EUROPAS MINDRETAL #17 // TYSKLAND – Historien om de jødiske ”kontingentflygtninge” kan måske vise os, at selv når integrationen generelt lykkes, kan processen være udfordrende for både indvandrerne og modtagerlandet.
Da Sovjetunionen kollapsede i begyndelsen af 1990’erne, satte det gang i en bemærkelsesværdig og dog overset migrationshistorie. Mere end en million jøder forlod det tidligere Sovjetunionen, og mens mange valgte Israel som deres destination, åbnede også et andet land, Tyskland, sine døre for denne gruppe.
Landet, der havde stået bag holocaust, hvor seks millioner jøder mistede livet, inviterede nu jøder fra det tidligere Sovjetunionen til at komme og genopbygge jødisk liv i Tyskland.
Det var faktisk den sidste demokratisk valgte regering i DDR, der i 1990 tog det første skridt ved at anerkende det historiske tyske ansvar og åbne op for jødiske indvandrere
Ved slutningen af 1980’erne var der kun omkring 30.000 jøder i de jødiske menigheder i Vesttyskland og knap 500 i Østtyskland. Uden indvandringen af de såkaldte ”kontingentflygtninge” ville jødiske menigheder i Tyskland være forsvundet i løbet af få årtier.
En politisk aftale på højeste niveau
Det var faktisk den sidste demokratisk valgte regering i DDR, der i 1990 tog det første skridt ved at anerkende det historiske tyske ansvar og åbne op for jødiske indvandrere. Den 9. januar 1991 fulgte det genforenede Tyskland trop og besluttede at muliggøre indrejse for jødiske indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen gennem den såkaldte ”Kontingentflüchtlingsgesetz” (kontingentflygtningelov).
Forud havde genforeningskansleren Helmut Kohl allerede indgået en aftale med Mikhail Gorbatjov, hvorpå den sovjetiske leder tilsagde jøderne retten til at migrere til Tyskland.
Den endelige aftale indeholdt ingen tids- eller antalsmæssige begrænsninger. Dog havde bl.a. det tyske indenrigsministerium prøvet at begrænse antallet til 1.000 indvandrere om året. Mere kontroversielt var et andet forslag om at udvælge indvandrere efter kriterier som ”tilhørsforhold til den tyske kulturkreds” eller ”yngre mennesker med gode erhverv”.
Dette blev skarpt kritiseret og afvist af det jødiske centralråds formand, Galinski: ”Jeg, der selv var udsat for en selektion i Auschwitz, vil aldrig medvirke i en selektion.”
Hvem er jøde – og hvem må komme?
Selvom eller netop fordi aftalen var udformet på en forholdsvis åben måde, rejste der sig et fundamentalt spørgsmål, som de tyske myndigheder stod overfor: ”Hvem er en jøde?” Her bevægede man sig uundgåeligt ind i et spændingsfelt mellem religiøs og national identitet, som de tyske myndigheder valgte at løse med en sekulær og national tilgang, der samtidig også lå tættere op ad den sovjetiske tilgang.
I den sovjetiske forståelse var jødisk identitet en nationalitet, som blev nedarvet gennem faderen og registreret i pas og officielle dokumenter som ”nacional’nost: evrej” (nationalitet: hebræer) .
Men dette stod i modsætning til den traditionelle jødiske lov, halacha, ifølge hvilken jødisk identitet kun nedarves gennem moderen. Dette skabte problemer, da mange af indvandrerne blev afvist af de jødiske menigheder i Tyskland. ”Vi har ventet jøder, men der kom russere,” blev der sagt af funktionærer i jødiske ungdomsorganisationer.
Bag dette udsagn lå en mere kompleks realitet end blot spørgsmålet om den jødiske identitet på baggrund af religiøse love eller nationalitet. Mange af de russiske jøder havde kun begrænset kontakt med jødisk religion og tradition efter årtier med officiel ateisme under sovjetstyret. Så mange af dem talte hverken tysk eller hebraisk, hvilket vanskeliggjorde en deltagelse i de jødiske menigheder i Tyskland.
Den daværende israelske præsident, Ezer Weizman, udtrykte i midten af 1990’erne sin uforståenhed over, at jøder overhovedet ønskede at leve i Tyskland efter holocaust
Derudover skærpede de tyske myndigheder dilemmaet for mange af de nyankomne indvandrere, der havde ”hebræer” stående i deres russiske pas, da flere delstater automatisk gjorde dem til medlemmer af de lokale jødiske menigheder. Dette ”tvangsmedlemskab” var forbundet med en særlig ”kulturskat”, der mindede om kirkeskatten. Som konsekvens klagede flere personer over denne procedure.
Det paradoksale ved ”tvangsmedlemskabet” var dog, at de kun blev indmeldt i de ortodokse menigheder samlet under ”Centralrat der Juden”, hvorimod de mere liberale menigheder, samlet under ”Union progressiver Juden” ikke modtog medlemmer under tvangsfordelingen. Dette havde også økonomiske konsekvenser, da foreningerne bliver betalt efter antallet af registrerede medlemmer. For året 2004 beløb dette statslige tilskud sig til omkring 42 millioner euro. Den liberale jødiske union modtog kun en brøkdel heraf.
Selvom mange nyankomne blev ”tvangsindmeldt”, så var det dog langtfra alle. Det skønnes, at kun 85.000 af de omkring 220.000 jødiske indvandrere blev optaget i menighederne. Men disse mennesker var i den grad med til at redde det institutionaliserede jødiske liv i forbundsrepublikken, da menighederne i slutning af 1980’erne i alt kun havde knap 30.000 medlemmer tilbage. Aktuelle tal viser 100.000 medlemmer i jødiske menigheder, hvoraf 90 % udgøres af migranter fra det tidligere Sovjetunionen.
Voksende kritik og dokumentforfalskning
Der var ikke kun interne spændinger mellem tilhørsforholdene, tvangsmedlemskaber og de ortodokse og liberale jødiske menigheder. Allerede få år efter programmets start opstod der også tvivl om aftalens fortsættelse fra de tyske myndigheders side.
I december 1995 sendte det tyske udenrigsministerium et cirkulære til de tyske ambassader i de tidligere sovjetrepublikker. Heri advarede man om konsekvenserne af den hidtidige politik. Ministeriet hævdede, at ”efter Sovjetunionens opløsning er mange af de oprindelige grunde til optagelse faldet væk”, og at ”bortset fra enkelte tilfælde i de centralasiatiske SNG-stater (Fællesskabet af Uafhængige Stater) bliver jøder på det tidligere Sovjetunionens område ikke forfulgt og kun i enkelte tilfælde diskrimineret, oftest af personlige motiver.”
Ligeledes påpegede ministeriet, at indvandringen ikke længere styrkede de jødiske menigheder i forventet omfang, og at menighederne ofte kun blev brugt, så længe de yder materiel opstartshjælp. Mere bekymrende var dog også det voksende antal af dokumentforfalskninger, der attesterede jødisk identitet og dermed nemt muliggjorde indrejsen til Tyskland. Som interessant tilføjelse kan det nævnes, at også Israels indenrigsministerium i 1993 meddelte, at omkring 30 % af de ankomne fra SNG-staterne havde forfalskede pasdokumenter.
Internationale spændinger
Kansler Kohl frygtede, at en begrænsning af aftalen ville føre til anti-tyske reaktioner og bringe ham i konflikt med Centralrådet. Men samtidig skabte den eksisterende indvandringspolitik eksterne spændinger med Israel, der så sig selv som det eneste legitime tilflugtssted for forfulgte jøder i diasporaen. Israel havde længe været modstander af emigration til Tyskland.
Den daværende israelske præsident, Ezer Weizman, udtrykte i midten af 1990’erne sin uforståenhed over, at jøder overhovedet ønskede at leve i Tyskland efter holocaust. ”Jødernes plads er i Israel,” erklærede han.
Integration med vanskeligheder
Der er ingen tvivl om, at jødisk liv er uadskilleligt forankret i Tyskland. I 2021 fejrede man 1.700-årsjubilæet for jødisk historie og kultur i Tyskland. Men alligevel har den nyere tids migration til Tyskland været forbundet med store udfordringer.
I mødet med den tyske befolkning oplevede mange indvandrere en ambivalent modtagelse. På den ene side var der en officiel velkomst på baggrund af historisk ansvar, på den anden side mødte mange jødiske indvandrere i hverdagen fordomme og stereotyper – dog blev de tit betragtet som russere og ikke som jøder.
Det store og afsluttende spørgsmål er, om Tysklands åbning for jødiske indvandrere i 1990’erne har påvirket landets generelle tilgang til indvandring og mindretal
Dette beskrives tydeligt af journalisten Erica Zingher i en meget personlig præget artikel ”Was wächst auf Beton?”. Her fortæller hun, hvordan hendes forældre, en jurist og en læge, måtte opleve, at deres uddannelser ikke blev anerkendt i Tyskland. De tog lavtlønnede jobs for at overleve, hvilket efterlod dem med et liv på kanten af samfundet.
Generelt har de ældre indvandrere oftest været udsat og i økonomisk prekære situationer, da de med overgang til pensionsalderen måtte erkende, at deres arbejdstid tilbage i Sovjetunionen ikke blev anerkendt og derfor ikke medregnet i deres tyske pensioner. Det triste resultat var, at mange aldrig opnåede et tilstrækkeligt pensionsniveau på trods af livslangt arbejde.
Men især antisemitismen er et stort og voksende problem for de jødiske menigheder i Tyskland. Landsdækkende opmærksomhed i medierne fik det højreradikale terrorangreb på synagogen i Halle i 2019. Generelt svarer 70 % af de adspurgte jøder i en meningsmåling, at de ikke bærer jødiske symboler i offentligheden. Mange angiver senere i meningsmålingen, at de netop undgår det af beskyttelses- eller undgåelsesadfærd på baggrund af antisemitiske hændelser og erfaringer.
Men på trods af vanskelighederne er der tegn på, at integrationen særligt for den yngre generation har været vellykket. Unge med jødisk-russisk baggrund afslutter som regel gymnasiet og tager universitetsuddannelser og har sikre arbejdspladser. Særligt i Berlin er der opstået en levende jødisk kulturscene omkring Oranienburger Straße i den østlige del af byen, der bidrager til et mangfoldigt kulturliv i det tyske samfund.
Den ændrede tyske migrationspolitik
Det store og afsluttende spørgsmål er, om Tysklands åbning for jødiske indvandrere i 1990’erne har påvirket landets generelle tilgang til indvandring og mindretal. For selvfølgelig står den historiske ansvarlighed over for jøder i en særklasse, men argumentet om at ”tage ansvar” har også sidenhen været fremført i andre sammenhænge.
Med lidt fantasi kan man derfor måske godt fornemme ekkoet af den tidligere åbenhed over for jødiske indvandrere, da Angela Merkel i 2015 modsat alle andre europæiske nationer holdt fast i sin beslutning om at holde Tysklands grænser åbne for flygtninge med det berømte ”Wir schaffen das”.
En mere nærliggende udlægning af Merkels beslutning er dog den generelle tyske arv som en nation præget af indvandring, da landet længe har været kendt som et åbent og multikulturelt samfund.
Ikke mindst har Tyskland også haft stor gavn af dette faktum. Den største økonomiske gevinst skete under efterkrigstidens Wirtschaftswunder og de talrige gæstearbejdere, der i den forbindelse kom til Tyskland for at dække behovet for arbejdskraft.
For tiden er Tyskland ved at implementere en markant mere restriktiv migrationspolitik, der generelt kan observeres iblandt de europæiske nationer
I modsætning til de jødiske ”kontingentflygtninge”, der blev mødt med en velkomst baseret på historisk skyld og de facto uden stor opmærksomhed i medierne, var modtagelsen af syriske og andre flygtninge i 2015 efter en kortvarig eufori i befolkningen hurtigt mere omstridt i den brede offentlighed. De seneste udviklinger i den tyske migrationspolitik sætter ligeledes en ny dagsorden og følger dermed befolkningens generelle skepsis over for flygtninge og migranter.
For tiden er Tyskland ved at implementere en markant mere restriktiv migrationspolitik, der generelt kan observeres iblandt de europæiske nationer. Den nye koalition mellem CDU/CSU og SPD planlægger permanente grænsekontroller, tilbagevisning af asylansøgere ved grænsen og endda begrænsning af retsbeskyttelsen for asylansøgere.
Historien om de jødiske ”kontingentflygtninge” kan måske vise os, at selv når integrationen generelt lykkes, kan processen være udfordrende for både indvandrerne og modtagerlandet. Den særlige historiske kontekst for denne migration gør den unik, men giver også indsigt i, hvordan identitet, tilhørsforhold og samfundsstruktur påvirkes af indvandring – temaer, der fortsat præger den tyske og europæiske migrationsdebat.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og