GUILTY PLEASURES – Skal man sige undskyld for at kunne lide Wiinblads milde univers? Det indtryk kan man let få, når mennesker, som selv arbejder inden for de skabende fag, næsten fordækt indrømmer, at de kan lide hans ting. “Wiinblad er min guilty pleasure,” siger således den danske modeskaber Jean Phillip Dyeremose, hvis design er milevidt fra Wiinblads univers: Han formgiver skulpturelt, sexet og dunkelt tøj i avantgardestilen fra Rick Owens, de Meulemeester og Gareth Pugh.
Ikke sjældent er der nærmest tale om en form for diskret bekendelse, når folk fortæller, at de godt kan lide Wiinblad eller i det mindste ikke afskyr ham. De føler, at de kan lide Wiinblads ting på trods af al god smag, og at de nu vedkender sig at holde af kitsch.
Det kan også antage form af en ligefrem demonstrativ dyrkelse af Wiinblad, netop fordi man ser ham som kitsch: kitsch som oprør mod den dødssyge borgerlige pænhed. Det forbudte har sin egen dragning: At dyrke det flamboyante, overdekorerede og eklektiske er blot endnu en mulig position i den vedholdende detonation af nye udtryk og medier og former, som kunst og design i dag er.
Det er i virkeligheden dynamikken i en guilty pleasure: Den er netop en fornøjelse, fordi den er forbudt og grænseoverskridende. Kunstteoretikeren Susan Sontag har med vanlig skarphed observeret, at kunsthistorien er én lang kæde af succesrige synder og grænseoverskridelser; alt det, som i starten erklæres grimt, forkert og falskt, omtolkes løbende til det skønne og store.
Sontag talte her om avantgarden og dens kunstneriske nytænkning – evnen til konstant at se verden på ny og på en måde, som kan være både uforståelig og provokerende for andre – og dens indbyggede anstødelighed.
Sært nok er Wiinblad i praksis også blevet syndig: Han blev fra 1980’erne og frem så forkætret, at hans milde og absolut ukonfronterende følsomhed kom til at vække særdeles stærke følelser i de generationer, som nedarvede ham. De sorgløse billeder af et paradis, hvor helvede vitterlig ikke er de andre, opnåede helt paradoksalt at blive den største provokation.
Nedvurderingen af Wiinblad er i markant grad kønnet, og allermest lavstatus bliver det, når Wiinblad ikke bare ses som pinligt feminin, men som “bedstemorstil”. Ældre kvinder er – og har – per definition dårlig smag
Man kan i Danmark let få sig en moralsk opsang om, at Wiinblad er en gang forlorent bras, som ikke hører nogen steder hjemme i seriøs kunst og design. Sammenfatter man hele den kritik, der er blevet luftet af en lang række danskere under arbejdet med denne bog, så er Wiinblads værk først og fremmest småborgerligt “som en Louis Vuitton-taske”:
At have Wiinblad i sit hjem ses som et lige så mislykket forsøg på at være fin som at bære en alt for dyr og prangende taske. Derudover betegnes Wiinblads værk som kluntet, sentimentalt, sukkersødt, kønsløst, fladt, mekanisk, overlæsset, postuleret, forudsigeligt. Det er ufarligt lirumlarum og tingeltangel, hedder det. Ja, det er simpelthen – to af de mest brugte termer overhovedet – puttenuttet og pussenusset; ord, som tydeligt henviser Wiinblad til en pinlig feminin sfære af lyserøde, useriøse ting.
Kritikken af Wiinblad gælder først og fremmest status: Wiinblad læses som en ufrivillig markør af lavstatus. Elsker man Wiinblad, er man gået fejl i statussymbolerne; man tror selv, at ens smag er god, endda dyr, men i virkeligheden har man afsløret sig som en sand filister. Elsker man Wiinblad, har man også en alt for feminin smag; man er faldet for noget “sentimentalt og puttenuttet”, som afslører, at man ikke har blik eller evne for den mere maskuline rationalitet og kritiske kraft, som den rigtige kunst kan tilbyde.
Nedvurderingen af Wiinblad er i markant grad kønnet, og allermest lavstatus bliver det, når Wiinblad ikke bare ses som pinligt feminin, men som “bedstemorstil”. Ældre kvinder er – og har – per definition dårlig smag.
Antipatier er altid interessante og afslørende og specielt de kollektive. Alle de negative udtalelser om Wiinblad er hårde domme fældet direkte med følelserne, og hver for sig er de som små røntgenbilleder af en bredere stemning. At udtrykkene “småborgerligt” og “puttenuttet” er så gennemgående, afslører et stærkt fælles spor i kritikken af Wiinblad; det er ganske typisk for det kulturelt homogene Danmark, hvor middelklassen i høj grad enes i sin smag og også finder tryghed i fordømmelsen af en lang række ting som dårlig smag: science fiction, Poul Pava, kobberstribede Kähler-vaser og meget mere.
Der er også et ret tydeligt og udbredt dansk for behold over for følelse og patos i design og kunst. Det dekorative, følelsesfulde og dermed feminine forbindes blandt Wiinblads danske kritikere entydigt med en uforfinet småborgerlig kultur.
Meget tyder på, at man i Danmark helt har mistet begrebet om en dekorativ kunst siden 1960’erne. Eliten i dansk design og kunsthåndværk stod stadig stærkere fast på, at form skulle følge funktion, og at dekoration var påklistret og uærlig, og des mere utænkeligt blev det, at selve kunsten kunne være dekorativ. Det dekorative i kunsten var kun tilladt som en nærmest tilfældigt indtræffende yderligere kvalitet; kunst kunne ikke skabes med det formål at være dekorativ.
På en dansk kunstscene, hvor kategorien dekorativ kunst ikke længere fandtes, var det helt indlysende, at Wiinblad ville blive hjemløs og være uden for kategori – set som design er hans ting demonstrativt dekorerede og derfor underlødige; set som kunst rammer de helt uden for skiven, når kunst udelukkende er defineret som kritisk og kompromisløs.
Kitsch er kunstens tarvelige kusine, alt for dekoreret, lettilgængelig og kommerciel. Den letbenede kitsch fortjener imidlertid at blive undersøgt nærmere som udtryksform, og da særligt, når man vil gøre sig tanker om, hvorvidt Bjørn Wiinblads værker skal rubriceres som kitsch
Interessant nok fordømmes Wiinblad tydeligvis også af mange for selv som dekoratør ikke at være fantasifuld nok og for at være “kønsløs”. Det afslører en forventning om, at hvis der endelig skal gives los og laves dekoration, så skal det være originalt, fantasifuldt, eksotisk og erotisk. Og igen dømmes Wiinblad overraskende nok for let.
“Skal det være pyntet, kan man lige så godt give den gas,” reflekterer en kritiker, som ved nærmere eftertanke synes, at Wiinblad ikke er for meget, men for lidt.
En del af den hårde kritik af Wiinblad kan meget vel skyldes, at de fleste af dem, som i udpræget grad ikke kan lide hans værk, heller ikke har et særligt stort overblik over det. Det er overraskende at mene, at Wiinblad ikke “gav den gas” i masser af sine værker og interiører. Ting, man regner for underlødige eller frastødende, bruger man forståeligt nok sjældent tid på at sætte sig ind i. Og derfor fælder man sin dom baseret på det ret lille udsnit af ting, man kender og netop ikke kan lide.
En figur, som helt parallelt med Wiinblad er blevet fordømt som poppet og overfladisk, er Verner Panton; ser man imidlertid på Panton i hele hans bredde og dybde, viser han sig at være en særdeles dristig og visionær systemtænker med et langt større værk, end de fleste tror. Men det er nu engang altid lettest at holde fast i sin fordomme ved at vide mindst muligt om tingene.
Det følelsesfulde, nuttede, barokke, maksimalistiske og barnlige har spillet en stor og ofte overset rolle i fin- og populærkultur i flere århundreder og er stadig et kontroversielt emne. Siden starten af 1900-tallet har man typisk sammenfattet mange af disse ting i den klart nedvurderende kategori kitsch:
Kitsch er kunstens tarvelige kusine, alt for dekoreret, lettilgængelig og kommerciel. Den letbenede kitsch fortjener imidlertid at blive undersøgt nærmere som udtryksform, og da særligt, når man vil gøre sig tanker om, hvorvidt Bjørn Wiinblads værker skal rubriceres som kitsch.
Zu verkitschen betyder på tysk “at forsimple eller gøre noget billigt”, og kitsch kom i løbet af 1800-tallet til at betegne billige ting, som lader, som om de er mere, end de er. Det er masseproduktionens billige, dekorerede varer, som er kitsch: møbler i ringe kvalitet, hvor det tarvelige træ er gemt under rige dekorationer og krummelurer.
Billigt bomuldsstof, som ikke holder faconen, men til gengæld er dækket af farverige mønstre. Det var urbaniseringen, masseproduktionen og det stadig større vareudbud, som skabte den billige kitsch, og efterspørgsel var der ingen mangel på:
De mange, som flyttede til byerne, ville gerne have noget, som i det mindste lignede middel- og overklassens ægte forgyldte liv. Nye og billigere materialer som celluloid, aluminium, linoleum og vulkaniseret zink og messing gjorde det muligt at efterligne de “fine” ting til små priser.
Køberne manglede ikke bare penge til god kvalitet, de manglede også den kulturelle kapital, der som en indre stemme kunne vejlede dem uden om de letkøbte dekorationers dårlige smag. “Kitsch er kunst, som er 100 procent umiddelbart tilgængelig som forbrug,” skriver Walter Benjamin i starten af 1900-tallet; samme Benjamin, der også forklarede, hvordan masseproducerede ting mister deres aura og ægthed.
Benjamin observerede, at man oplever kitsch og folkekunst helt anderledes end kunst. Vi betragter opmærksomt kunst, men det ukomplicerede ved kitsch gør den ikke bare tiltrækkende – man suges nærmest ind i billedets univers og ser med det snarere end på det. Man bliver ét med de nuttede børn, de buttede engle, de lykkelige pastorale scener.
Det minder en hel del om barnets omgang med legetøj: Barnet kan ofte identificere sig fuldstændig med legetøjet og selv være bilen, bamsen eller gravkoen. Tingene besjæles og bliver levende, idet man fuldstændig identificerer sig med dem.
Mens så mange kunstnere i hans generation blev optaget af at skildre mennesket i al dets svære kompleksitet, gik Wiinblad andre veje
Problemet er, at der ingen modstand og udfordring er i kitsch, forklarer teoretikere og kritikere: Kitsch er en pleaser og kræver hverken overvejelse eller forkundskaber.
Kitsch er kærlighedsromanen i ugebladet, den forudsigelige Hollywood-film, Tin Pan Alley-sangene og det sentimentale maleri. Kitsch er dårlig smag, som gør mennesker glade, og en række af 1900-tallets intellektuelle fordømte kitsch for at forføre og fordumme masserne. Den amerikanske kunstkritiker Clement Greenberg kalder i 1939 kitsch for “kulturens bagtrop”:
Den nye urbaniserede befolkning havde ikke længere adgang til den autentiske folkekunst, og de forstod ikke den fine kunst, og derfor kastede de sig over kitsch. Det afspejlede dog ifølge Greenberg også et problem i kunstens fortrop, avantgarden: Den var alt for indadvendt til at kunne appellere til den brede befolkning.
Max Horkheimer og Theodor Adorno melder sig i 1944 i diskussionen med ideen om en “kulturindustri”, som fodrer masserne med kulturprodukter, der ensretter og bedøver dem frem for at skærpe og vække dem som mennesker. Kulturprodukter behøver ikke længere at være kunst, bare de er salgbare – og det gør dem i praksis til bras, hævder de. Kultur er blevet noget, man sælger, og målet er at sælge mest muligt og at skabe nyt begær efter endnu mere hos befolkningen.
Som nogle af de første bemærker Horkheimer og Adorno, hvordan standardiseringen af kulturprodukter – film, magasiner, underholdning i det hele taget – nøje udformes for hele tiden at give folk mere af det, man har konstateret, at de kan lide, præcis som man i nutidens digitale mediekultur giver forbrugerne endnu mere af det, de klikker på.
“Underholdning er blot en forlængelse af arbejdet i den sene kapitalisme,” mener de, for det er kun tilsyneladende, at populærkulturen giver et pusterum fra arbejdslivet; i virkeligheden fikserer den opmærksomheden på forbrug og derfor behovet for at tjene penge. Horkheimer og Adorno er overbeviste om, at den ægte kunst stik imod den manipulerende popkultur altid er bevidstgørende og kritisk.
Det er ikke uforståeligt, hvis Bjørn Wiinblad i en hel dels øjne er leverandør af kitsch og uægte kunst. Som ung gav han selv udtryk for, at han ikke magtede at bidrage til sin samtids alvorsfulde kunst; mens så mange kunstnere i hans generation blev optaget af at skildre mennesket i al dets svære kompleksitet, gik Wiinblad andre veje. Men det er ikke hans univers – dette paradisiske utopia, hvor alle vil hinanden det godt – som sætter ham i fare for at være kitsch. Kunst kan skildre paradis uden at være kitsch.
Hvem er disse forklarede og overjordiske væsner, som fra deres harmoniske univers kaster et langt blik forbi os beskuere?
Det afgørende punkt, hvis vi skal følge Benjamin, Greenberg og Horkheimer, er, om Wiinblads værker er letfordøjelige, letbenede, letforglemte tomme kalorier, som blot giver lyst til mere forbrug. Og her bør man med rette blive i tvivl! Tværtimod har store dele af Wiinblads motiver selv i dag – i en helt anden kontekst end den traumatiserede efterkrigstid, hvor de blev til – stadig noget ægte mystificerende i sig. Hvem er disse forklarede og overjordiske væsner, som fra deres harmoniske univers kaster et langt blik forbi os beskuere? Hvad er det for en hemmelighed, de vogter, hinsides al smerte og bekymring?
Vist er de skabt for at dekorere og fornøje, men langt størstedelen af Wiinblads substantielle motiver er ikke standardiserede og forudsigelige, selvom de er let genkendelige som hans streg. Men de er samtidig værker, som er ved at bryde ud af den dekorative kunsts sfære og bevæge sig over i populærkulturen, og her findes utvivlsomt en del af grunden til, at de kan føles faretruende forvirrende, og at man så ofte må undre sig over, om Wiinblad skabte kunst, design eller noget helt andet.
Da kunsten i anden halvdel af 1900-tallet tager populærkulturen og dens udtryk til sig, bliver grænserne mellem kunst og kitsch uklare:
Er dekorativ kunst skabt til at fornøje og pynte, stadig kunst? Hvorfor maler Francis Picabia i 1940’erne pludselig malerier, der ligner omslag på pulp fiction, billige romanblade? Er den psykedeliske koncertplakat fra 1970’erne et stykke standardiseret uægte kunst, som blot skal vække nyt forbrugsbegær? Er Andy Warhols bevidste efterligning af reklameplakaten kunst eller manipulation?
En bid af paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid
Heidi Laura
Hardcover m. halvbind
330 sider
Pris: 349,95 kr.
Udgiver: Gads Forlag
Illustrationer: Gads Forlag.
Dette uddrag af Kapitel 6: Død og opstandelse: Tingenes efterliv bringes med tilladelse fra forlaget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
