MINDEORD – Peer Aagaard er sovet ind søndag d. 29. januar. Han blev en ven, skriver Monica Krog-Meyer, der som mange andre nød at følge ham på Facebook, hvor han øste af sit vidunderlige fortællergen med anekdoter om sit eget liv, og sendte farverige bandbuller og skarpe politiske analyser af sted i en lind strøm. Både humor og alvor lå ham på sinde, og han uddelte ris og ros med hård hånd – ikke mindst under sin lange, uforfærdede og dybt menneskelige kamp med cancer. Vi, der var hans Facebook-venner, kunne følge hans udvikling den sidste tid.
Peer Aagaard er død, han blev 65 år gammel.
Hans liv var tæt på at slutte i 1996. Han var en af de mange bøsser, der blev smittet med HIV og derfor udviklede Aids. Han var hundesyg, har han fortalt. Men lige dér dukkede medicinen op og reddede de HIV-smittede fra at dø. En kombinationsmedicin, som, efter at Aids i 15 år havde hærget blandt især homoseksuelle mænd, pludselig kunne stoppe sygdommen og holde de HIV-smittede i live. Og ikke nok med det. De medicinerede er også smittefri og kan leve et helt normalt liv. Peer Aagaard var en af dem. Han klarede den dengang, med nød og næppe.
Men nu er Peer Aagaard død. For canceren ramte ham, og den medicin kom ikke i tide.
Peer Aagaard var en stærk cancerpatient… Var der grund til det, skortede det ikke på kritiske observationer, men der kom ingen brok fra ham
Vi, der var hans Facebook-venner, kunne følge hans udvikling. Undersøgelserne, resultaterne, hans overvejelser om en mulig hjernetumor, der blev til et Hamlet-dilemma: ‘scan eller scan ikke’?
Vi har fået lov at følge med i, hvordan han blev svagere, og efterhånden havde brug for hjælp til både det ene og det andet. Hørt om hans møder med sundhedssystemet, lægerne, kommunen. Der blev ikke lagt skjul på noget.
Hans mand Allan har været en enorm hjælp for ham, indtil de måtte indse, at tiden var kommet til indlæggelse, videre på aflastning og til sidst på plejehjem. Ikke hospice, for så dårlig var han alligevel ikke, som han skrev.
Vi har kunnet følge med i det hele.
Tumoren i behold
Peer Aagaard var en stærk cancerpatient. Han var taknemmelig for hospitalsvæsnets kompetencer og behandlinger. Var der grund til det, skortede det ikke på kritiske observationer, men der kom ingen brok fra ham. Hans motto var ‘Hellere kvalitet end kvantitet’, så han stillede helt berettigede krav. Det var ikke udsigten til, at han skulle dø, der tyngede ham, men manglende kvalitet, sjusk og dårlig patientpleje. Og smerterne.
Midt i alt det sørgelige lod han også humoren få en plads: ”Jeg er årsag til, at en sosuhjælper slog sig ved at ramme en dør. Hun er totalt sød og sagde medlidende, at det må være hårdt at være ramt af cancer på den måde. Jeg svarede, at det går, så længe man bare har tumoren i behold. Så ramte hun døren.”
Humor og alvor lå ham på sinde. Og han uddelte ris og ros med hård hånd. Hans oplevelser på aflastning var ganske rædselsfulde. Timers venten, når han havde tilkaldt personalet, når han var efterladt hjælpeløs i et koldt rum eller sad med maden, som han ikke selv kunne indtage. Ingen kom.
Hans opslag var ikke for tøsedrenge. De kunne være både hjerteskærende og voldsomme. Alligevel sluttede de fleste med ordene: Alt er stadig godt på Akaciegården
Men Peer Aagaard var en handlingens mand. Han fortalte os alle om fortrædelighederne på Facebook. Ingen kunne være i tvivl om, hvor og hvordan det foregik. Han fik tilmed sendt en klage og modtog beklagelse fra højeste sted. Svaret blev også lagt ud.
Næste stop, plejehjemmet i hans hjemkommune, faldt meget heldigere ud. Hans taknemmelighed ville ingen ende tage. Her var den rette omsorg for en cancerpatient som ham i stadie IV med smertefulde metastaser og stærkt begrænset bevægelighed.
Hans opslag var ikke for tøsedrenge. De kunne være både hjerteskærende og voldsomme. Alligevel sluttede de fleste med ordene: Alt er stadig godt på Akaciegården.
Men det er slut nu.
En mand af mange ord
Hvem var Peer Aagaard?
Han skrev selv sådan her på sin facebookside:
”Peer Aagaard – med 2 x E og 4 x A!
Rød, homo, forskningsnørd, rejsegal, aktivist, cancer-syg, ægtemand, menneske”
Det er meget præcist ramt. Han elskede ord og forstod ikke at fatte sig i korthed ellers, men her lykkedes det sandelig!
‘Forskningsnørden’ arbejdede som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han var desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT’s patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter.
‘Aktivisten’ benyttede enhver anledning til at udstille hykleri og fremhæve glæden ved og stoltheden over Priden
‘Den røde homo’ sendte vrede opslag ud ved hver en given lejlighed, når statsledere vedtog love, der diskriminerede, eller fængslede, mishandlede og chikanerede homoseksuelle. Fordømmende danske politikere fik med grovfilen, for man skal opføre sig ordentligt overfor andre. Han var ubønhørlig, men altid præcis i sin dom. Man kunne være uenig, men aldrig tage ham i hverken fejl eller forsigtige formuleringer.
‘Aktivisten’ benyttede enhver anledning til at udstille hykleri og fremhæve glæden ved og stoltheden over Priden.
Og så øste han af sit vidunderlige fortællergen. Flere kapitler af hans eget liv er dukket op på hans Facebook-side – mon ikke nogen sørger for at samle det i en bog?
Han skrev om barndommen hjemme i Vejle og om hans forstående forældre, da han omsider måtte erkende, at han var bøsse. Om barndommens campingture til udlandet. Om de mange rejser til USA, hvor han boede og til London, hvor han arbejdede i verdens største boghandel Foyles. Og om bøssestederne, de store shows, festerne og alt det frække.
Jeg husker især den forunderlige historie om dengang, han havde sin første oplevelse med en mand. Man skal lede længe efter noget mere poetisk, smukt og uskyldigt.
Den knyttede hånd
Og hvorfor skriver jeg så om Peer Aagaard?
Fordi han blev en ven. Jeg kontaktede ham på et tidspunkt, i 2018, hvor jeg var i gang med et bogprojekt om bøsselivet i Danmark. Han havde beskrevet sin første kemokur. Det gjorde stort indtryk på mig, men jeg dristede mig til at spørge, om han til trods for sygdommen evt. orkede at være medlæser, så jeg ikke glemte vigtige personer og episoder eller lavede fejl. Jeg havde brug for hans enorme viden om Aids, HIV-smitte, medicin – og bøsseliv i det hele taget. Og det var han med på, kom med vigtige input og blev en uundværlig kritiker.
Vi havde jævnlige Messenger-kontakter om det ene og det andet, uden at vi på noget tidspunkt mødtes. Holdninger, gode artikler, musik og sære links.
Så jo, jeg græder nu, vil savne hans ildsprudlende opslag, hans humor, hans beretninger fra det inderste af bøssemiljøet. Men det trøster mig, at han har brugt sit liv til sidste dråbe
På et tidspunkt sendte jeg et link til ham om ‘Den knyttede hånd’. En særlig skulptur, jeg ville købe på udstillingsstedet Copenhagen Contemporary, lavet af Louka. Peer var straks fyr og flamme. Sådan en ville han også have. Så jeg anskaffede to og afleverede den ene hos Peer i hans lejlighed ved Søndermarken.
Vi havde det hyggeligste møde. Det var første gang, vi mødtes – og desværre blev det også sidste.
For nu er han død. Nu kommer der ikke flere ord på hans Facebook-side, ikke flere bandbuller, ikke flere erindringer. Så jo, jeg græder nu, vil savne hans ildsprudlende opslag, hans humor, hans beretninger fra det inderste af bøssemiljøet.
Men det trøster mig, at han har brugt sit liv til sidste dråbe.
I et af sine erindringsafsnit tager han os med til Londons bøsseliv i 1976 og fortæller om opførelsen af musicalen A Chorus Line og især sangen ‘What I did for love’.
Han slutter med dette afsnit:
Når jeg i dag hører ‘What I Did For Love’, sidder jeg og nikker stille.
“Kiss today goodbye and point me toward tomorrow” – ja, dette er selve livets præmis: at tage afsked med det kendte og bestandigt kaste sig ud i det ukendte i håb om at opdage noget nyt og fantastisk. At bevare minderne, at bygge på dem, uden at hænge fast i dem.
Sammen med Allan har jeg bygget et hus, der har rummet vores dybe kærlighed til hinanden og så meget mere. Med hver vores bagage har vi bestandigt fundet hinanden og fornemmet de mange “klik”, som har lydt hver gang vi har følt os på bølgelængde (eller samme side, som de siger i corporate kredse) i en grad, så det virkede som tankelæsning.
Vores hus er ikke bygget af sten. Det er virtuelt og består, selv når vi ikke er under samme tag. Jeg tvinges nu til at flytte i plejebolig, men jeg bliver ikke ene af den grund. Allan og jeg vil være sammen, så længe vi har vores gang på jorden, og skulle nogen tro på højere magter, har vi også dækket os ind i efterlivet gennem en fælles investering i en gravplads under Regnbuefællesskabet på Assistens Kirkegård – midt i den hovedstad, vi elsker.
‘What I Did for Love’ er ikke blandt de sange, jeg har valgt til min bisættelse. Måske burde den være det, for melodien og teksten rører mig stadig dybt.
Snart er jeg færdig med at nyde den store gave, der kun var til låns – selve livet. Jeg takker ydmygt for lån i håb om, at jeg forvaltede gaven på bedste måde. Det har været vidunderligt.
Tak.
Peer Aagaard skrev 19 artikler til POV, som du kan læse her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
