MAGT I PSYKIATRIEN // INTERVIEW – Et nyt forslag om en ændring af servicelovens regler om magtanvendelse vil give institutioner ret til at låse beboere med “betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne” inde i egen bolig. Forslaget om indespærring vækker bestyrtelse hos Lars Qvortrup, som er morfar til 12-årige Malthe, der er diagnosticeret med svær autisme og er affektivt og kognitivt udfordret. Qvortrup, der er professor emeritus i pædagogisk sociologi ved DPU, er især bekymret over en mere autoritetsorienteret pædagogik og socialpolitik.
Høringsfristen for ændringer i servicelovens regler om magtanvendelse udløb den 27. marts. En del af lovændringen indeholder forslag om at give institutioner ret til at låse beboere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne inde i egen bolig
I høringssvarene vækker især § 128 h om muligheden for 10 timers indelåsning af beboere kritik fra handicaporganisationerne og fra Institut for Menneskerettigheder.
Det er på alle måder et fortvivlende forslag … Malthe har behov for at blive anerkendt som menneske
I lovforslaget beskrives indelåsning af beboer i egen bolig som:
“8 timer i tidsrummet mellem kl. 21.00 og kl. 8.00 og 2 timer i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, og aldrig længere end 1 time ad gangen.”
“Ja, de har gjort sig umage for at beskrive, hvordan personalet skal gribe det an,” siger Lars Qvortrup, der er morfar og professor emeritus i pædagogisk sociologi. Han har i årevis været set som en af de mest indflydelsesrige fagpersoner i den pædagogiske forskning både i Danmark og i udlandet.
Jeg har sat ham stævne for at bede ham uddybe et debatindlæg, han skrev i Politiken om lovforslaget den 26. marts.
Bestyrtet og fortvivlet over indespærring
Han er både personligt og fagligt kritisk over for lovforslaget.
“For det første er jeg som morfar til Malthe på snart 13 år bestyrtet og fortvivlet over, hvad der kan ske, når han flytter hjemmefra og skal i botilbud. Malthe er diagnosticeret med en svær autisme og er både affektivt og kognitivt udfordret.”
“Han er verdens sødeste dreng, men hvis han bliver presset i en situation, som han ikke kan overskue – og det ville jo nemt kunne ske – så vil han kunne reagere på det, der i pædagogsproget hedder en uhensigtsmæssig måde. Og i så fald anviser lovforslaget løsningen: indespærring i egen bolig.”
Et gammeldags autoritetsbaseret indgreb over for en person som Malthe kan kun skade ham, både i situationen og på længere sigt
Lars Qvortrup mener, at et gammeldags autoritetsbaseret indgreb over for en person som Malthe kun kan skade ham, både i situationen og på længere sigt.
“Han har brug for tryghed og trygge rammer og rutiner, som han føler sig hjemme i. Malthe har behov for at blive anerkendt som menneske.”
Som uddannelsesforsker savner Lars Qvortrup en pædagogisk eller socialfaglig begrundelse for lovforslaget, hvilket også er et gennemgående tema i høringssvarene, som påpeger risikoen for overgreb og umenneskelighed, hvis loven bliver vedtaget.
Institut for Menneskerettigheder skriver i deres høringssvar, at ændringerne i loven vil føre til “flere og større indgreb i borgernes muligheder for at leve et selvstændigt liv og træffe egne valg”, hvilket strider mod FN’s Handicapkonvention, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundlovens bestemmelser om borgeres ret til et privatliv.
Går imod al gængs faglig viden
Ingen af organisationerne kan finde dokumentation for nødvendigheden af at låse beboere inde i deres egen bolig. Institut for Menneskerettigheder har gennemgået den foreliggende evidens for forslaget og refererer til Rambølls evaluering af de reviderede magtanvendelsesregler.
Hverken her eller i ministeriets workshop om mangtanvendelsesreglerne finder instituttet dokumentation for nødvendigheden af at spærre borgere inde i deres bolig.
“Det er det, der er bestyrtende. Hvis det nu var sådan, at noget så grusomt som det her var begrundet i en eller anden form for faglighed, eller fordi nogle af de toneangivende aktører havde påpeget nødvendigheden, ville jeg måske kunne forstå det, men det er der jo ikke,” siger Lars Qvortrup og tilføjer: “Det er på alle måder et fortvivlende forslag.”
Fra nu af er det muligt at tale om noget, som af åbenlyse grunde har været tabuiseret. Noget man tidligere ikke kunne finde på at sige. Nu er katten ude af sækken
At social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler til Altinget, at hun er i løbende dialog med parterne i Sammen om Handicap, og at indholdet i lovforslaget stadig kan forandre sig, beroliger ikke Lars Qvortrup.
“Måske vil hun lytte og pille et par af de værste knaster ud, men det, som bestyrter mig, er, at hun overhovedet vil lægge navn til at fremsætte et sådant forslag.
“Det er imod al gængs viden om pædagogisk begrundede indgreb i sådanne situationer. Og det er, som Institut for Menneskerettigheder påpeger, i strid med Handicapkonventionen.”
For Qvortrup er det særligt skræmmende, at lovforslaget overhovedet tillader sig at tale om at spærre beboere i botilbud, som er psykisk handicappede, inde.
“Fra nu af er det muligt at tale om noget, som af åbenlyse grunde har været tabuiseret. Noget man tidligere ikke kunne finde på at sige. Nu er katten ude af sækken,” mener Lars Qvortrup.
Tidsåndens opstramning og effektivtet
Lars Qvortrup ser det i tråd med tidens politiske autoritetstendenser.
“Der er tilsyneladende også hos Socialdemokraterne en tendens til at vende tilbage til noget, vi troede, vi havde lagt bag os. En meget mere autoritetsorienteret pædagogik og socialpolitik.”
Er der nogen, der tror, at Malthe herefter vil være lettere at snakke med og mindre skræmt? Nej, tværtimod
“Enten har de, der har rådgivet her, en snæver og mangelfuld faglig baggrund og socialpædagogisk indsigt. Eller også er forråelsen tilsigtet: Man ønsker at gøre det legitimt at tale på den måde i forhold til en gruppe af syge og svage medborgere.”
Lars Qvortrup ser i begrundelsen for lovændringen en slags politisk intuition i takt med tidsånden om at stramme op og øge effektiviteten.
I høringsbrevet fremhæver ministeriet, at lovforslaget vil medføre administrative lettelser for kommunerne og frigøre ressourcer for personalet samt sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse, men for Lars Qvortrup er prisen uacceptabel og effektivitetsgevinsten negativ.
Man ødelægger et menneske
“Selv hvis man går med på præmissen og siger, at det her skal være en ressourcelettelse, så passer det ikke. Pædagogisk, sundheds- og socialfaglig viden vil enstemmigt fortælle, at det her er konfliktoptrappende.”
“Næste gang bliver det endnu mere besværligt: Er der nogen, der tror, at Malthe herefter vil være lettere at snakke med og mindre skræmt? Nej, tværtimod.”
I ressourcetermer vil man gøre et lille problem til et stort og dyrt problem. I affektive termer vil man ødelægge et menneske
“Man ødelægger alt det, der gennem mange års indsatser fra familie, lærere og pædagoger er opbygget af tillid, kærlighed og tryghed hos Malthe. For ham vil en indespærring fremstå som en straf. Han vil miste enhver form for tillid og tryghed.
“I ressourcetermer vil man gøre et lille problem til et stort og dyrt problem. I affektive termer vil man ødelægge et menneske.”
“UDKAST til Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, lov om opkrævning af underholdsbidrag og forskellige andre love (Ændringer af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og om forældelse af underholdsbidrag m.v.)” kan læses her.
Lars Qvortrup er professor emeritus og tidligere dekan ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse – Pædagogisk Sociologi, Emdrup
Hans forskning er koncentreret om taste didactics, skoleudvikling og ledelse i skolesystemet. Han har over 325 publikationer bag sig og har skrevet og bidraget til over 50 bøger og 250 artikler i magasiner på dansk og en række andre sprog. Blandt de nyeste er: Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2018): “When the kids conquered the kitchen: Danish Taste Education and the New Nordic Kitchen”. Gastronomica: The Journal of Critical Food Studies, Vol. 18, No. 4, p. 82-93. Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2019): “Teaching Taste”. Illinois, USA: Common Ground Research Networks. Wistoft, K. & Qvortrup, L. (2020): “Seven Dimensions of Taste – Taste in a Sociological and Educational Perspective”. In: Galanakis, C. (ed.) Gastronomy and Food Science. Amsterdam: Elsevier.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her