Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
CORONAKRISE // KOMMENTAR – Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og regeringen med Mette Frederiksen og Magnus Heunicke i spidsen gambler med danskernes liv, sundhed og økonomi. Selv nu hvor vi er ved at blive kørt midt over af et godstog, mangler der lederskab, skriver direktør Nikolaj Stagis, der ikke fatter, hvorfor “den historisk dyre nedlukning ikke bliver brugt til at lokalisere virus og dæmme op for virus”, altså teste langt mere og købe mere testudstyr.
For tre uger siden kunne man undskylde både de fagfolk og politikere, der ikke helt havde indset, at vi havde en reel trussel foran os.
Selv for de fagfolk, der faktisk arbejder med at orientere sig i udviklingen af sygdomme, er det menneskeligt, at man ikke helt vil indse, at det kan ramme os. Fair nok.
Da coronavirus ramte Europa som et godstog i februar, burde myndighederne have vist lederskab, købt ind og uddannet som død og helvede for at dække over manglende forberedelse
Men det ændrede sig for to uger siden, hvor det blev tydeligt for os alle, at nu var coronavirussen i Danmark. Og for nogle af fagfolkene burde det ikke være nyt – de fik besked for måneder siden. Det kommer jeg tilbage til.
For en uge siden begyndte jeg selv at kommentere og undre mig over, at der ikke blev testet, når WHOs anbefaling ganske enkelt er “test, test, test”.
Det undrede mig også, at man meldte en “strategi” ud, som jeg mistænkte for reelt at dække over, at man på forskellig vis havde glemt og sjusket med at blive klar til at møde en sundhedskrise.
Først kom man til at smålyve lidt om indkøb af tre maskiner, så manglede man udstyr, fordi det ikke kunne skaffes i hele verden. Og til sidst blev det så klart, at der havde været og er mange muligheder for at købe ind, men at man enten har sagt nej eller glemt at ringe tilbage, da man fik tilbud.
Mangel på lederskab – og hvor var pressen?
Det vælter frem med eksempler på manglende evne til at købe ind – blandt andet har det været beskrevet i Berlingske.
Det kan også være, man vurderede blandt diverse chefer og direktører i Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og hvem der ellers er involveret, at det ikke var nødvendigt, og det er så nok sagens kerne i det, der nu er en skandale.
Altså vel at mærke ikke en skandale som dem, vi har hørt om på månedsbasis om Danske Bank, Skat, Forsvaret, og hvem der ellers har været i medierne om hvidvask og svindel – nej her taler vi om en skandale, som koster både menneskeliv og enorme summer af hele Danmarks penge.
Jeg skriver normalt ikke om politiske emner, men i lørdags begyndte det at undre mig, at der ikke kom nogen reaktioner.
Der manglede handling, og det virkede, som om de danske medier havde det fint med at være hjemme, se det hele lidt an og bare formidle dét, der nu blev sagt. Altså agere mikrofonholdere og være et forlænget kommunikationskontor for offentlige myndigheder.
Den strategi man havde (udtænkt eller tvunget), var i strid med WHOs anbefalinger – og det er den stadig
Det ændrede sig heldigvis i løbet af søndag og mandag.
Advarsel fra WHO kom i 2019
Hvor skulle myndighederne vide fra, at dette kunne ske? Hvordan skulle de dog være klar?
Jo, i september 2019 advarede World Health Organization (WHO) om “a rapidly spreading, lethal respiratory pathogen pandemic“, som ville koste 50-80 mio menneskeliv og 5 % af verdensøkonomien.
WHO skrev også i rapporten, at de fleste lande har alt for dårligt beredskab.
Det vi står midt i nu, var altså i høj grad forventeligt og ikke et fremtidsscenarie, man behøvede at have fantasi for at forestille sig. Muligheden for en katastrofe var velbeskrevet, og det var ikke et budskab til fjerne lande og nogle andre end Danmark. Det var også henvendt til Danmark.
Men de danske myndigheder synes af uvisse grunde ikke rigtig, det var noget, de behøvede at arbejde særligt med.
Som Mads Brügger skrev i en kommentar for nylig, skulle man tro, at nogen havde tænkt og måske ligefrem simuleret dette scenario: “…ligesom at de forskellige værn og styrelser fx øver sig i at tackle en brand under Storebælt, skulle man tro, at Sundhedsstyrelsen også havde simuleret en pandemi som Corona”.
Men det har de ikke. Der var vist nok en gammel plan, man måtte tage frem og se på, nævnte Søren Brostrøm i et af de uendelig mange pressemøder. De burde have købt ind og været klar.
Og da coronavirus ramte Europa som et godstog i februar, burde myndighederne have vist lederskab, købt ind og uddannet som død og helvede for at dække over manglende forberedelse.
Flere udtalelser om “strategi” som blev ændret hurtigt (altså til “en ny strategi”), og som flere de seneste dage har påtalt reelt slet ikke har været nogen strategi.
Hvis vi kan købe testkapacitet i Sydkorea, så køber vi det der. Hvis vi kan købe det i Europa, så køber vi det der. Kan vi låne ressourcer et sted, så gør vi det. Det er også at udvise lederskab
Det er ganske vist en strategi at lukke et samfund ned og bede alle blive inde. Men strategien for hvem, og hvor meget man tester, mistænker jeg for slet ikke at være nogen strategi, men snarere et udtryk for, at man prioriterede, hvem man ville teste indenfor de meget snævre rammer, man har, hvis der er alt, alt for lidt test-kapacitet.
Selvfølgelig skal man teste de mest syge og mest kritiske personer, hvis man ikke kan teste ret mange.
Men det er altså at udvise inkompetence udi at købe nok ind eller lave alliancer om at udføre test, som er begrænsende; det virker ikke, som om der har ligget en idé bag, hvad der vil være det smarteste at gøre, som har afgjort strategien.
Og den strategi man havde (udtænkt eller tvunget), var i strid med WHOs anbefalinger – og det er den stadig.
Katastrofen er, at vi mister liv og vi udsætter vores sundheds- og plejepersonale (og dermed fx ældre på plejehjem) for en helt vanvittig risiko, samtidig med at vi uddeler meget dyre hjælpepakker til erhvervslivet, som er lukket ned.
Krisen er først og fremmest en sundhedskrise
Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt at lukke Danmark ned, som Mette Frederiksen gjorde på en forbilledlig måde – jeg følte vi fik en statsminister right there.
Ikke at Mette ikke var statsminister i forvejen, men hun trådte i karakter på bedste vis. Nedlukningen kan gøre, at vi kan følge med – her tænker jeg på indlæggelser, men sandelig også på at finde smittede personer og få dem isoleret.
Og her hopper kæden så af. Det er godt, at der er kommet hjælpepakker til virksomheder, foreninger, selvstændige, freelancere og snart enhver gruppe i samfundet, men det her er først og fremmest en sundhedskrise, og den historisk dyre nedlukning bliver ikke brugt til at lokalisere virus og dæmme op for virus – for den aktivitet har vi ikke i Danmark, selvom man nu i flere uger har vidst, at det virker bedst.
Vi skal også være proaktive, og det er vi ikke. Nedlukningen af Danmark burde bruges til at forsinke udbredelsen, finde og bekæmpe smitten og sikre vores sundhedspersonale, så de også er der om en måned eller tre måneder
Så vi udpiner virksomheder, mennesker og hele samfundet for at vinde tid, men vi udnytter ikke tiden.
Hvis det skal virke, at lukke alle inde og vente, til vi har overstået epidemien, så skal vi vente … lad os bare sige 12 måneder. Jeg har en sund fantasi, men så alligevel ikke nok til at beskrive, hvordan Danmark så ville se ud.
Vi skal også være proaktive, og det er vi ikke. Nedlukningen af Danmark burde bruges til at forsinke udbredelsen, finde og bekæmpe smitten og sikre vores sundhedspersonale, så de også er der om en måned eller tre måneder. Og så ellers blive klar i en hulens fart til at åbne op igen, så virksomheder og institutioner kan fungere normalt igen.
Problemet er som sagt indkøb og i sagens kerne manglende lederskab.
Regeringen og Sundhedsstyrelsen, og hvem vi ellers har af ledere burde have bedt om hjælp alle steder fra. Hvis vi kan købe testkapacitet i Sydkorea, så køber vi det der. Hvis vi kan købe det i Europa, så køber vi det der. Kan vi låne ressourcer et sted, så gør vi det. Det er også en del af at udvise lederskab.
Vi kan ikke vente længere
I denne uge kom det så frem, at universiteterne, anført af Roskilde Universitet kan gennemføre 1.000 test om dagen. Godt nok ikke med samme udstyr som hospitalerne, hvilket så giver en masse polemik – jeg kan se for mig, at der skal holdes møder og stilles spørgsmål nu, mens vi fortsat misser at få testet folk.
Jeg har fuld tillid til, at når en dansk ekspert og lektor i mikrobiologi siger, han kan teste for coronavirus – well, that’s good enough for me.
Så vi venter yderligere, mens vi ser alvorlige indlæggelser med snart 100 mennesker i respirator. Hvis nogen skulle være i tvivl, så skal det altså gå stærkt nu – det var vel tydeligt for en uge siden
Han har sikkert fundet ting, der er sværere at finde, før. Men det er åbenbart ikke fint nok til de danske myndigheder.
Så vi venter yderligere, mens vi ser alvorlige indlæggelser med snart 100 mennesker i respirator. Hvis nogen skulle være i tvivl, så skal det altså gå stærkt nu – det var vel tydeligt for en uge siden.
Danmark har midlerne til at løse udfordringen, og jeg synes danskerne viser, at de kan ændre adfærd og respektere de retningslinjer, myndighederne har udstukket. Men der mangler lederskab fra regeringen og deres embedsfolk på det samme punkt, som har været kritiseret i mange dage nu:
Der skal testes og de, der har coronavirus, skal have hjælp og i karantæne, så smitten stoppes.
Det føles, som om man ikke havde set katastrofen komme, og nu hvor man står midt i den og får klar besked om, hvad problemerne er, og hvordan man skal handle – endda nu med illustrerede eksempler på tv – så handler man stadig ikke.
Det er en katastrofe for Danmark, for dig og mig, som vil miste familie og venner, for dem, der mister deres arbejde, samt for alle dem, der har virksomheder, som lukker.
Topillustration: Jumpstory.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
