HYLDEST – Har man først fået cirkus i blodet bliver det regnbuefarvet, og så stopper forestillingen aldrig. Det skriver Thomas Milsted i denne melankolske hyldest, som sæsonen går på hæld for Søren Østergaard og Zirkus Nemo. Milsted har fulgt Smadremanden, Bager Jørgen, Kim Tim og alle de andre siden 1999.
Det har ikke været sommer, hvis ikke jeg har købt et kæmpe bæger med popcorn, en ”Pløk” (finsk saltlakridsstang) og set Zirkus Nemo. Det er blevet til mange aftener gennem årene, hvor jeg er gået hjem i en så opløftet stemning, at det har kunne bære mig igennem det grå efterår og de mørke vinteraftner.
Jeg har fulgt det lille cirkus siden den spæde start i 1999, hvor Søren Østergaard og Anders Lund Madsen viste et meget forundret dansk publikum, at cirkus godt kan være noget andet end cirkus.
Har man ikke noget at leve for, får Zirkus Nemo sikkert mange mennesker til at smide deres lykkepiller ad helvede til, tage et år mere og se frem til sæson
Selv sad jeg med underkæben godt nede i savsmulden og anede ikke mine levende råd, da det sindssyge cirkusorkester slog den sidste tone an. Jeg var målløs, og fattede ikke rigtig hvad jeg havde været vidne til. Men jeg var håbløs forelsket i formen og ikke mindst i Sørens Østergaards aparte figurerer og vanvittige påfund. Det kræver stort talent – og især mod – at få alt ud af ingenting, som da han dresserede en gås. Den spankulerede sådan set bare rundt i manegen, som den lystede, med en Søren Østergaard tæt på gumpen, fingerende at det da var ham, der styrede den. Enkelt og banalt, ja, men det var ham, der fik ideen, og den var genial.
Skæbnen i det runde rum
Vi kendte alle Søren Østergaard fra tv-serien Landsbyen, hvor han gennem 44 afsnit spillede den svært usympatiske forretningsmand Frank Andersen. Og fra flere af hans film op gennem de sene 80’ere: Flamberede Hjerter, Skyggen af Emma, Jydekompagniet og Århus By Night, bare for at nævne nogle stykker. Fine præstationer, men retrospektivt har man fornemmelse af, at han endnu ikke havde fundet sin rette hylde.
Det var det store runde rum, der hans skæbne. Rummet, hvor den brølende latter fra publikum kunne cirkulere og cirkulere i de godt to timer, som hans forestillinger plejer at vare. En latter, man kan tage med sig ud i livet, fordi man er blevet underholdt på den gode og sunde måde. Har man ikke noget at leve for, får Zirkus Nemo sikkert mange mennesker til at smide deres lykkepiller ad helvede til, tage et år mere og se frem til næste år. Det må være det, som hedder menings- og livsgivende underholdning.
Og hvor var det godt, at Søren Østergaard købte det telt, han, siden han var tolv, havde ønsket at eje. Hvor var det godt, at han insisterede på at ville være cirkusdirektør og give os sine guddommelige og helt hen i vejret morsomme personligheder: Smadremanden, Bager Jørgen, Kim Tim, Marianne, Heine Heinesen (målemanden) og alle de andre.
Søren Østergaards mimiske og komiske talent rummer med en poesi og respekt over for det fag, han vel i grunden selv har opfundet, der gør det til en nærmest smertefuld grinagtig og ikke mindst rørende oplevelse
Hans mimiske og komiske talent rummer med en poesi og respekt over for det fag, han vel i grunden selv har opfundet, der gør det til en nærmest smertefuld grinagtig og ikke mindst rørende oplevelse. Hans timing og præcision og ikke mindst evne til at skille figurerne ad og aldrig komme til at blande dem sammen er enestående.
Han giver sine figurer liv, deres eget liv, og man sidder med den fornemmelse, at man ville kunne konversere og være sammen med dem – uden at opdage at der er et andet menneske, Søren Østergaard, indeni.
Det er stor kunst at gøre sine figurer så helstøbte, at man som publikum, og som det mest naturlige, kan forstille sig Bager Jørgen eller Smadremanden gå hjem efter forestillingen og leve videre i deres hjemmelige gemakker
Det er sublimt og så godt, at man ikke lægger mærke til, hvor godt det er. Det er så naturligt at være sammen med alle hans imaginære venner, og man ønsker sig kun, at Zirkus Nemo kunne udlodde en præmie, hvor man kunne være sammen med dem alle sammen – til stegt flæsk med persillesovs på den lokale kro. Men det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, for de er et produkt af den kendsgerning, at Søren Østergaard er i dem alle sammen, og han formår at være der helhjertet. Det er stor kunst at gøre sine figurer så helstøbte, at man som publikum, og som det mest naturlige, kan forstille sig Bager Jørgen eller Smadremanden gå hjem efter forestillingen og leve videre i deres hjemmelige gemakker.
Han har for længst fundet sin rette hylde, og man kan se, at han knuselsker at være på den. Han er komikkens Poul Reumert.
Det er ikke lutter lagkage og røde næser
Søren Østergaard stiller store krav til sig selv. Det er tydeligt, når man ser, hvor gennemarbejdet hans numre og show er og altid har været. Kravene til hans artister er ligeledes store, og de skal, i følge Zirkus Nemos pressechef Mette Trudsø, ikke bare passe godt ind i Nemo-ånden og truppen, de skal også være af høj international klasse. Og til trods for Zirkus Nemos relativt lille størrelse bliver det bombarderet med forespørgsler fra mange internationale artister, der ønsker at arbejde for manden, der har vendt den danske cirkusverden på hoved.
Har man først fået cirkus i blodet, bliver det regnbuefarvet, og så stopper forestillingen aldrig
Sæsonen er ved at være slut for Zirkus Nemo, og de fantasifulde cirkusvogne og det store sorte telt skal i dok. Skiftet i vejret er blevet tydeligt, og efteråret er ved at sætte ind for alvor. Det er blevet koldt, regnfuldt og blæsende. Cyklisternes insisterende smil er blevet lidt mere anstrengte. Træerne er ved at klæde sig af og står snart helt nøgne. Vejene vil blive godt fedtet ind i de visne blade, som kommer til at ligge som et tæppe af påmindelser om den kolde tid, vi nu går i møde. Danmark vil smide sine grønne og blomstrede sommerkjoler, og de brun-gule nuancer er ved at blive fundet frem.
Sommeren er på sit absolut sidste, og det betyder også et farvel til et af dens højdepunkter. Fem måneder på landevejene er slut, og vi andre må synke ned i den vanlige melankoli, indtil Nemo åbner teltdugen igen til sin næste sæson.
Det betyder ikke, at alle fra Nemo spredes for alle vinde. Søren Østergaard, Henrik Mortensen og Alex Nicolodi skal ud og finde nye artister i topklasse på varietéer og andre cirkusser rundt i Europa. Så for Søren fortsætter sæsonen, dog uden publikum for en stund. Har man først fået cirkus i blodet bliver det regnbuefarvet, og så stopper forestillingen aldrig.
Foto: Steen Brogaard
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
