TEATER // ANMELDELSE – Mange er nogens mor eller far. Alle er nogens søn eller datter. Tid til glæde udforsker de bånd, der knytter os tæt til andre, vores familie. Nogle gange givet, andre gange selvvalgt. Med en første og anden akt, der spejler hinanden, er omdrejningspunktet den fortabte søn, Aksle.
Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.
En mor (Tina Gylling Mortensen) har sat sine børn stævne på en bænk på en kirkegård med udsigt over havet. Selv om der er en kirke og en kirkegård lige ved siden af hjemmet, så vil hun gerne begraves her. Ikke fordi det er lige nu, men fordi hun gerne vil dele det med sin søn og datter.
Der er en tid til at så, en tid til at høste. Tid til glæde starter på det tidspunkt i livet, hvor vi bliver bevidste om vores egen dødelighed. Hvem vil vi være sammen med den sidste tid? Hvad er vi taknemmelige for, og hvem vil vi tilgive? Hvad handlede det hele om, og hvor skal vi ligge begravet?
Referencen til Samuel Becketts absurde klassiker er ikke til at tage fejl af
Perspektivet for en yngre generation er lidt anderledes. Her er det brændende spørgsmål snarere, hvem vi vil tilbringe vores liv med, hvem vi vil give livet videre sammen med, altså få børn med. Hvis vi vel at mærke vil og kan. Det er også store spørgsmål (og alle kender vist de emsige forældre, der bekymrer sig om, hvorvidt der nu er børnebørn på vej).
Tid til glæde er teksttung
I klitterne ved kirkegården, hvor hele første akt af Tid til glæde udspiller sig, vandrer forskellige typer ind og ud af billedet. Den lidt indebrændte, fraskilte mand og hans gravide ekskone, der i virkeligheden gerne vil forsones. En yngre enke og hendes næsten jævnaldrende stedsønner, der netop skal finde en grav til den afdøde, der gerne ville ligge med udsigt over havet.
Endelig dukker datter og søn til Tina Gylling Mortensen også op. Eller rettere; datteren dukker op, mens vi venter på sønnen, Aksle. Referencen til Samuel Becketts absurde klassiker er ikke til at tage fejl af.
Replikkerne lyder, som om de er skrevet i versaler. Det er udsagn mere end dialog, og der er en del humor i, at personerne nærmest synes at læse fra forskellige sider i manuskriptet. De vil gerne hinanden. Timingen er bare skæv.
Som det næsten er et krav til moderne dramatik om familien, så handler Tid til glæde også om seksuel orientering
Desværre ender det også med at blive lige lovlig teksttungt. Lidt som at sidde til en formel middag og have fået en bordherre eller -dame, der bare snakker. Sikkert vigtige historier og vægtige argumenter, men vi har ikke lært mennesket ved siden af os at kende, så historierne betyder noget for os.
På den anden side
Som det næsten er et krav til moderne dramatik om familien, så handler Tid til glæde også om seksuel orientering. Aksle er homoseksuel, hvilket ingen har noget problem med. Både mor og søster har været klar over det, længe inden han selv sprang ud. Men alt er alligevel ikke rosenrødt. Da Aksle endelig dukker op, drømmer han bare om at forsvinde og lægge alt bag sig.
Klip til anden akt, som begynder i lejligheden hos Aksles nu forladte kæreste, David. De er i øvrigt de eneste to navngivne personer. Alle andre omtales og omtaler sig selv ud fra deres relation til Aksle og David. Altså en søster, en anden søster, naboen, en anden mand og så videre.
Det er de samme otte skuespillere, der er på scenen, men hvor første akt bliver spillet i blå kostumer, udspiller anden akt sig i røde kostumer. En ret elegant løsning, når vi nu ikke kan få navne på personerne.
Det forekommer dog temmelig overflødigt, at et par af dem i anden akt krydser køn, altså Sarah Boberg som manden over for Johannes Lilleøre som kvinden. Ja ja, det er da fint nok, at vi ikke behøver følge konventionerne, og de kan da bestemt agere kønsspecifik adfærd hos det andet køn. Det har bare ikke rigtig noget med historien at gøre. Det virker snarere distraherende.
Hvem vil du være sammen med?
Norske Arne Lygres drama er skrevet som en refleksion over vores isolation under corona-krisen. Når vi pludselig ikke kunne være sammen med de mennesker, vi gerne ville, blev vi også konfronteret med spørgsmålet om, hvem vi rent faktisk gerne vil være sammen med.
Måske er det ambitionen om at få det hele med, der spænder ben, for Tid til glæde bliver som nævnt for ordrig og tung
Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er også et stort emne med masser overvejelser, som vi hver især må gøre os. Dem kan dramatik som Tid til glæde hjælpe os i gang med. Måske er det ambitionen om at få det hele med, der spænder ben, for Tid til glæde bliver som nævnt for ordrig og tung – trods humoristiske momenter.
Dem kæmper skuespillerne ihærdigt for at formidle. For at få Tid til glæde. De kan imidlertid ikke forhindre, at forestillingen føles nærmest gammeldags og lidt belærende. Vi lærer aldrig vores bordherre/dame rigtigt at kende.
Læs flere aktuelle anmeldelser af dansk scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
