Thomas Ubbesen: Der er monstre overalt

af i Europa/Reportage

ØSTEUROPA // BOGUDDRAG – Thomas Ubbesens bog Vi var folket – møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald udkom fredag d. 13. september på Gyldendal. Det er beretningen om en vinterrejse sammen med hustruen og kollegaen Anne Haubek med tog og bus gennem 16 tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa, og om mødet med repræsentanter for et par generationer af hverdagsmennesker, med-europæere, som har været og fortsat er ofre for historiens luner og grusomhed i en grad, som vi aldrig har været i nærheden af i vores privilegerede del af kontinentet. Turen er allerede skitseret i en række afsnit i vinter her på POV. Hen imod rejsens slutning opsøgte de to journalister en af Ungarns mest fremtrædende intellektuelle, forfatteren Imre Mécs, og hans hustru Fruzsina Magyar, til en samtale om Historien med stort H – og om hvordan det hele er endt efter et langt liv som dissidenter. Et uddrag fra bogen:

Selvom det er midvinter, flimrer den store by af sommerlig varme, og letpåklædte turister dasker i titusindvis rundt mellem den indre bys monumenter og paladsagtige bygninger og nyder tilværelsen. Vi krydser floden ad den smukke kædebro, tager funiculairen op til Buda-slottet med dets vidtstrakte udsigt over det sitrende urbane landskab og kigger lidt på katedraler og legetøjssoldaternes vagtskifte foran regeringspaladset. Så fortsætter vi ned gennem en lille park til en knapt så vidunderlig del af byen. Det tynder hurtigt ud mellem turisterne, snart er gaderne grå, befolket med hverdagsmennesker og et voksende antal hjemløse.

Vi får øje på et forfaldent indkøbscenter og går ind i de dystre gange for at lede efter et eller andet, vi kan tage med som gave til Mécs og hans kone. Herinde i betonen hersker håbløsheden, herinde hænger hætteklædte, rygende mænd med flasker ud sammen med kvæstede kvinder i slidt og hullet træningstøj. Her begynder det Underungarn, som alle ved er et uundgåeligt biprodukt af premierminister Orbáns ”antikommunistiske”, national-konservative, antidemokratiske ulighedspolitik.

“Gad vide, om man så den slags under kommunismen?”, spørger Anne retorisk.

Det allerførste minde, jeg har fra dengang, er mødet med udsultede, polske flygtninge i laser og pjalter. Der blev krigen med ét en realitet efter en ellers god og tryg barndom”
– Imre Mecs

Der er spritudsalg og kiosker med skrabelodder og øl og cigaretter, men vi finder en lille blomsterforretning og får købt nogle påskeliljer. Vi kanter os forbi de hjemløse og smiler anstrengt, når vores øjne møder deres. Så prajer vi en taxa, klokken er snart 16, og dette her Budapest er et sted, man flygter fra, hvis man har mulighed for det.

Vi mødes på adressen i forstaden af to meget små, meget venlige mennesker i en gammel villa og bydes indenfor. Stuen er fyldt med bøger, både i reoler og stablet på gulve og borde. Vi bliver bænket ved køkkenbordet og får kaffe. Imre taler ikke så godt engelsk, men en smule tysk, Fruzsina – hans kone – taler rimeligt engelsk. Hun oversætter forsigtigt og omhyggeligt. Vi forstår hinanden. Imre er i dag kendt som en slags helt fra Ungarn opstanden i 1956-revolutionen, som man kalder det her i landet – så det er især det, vi skal tale om, men som altid er der en forhistorie. I denne del af verden er alles forhistorie værd at lytte til, så meget har vi erfaret på vinterens rejse i tomrummet efter kommunismen: Imre er født i 1933 og kan ganske tydeligt genkalde sig det, der gik forud for kommunismen – nemlig hans barndom under Anden Verdenskrig. Dengang regimet i Ungarn mere end hjalp tyskerne med at udrydde over 600.000 af landets egne indbyggere.

“Det allerførste minde jeg har fra dengang, er mødet med udsultede, polske flygtninge i laser og pjalter. Der blev krigen med ét en realitet efter en ellers god og tryg barndom. Noget senere – det må have været hen imod slutningen – havde min mor søgt tilflugt sammen med mig i en kælder under et kloster, mens krigen rasede ovenover. Der mødte vi holocausts realiteter – kælderen var fuld af rystende bange jøder på flugt fra ungarske og tyske nazister. Jeg kendte nogle af børnene fra skolen, og de fortalte forfærdelige historier. Det var frygteligt at se de stakler. De var på flugt fra nazisterne, selv gemte vi os for Den Røde Hær.”

Imre Mecs og Fruzsina Magyar – dissidenter i Ungarn før, under og efter kommunismen.

Slaget om Budapest rasede i 50 dage, og man skønner, at 38.000 civile mistede livet. Den Røde Hær havde omringet byen ved juletid 1944 og i de følgende uger kæmpede tyske og ungarske soldater en bitter og håbløs kamp uden udsigt til sejr, mens Imre og hans mor sad i klosterkælderen og lyttede til eksplosionerne og skudsalverne oppe på gaden. Der var iskoldt og mørkt, og han husker nætternes skrig og gråden. Den 12-årige dreng var ikke så bange for tyskerne. Det var russerne, der set med hans øjne var de farlige. En sen nat i januar bankede de hårdt på kælderdøren med geværkolber og trængte ind. De var rå og brutale og forlangte ure og fotografiapparater. Han så en af dem dræbe en af sine egne – og der var voldtægter. Uger med sult og først og fremmest frygt, frygt, frygt, husker han. Det var ”befrielsen”.

Belejringen fik en ende, og et par måneder efter var Hitler død og krigen ovre. Men frygten forsvandt ikke med freden og foråret.

“Vi vidste, at bolsjevikkerne var imod intellekt og religion. Og det fik alle at mærke den sommer. Men alle mente, at det kun var en overgang. Man forestillede sig, at russerne snart ville vende hjem, nu hvor krigen var slut, og at vi så ville blive en del af Vesten, hvor vi syntes, at vores land hørte hjemme. De voksne havde store forhåbninger om, at der snart ville komme vestlige soldater, men i stedet kom kommunismen snigende, og vi lærte efterhånden, at verden nu var delt, og at vi var på den forkerte side af et jerntæppe gennem Europa.”

De ni måneder var de hårdeste i mit liv, men også den stærkeste og mest positive periode i min tilværelse. Mine kammerater – de smukke, dødsdømte unge mennesker – var vidunderlige! Fantastiske!”
– Imre Mecs

Ungarns skæbne var nemlig allerede blevet afgjort i Jalta i februar det år. Churchill og Roosevelt havde accepteret, at landet skulle være en del af den sovjetiske interessesfære efter krigen. Kommunistpartiet, der havde fået 17 procent af stemmerne ved et frit valg lige efter krigen, overtog gradvist magten og gik i gang med at undertrykke al opposition og gennemførte snart nationaliseringer og femårsplaner efter stalinistisk model. Det blev en økonomisk katastrofe. Befolkningen kom til at opleve sult, fattigdom og undertrykkelse uden sidestykke i østblokken, og den sociale uro begyndte at tage til. Oprøret – revolutionen – begyndte blandt studerende på Budapest Tekniske Universitet den 22. oktober 1956. Dagen efter gik over 20.000 mennesker på gaden og krævede et politisk system baseret på demokratisk socialisme og neutralitet. Senere på dagen var antallet af demonstranter vokset til 200.000.

Alle sang med på en ny nationalsang med omkvædet: ”Dette sværger vi, dette sværger vi, at vi ikke længere vil være slaver … ”. Senere samme aften rev folkemængden en ni meter høj bronzestatue af Stalin ned og erstattede den med det ungarske flag. Det kommunistiske emblem i midten var klippet ud efterladende et rundt hul. Det hemmelige politis hovedkvarter blev omringet af demonstranter. Der blev skudt fra bygninger, folk døde, politibiler blev sat i brand, militærets arsenaler blev stormet og oprørerne bevæbnede sig. Det var sådan, det begyndte. Imre var 23 år og ude af sig selv af vrede over det, der foregik, over at et regime skød med skarpt på landets egne borgere. Han bevæbnede sig, men var ikke ude i gaderne for at skyde. Han var organisator.

Samme nat anmodede Ungarns Arbejderparti – kommunisterne – om sovjetisk militær assistance til at nedkæmpe det voksende oprør, og den sovjetiske forsvarsminister gav ordre om at sætte panserstyrker ind for at genoprette roen i den ungarske satellitstat. Denne helt særlige forsvarsminister hed Georgij Zjúkov, helten fra Leningrad, Moskva, Stalingrad, Kursk, Seelow-højderne og Berlin. Vi har mødt hans barnebarn for nylig, kan vi fortælle. Men den gamle mand befinder sig i 1956:

“Jeg var hvidglødende af raseri, da de russiske tanks rullede ind i byen – ude af mig selv”, siger Imre, der betegner sig selv som en ellers meget fredelig mand. “Og mens der blev kæmpet – studenter med benzinbomber, civile med brosten mod usårlige kampvogne – gennem de dage, håbede vi alle på, at nu måtte Vesten komme os til undsætning. Radio Free Europe – den amerikanske propagandasender til de besatte folkeslag i øst – opfordrede os til ikke at opgive håbet, og vi prøvede desperat at fortsætte kampen…”

Tre årtier efter at de sidste sovjetiske tropper forlod Ungarn bevarer Budapest fortsat monumenter for den Røde Hærs nådesløse ”befrielse” af hovedstaden i 1945.

Men der var intet at håbe på. Vestmagterne ville ikke risikere en tredje verdenskrig ved at blande sig i et nok så demokratisk oprør, når det fandt sted i den sovjetiske sfære. Ungarerne kæmpede i 16 døgn mod overmagten. Det lykkedes dem at uskadeliggøre flere hundrede russiske kampvogne og dræbe over 700 soldater. Men op imod 3000 civile mistede livet under kampene, og 200.000 flygtede ud af landet, mens den røde fane igen blev hejst over deres hovedstad. Så fulgte massearrestationerne og hævnen.

“I december kom de og hentede arbejderlederne fra de fabrikker, der var blevet besat af folket – og igen var der ingen vestlig reaktion. Det var først nu, vi for alvor forstod, at vi var blevet svigtet, at vi var alene. Der ville aldrig komme hjælp.”

Vi er blevet så forfærdelig skuffede. Jeg er så træt af det her”
– Fruzsina Magyar

Imre gik under jorden og deltog i arbejdet med at bringe folk over grænsen til sikkerheden i Østrig, selv nægtede han at forlade sit land. Det var stædighed, der fik ham til at blive, siger han. Hans venner blev taget én efter én, selv gemte han sig i bjergene, men i maj 1957 var det slut. Han blev anholdt og smidt i en underjordisk celle sammen med 16 andre. De skulle dømmes af et såkaldt folketribunal, og som en af de helt centrale organisatorer bag opstanden i oktober og november var der kun én mulig dom for den 23-årige studerende: Døden. I ni måneder sad han på dødsgangen og frygtede hver dag, at de kom for at hente ham. Han resignerede og accepterede sin skæbne. Der var ingen tvivl om, at han skulle dø nu.

“De ni måneder var de hårdeste i mit liv, men også den stærkeste og mest positive periode i min tilværelse. Mine kammerater – de smukke, dødsdømte unge mennesker – var vidunderlige! Fantastiske! Regimet myrdede 300 af os i løbet af de måneder. Når dommene skulle eksekveres, kom vagterne og læste dommen op, og så skulle henrettelsen finde sted inden for de næste 72 timer. Først troede man så, at alt håb var ude, men hvis de ikke havde hentet én i løbet af andendagen, vaktes håbet til live for nogle timer. Men det endte hver gang med, at de kom og hentede folk lige før udløbet af 72-timers fristen. Når kammeraterne blev taget ud af cellerne for at blive skudt eller hængt, opstod der som regel en ganske kort ventetid, 40-50 sekunder måske, hvor de stod ude på gangen, og hvor man kunne hviske til dem. ‘Længe leve det frie, uafhængige Ungarn’ var der en, der sagde. Eller ‘Fortæl min mor, at jeg går i døden uden frygt …’ Eller ‘Jeg tænker på jer, mine kammerater til sidste øjeblik …’. Så forsvandt de i mørket. Nu, hvor jeg er så gammel, tænker jeg, at jeg må leve videre lidt endnu af hensyn til dem og det, vi kæmpede for dengang. For nu kommer vi igen længere og længere væk fra friheden her i Ungarn – og fra idealerne fra 1956.”

Kommunisternes folketribunaler dømte helt vilkårligt. Og en dag – efter de mange måneder på dødsgangen – blev Imres dødsstraf helt uden varsel ændret til fængsel på livstid. Han blev overført til et særlig strengt fængsel præget af tæsk, sult og hårdt slid. 40 fanger var proppet ind i celler beregnet til otte. Man sov direkte på stengulvet.

Budapest, myldrende af nydelsessøgende turister fra hele verden. Man skal ikke ret langt væk fra centrum, før en helt anden virkelighed viser sig.

Og så – i marts 1963 – blev den unge oprører til sin overraskelse pludselig løsladt i forbindelse med en amnesti og måtte ud og skabe sig en form for tilværelse i det kuede og nedkæmpede land, hvor det var forbudt at tænke. Men det lykkedes ham at skabe sig et anstændigt liv, og gennem de efterfølgende år slækkede kommunisterne langsomt på undertrykkelsen og løsnede ganske langsomt grebet om magten. Imre kunne ikke fortsætte sin uddannelse, men fandt sig et job som elektroingeniør i et lille kooperativ.

Han giftede sig, men ægteskabet holdt ikke, og en dag stod han alene med tre børn. I 1985 mødte han en kvinde, en forfatter, som også spillede en betydelig rolle i oppositionen, hendes navn er Fruzsina Magyar, og det er hende, der oversætter denne samtale og laver kaffe til os. Ingen af dem kan rigtigt huske aftenen den 9. november 1989, den aften og nat hvor Berlinmuren faldt. De havde vanvittig travlt i de dage, husker de bare. Huset var fyldt med østtyske flygtninge, der var på vej til Vesten. Og Ungarn havde jo allerede haft sin revolution, ikke?

“Vi havde jo undermineret Muren i årevis, så det var egentligt ikke så overraskende set herfra. Fruzsina og jeg havde været aktive i oppositionen i årtier, og vi havde oplevet regimet blive svagere og svagere. Det var først og fremmest økonomien. De var ikke i stand til at tilpasse sig, og imens voksede oppositionen sig stærkere, så …. så vi så ikke fjernsyn den aften.”

De ler sammen, og vi smiler lidt. Nu er der gået 30 år, og der er turister, indkøbscentre og wellness i Ungarn. Foruden millioner af fattige og titusinder af hjælpeløse hjemløse, og landet har en stærk mand, som snakker om ”illiberalt demokrati” og en konspiration mellem EU og den ”fædrelandsløse jøde” George Soros, om at oversvømme denne rene og kristne nation med muslimer.

“Det er ikke noget tilfælde, at de sætter et monument op på Friheds Pladsen for Ungarn som uskyldigt offer i Anden Verdenskrig fremfor et for revolutionen i 1956”, konkluderer Imre, da vi er ved at gøre klar til at gå. “Orban undertrykker alle minder fra 1956 – og det er fordi han hader frihed! 1956 drejede sig om oprør og frihedstrang, og det er ikke noget, han ønsker at fremme. Set fra en diktators synspunkt er revolutionen dengang noget rædselsfuldt, et ægte folkeligt oprør, noget man ikke kunne styre og manipulere.”

“Vi er blevet så forfærdelig skuffede. Jeg er så træt af det her”, lyder det stille fra Fruzsina. “Ungarn er et diktatur i dag. Der er monstre overalt. Højrefløjen bliver stærkere og stærkere, og folk ser ud til at være ligeglade med frihed. De kan godt lide en stærk leder.”

“Vi må bare fortsætte kampen”, siger den gamle mand, mens hans kone sukker og nikker. “Vi kan ikke opgive håbet. Vi må finde en tredje vej sammen”

Hvad er der så at sige om kommunismen efter et blodigt oprør, henrettelserne og en dødsdom for mange år siden? Efter at have set de bedste af en generation af ungarere blive slæbt ud til galgen?

“Ikke andet end, at det jo var et forfærdeligt system”, siger Imre Mécs. – Det var både intellektuelt og spirituelt fattigt, og så var det jo udueligt. Det var styret af inkompetence, det måtte gå under.

“Hvad så nu? Kommunismen er historie. Nu er der en stærk mand og racisme og fremmedhad i stedet. – Og hvad så nu?”

“Vi må bare fortsætte kampen”, siger den gamle mand, mens hans kone sukker og nikker. “Vi kan ikke opgive håbet. Vi må finde en tredje vej sammen.”


Topfoto: Buste af Josef Stalin under opstanden i 1956, Wikimedia Commons. 

Thomas Ubbesen, født 1956, journalist og forfatter. Ubbesen har i tre årtier arbejdet i trykte og elektroniske medier, i langt overvejende grad om internationale forhold , storpolitik og krigsjournalistik. Han har siden 1994 arbejdet i DR, først på Radioavisen, siden på TV-avisen, Horisont og flere andre DR-platforme. Han har blandt meget andet dækket krigene på Balkan i 90erne, Irak-krigen i 00erne, Muhammed-krisen, krige i Libyen, Mali og Ukraine foruden store naturkatastrofer som jordskælvet i Haiti i 2010, oversvømmelser i Pakistan og stormflod i Myanmar. Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder og er forfatter til bogen ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”, der udkom på Tiderne Skifter i 2014. Han er lige nu bogaktuel med ”Good Luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen”, der udkommer på Gyldendal i denne måned.

Seneste artikler om Europa