TEATER // ANMELDELSE – 30 års tekster af Line altså Knutzon fletter sig ind og ud mellem hinanden på den intime scene på Teatret ved Sorte Hest. Anette Støvelbæk og Sarah Boberg holder styr på trådene med fin timing og uden en forkert grimasse – uanset hvor himmelråbende absurde teksterne er. Det er stor komik, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
Line Knutzon debuterede ganske vist et par år tidligere, men fra Det er så det nye (1993) til Ekspedienterne (2023) repræsenterer tekstudvalget i Line altså Knutzon nærmest hele hendes karriere med en skønsom blanding af scenedramatik, bøger og hørespil. Og mixet virker.
Fra det øjeblik hvor Anette Støvelbæk og Sarah Boberg i sort trikot danser ind på scenen til en bossa og poserer op ad væggen og hen over et par stole, og til de bukker for publikum en god time senere, får lattermusklerne stort set ikke fri. Nogle gange læser de breve op. Nogle gange er de i dialog. Andre gange dukker de frem bag luger i bagvæggen og fremsiger deres replikker ud i det blå … eller det sorte.
Der er en del eksistentielt sortsyn, men i ‘Line altså Knutzon’ er det, som om sort ophæver sort
Scenografien er passende afdæmpet – og sort bortset fra de grå stole. Det eneste farvestrejf er en hånddukke – en bajads – der nogle gange dukker op. Den repræsenterer karakteristisk nok Line Knutzon selv i hendes forsøg på at få en udgivers privatadresse.
Sort humor i sort trikot
Humoren er også sort. Der er en del eksistentielt sortsyn, men i Line altså Knutzon er det, som om sort ophæver sort. Så kan det også være lige meget, og så kan vi lige så godt grine ad det. Så bryder lyset, farverne og livet frem. Menneskeligheden.
Det fine ved Line Knutzons tekster er, at vi sagtens kan genkende figurerne, når de sidder og piller i deres egen navle og taler ved siden af hinanden. Der er parforhold, venskaber og ensomhed. Stille filosoferen og højlydt krænkethed. Men uanset hvor skoen trykker, så skrues der lige et nøk op, så vi alle kan se, hvor absurd det hele er.
Anonymiteten i Sarah Bobergs og Anette Støvelbæks sorte trikot gør, at de kan være alle figurerne i Line altså Knutzon. Om det er Pølse og Pind, Måvens og Peder eller en af de mange læserbrevsskribenter, der har skrevet ind til Camille Clouds brevkasse.
Her vil man som skuespiller gerne være, fornemmer man
Men der er faktisk forskel. Nogle gange er de i dialog med hinanden, selv om de gerne taler forbi hinanden på samme tid. Andre gange taler de direkte til publikum. Og så er der en veloplagt indforståethed mellem Støvelbæk og Boberg, der – ud over bossarytmen – måske kan kaldes en verbal koreografi.
Det absurde teaters tempel
Teatret ved Sorte Hest er det absurde teaters tempel. Væggene i foyer, trappeopgang og på toiletterne er plastret til med plakater og fotos fra årtiers forestillinger og kan studeres som en hvem-er-hvem i dansk teater – fra fortid til nutid. Her vil man som skuespiller gerne være, fornemmer man.
Derfor er det også et godt sted at være som publikum, hvis man har smag for det absurde, som Line altså Knutzon er et skoleeksempel på. Plakaten lover ”et forfatterskab udsat for grundig granskning”, men vi behøver egentlig ikke forholde os til den historiske eller for den sags skyld biografiske dimension.
Jo, vi kan læse os til, at der er uddrag fra 12 forskellige værker, men vi kan også bare læne os tilbage i sædet og nyde at lade ordene skylle hen over os. Maria Vinterbergs iscenesættelse samt udvælgelse og sammensætning af teksterne efterlader os med indtrykket af et nyt sammenhængende værk. Hvor absurd det end måtte lyde på baggrund af ovenstående.
Line altså Knutzon er en ordekvilibrist
Line altså Knutzon efterlader et billede af en ordekvilibrist. Ikke bare for sjovs skyld, men også med noget på hjerte. ”Skal vi tale om fremtiden? Der er ikke så meget tilbage af den,” hedder det et sted som et eksempel på Knutzons pudsige eftertænksomhed. Det er sandt, men det er også sjovt (og hvis du ikke kan se det, så er forestillingen nok ikke noget for dig).
Det udpluk fra Knutzons forfatterskab, som Line altså Knutzon præsenterer, er en time af vores liv, som vi ikke får igen, men vi kunne ikke have brugt den i bedre selskab
Som regel bliver tekster mere interessante, når de bliver fremført af en skuespiller med mimik og betoninger. Kunsten i Line altså Knutzon er, at Anette Støvelbæk og Sarah Boberg da ganske rigtigt træder ind i figurerne og lægger trykket de rigtige steder, men at forfatteren hele tiden skinner igennem. Humoren er hele tiden underspillet, og derved står ordene mere rent.
Vi kan glæde os over Line Knutzons dramatik i mange sammenhænge. Den kan sagtens bruges i en så poppet sammenhæng som Askepot – the Musical, der i øvrigt genopsættes denne sommer, men netop i sin rene form på den intime scene på Teatret ved Sorte Hest får den lov til at stråle. Det udpluk fra Knutzons forfatterskab, som Line altså Knutzon præsenterer, er en time af vores liv, som vi ikke får igen, men vi kunne ikke have brugt den i bedre selskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og