Mobbeofrets frihedskamp

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

TAXAMANDENS KLUMME – Jesper Grunwald fortæller om de samtaler, han fører og de mennesker, han møder i taxamandens klumme, der fremover vil være at finde i POV med jævne mellemrum. I dagens klumme møder han en pige, der har været udsat for grov mobning, tæt på mental terror. Nu har hun fået hjælp. Da Jesper Grunwald var ung, var han ikke selv for god. I dag skammer han sig.

Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene ende af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn eller skilsmissebarn for eksempel.

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.
Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Hun siger goddag og jeg bemærker, at hun har den udstråling af fint porcelæn, som indrammer visse unge piger på vejen ind i et mere voksent liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.  Hun er også offer for grov mobning.

“Jeg går i en særlig klasse, hvor vi alle har gået i en almindelig skole men haft så store problemer, at det har sat os bagud i det, vi skulle lære. Endelig og langt om længe er min egen skolegang ikke det helvede, som det har været i årevis. Her på skolen er vi nogle gange samlet i den særlige klasse og nogle gange følger vi timerne i andre klasser”, fortæller hun.

Hun kigger på mig i bakspejlet med smukke øjne, som både er modne, erfaringsramte og samtidig bærer en anelse frygt.

Han var lidt nørdet, lidt for tyk – og klassens ubetinget mest begavede elev. Det kunne rødderne i klassen ikke lade gå upåagtet hen

I realiteten har hun i årevis og i de seneste år været udsat for mental terror i form af mobning

Nogle gange helt op til den fysiske grænse. Hun er blevet hånet, ydmyget, lagt for had, drillet, latterliggjort – og truet med tæsk. En gang decideret truet med en kniv.

Det er alt for voksne udfordringer hun har haft, unge ”M”

Hun har kastet boomerangen.

Den vender derude i horisonten og den rammer mig på tilbageturen. For et par måneder siden skulle jeg til reunion med mit gamle konfirmationshold – det herrens år 1968. Det er så længe siden. Det oser af fortidens uskyldighed og fortrængninger.

Genforeningen blev ikke til noget for mit vedkommende på grund af en stor familiefest. Men jeg nåede at trække et sort minde op af posen. Jeg skulle gense ham, som jeg og et par af de andre drenge var rimelig hårde overfor.

Han var lidt nørdet, lidt for tyk – og klassens ubetinget mest begavede elev. Det kunne rødderne i klassen ikke lade gå upåagtet hen. Vi var nedladende. Vi holdt ham ude af fællesskabet. Vi dominerede ham som ind i helvede. Og enkelte gange fysisk grove.

Jeg stod grinende og så til, mens et par af gutterne trak ham i benene ned af trappen fra klasseværelset højt oppe under skolens loft.
Bump. Bump, Bump – trin for hvert trin.

Selv var jeg oftest ”Kapo”. Hjælpebetjent. – Ham i lejren, som organiserede og holdt vagt, mens de stærkeste gjorde det beskidte arbejde

Mobbeofferet grinede for at holde gråden ude og undgå latterliggørelsen oven i.

Selv var jeg oftest ”Kapo”. Hjælpebetjent. – Ham i lejren, som organiserede og holdt vagt, mens de stærkeste gjorde det beskidte arbejde.

Jeg havde planlagt at ville sige det til ham nu, med 50 års forsinkelse.  Jeg håber i hvert fald, at  jeg ville sige undskyld for at have overskredet grænsen mellem ”de stærkestes overlevelse” og et – i realiteten – halvfascististisk tankesæt.

Mens jeg tænker og kører, fortæller ”M” om flere skoleskift, og tider, hvor hun har været borte fra undervisningen i flere måneder. Det har nødvendigvis givet hende huller i hendes viden og kunnen. Men i ”livets hårde skole” er hun krigsveteran i alt for ung en alder.

Og hvad med lærerne?

“Ja undskyld mig, de var fattesvage hele vejen igennem. Bagatelliserede det. Det går over! Eller antydede, at det var min egen skyld. Det er måske det allersværeste i at være mobbeoffer. At det hele tiden kredser om spørgsmålet, HVORFOR?”

“Hvorfor lige mig?”

Hun fortæller mig om en overlevelseskamp, som stadig er i gang, selv om hun har det godt nu og har lært de teknikker, der fører hende udenom, når der er konflikter i luften. Hun er en ung pige, som selvfølgelig har sin gang i byen på hjemegnen. Hun møder af og til ”gerningsmændene” fra dengang.

Inden turen er slut, får jeg sagt til hende, at jeg beundrer hendes mod og at jeg er stensikker på, at hendes far og mor er stolte af hende

Det hænder stadig, at de råber, Én gang har de også flået hende ud af en biografkø.

“Derfor er det særligt vigtigt for mig, at jeg nu er begyndt at holde foredrag for andre børn og unge om mobning. Det gør mig stærk og jeg har det godt med at kunne hjælpe andre med at bekæmpe mobning,” forklarer hun.

Inden turen er slut, får jeg sagt til hende, at jeg beundrer hendes mod og at jeg er stensikker på, at hendes far og mor er stolte af hende.

Og hvad med min egen gamle rolle som ”gerningsmand?

Jeg siger ikke noget.
Kapo’en og krysteren følger den spinkle frihedskæmper med øjnene på vej ind til villaen.

Jeg spørger om jeg må tage et billede af heltinden. Det synes hun er fedt. Vi aftaler, at jeg kun bruger det, hvis hendes far og mor synes at det er ok. Det gør de i en sms et par dage senere og accepterer, at jeg fortæller historien.

Uden navn.


Er du glad for Jesper Grunwalds klummer, kan du bidrage til hans skriverier på hans MobilePay: 40 25 51 12


Topfoto: Jesper Grunwald.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Børn & unge