så vore andres beskrivelser, læsninger og fortolkninger, herunder også vore museers beskrivelser, læsninger og fortolkninger, på den anden side. Og denne forskel bør netop ikke søges udvisket.
Statens Museum for Kunst vælger således ikke selv at producere og være afsender på beskrivelser, titler og anden formidling, der hylder eller selv eksemplificerer nedsættende og/eller diskriminerende omtale af mennesker af afrikansk herkomst, uanset hvilke originaltitler eller hvilket indhold kunstværket har udsagt og uanset hvilken sprogbrug diverse kunstnere selv historisk har anvendt.
På Statens Museum for Kunst forstår man nemlig, i modsætning til Espersen, at der er forskel på museet som afsender og kunstneren som afsender, ligesom der er forskel på kunstværket som udsagn og formidlingen af kunstværket som udsagn.
Det bør Statens Museum for Kunst roses for. Espersen bør til gengæld prompte trække sin foragt tilbage.
Der gives bedre veje til læring
Det er også blevet sagt, at Statens Museum for Kunsts ændring af sprogbrug er et udtryk for, at historien fjernes, hvilket så betyder, at vi ikke kan lære af historien. Men her skal man gøre sig klart, hvilken opgave Statens Museum for Kunst har. Statens Museum for Kunst skal indsamle, bevare og formidle kunsthistorien. Statens Museum for Kunst har ikke som opgave at bevare og formidle egen historiske formidling.
Vi kan sagtens lære om historiens uhyrligheder uden at vore museer gør uhyrlige opfattelser til deres egne.
Videre og måske væsentligere: Vi kan sagtens lære af historien, herunder den historiske diskrimination og absolut moralsk uacceptable adfærd overfor afrikanere i forbindelse med kolonialismen, uden at vore museer som officielle institutioner selv står som afsendere på formidlingsmæssige tekster, hvor nedsættende og/eller diskriminerende termer indgår.
Vi kan sagtens lære om historiens uhyrligheder uden at vore museer gør uhyrlige opfattelser til deres egne. Vore museer behøver ikke at sanktionere og gøre et racistisk sprogbrug til deres eget for, at vi kan lære, at racisme er fuldt og helt moralsk uacceptabelt. Der gives andre og bedre veje til læring i denne sammenhæng. Vore museer behøver heller ikke at anvende et sexistisk sprogbrug for, at vi kan forstå, at sexisme er uacceptabelt. Igen kan vi sagtens på anden vis lære og forstå, at sexisme er forkert.
Et museum af det 21. århundrede
Statens Museum for Kunst skal derfor have stor tak for, at museet går foran og opdaterer sig selv rent sprogligt til det 21. århundrede som en vægtig kulturel spiller i Danmark.
På Statens Museum for Kunst forstår man, i modsætning til Espersen, at der er forskel på museet som afsender og kunstneren som afsender, ligesom der er forskel på kunstværket som udsagn og formidlingen af kunstværket som udsagn. Andre museumsinstitutioner herhjemme bør følge i museets fodspor
Andre museumsinstitutioner herhjemme bør følge i deres fodspor. Ved at søge i formidlingen at anvende et så værdineutralt sprogbrug som muligt og ved at lægge klar afstand til et sprogbrug, der er nedsættende og/eller diskriminerende overfor historisk set udstødte grupper, er Statens Museum for Kunst et nationalgalleri, vi kan være stolte af.
Det er godt at leve i et land, Danmark, med et nationalgalleri, der toner rent flag som en statslig kulturinstitution, der aktivt ikke vil anvende og gøre et moralsk dubiøst sprogbrug til sit eget. Sådan bør et nationalgalleri i et frit, åbent og demokratisk samfund netop agere.
Topfoto: Statens Museum for Kunst
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her