EU’S ØSTUDVIDELSE #4 // SERIE – Georgiens højrefløjsregering Georgian Dream med tætte forbindelser til Rusland spiller højrisikospil efter ”en kalkuleret plan for at nå autoritær konsolidering og EU-medlemskab. Det er en Viktor Orbán-model med illiberalt demokrati inden for EU, ikke udenfor,” skriver Morten Kvistgaard i dette fjerde indlæg i serien om den næste EU-udvidelse. ”EU’s dør er stadig åben, men den georgiske regering fjerner sig fra døren og bevæger sig ud i mørket.”
Georgiens historie efter selvstændigheden i 1991 er dramatisk med EU- og Nato-medlemskab som ledestjerner, indtil en prorussisk regering stjal parlamentsvalget i 2024. Georgien er en kompleks fortælling, hvilket denne artikel også viser. Vil man forstå mere af tiden efter selvstændigheden, kan man læse den georgiske forfatter Nino Haratischwilis romaner. De er mageløse.
Georgiens vej mod EU: 1991 til 2012
Georgien erklærede uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, men de første år som uafhængig stat var plaget af borgerkrig og konflikterne i Sydossetien og Abkhasien. De to regioner udgjorde mere end 20 % af Georgiens territorium, havde store etnisk russiske befolkningsgrupper og løsrev sig fra Georgien med russisk hjælp. Perioden fra 1991 og frem til 2003 var præget af krigene, af korruption, et svagt statsapparat og af lav økonomisk aktivitet.
Frustrationer i befolkningen både over den svage økonomiske udvikling og valgsvindel ved parlamentsvalget i oktober 2003 udløste den såkaldte Rose-revolution i december 2003. Den førte til valg af Mikheil Saakashvili som ny præsident i januar 2004. Saakashvili havde stor folkelig opbakning til en reformdagsorden med vægt på korruptionsbekæmpelse, opbygning af et funktionelt statsapparat og en ny orientering mod Nato og EU. Men der var fortsat problemer med undertrykkelse af oppositionen, af medier og menneskerettigheder og ikke mindst korruption.
Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 ændrede det geopolitiske spil
I april 2008 lovede Nato medlemskab til Ukraine og Georgien. Det brugte Rusland som påskud til den militære invasion af Sydossetien og Abkhasien under OL i Beijing i august 2008. De georgiske styrker blev besejret. 192.000 georgiere blev fordrevet. Rusland udråbte regionerne til uafhængige republikker. Det var Putins generalprøve på Ruslands annektering af Krim i 2014 under OL i Sochi og på løsrivelsen af de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk som selvstændige republikker i 2022.
Dobbeltspillet: 2012 til 2022
Ved parlamentsvalget i oktober 2012 vandt højrefløjskoalitionen Georgian Dream med Bidzina Ivanishvili som premierminister. Ivanishvili var russisk statsborger indtil 2011, havde tætte forbindelser til Putin og havde tjent milliarder af rubler på Gazprom i Rusland. Nu skulle han sætte retningen for Georgien, mens han havde Kremls opbakning.
Han fortsatte interessant nok arbejdet med EU- og Nato-integration, men han spillede dobbeltspil.
På den ene side fortsatte EU-tilnærmelsen med visumfrihed og bedre markedsadgang, og i januar 2021 forberedte Georgien sin formelle EU-ansøgning til fremsendelse i 2024. På den anden side var der demokratisk tilbagegang, anti-korruptionsreformer blev standset, en højreekstrem mobilisering tog fart, og retsvæsenet blev gradvist overtaget af juridiske oligarker med direkte forbindelser til Georgian Dream.
Vendepunktet: 2022-2026
Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 ændrede det geopolitiske spil. Allerede den 3. marts ansøgte Georgien sammen med Ukraine og Moldova om EU-medlemskab. Ukraine og Moldova fik kandidatstatus med ekspresfart i juni 2022, mens Georgien i første omgang måtte vente og skulle imødekomme specifikke krav, som også kunne være stillet til Ukraine og Moldova. Den folkelige støtte til EU-medlemskab var høj, mens Georgian Dream forstærkede grebet om magten.
I december 2023 gav EU endelig Georgien kandidatstatus. Samtidig blev Ivanishvili valgt som æresformand for Georgian Dream. Hurtigt efter i januar 2024 udpegede Ivanishvili en ny premierminister: Irakli Kobakhidze med samme stærke pro-russiske sympatier.
Georgien er det eneste kandidatland med systematisk tilbageskridt på tværs af næsten alle politikområder. Rapporten er den hårdeste vurdering af et kandidatland i EU’s historie
I andet forsøg blev den kontroversielle Lov om Fremmede Agenter fremsat i april. Den var inspireret af en tilsvarende russisk lov. NGO’er og medier med mere end 20 % udenlandsk finansiering skulle registreres som organisationer, der tjente en fremmed magts interesser. 26.000 NGO’er blev berørt, fordi 90 % af civilsamfundsorganisationerne finansieres udefra. 50.000 mennesker protesterede. Politiet svarede igen med vandkanoner, tåregas og gummikugler. Journalister blev banket og hindret i at arbejde, men i august 2024 trådte loven i kraft. Og ikke nok med det. En Ungarn-inspireret anti-LGBTQ+-lov med forbud mod det, regeringen kaldte LGBT-propaganda, blev også vedtaget.
Valgkampen til parlamentet i oktober 2024 blev præget af kraftig polarisering: Georgian Dream slog på temaet om fred og stabilitet. Stem på os eller få krig som i Ukraine, mens oppositionen talte om EU-integration og demokrati. Ifølge det officielle valgresultat fik Georgian Dream 54 % af stemmerne. Der var 60 % valgdeltagelse, men den var overraskende lav i byerne, mens Georgian Dream-vælgerne var mobiliseret i landdistrikterne. De var ældre og var med god grund bange for krig. Spøgelserne fra 2008 var nærværende, og Ruslands aggressioner i Ukraine stod ikke på ønskesedlen i Georgien. For mange vælgere fremstod Georgian Dream derfor som det mindst risikable valg.
Efter valget føg anklagerne om valgsvindel i luften. OSCE’s observatører anslog, at 175.000 stemmer var manipulerede. Georgian Dream havde kun fået 49 % af stemmerne og ikke 54 %. Derfor afviste den i 2018 folkevalgte præsident Salome Zourabichvili resultatet og opfordrede til protester på trods af sit tilhørsforhold til Georgian Dream. Tusinder protesterede i Tbilisi og andre byer. Oppositionen boykottede det nye parlament. EU krævede undersøgelse af valgresultatet, men den 28. oktober besøgte Ungarns Viktor Orbán Tbilisi og lykønskede Ivanishvili med sejren, stik imod EU’s holdning.
En måned senere faldt dobbeltspillet fra hinanden. Den 28. november 2024 er døbt Den Sorte Dag i Georgien. På trods af anklager om valgsvindel og en resolution fra Europa-Parlamentet med krav om omvalg, bekræftede parlamentet den nye regering med Irakli Kobakhidze som premierminister.
Samme aften annoncerede han, at Georgien suspenderede forhandlingerne om medlemskab af EU og afviste al EU-budgetstøtte og lån indtil slutningen af 2028. Bid mærke i tidspunktet for ophævelsen af suspenderingen. Det er ikke tilfældigt. EU trak med det samme 121 mio. euro i støtte. Suspensionen er den mest direkte afvisning af EU-tiltrædelse af noget kandidatland. Kobakhidzes argument var, at EU brugte medlemskab som politisk afpresning, og at EU-politikere forsøgte at organisere revolution i Georgien som i Ukraine. Samme aften roste Putin beslutningen.
Tusindvis af demonstranter gik på gaden. Præsident Zourabichvili sluttede sig til protesterne. Studerende på landets universiteter suspenderede undervisningen. Ministerielle embedsmænd underskrev åbne protestbreve. Svaret fra regeringen var vold, vandkanoner og tåregas. Ledende oppositionspolitikere blev idømt fængsel og udelukket fra offentligt embede. Amnesty International påpegede, at tilbageholdte blev udsat for mishandling. EU fordømte den hårde fremfærd mod demonstranterne: Regeringen havde forladt det demokratiske spor.
Ved præsidentvalget i december 2024 indsatte Georgian Dream en ny, ceremoniel og ultrakonservativ præsident, Mikheil Kavelashvili, ved et indirekte valg. Præsident Zourabichvili nægtede sammen med oppositionen at anerkende valget af Kavelashvili som legitim præsident. Georgien har dermed teknisk set to præsidenter og et illegitimt parlament ifølge opposition og Europa-Parlamentet.
Planen er at erstatte den nuværende, men midlertidige krigsøkonomiske model med en EU-model i 2030
EU’s udenrigschef Kaja Kallas og Marta Kos, kommissær for udvidelse, fordømte også suspensionen af forhandlingerne, men længere kom de ikke, fordi EU ikke kunne enes om sanktioner mod lederskabet i Georgian Dream. Ungarn og Slovakiet blokerede. I løbet af 2025 fortsatte regeringen sit angreb mod menneskerettighederne bl.a. med loven om begrænsninger af forsamlings- og ytringsfrihed.
I oktober udkom Kommissionens seneste fremskridtsrapport for Georgien, og det er voldsom læsning. Konklusionen er, at der er massive tilbageskridt fra 2023 til 2025. Ud af 33 kapitler i EU’s regelgrundlag oplever Georgien tilbageskridt i fire kapitler inden for retsvæsen og sikkerhedspolitik. I 16 kapitler er der ingen fremskridt, mens der er begrænsede og visse fremskridt i 12 kapitler. Den samlede score for forberedelse er på 38 ud af 100, et fald på 10 % fra 2024. Faldet i scoren for fremskridt er endnu større, nemlig 29 %. Georgiens fremskridt fra 2024 til 2025 fik blot en score på 26 ud af 100. Georgien er det eneste kandidatland med systematisk tilbageskridt på tværs af næsten alle politikområder. Rapporten er den hårdeste vurdering af et kandidatland i EU’s historie. EU-tiltrædelsesprocessen er de facto standset både af Georgien og af EU.
Georgien i EU’s strategiske regnestykke
EU’s udvidelsesstrategi hviler overordnet set på tre søjler. Den første er fred og sikkerhed. Den anden er økonomisk vækst og velstand, mens den tredje er opbygningen af demokratiske institutioner, retsstat og sikring af frihed for den enkelte. På trods af, at strategien er under stort pres i Georgien, ser jeg alligevel på, hvordan Georgien står i det lange strategiske lys.
Fred og sikkerhed
Helt overordnet handler EU’s sikkerhedspolitiske interesse i Georgien om at opnå strategisk indflydelse på Sortehavsregionen og Sydkaukasus. EU’s beslutning om at give Georgien kandidatstatus var et vigtigt strategisk træk i det bredere Sortehavsområde, hvor Rusland søger at genopbygge sin territoriale kontrol, ikke mindst efter Ruslands angreb på Ukraine. En EU-afvisning af Georgiens ansøgning ville have sendt et negativt budskab til Armenien og andre om, at Vesten ikke var villig til at spille en seriøs rolle i regionen. Det skal også nævnes, at Georgien har strategiske råstoffer som mangan, kobber, guld og kritiske mineraler samt militære kapabiliteter. EU ville øge sit engagement i Sydkaukasus, men dobbeltspillet i Georgian Dream vendte situationen på hovedet, og EU blev i oktober 2024 slået hjem med støtte fra Putin i Kreml. De sikkerhedspolitiske argumenter for Georgiens medlemskab er stærke, men mulighederne for medlemskab er lige nu væk.
Økonomisk vækst og velstand
Den anden søjle i EU’s strategi er om økonomi. Erfaringsmæssigt bidrager medlemskab til vækst og velstand. EU kan også stimulere den økonomiske udvikling i Georgien gennem adgang til det indre marked for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Medlemskabet giver også adgang til struktur- og landbrugsfondene, og det kan tiltrække udenlandske investeringer.
De senere år, og især efter 2022, har Georgien oplevet et såkaldt økonomisk mirakel. I 2025 er BNP 34,4 mia. euro. Med 3,8 mio. indbyggere er BNP per capita 9.300 euro, hvilket er en nominel stigning på 135 %, men fra et lavt niveau på 4.000 euro i 2020. Samtidig har inflationen været høj og har reduceret realvæksten til 90 %. Det er stadig en meget høj økonomisk vækst.
Men hvor kommer væksten fra? Ruslands krig i Ukraine er afgørende. Den har betydet, at mere end 100.000 russiske immigranter (krigsflygtninge) er kommet til Georgien. De arbejder inden for tech- og finanssektorerne og har typisk høje indkomster, der giver øget efterspørgsel på boliger, services og restaurantbesøg.
Georgien har også øget sin samhandel med Rusland markant. Importen er fordoblet fra 2022. Det er billig russisk olie både til eget forbrug og til videre-eksport. Georgiens olieeksport til Europa blev firedoblet mellem 2022 og 2024. En anden interessant detalje er, at Georgien i 2024 eksporterede for mere end 2 mia. euro i personbiler, selv om man ikke producerer nogen. Det er transithandel, der med stor sandsynlighed ender i Rusland via lande som Kirgisistan og Kasakhstan.
På trods af den økonomiske vækst er arbejdsløsheden næsten uændret. Væksten kommer fra højere lønninger til de beskæftigede i serviceerhvervene, fra kapitalindkomster fra stigende ejendomspriser og fra udenrigshandel. Ikke fra flere jobs. Ungdomsarbejdsløsheden er høj og stagneret på 30 %. Det er mere end det dobbelte af den generelle arbejdsløshed på 14 %. Ungdommen får ikke andel i velstanden.
Der er også geografisk og social ulighed. Tbilisi oplever vækst, mens landdistrikter, hvor 40 % af befolkningen bor, sakker bagud på alle indikatorer i et lavproduktivt landbrug.
Georgiens økonomiske mirakel bygger på en uholdbar model: Midlertidige krigsimmigranter fra Rusland, omgåelse af vestlige sanktioner og en vækstmodel uden produktivitetsforbedringer og uden job til de unge. Det såkaldte økonomiske mirakel dækker over dybe strukturelle svagheder.
Suspendering som strategi: 2024-2028
Her kommer jeg tilbage til suspenderingen af EU-forhandlingerne til 2028. Som skrevet er det ikke et tilfældigt valgt år. Kobakhidze lovede at fortsætte nødvendige reformer og hævdede, at Georgien i 2028 vil være bedre forberedt til at åbne optagelsesforhandlinger med Bruxelles og blive medlem i 2030. Ifølge Georgian Dream ville forhandlingerne tage cirka to år at gennemføre ud fra et teknisk synspunkt. Logikken er, at Georgian Dream suspenderede EU-forhandlingerne frem til december 2028, at man vinder valget i oktober 2028 uden EU-pres, sanktioner eller overvågning, og at man efter valget genoptager EU-forhandlingerne, så Georgien er klar til EU i 2030. Men holder logikken?
Strategien omfatter en konsolideringsperiode fra 2024 til 2028. Her vil der ikke være nogen EU-overvågning af demokratiske standarder og ingen budgetstøtte, der kan trækkes tilbage som pression. Der vil være fri bane til at færdiggøre den autoritære konsolidering med overtagelse af retssystemet, udrensning i civilsamfundets opposition, kontrol over alle statslige institutioner og opbygning af et mediemonopol. Og vigtigst: I perioden kan den russiskvenlige elite fortsætte med at tappe økonomiske gevinster fra den krigsbaserede vækstmodel. Så langt, så godt.
I oktober 2028 kan det næste parlamentsvalg gennemføres uden EU-pres. Georgian Dream kan gentage 2024-tyveriet med et statsapparat mobiliseret til egen fordel, intimidering af oppositionen og manipulation af stemmeafgivningen uden internationale konsekvenser. Efter 2028 kan Georgian Dream triumfere, hvis planen altså lykkes: Kobakhidze kan genoptage forhandlingerne og opnå medlemskab i 2030.
EU har ingen interesse i at genåbne forhandlingerne i perioden fra 2028 til 2030 under de nuværende omstændigheder. Det giver os to muligheder
Planen er at erstatte den nuværende, men midlertidige krigsøkonomiske model med en EU-model i 2030. Medlemskab af EU har genereret en ekstra vækst i indkomst per capita på 1,5 % om året i nye medlemslande siden 2005. Georgien kan øge sin årlige vækst med 1 % ud over væksten på et par procent, når økonomien genfinder niveauet før Ruslands invasion af Ukraine.
I 2025 var Georgiens BNP på 34 mia. euro. EU-medlemskabet vil generere ekstra 340 mio. euro per år. Det svarer til 100 euro per georgier. Med en indkomst pr. indbygger på 9.300 euro er det ikke meget, men der er udsigt til adgang til EU’s struktur- og landbrugsfonde, adgang til EU’s indre marked og tilstrømning af direkte udenlandske investeringer. Disse gevinster skønnes at være fem gange højere. Dermed bliver gevinsten ved EU-medlemskab på 500 euro eller ca. 5,3 % af indkomsten pr. indbygger. Det er en kalkuleret plan for at nå autoritær konsolidering og EU-medlemskab. Det er en Viktor Orbán-model med illiberalt demokrati inden for EU, ikke udenfor.
Men planen har alvorlige svagheder. Europa-Parlamentet vedtog i 2024 en resolution, der kræver nyvalg inden for et år under international overvågning. Det er ikke gennemført. Oppositionen boykotter parlamentet. Præsident Zourabichvili har bestridt den forfatningsmæssige gyldighed af valg af både parlament og præsident Kavelashvili.
Planen ignorerer også, at Europa-Parlamentet kan blokere for medlemskab, at Georgiens demokrati måske kollapser fuldstændigt inden 2028 under befolkningens fortsatte pres, at 2028-valget kan erklæres ugyldigt internationalt, eller at man ganske enkelt ikke lykkes med at stjæle valget igen, fx ved oppositionens mobilisering af unge vælgere i byerne, og ved at de ældre vælgere på landet mister tålmodigheden med, at den økonomiske udvikling ikke når ud i landdistrikterne. Det er et højrisikospil for Georgian Dream.
Kan Georgien vende tilbage? Status marts 2026
Georgien er i begyndelsen af 2026 i dyb politisk krise. Et udemokratisk styre fører systematisk landet væk fra EU’s værdier og mod en russisk-lignende autoritær model. Det afgørende er ikke, om Georgien genåbner forhandlingerne i 2028. Det må vi forvente, at regeringen vil. EU’s pengekasse er tilstrækkeligt tillokkende, når det samtidig forventes, at krigsøkonomien udløber efter afslutningen på krigen i Ukraine. Skal EU stille op til forhandlingerne, eller skal landets kandidatstatus tilbagekaldes? Det har Kommissionen endnu ikke anbefalet, men 2025-rapporten er så kritisk, at det skal overvejes, hvis tilbageskridtene fortsætter. EU’s dør er stadig åben, men den georgiske regering fjerner sig fra døren og bevæger sig ud i mørket.
Den georgiske befolkning er overvældende pro-europæisk, og de fortsatte masseprotester viser, at folkets europæiske ambition er usvækket. Krisen er ikke en krise for det georgiske folk, men for det georgiske regime. Kan udfordringerne for genoptagelse af forhandlingerne løses frem mod 2028? Næppe. Det har Georgian Dream ingen interesse i. Og EU har ingen interesse i at genåbne forhandlingerne i perioden fra 2028 til 2030 under de nuværende omstændigheder. Det giver os to muligheder: Enten at Georgian Dream opgiver EU og fortsætter sit autokratiske samarbejde med Rusland baseret på sin krigsøkonomimodel. Eller at vi får et systemskifte efter et frit og retfærdigt valg i 2028. Sker det? Det afhænger af de kommende års politiske udvikling. Fingrene er krydsede for det georgiske folk i EU.
Georgien
- Areal: 69.700 km² (DK: 43.000 km²)
- Geografisk placering: Kaukasus med Sortehavet mod vest, Rusland mod nord og nordøst, Tyrkiet mod sydvest, Armenien mod syd og Aserbajdsjan mod sydøst
- Økonomi: 9.300 euro i BNP/capita (2025) mod 30.000 euro i EU27 og 68.000 euro i DK
- Befolkning: 3,8 millioner
- Politisk ledelse: Højrefløjskoalitionen Georgian Dream med premierminister Irakli Kobakhidze, præsident Mikheil Kavelashvili og partioligark Bidzina Ivanishvili
- EU’s økonomiske støtte til Georgien: 400 mio. EUR fra 2021 til 2024
Læs også andre indlæg i serien EU’s Østudvidelse af Morten Kvistgaard her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og